Ben Okri

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Bettina Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2009.
Main image
Okri, Ben
Foto: Orion / Contemporarywriters.com

Indledning

Ben Okri skød sig ind på den litterære stjernehimmel i 1991 med romanen ”The Famished Road”, der indbragte ham den prestigefyldte Booker-pris. Romanen sammenvæver Nigerias politiske udvikling og landets spirituelle åndeverden i en unik fortælling, der indvarslede en helt ny stemme i afrikansk litteratur. Okri har skrevet en lang række romaner og noveller siden, og kendetegnende for hans forfatterskab er, at det trækker på myter og fortællinger fra hjemlandet, Nigeria. Hans romaner har sjældent en lineær, kronologisk handling, men blander fortid, nutid og fremtid til én fabellignende fortælling, hvor forfædrenes åndeverden bliver nøjagtig lige så virkelig og nærværende som Afrikas politiske samtid.

 

27702759

Blå bog

Født: 15. marts 1959 i Minna i det nordlige Nigeria.

Uddannelse: Studier i litteraturvidenskab ved Essex University.

Debut: Flowers and Shadows, 1980 (roman, ikke oversat til dansk).

Litteraturpriser: Commonwealth Writers Prize, Africa Region, Best Book, 1987. Paris Review/Aga Khan Prize for Fiction, 1987. Booker Prize for Fiction, 1991. OBE, Order of the British Empire, 2001.

Seneste udgivelse på dansk: Stjernebogen. Tiderne Skifter, 2009.

Baggrund

”I begyndelsens land blandede ånder sig med de ufødte. Vi kunne antage et utal af skikkelser. Mange af os var fugle. Vi kendte ikke til grænser. Der var så meget at fejre, så mange lege, så meget at sørge over. Vi fejrede evighedens grusomme rædsel. Vi legede meget, fordi vi var frie. Og vi sørgede, fordi der altid var nogen iblandt os, der lige var vendt tilbage fra de Levendes verden. De var vendt fortvivlede tilbage på grund af al den kærlighed de havde lagt bag sig, alle de lidelser, de ikke havde rådet bod på, alt det, de ikke havde forstået, og alt det de kun lige var begyndt at lære, før de blev ført tilbage til ophavets land.”
”Sultens vej”, s. 9.

Ben Okri er født i det nordlige Nigeria i 1959, men da han var kun halvandet år gammel flyttede familien til England. Hans far fik et legat til at studere jura i London, og Okri voksede op i Peckham, hvor han med egne ord udviklede sig til at blive lidt af en ballademager. Som syvårig vendte Okri med sin familie hjem til Nigeria, selvom han modvilligt steg om bord på færgen. Storbyen Lagos var en overvældende oplevelse for den lille dreng, men også en fryd: ”Jeg opdagede, at det var muligt at være menneske på en helt anden måde. Det var ligesom om verden blev flerdimensional.” (Maya Jaggi: ”Free Spirit”. Interview i the Guardian, 2007-08-11).

Da Ben Okri var otte år gammel, i 1967, udbrød der krig efter et forfejlet kupforsøg, som Igbo-befolkningen fik skylden for. Okris far var Urhobo, men hans mor halvt Igbo, og familien måtte leve i skjul. Her oplevede Okri ting, der senere fandt vej til noveller som ”Incidents of the Shrine” (1986), hvor civile bliver slagtet, fordi de taler det forkerte sprog. ”Jeg er langsom til at se den slags ting i øjnene; det tog mig sytten år. Jeg er propfuld af ting, jeg har været vidne til.” (Maya Jaggi: ”Free Spirit”. Interview i the Guardian, 2007-08-11). Oplevelserne medvirkede til, at Okri aldrig siden har kunnet godtage nogen form for ideologi eller verdenssyn. ”Jeg er mistænksom over for enhver opfattelse, der deles af et flertal. Jeg ved af egen erfaring, at alt afhænger fuldstændig af hvem du er – hvilken familie, hvilken race.” (Maya Jaggi: ”Free Spirit”. Interview i the Guardian, 2007-08-11).

Ben Okris forældre var kristne, men hans far vendte med tiden tilbage til sine forfædres religion, animismen. Hans tilbagevenden til forfædrenes åndeverden fik stor indflydelse på Okris liv, og det gik op for den vordende forfatter, at man ”ikke kan fremmane et sted for alvor, før man finder den tone, den fortælling, der harmonerer med det steds dimensioner. Man kan ikke bruge Jane Austen til at fortælle historier om Afrika.” (Maya Jaggi: ”Free Spirit”. Interview i the Guardian, 2007-08-11). Okri forlod skolen som 14-årig og begyndte at skrive. Drevet af kærlighed til litteraturen, flyttede han til England som 19-årig for at læse litteraturvidenskab, men forlod studiet, da pengene slap op. Der fulgte nogle hårde år i London, hvor Okri var tvunget til at sove på gaden og i togvogne, og han lavede en aftale med sig selv: ”Ved afgrundens rand, finder du ud af, at du har et valg. Livet kan man ikke tage for givet.” (Maya Jaggi: ”Free Spirit”. Interview i the Guardian, 2007-08-11). Han led af hjemve, men blev i England og fortsatte med at skrive.

