Christian Mørk
Foto: Politikens forlag

Christian Mørk

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Line Rasmussen, 2014.
Top image group
Christian Mørk
Foto: Politikens forlag
Main image
Mørk, Christian
Foto: Morten Langkilde

Indledning

I fjorten år arbejdede Christian Mørk som hot filmproducent i Hollywood, så fik han nok og vendte tilbage til journalistikken og en drøm om at skrive fiktion. Anmelderne har taget godt imod den hyperproduktive forfatter. Det samme har læserne. Caribien, Venedig, Irland og New York er blot nogle af de steder, han har gjort nedslag i sin jagt på nye eksotiske scener for grufulde forbrydelser, store passioner og diabolske konspirationer. Det er ramasjanglitteratur for alle pengene, og folk som holder af Dan Brown vil også få sig et adrenalinsus her.

 

 

47077419

Blå bog

Født: Den 5. januar 1966 på Frederiksberg.

Uddannelse: Bachelor i historie og sociologi fra Marlboro College i Vermont 1991. Master i journalistik fra Colombia University i New York 1992.

Debut: De ti herskere. Politikens Forlag, 2006.

Seneste udgivelse: Amerikaneren. People'sPress, 2019. Roman.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jacob er blevet hæs af at råbe om hjælp ud af koøjet. Han er ikke længere bekymret for, om nogen trænger ind for at få ham til at tie stille. så ville han i det mindste vide, hvem der holder ham fangen og måske endda overrumple dem. (...) Så kom dog herned og få det overstået, tænker han. Kun genskinnet fra dæklanternerne deroppe lader en stribe lys trænge ind i hans fængsel. Længere nede åbner og lukker havets hvide kæbe sig.”
“Skyggernes hav”, s. 66.

Når man ser på Christian Mørks opvækst, uddannelse og professionelle baggrund, giver det ganske god mening, at han som forfatter maler med den brede pensel i en stor amerikansk tradition for spændingsromaner i stedet for at lave snæver litteratur for en lille indviet kreds i en eksperimenterende nordeuropæisk tradition. Favntaget med USA begyndte, da han som 14-årig var på en tur til New York. Han stammede, når han talte dansk, men opdagede, at det gik væk, når han talte engelsk. Derfor valgte han at læse i USA efter gymnasiet. Det havde ydermere den fordel, at han slap ud af sine berømte forældres skygge. Han er opvokset på Frederiksberg som søn af skuespillerne Susse Wold og Erik Mørk. Stedfaren er Bent Mejding og bedstemoren Marguerite Viby. ”Jeg var en lidt forskræmt dreng og meget opsat på at være artig. Jeg gik på en skole (Zahles, red.), som var sin tradition meget bevidst, og kom så til USA, hvor der var en villighed til at være langt mere løs i sproget. Det var en fantastisk følelse pludselig at komme til et andet land og opleve, at jeg kunne vandre rundt i det sprog uden at føle mig fremmed. (…) I Danmark blev jeg også bedømt på mit ophav. I USA oplevede jeg for første gang, at det ikke var med i mellemregningen. Man glider ind i en anden psyke, når man tager et nyt sprog på som overfrakke. Det var en helt ny sandkasse, jeg fik lov at udforske.” (Lotte Thorsen: En forførende amerikansk fortæller. Interview i Politiken, 2008-09-26).

