Christian Mørk
Foto: Politikens forlag

Christian Mørk

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Line Rasmussen, 2014.
Top image group
Christian Mørk
Foto: Politikens forlag
Main image
Mørk, Christian
Foto: Morten Langkilde

I fjorten år arbejdede Christian Mørk som hot filmproducent i Hollywood, så fik han nok og vendte tilbage til journalistikken og en drøm om at skrive fiktion. Anmelderne har taget godt imod den hyperproduktive forfatter. Det samme har læserne. Caribien, Venedig, Irland og New York er blot nogle af de steder, han har gjort nedslag i sin jagt på nye eksotiske scener for grufulde forbrydelser, store passioner og diabolske konspirationer. Det er ramasjanglitteratur for alle pengene, og folk som holder af Dan Brown vil også få sig et adrenalinsus her.

 

 

62462914

Blå bog

Født: Den 5. januar 1966 på Frederiksberg.

Uddannelse: Bachelor i historie og sociologi fra Marlboro College i Vermont 1991. Master i journalistik fra Colombia University i New York 1992.

Debut: De ti herskere. Politikens Forlag, 2006.

Seneste udgivelse: Tilståelser. Lindhardt og Ringhof, 2022. Roman.

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jacob er blevet hæs af at råbe om hjælp ud af koøjet. Han er ikke længere bekymret for, om nogen trænger ind for at få ham til at tie stille. så ville han i det mindste vide, hvem der holder ham fangen og måske endda overrumple dem. (...) Så kom dog herned og få det overstået, tænker han. Kun genskinnet fra dæklanternerne deroppe lader en stribe lys trænge ind i hans fængsel. Længere nede åbner og lukker havets hvide kæbe sig.”
“Skyggernes hav”, s. 66.

Når man ser på Christian Mørks opvækst, uddannelse og professionelle baggrund, giver det ganske god mening, at han som forfatter maler med den brede pensel i en stor amerikansk tradition for spændingsromaner i stedet for at lave snæver litteratur for en lille indviet kreds i en eksperimenterende nordeuropæisk tradition. Favntaget med USA begyndte, da han som 14-årig var på en tur til New York. Han stammede, når han talte dansk, men opdagede, at det gik væk, når han talte engelsk. Derfor valgte han at læse i USA efter gymnasiet. Det havde ydermere den fordel, at han slap ud af sine berømte forældres skygge. Han er opvokset på Frederiksberg som søn af skuespillerne Susse Wold og Erik Mørk. Stedfaren er Bent Mejding og bedstemoren Marguerite Viby. ”Jeg var en lidt forskræmt dreng og meget opsat på at være artig. Jeg gik på en skole (Zahles, red.), som var sin tradition meget bevidst, og kom så til USA, hvor der var en villighed til at være langt mere løs i sproget. Det var en fantastisk følelse pludselig at komme til et andet land og opleve, at jeg kunne vandre rundt i det sprog uden at føle mig fremmed. (…) I Danmark blev jeg også bedømt på mit ophav. I USA oplevede jeg for første gang, at det ikke var med i mellemregningen. Man glider ind i en anden psyke, når man tager et nyt sprog på som overfrakke. Det var en helt ny sandkasse, jeg fik lov at udforske.” (Lotte Thorsen: En forførende amerikansk fortæller. Interview i Politiken, 2008-09-26).

Christian Mørk tog en bachelor i historie og sociologi på Marlboro College i Vermont. Han lærte at skære ind til benet og udvikle en pointe på Colombia University i New York, hvor han afsluttede studierne med en Master of Science i journalistik. Efter en kort ansættelse på det ansete filmmagasin Variety gik vejen som 26-årig videre til Los Angeles og en magt- og prestigefuld stilling som ‘Creative executive’ (kreativ direktør) hos Warner Brothers. Han var med til at lave film som ”Michael Collins” og ”The Devils Advocate” med Al Pacino. Det var en drømmekarriere: ”Jeg blev spurgt, om jeg ville være en af dem, der rendte rundt i jakkesæt og bestemte, hvilke film, der skulle laves. Og da jeg ikke kunne forestille mig noget bedre, sagde jeg “ja tak”. Og det var fedt i lang tid. Jeg lærte noget, dummede mig og havde sejre og nederlag hver dag, og det var en meget intens oplevelse for en ung mand. Men jeg hadede Los Angeles. Mine forældre bakkede mig op i, at jeg flyttede derover, men mens jeg var der, var det en svær periode for dem. De brød sig ikke om, at jeg fjernede mig så meget, og de kunne ikke forlige sig med, at jeg tilegnede mig den toneart, som det overfladiske job og livsstilen førte med sig. Kulturelt og geografisk er der sgu langt fra teatermiljøet omkring Kongens Nytorv til filmverdenen i Los Angeles. Og den måde at leve på blev aldrig min måde at leve på, selv om jeg i starten godt kunne lide mit arbejde.” (Kristoffer Zøllner: Manden, der ikke kunne blive usynlig. Interview i Berlingske Tidende, 2007-09-02).