Som 21-årig fik Ben Okri udgivet sin første roman, ”Flowers and Shadows” (1980, ikke oversat til dansk), der foregår i Lagos´ mylder og følger den unge Jeffia på hans vej igennem et gennemkorrumperet samfund. Senere fulgte ”The Landscapes Within” (1981, ikke oversat til dansk), og som 32-årig fik han et internationalt gennembrud med sin tredje roman, ”The Famished Road” (1991) (”Sultens vej”, 1993). Han har siden modtaget en lang række internationale priser og er også tildelt ordenen OBE, Officer of the British Empire.

I dag bor Ben Okri i London med kæresten igennem mange år, Rosemary Clunie.

Sultens Vej

”Min sult fik mig til at se verden i et blåligt skær. For første gang fattede jeg atmosfæren i huset, jeg forstod, hvorfor jeg var blevet besat af den ånd. Når jeg glippede med øjnene, så jeg overbetjenten og hans kone omgivet af ånder. De var allevegne. Ånderne var høje og tavse, og nogle af dem havde pjusket skæg. En mare med hvide vinger svævede rundt henne ved vinduet.”
Ben Okri: ”Sultens vej”, side 31.

Ben Okri fik i 1991 sit store internationale gennembrud med romanen ”The Famished Road” (”Sultens vej”, 1993), der modtog den engelsksprogede verdens største litterære anerkendelse i form af Booker-prisen. Romanen tog lang tid for ham at skrive og var med hans egne ord en bog, hvor han satte alt på spil, fordi han skulle finde en helt ny måde at skrive på.

I romanen følger vi drengen Azaro, der er abiku. Abiku er ifølge nigeriansk mytologi et åndebarn – et barn, der er skæbnebestemt til at dø meget tidligt, men som kan pendle mellem forskellige verdener: de levendes, de dødes og de ufødtes. Azaro vælger livet med alle dets problemer og trængsler, men han fastholder sin indsigt i den åndeverden, han hele tiden er i kontakt med.

Ved at tage udgangspunkt i en historie om åndebørn, skaber Okri en gennemgående idé, der hjælper ham med at fortælle om et Afrika, der er tæt forbundet med åndeverdenen. Det hævdes i begyndelsen af romanen, at der er et oprindelsesland, der befolkes af ånder. Når åndebørnene, abikuerne, fødes, længes de så meget tilbage til dette paradis, at de vælger at dø, således at de igen kan være sammen med deres åndevenner. Når de lever på jorden, befinder de sig altid delvist i åndeverdenen.

22231057

Azaro bliver træt af denne kommen og gåen mellem de levendes verden og åndeverdenen, så han vælger at blive i de levendes verden, der plages af sult og politiske kampe. Hovedpersonerne i Azaros liv er hans mor og far, der dagligt kæmper for at skaffe mad på bordet. Hans mor sælger ud af familiens ejendele på et marked og er den eneste, der har en nogenlunde fast indtægt. Faren er en mere utilregnelig drømmer, der fortæller Azaro historier om det sted de bor. For eksempel om hvorfor vejene i verden er så sultne. De sultne veje i den forstad, hvor de bor, var engang elve med tilhørende forgreninger, og Okri skaber derved et stærkt billede på Afrikas udtørrede kilder: ”I begyndelsen var der en flod. Floden blev til en vej, og vejen forgrenede sig ud i hele verden. Og eftersom vejen engang havde været en flod, var den altid sulten.” (side 9)

Rundt om den lille familie er der social uro og konstante kampe mellem gamle traditioner og en stadig mere moderne verden. Azaro forsvinder indimellem, når han lokkes af sine åndevenners leg og drilleri, men forældrene finder ham altid igen – nogle gange med hjælp fra bardamen, Madame Koto, der er en af romanens mest komplekse figurer. Hun er både ond og god og står for mange af de teknologiske fremskridt, der begynder at præge bydelen: den første pladespiller, den første elektricitet og den første bil. 

Azaro har særlige evner. Han kan gå ind i folks drømme, og han ser tit de ånder, der befolker det Afrika, han lever i. Lange passager af romanen fortælles i en drømmeagtig stil, hvor omgivelserne undergår konstant forvandling. Ben Okri fortæller selv om sit forhold til åndeverdenen: ”Jeg var meget tidligt opmærksom på åndeverdenen, de ufødte, forfædrene. Da jeg begyndte at læse bøger, var jeg forbavset over, at forfatterne ikke skrev om det. Der var meget få, der gjorde det. Ibsen gjorde det, Shakespeare, Goethe måske. Jeg vil gerne skrive hele sandheden om livet. Det fysiske, det psykologiske, det åndelige, drømme, legender. Det skal eksistere i mine fortællinger på en naturlig måde. Min mest krævende rejse som forfatter har været at finde den rette tone til at tale naturligt om alle ting.” (Bodil Folke Frederiksen: ”Jeg bærer mit Afrika i mig”, Information, 2009-08-24)

”Sultens vej” er en fabellignende historie fuld af symbolik, der samtidig kortlægger Nigerias politiske udvikling og, som åndebarnet Azaro, landets kontinuerlige forsøg på at blive født som nation. Med den siger Okri, at Nigeria og Afrika er abiku-land, et åndeland. Som et åndebarn bliver det ved at pendle mellem forfædrenes, åndernes, verden og de levendes verden, mellem en fremtid og en lige så levende fortid, og netop dette er dets styrke og kan udgøre dets storhed.