Christian Mørk tog en bachelor i historie og sociologi på Marlboro College i Vermont. Han lærte at skære ind til benet og udvikle en pointe på Colombia University i New York, hvor han afsluttede studierne med en Master of Science i journalistik. Efter en kort ansættelse på det ansete filmmagasin Variety gik vejen som 26-årig videre til Los Angeles og en magt- og prestigefuld stilling som ‘Creative executive’ (kreativ direktør) hos Warner Brothers. Han var med til at lave film som ”Michael Collins” og ”The Devils Advocate” med Al Pacino. Det var en drømmekarriere: ”Jeg blev spurgt, om jeg ville være en af dem, der rendte rundt i jakkesæt og bestemte, hvilke film, der skulle laves. Og da jeg ikke kunne forestille mig noget bedre, sagde jeg “ja tak”. Og det var fedt i lang tid. Jeg lærte noget, dummede mig og havde sejre og nederlag hver dag, og det var en meget intens oplevelse for en ung mand. Men jeg hadede Los Angeles. Mine forældre bakkede mig op i, at jeg flyttede derover, men mens jeg var der, var det en svær periode for dem. De brød sig ikke om, at jeg fjernede mig så meget, og de kunne ikke forlige sig med, at jeg tilegnede mig den toneart, som det overfladiske job og livsstilen førte med sig. Kulturelt og geografisk er der sgu langt fra teatermiljøet omkring Kongens Nytorv til filmverdenen i Los Angeles. Og den måde at leve på blev aldrig min måde at leve på, selv om jeg i starten godt kunne lide mit arbejde.” (Kristoffer Zøllner: Manden, der ikke kunne blive usynlig. Interview i Berlingske Tidende, 2007-09-02).

Efter fjorten år i Californien besluttede Mørk at vende tilbage til New York og arbejdede for en kort bemærkning på sit gamle blad Variety, inden han begyndte at skrive for sig selv ved siden af et job som filmskribent på New York Times. Med Mørks egne ord har den amerikanske kultur og sproglige DNA lagt sig oven på den danske som et ekstra lag. I bøgerne kommer det til udtryk i et frit fabulerende engelsk på en hårdt komponeret sokkel af effektive krydsklip, skarpe cliff hangers, kulørte konflikter, insisterende set ups, gavmilde pay offs – eller med andre ord; mange af de dyder, han har med sig fra filmen. Oversættelserne af sine bøger til dansk står Christian Mørk selv for.

De ti herskere

“De … hvem er de usynlige mænd?” Han vidste, at han måtte have det hele nu – armbånd, resten af historien, rub og stub. Men han fornemmede også genkendelsens skarpe signatur.
“De ti herskere,” hviskede Carla. “Meget stor sikkerhed for Venedig i gamle dage. De havde ikke navne og bo bagved slottets mure. Ingen kan se dem. Men de kan altid se dig. Nogle uheldige Farinesi, de ikke slap væk De blev arresteret. Ingen spor.”
“De ti herskere”, s. 171

Christian Mørk debuterede i 2006 med den femhundrede sider lange spændingsroman ”De ti herskere”, skrevet under indtryk af konspirationsteorierne, som piblede frem efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001.

Romanens afsæt er Venedig under pestepidemien Den sorte død i middelalderen. Der stinker af død og forrådnelse fra de forplumrede kanaler. På et lille teater udstiller et skuespillerpar Venedigs fyrste uden at vide, at han sidder forklædt blandt publikum. De havner på hans endeløse dødsliste, og på deres datters fødselsdag dukker hans mænd op og fører dem ud i en ventende ”ravnesort hestevogn”. Datteren kigger ud af vinduet fra sit værelse og ser ”far blive tæsket til han ikke bevægede sig mere”. En af mændene kommer tilbage og kværker hende. I fyrstepaladset bliver moren ydmyget og halshugget. Fyrstens ondskab lever videre i et mystisk broderskab, ”De ti herskere”.

26506522

650 år senere kommer den unge, amerikanske forsker med det forpligtende navn Victor Tallent på dødslisten. Han har netop opfundet en risplante, som kan udrydde hungersnød, men De ti herskere er ikke interesseret i, at hungersnød bliver udryddet, for de har penge i fødevareindustrien og lever af andres død. Victor er i Venedig for at præsentere sin opfindelse på en UNESCO-konference. Han forelsker sig i tolken Arabella, men rundt omkring ham bliver folk myrdet eller forsvinder eller viser sig ikke at være dem, de giver sig ud for. Hans projekt går i vasken. Arabella forsvinder. Han vender tilbage til USA med et knust hjerte og en knust karriere.