Efter fjorten år i Californien besluttede Mørk at vende tilbage til New York og arbejdede for en kort bemærkning på sit gamle blad Variety, inden han begyndte at skrive for sig selv ved siden af et job som filmskribent på New York Times. Med Mørks egne ord har den amerikanske kultur og sproglige DNA lagt sig oven på den danske som et ekstra lag. I bøgerne kommer det til udtryk i et frit fabulerende engelsk på en hårdt komponeret sokkel af effektive krydsklip, skarpe cliff hangers, kulørte konflikter, insisterende set ups, gavmilde pay offs – eller med andre ord; mange af de dyder, han har med sig fra filmen. Oversættelserne af sine bøger til dansk står Christian Mørk selv for.

De ti herskere

“De … hvem er de usynlige mænd?” Han vidste, at han måtte have det hele nu – armbånd, resten af historien, rub og stub. Men han fornemmede også genkendelsens skarpe signatur.
“De ti herskere,” hviskede Carla. “Meget stor sikkerhed for Venedig i gamle dage. De havde ikke navne og bo bagved slottets mure. Ingen kan se dem. Men de kan altid se dig. Nogle uheldige Farinesi, de ikke slap væk De blev arresteret. Ingen spor.”
“De ti herskere”, s. 171

Christian Mørk debuterede i 2006 med den femhundrede sider lange spændingsroman ”De ti herskere”, skrevet under indtryk af konspirationsteorierne, som piblede frem efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001.

Romanens afsæt er Venedig under pestepidemien Den sorte død i middelalderen. Der stinker af død og forrådnelse fra de forplumrede kanaler. På et lille teater udstiller et skuespillerpar Venedigs fyrste uden at vide, at han sidder forklædt blandt publikum. De havner på hans endeløse dødsliste, og på deres datters fødselsdag dukker hans mænd op og fører dem ud i en ventende ”ravnesort hestevogn”. Datteren kigger ud af vinduet fra sit værelse og ser ”far blive tæsket til han ikke bevægede sig mere”. En af mændene kommer tilbage og kværker hende. I fyrstepaladset bliver moren ydmyget og halshugget. Fyrstens ondskab lever videre i et mystisk broderskab, ”De ti herskere”.

26506522

650 år senere kommer den unge, amerikanske forsker med det forpligtende navn Victor Tallent på dødslisten. Han har netop opfundet en risplante, som kan udrydde hungersnød, men De ti herskere er ikke interesseret i, at hungersnød bliver udryddet, for de har penge i fødevareindustrien og lever af andres død. Victor er i Venedig for at præsentere sin opfindelse på en UNESCO-konference. Han forelsker sig i tolken Arabella, men rundt omkring ham bliver folk myrdet eller forsvinder eller viser sig ikke at være dem, de giver sig ud for. Hans projekt går i vasken. Arabella forsvinder. Han vender tilbage til USA med et knust hjerte og en knust karriere.

De dramatiske hændelser i Venedigs maleriske rammer får konkurrence af sindsoprivende opgør og shoot outs i et privat forskningscenter i Arizonas ørken og en vinterhytte i nærheden af den canadiske grænse. De gotiske indslag, det forgrenede plot, de historiske lag og den klare opdeling mellem gode og onde leder tankerne hen på Dan Browns bestseller ”Da Vinci mysteriet”.

Mørk selv mener, at stemningen i bogen er ”næsten operaagtig” og sammenligner den med manuskriptet til filmen om Mozart ”Amadeus”.

”De … hvem er de usynlige mænd?” Han vidste, at han måtte have det hele nu – armbånd, resten af historien, rub og stub. Men han fornemmede også genkendelsens skarpe signatur. “De ti herskere,” hviskede Carla. “Meget stor sikkerhed for Venedig i gamle dage. De havde ikke navne og bo bagved slottets mure. Ingen kan se dem. Men de kan altid se dig. Nogle uheldige Farinesi, de ikke slap væk De blev arresteret. Ingen spor. Men naboer de hvisker. De sige, at nogen smider en lille pige ned i Canal Grande, ned til lortet, mens hun stadig lever.” Hun drejede på sine hænder og fingre, som om hun pudsede usynlige ringe. “Og så tager de hendes mors smykker, før de hugge hendes hoved af.”