Ben Okri fik i 1991 sit store internationale gennembrud med romanen ”The Famished Road” (”Sultens vej”, 1993), der modtog den engelsksprogede verdens største litterære anerkendelse i form af Booker-prisen. Romanen tog lang tid for ham at skrive og var med hans egne ord en bog, hvor han satte alt på spil, fordi han skulle finde en helt ny måde at skrive på.
I romanen følger vi drengen Azaro, der er abiku. Abiku er ifølge nigeriansk mytologi et åndebarn – et barn, der er skæbnebestemt til at dø meget tidligt, men som kan pendle mellem forskellige verdener: de levendes, de dødes og de ufødtes. Azaro vælger livet med alle dets problemer og trængsler, men han fastholder sin indsigt i den åndeverden, han hele tiden er i kontakt med.
Ved at tage udgangspunkt i en historie om åndebørn, skaber Okri en gennemgående idé, der hjælper ham med at fortælle om et Afrika, der er tæt forbundet med åndeverdenen. Det hævdes i begyndelsen af romanen, at der er et oprindelsesland, der befolkes af ånder. Når åndebørnene, abikuerne, fødes, længes de så meget tilbage til dette paradis, at de vælger at dø, således at de igen kan være sammen med deres åndevenner. Når de lever på jorden, befinder de sig altid delvist i åndeverdenen.
22231057
Azaro bliver træt af denne kommen og gåen mellem de levendes verden og åndeverdenen, så han vælger at blive i de levendes verden, der plages af sult og politiske kampe. Hovedpersonerne i Azaros liv er hans mor og far, der dagligt kæmper for at skaffe mad på bordet. Hans mor sælger ud af familiens ejendele på et marked og er den eneste, der har en nogenlunde fast indtægt. Faren er en mere utilregnelig drømmer, der fortæller Azaro historier om det sted de bor. For eksempel om hvorfor vejene i verden er så sultne. De sultne veje i den forstad, hvor de bor, var engang elve med tilhørende forgreninger, og Okri skaber derved et stærkt billede på Afrikas udtørrede kilder: ”I begyndelsen var der en flod. Floden blev til en vej, og vejen forgrenede sig ud i hele verden. Og eftersom vejen engang havde været en flod, var den altid sulten.” (side 9)
Rundt om den lille familie er der social uro og konstante kampe mellem gamle traditioner og en stadig mere moderne verden. Azaro forsvinder indimellem, når han lokkes af sine åndevenners leg og drilleri, men forældrene finder ham altid igen – nogle gange med hjælp fra bardamen, Madame Koto, der er en af romanens mest komplekse figurer. Hun er både ond og god og står for mange af de teknologiske fremskridt, der begynder at præge bydelen: den første pladespiller, den første elektricitet og den første bil.
Azaro har særlige evner. Han kan gå ind i folks drømme, og han ser tit de ånder, der befolker det Afrika, han lever i. Lange passager af romanen fortælles i en drømmeagtig stil, hvor omgivelserne undergår konstant forvandling. Ben Okri fortæller selv om sit forhold til åndeverdenen: ”Jeg var meget tidligt opmærksom på åndeverdenen, de ufødte, forfædrene. Da jeg begyndte at læse bøger, var jeg forbavset over, at forfatterne ikke skrev om det. Der var meget få, der gjorde det. Ibsen gjorde det, Shakespeare, Goethe måske. Jeg vil gerne skrive hele sandheden om livet. Det fysiske, det psykologiske, det åndelige, drømme, legender. Det skal eksistere i mine fortællinger på en naturlig måde. Min mest krævende rejse som forfatter har været at finde den rette tone til at tale naturligt om alle ting.” (Bodil Folke Frederiksen: ”Jeg bærer mit Afrika i mig”, Information, 2009-08-24)
”Sultens vej” er en fabellignende historie fuld af symbolik, der samtidig kortlægger Nigerias politiske udvikling og, som åndebarnet Azaro, landets kontinuerlige forsøg på at blive født som nation. Med den siger Okri, at Nigeria og Afrika er abiku-land, et åndeland. Som et åndebarn bliver det ved at pendle mellem forfædrenes, åndernes, verden og de levendes verden, mellem en fremtid og en lige så levende fortid, og netop dette er dets styrke og kan udgøre dets storhed.