De dramatiske hændelser i Venedigs maleriske rammer får konkurrence af sindsoprivende opgør og shoot outs i et privat forskningscenter i Arizonas ørken og en vinterhytte i nærheden af den canadiske grænse. De gotiske indslag, det forgrenede plot, de historiske lag og den klare opdeling mellem gode og onde leder tankerne hen på Dan Browns bestseller ”Da Vinci mysteriet”.

Mørk selv mener, at stemningen i bogen er ”næsten operaagtig” og sammenligner den med manuskriptet til filmen om Mozart ”Amadeus”.

”De … hvem er de usynlige mænd?” Han vidste, at han måtte have det hele nu – armbånd, resten af historien, rub og stub. Men han fornemmede også genkendelsens skarpe signatur. “De ti herskere,” hviskede Carla. “Meget stor sikkerhed for Venedig i gamle dage. De havde ikke navne og bo bagved slottets mure. Ingen kan se dem. Men de kan altid se dig. Nogle uheldige Farinesi, de ikke slap væk De blev arresteret. Ingen spor. Men naboer de hvisker. De sige, at nogen smider en lille pige ned i Canal Grande, ned til lortet, mens hun stadig lever.” Hun drejede på sine hænder og fingre, som om hun pudsede usynlige ringe. “Og så tager de hendes mors smykker, før de hugge hendes hoved af.” 

Darling Jim

“Boom!
Vi spjættede alle tre og vendte os om imod lyden.
Dér stod min fantastiske tvillingesøster i sin armyjakke med alle sommerfuglejægerne malet på og sigtede på Jims hoved med vores fars gamle haglbøsse. Hun hev hurtigt den brugte patron ud og satte en ny i, mens hun gik om bag ham. Jeg havde aldrig før set hendes øjne så fulde af liv som i netop det øjeblik. Der strømmede ren ilt gennem hendes blodårer, og kinderne blussede rødt som kandiserede æbler. Selv da hun stod mindre end en meter fra ham, rystede hun ikke på hænderne.”
“Darling Jim”, s. 221.

I 2007 udkom Christian Mørks roman ”Darling Jim”. Under indspilningen af filmene ”Michael Collins” og ”The Butcher Boy” havde Mørk i en længere periode opholdt sig i Irland. I en lokal avis læste han om en kvinde, som var blevet fundet myrdet i sit hus. Da politiet gik ovenpå, fandt de yderligere to døde kvinder. Det viste sig at være et kollektivt selvmord. I Mørks fantasi udviklede det sig til et kærlighedsdrama, der endte med mord. ”Det handler om drifter, og at der er en papirtynd hinde mellem at hade og elske et andet menneske,” sagde Mørk omkring udgivelsen af ”Darling Jim” (Marie Lade: Mørkets hersker. Interview i Ekstra Bladet, 2007-09-24). 

Handlingen i romanen er henlagt til en provinsflække i et hjørne af Cork. Skolelæreren Fiona falder for Darling Jim, en såkaldt séanchai, en omvandrende skjald, som lever af at fortælle eventyr og sagn. Han diverterer med historien om en prins, som forvandlede sig til en menneskeædende ulv efter at have slået sin tvillingebror ihjel. Fiona opdager, at der er lighedstræk mellem fortællingen og Darling Jims eget liv, men ingen tror hende. Darling Jim flytter ind hos Fionas tante Moira og voldtager og gennemtæver en af hendes to søstre. Det kommer til et endeligt opgør. Fiona overlever, men kun for at blive spærret inde sammen med sine søstre af tante Moira, som får den uhyggelige fan i Stephen Kings ”Misery” til at virke mentalt velafbalanceret. Fiona og søsteren Róisín er klar over, at de skal dø og nedfælder deres fortællinger om mødet med Darling Jim. Resultatet er et kvindeportræt, som når et par spadestik dybere, end genren tilskriver og leder tankerne hen på netop Stephen King i cross over-værkerne ”Dolores Claiborn” og ”Rose Madder”, hvor gys og realisme smelter sammen. Róisín har afbrudt et studie i kernefysik og Aiofe lever af at køre taxa.

26935350

Alle tre er handlekraftige og selvstændige kvinder, og deres sprog låner mere fra den moderne verden, som langsomt æder sig ind på det lille provinssamfund, end fra den lokale dialekt: ”Forræderi viste sig i mange afskygninger. Men sådan at plyndre følelserne hos en 42-årig kvinde, som har nogle gode år endnu at lyve om sin alder i, det var simpelthen ubarmhjertigt.” (s. 67) og ”Hun var vel ikke mere end tyve år på det tidspunkt, smuk som en forårsdag og dum som en pose hår. Hendes øreringe så ud som om hun havde hugget dem fra lampeskærmen på en indisk restaurant.” (s. 89).

Romanen starter der, hvor Róisín, Fiona og Moira bliver fundet. En falleret kunststuderende læser søstrenes optegnelser og prøver at finde ud af, hvad der skete med den tredje søster Aiofe, som ikke er mellem de døde i huset. 

”Boom! Vi spjættede alle tre og vendte os om imod lyden. Dér stod min fantastiske tvillingesøster i sin armyjakke med alle sommerfuglejægerne malet på og sigtede på Jims hoved med vores fars gamle haglbøsse. Hun hev hurtigt den brugte patron ud og satte en ny i, mens hun gik om bag ham. Jeg havde aldrig før set hendes øjne så fulde af liv som i netop det øjeblik. Der strømmede ren ilt gennem hendes blodårer, og kinderne blussede rødt som kandiserede æbler. Selv da hun stod mindre end en meter fra ham, rystede hun ikke på hænderne.” 

Skyggernes hav

Da Christian Mørks tredje omfangsrige roman ”Skyggernes hav” udkom i 2008 kun to år efter den første, var der ikke længere tvivl om, at der var tale om en forfatter med en produktivitet og disciplin, som matchede talentet.

Med sit blik for mytologiske omgivelser har han denne gang centreret handlingen om en sørøverø – Dog Island – i Caribien og garneret med scener fra det uhyggelige russiske fragtskib Gdnyia og den ligeså uhyggelige titeltrawler ”Skyggernes hav”, smækket lidt Cuba og CIA ind for ikke at forglemme ”et sted langt fanden i vold ude på Staten Island” i New York, hvor handlingen tager sin begyndelse med mordet på bilforhandleren Abraham Stahl en kold forblæst aften.

27415849

Arven efter Abraham fører til en strid mellem hans sønner, kartografen Jacob, som lever af at sælge sjældne sø- og landkort, og den korrupte strømer Emmanuel. Striden falder i første omgang ikke ud til Jacobs fordel. Efter begravelsen vågner han op i en kahyt på Gdnyia, der har en besætning, som får Kaptajn Klo og Kaptajn Allen (Tintin) og deres respektive mandskaber til at ligne uskadelige futmælksmatroser.

Heldigvis er der en pige, som i et svagt øjeblik forbarmer sig over den forslåede Jacob og hjælper ham på flugt, og så nærmer vi os sørøverøen. På afstand er den et tropisk paradis at se til, men når man kommer tættere på, vasker havets affald op i brændingen. Inde på øen lurer en gang menneskeligt affald og nogle gruopvækkende hemmeligheder. Indsatsen for Jacob er at blive genforenet med sin hustru Laura. De var kommet til et kritisk punkt i deres ægteskab, da faren døde, og han vågnede op på Gdnyia, men de elsker hinanden. På Jacobs kontor i søkortbutikken hang et billede af Anguilla, den større naboø til Dog Island. Det var den, han sad og drømte sig ned til, når han ventede på kunderne, som ikke kom. Det viser bare, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig, og hvor man ønsker sig hen, når man har en sød kone.

I forhold til ”Darling Jim” er ”Skyggernes hav” mere stiliseret og ramasjang. 

Kejserens port

”Hun indåndede den stillestående Ho Chi Minh-luft, der var fyldt med duften af eukalyptus, som hun aldrig mere ville komme til at lugte. Sansernes død. Minder, der som gule huskesedler måske nu sad på en andens mentale køleskabsdør. Somme tider var hun overbevist om, at hun kunne mærke gerningsmandens kugle bevæge sig dybt derinde i hendes hjerne (…). Men nej. Kuglen lå i sikker forvaring som i en sarkofag bag ved flere lag grå masse, lige i midten af den venstre frontallap. Og der ville den ligge i dvale for evigt. (…) En baby af bly, som hverken skulle fødes eller aborteres. Uønsket og slumrende i sin kødkuvøse.”
”Kejserens port”, s. 134.

Den 29. juli 1988 i Hinsdale New Hampshire finder en elveårig pige en forsvunden dreng hængende for enden af et reb i en høj skorsten, han har brugt som udsigtstårn, på en gammel murstensfabrik, død. Knoglerne på hans højre hånd er blotlagte – ikke fordi han er fordærvet, men fordi han har skrællet kødet af i forsøg på at hæve sig op. Samme dag i Paris slår en trækkerdreng en særlig undersøger fra det franske politi ihjel på bestilling fra en kultagtig kriminel bande kaldet Det Evige Daggrys Sønner. Det er afgørende hændelser for dem begge to og afsættet for Christian Mørks fjerde roman ”Kejserens port” fra 2009. Kit Henson, som pigen hedder, specialiserer sig som voksen i knogler. Hun bliver osteolog og den ekspert, som bliver hidkaldt verden over, når de afpillede rester af et kadaver skal aflokkes sin historie. Trækkerdrengen kalder sig Den hvide rotte og avancerer til toppen af den kriminelle kult. 

27936458

Godt tyve år senere krydses deres veje, da Kit Henson stikker en kæp i hjulet for et energiselskab, som er ved at lægge grundstenen til et olieeventyr i den libyske ørken. Bag selskabet står Det Evige Daggrys Sønner med Den hvide rotte i spidsen, og han er ikke glad. Han slår om fra olieudvinding til slavehandel og lokker Kit og hendes mand, den mislykkedes kunstfotograf Colin, til Vietnam, hvor han har sit hovedsæde ude i junglen i Mysteriernes villa, et gammelt palæ fra kolonitiden. Historien afvikles som en lang række handlingssekvenser med en tekstur af eksotiske navne og begreber hentet ud af fortællingens hovedsøjler, junglen, mytologien, osteologien, Vietnam etc. Den gotisk stemning fra det regnvåde Irland i ”Darling Jim” forlænges i de luftfugtige, sveddryppende troper og den dystre Mysteriernes villa.

Jyllands-Postens krimianmelder Lars Ole Sauerberg var imponeret: ”Christian Mørk har fundet sig en produktiv niche med sine ny-gotiske romaner. Her blandes spændingshistorie struktureret à la John le Carré med en Graham Greenes sans for de lokale stemninger, og med en Edgar Allan Poe-agtig uhyggeskabende dæmoni som det altdominerende krydderi. Resultatet er en imponerende flot komponeret romanoplevelse, der holder sin læser fanget i frydefuldt ubehag.
” (Jyllands-Posten den 8. oktober 2009)

”Kejserens Port” er første bind i en trilogi med Kit Henson i hovedrollen og – mon ikke – Den hvide rotte i en tilbagevendende skurkerolle.

Jaguarens datter

“Nu har jeg dig, din udspekulerede lille rotte. På trods af din tavshed og dit hemmelighedskræmmeri. Jeg ved godt, hvad der ligger og skvulper i dit eget lille hjerte. Og jeg kan se ansigterne på både din første og sidste kæreste for øjnene af mig lige nu. Hvis ikke du får lov til at give dem tæsk først, så er du jo ikke til en skid. Det er derfor, du har givet mig håndjernene på.”
“Jaguarens datter”, s 266.

Christian Mørk præsenterede os for osteologen Kit Henson, populært kaldet Knoglehviskeren, i ”Kejserens port”. Hendes ekspertfelt var at aftvinge skeletter og lig deres historier. Under en rejse til Østen fik hun en kugle i hovedet og blev til Projektilkvinden. Nu lider hun af epileptiske anfald og en hukommelse, som ikke ville imponere på et demenscenter. I ”Jaguarens datter” fra 2010 er hun oven i købet blevet gravid, mens kæresten er skredet, og hun står anklaget for at have forårsaget de forbrydelser, hun bragte til ophør i ”Kejserens Port”. Det er ikke let. Bag hendes genvordigheder står den grusomme forbryder, kaldet Den hvide rotte, og nok en gang betjener han sig af hendes hund af en eksmand Colin til at få ram på hende.

28452535

Opgøret mellem Knoglehviskeren Kit og Den hvide rotte fører som altid hos Mørk læseren ind i eksotiske kulturer, denne gang Ecaudor, med afsæt i myten om ’Jaguarens datter’, en inkaprinsesse i femtenhundredetallet.

Ifølge overleveringen fik hun revet hjertet ud som et offer til de højere magter. Nu er hendes mumie fundet, og en anonym mand beder Kit tage et kig på det. Hermed er fortællingen i omdrejninger.

Navnene, Knoglehviskeren, Den hvide rotte, Projektilkvinden og Jaguarens datter, antyder det kulørte og eventyrlige, som fortættes i handling, sprog, personer, stemninger og miljø. Det spjætter helt ned i fortællingens grundform med effektjagende omslag fra den dominerende tredje person- til en anden person-fortæller (s. 132). ”Jaguarens datter er en thriller, som følger inkaprinsessens bankende hjerte ind i det moderne Ecuadors dybeste afkroge for at finde grænsen mellem tro og overtro”, hedder det på forfatterens hjemmeside. I en trailer på youtube lægges der vægt på romanen som en hvisken fra en kvindes hjerte om håb, længsel og mord.

De forhadte

”Jeg var ung og så mig ikke for, da jeg blev forført. Det gør ingen, hvis bare det gøres langsomt og med talent.”
”De forhadte”, s. 94.

I Christian Mørks historiske roman ”De forhadte” (2013) ser den aldrende Kaj Brodersen tilbage på sit ungdomsliv i tiden før, under og efter Anden Verdenskrig, hvor han og resten af familien lod sig forføre til et samarbejde med det tyske naziregime.

Romanen er inddelt i tre store afsnit og er opbygget som en traditionel rammefortælling. Den indledes med, at den 93-årige jeg-fortæller beretter fra nutiden, år 2013, hvor han befinder sig i sin nyligt afdøde søsters lejlighed. Her leder han efter beviser og minder fra den tabuiserede tid i familien – og imens fortæller han deres historie i et langt flashback. Kaj vil påvise familiens ansvar for forbrydelser, der blev begået under krigen. 

50618668

Tilbageblikket indledes i København i 1938, da Kaj er 18 år, og slutter i 1946. Kajs far ernærer sig som en knap så succesfuld skosælger og bliver hurtigt draget af muligheden for et samarbejde med tyske legetøjsfabrikanter – uden at tage stilling til, hvad de nye tyske politiske strømninger står for.

Det begynder med en uskyldig mekanisk legetøjsbil, som vennen og cykelsmeden Gustav har skabt. Den igangsætter drømme hos faren, som vil lave en fabrik og sælge massevis af biler. Det lykkes, og inden længe er hele familien involveret i Broderens Fabrik, der producerer legetøjsbiler. Tyskerne kvitterer med fine fester og en god levestandard. På forretningsrejserne til Berlin møder de højtstående politikere som Goebbels og Göring, men ingen i familien tager for alvor stilling til den politiske virkelighed omkring dem. Og det er denne ikke-tagen-stilling-til, der plager den 93-årige fortæller mest.

Undervejs i flashbacket stikker fortælleren af og til næsen frem med nutidige refleksioner og kommentarer. Han er – jf. romanens titel – forhadt af sig selv, fordi han aldrig sagde fra, og fordi han holdt hånden over faren, selv om denne efter krigen ønskede at blive straffet for sit landsforræderi. Familien Brodersen bliver efter krigen lagt for had af lokalsamfundet og kommer for retten – men detaljerne om samarbejdet med naziregimet går bort. Det er dem, Kaj med denne erindring vil fremkalde før han selv forsvinder.

Den store mester

”Den store Ordronoff sad foran det spejl, han altid havde med sig i vognen, når han var på turné. Han kunne føle dyrskuets uro kredse rundt omkring sig og blive til en hvisken.”
”Den store mester”, s. 13

I Christian Mørks roman ”Den store mester” (2014) er omdrejningspunktet den unge Marcus Legrand, som bliver til Den Store Marconi. Bogen er inddelt i fire større afsnit: 1) Kongen af Arabien, Frankrig, 1918. 2) I den lodrette by, New York, 1919. 3) Den bedste forklædning, Hollywood, 1919. 4) Sand magi, Hollywood, 1920.

51292049

Året er 1918. Første Verdenskrig hærger Frankrig, og urolighederne nærmer sig Marcus’ hjemby. Læseren når lige at opleve teenagedrengen til et trylleshow hos den fascinerende illusionskunstner Odronoff, før byen bombes sønder af tyskerne. Marcus’ familie dør, og drengen bliver stum af chokket. Han slår følge med den tyske sergent og desertør Kammhuber, som ser muligheder i det unge trylletalent. Sammen vandrer de gennem det krigshærgede land, stjæler og optræder sig til penge og mad. I 1919 sejler de til Amerika, og trods barske betingelser i New York bliver den stadig dygtigere Marcus et stort navn. Han kalder sig Den Store Marconi og alle vil have et stykke af kunstneren – på godt og ondt. Han involveres i flere bedrageri- og voldssager og forbliver et mysterium for medierne: Hvem er den stumme tryllekunstner, der er begyndt at tale, hvor kommer han fra og har han været voldelig over for kvinder?

På anbefaling af sangstjernen Al Jonson drager Marcus videre til Hollywood. Her møder han en filminstruktør, der vil lave Den Store Marconis liv om til film. Men han møder også småkriminelle og opportunister, selv komikeren Charlie Chaplin bliver jaloux på hans succes. Heldigvis møder han også den unge enkefru Amanda Cox, der bliver hans støtte under det hårde arbejde med filmen, hvor fortid og fordæktheder trænger sig på.

Den mangefacetterede historie om Den store Marconi er både en klassisk fortælling om en ung mand/kunstner og hans vandreår, om Første Verdenskrig og dens følger i Frankrig, og om Amerika som et kulørt land med muligheder og det modsatte. Bogen slutter åbent ved at forfatter Christian Mørk serverer to mulige slutninger for læseren – én for dem, der tror på magi – en anden for dem, der ikke gør. 

Genrer og tematikker

Modtagelsen af Christian Mørk har været positiv, men han har også fået et par knubbede ord med på vejen for historiske detaljer, som ikke er helt nøjagtige, for et frit fabulerende sprog, der somme tider er lidt for frit, for personskildringer, der somme tider mangler i dybden, for handlinger, der ind imellem knopskyder lidt for voldsomt, og det bliver formentlig aldrig på parnasset, han skal finde sine fans, men det er heller ikke målet: ”Jeg savner ikke at være del af det litterære miljø. Tværtimod. Jeg vil ikke kunne holde ud at skulle gå rundt og opføre mig som en forfatter. Jeg er bare en mand, som godt kan lide at skrive bøger”, har han tidligere udtalt (Marie Lade: I mørkets fængsel. Interview i Ekstra Bladet, 2006-26-12).

Christian Mørk er mere Hollywood end højlitterær, en mand med et ekstraordinært greb og begreb om sine redskaber, effektiv, produktiv og underholdende. Bopælen er stadig New York, et roligt hjørne af Brooklyn med lokalmiljø fjernt fra Los Angeles’ frenetiske freeways og de store produktionsselskabers permanente buzz. ”Jeg elsker det dejligt stille liv i Brooklyn. Jeg kan arbejde i fred, og der er meget hjemligt – man hilser på den lokale snedker og pizzamand. Jeg oplever en stor solidaritet og samhørighed i bydelen; man passer virkelig på hinanden. Og jeg føler ikke, at jeg har valgt noget fra i Danmark. Jeg kommer her meget ofte; her har jeg min familie og mange af mine venner. Derfor har jeg heller ikke lyst til at frarøve mig selv er rigere liv, hvis jeg skulle tvinge mig selv til at vælge mellem de to lande.” (Peter Thygesen: Man må vide hvor scenekanten trækkes. Interview i Politiken, 2006-12-23).

Beslægtede forfatterskaber

Christian Mørk ligner ikke mange af sine danske krimikollegaer, der gerne holder tonen socialrealistisk og geografien hjemlig og genkendelig. Her har Mørk altid været eksperimenterende både hvad angår genrer og setting, og han har derfor i højere grad indskrevet sig i en litterær amerikansk tradition. Mørks romaner har udspillet sig i Berlin, Hollywood, New York, Caribien, Venedig, Irland mm. og genremæssigt har han både skrevet krigsromaner, kunstnerromaner, sørøverromaner og thrillere.

Tidsmæssigt har Mørk også et vidt spænd, og vi har bl.a. været med under pesten i Venedig (”De ti herskere”, 2006), under Anden Verdenskrig (”De forhadte”, 2013) og i Første Verdenskrig (”Den store mester”, 2014). Forfatterskabet – der har ændret karakter og genrer undervejs – er blevet sammenlignet med alt fra Dan Brown til Stephen King. 

Bibliografi

Romaner

Mørk, Christian:
De ti herskere. Politikens forlag, 2006.
Mørk, Christian:
Darling Jim. Politikens forlag, 2007.
Mørk, Christian:
Glemt. Politikens forlag, 2007. Historien har tidligere været trykt gennem ti dage som thriller-føljeton i Ekstra Bladet omkring julen 2006.
Mørk, Christian:
Skyggernes hav. Politikens forlag, 2008.
Mørk, Christian:
Kejserens port. Politikens forlag, 2009.
Mørk, Christian:
Jaguarens datter. Politikens forlag, 2010.
Mørk, Christian:
Den åbne grav. Politikens Forlag, 2011.
Mørk, Christian:
De forhadte. Politiken, 2013.
Mørk, Christian:
Den store mester. Politikens Forlag, 2014.
Mørk, Christian:
Drengen ingen kunne finde. Politiken, 2015.
Mørk, Christian: Kujonen. Gyldendal, 2017. Roman.
Mørk, Christian: I gode hænder. Gyldendal, 2018.
Mørk, Christian: Amerikaneren. People's Press, 2019.

Om forfatteren

Artikler

Terkelsen, Lene Helmø:
Ondskaben findes. Interview, Dagbladenes bureau, 2007-09-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Christian Mørk

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Thygesen, Peter:
Man må vide hvor scenekanten trækkes. Interview i Politiken, 2006-12-23.
Lade, Marie:
I mørkets fængsel. Interview i Ekstra Bladet, 2006-26-12.
Zøllner, Kristoffer:
Manden, der ikke kunne blive usynlig. Interview i Berlingske Tidende, 2007-09-02.
Lade, Marie:
Mørkets hersker. Interview i Ekstra Bladet, 2007-09-24.
Thorsen, Lotte:
En forførende amerikansk fortæller. Interview i Politiken, 2008-09-26.