Ebbe Kløvedal Reich

Ebbe Kløvedal Reich skal måles med en større alen end den, man ellers måler forfattere med.
Han spænder over så meget, at det hos enhver anden ville føre til sprængning eller kaos. Han har både tegnet tiden og selv været med til at skabe den. Han har været politisk aktiv fra Det radikale Venstre til den yderste venstrefløj; han har været højskolelærer på Askov, christianit, beboer i kollektivet Maos Lyst, forsvaret hash- og LSD-kulturen, lyst astrologi og indisk karmalære i kuld og køn, samtidig med at han gav Grundtvig tilbage til det danske folk. Han har fortalt bibelhistorie og gendigtet Dantes Guddommelige Komedie. Han har skrevet artikler til Samvirke, Fælleden, Kritik og rapporteret til Billedbladet fra Dronningens Kina-rejse.
Og så har han først og fremmest genskabt den historiske roman - angiveligt i Ingemanns og Carit Etlars fodspor, men også dér på en sådan måde, at resultatet er helt hans eget.

Skal man placere ham, bliver det som den tredje store ved siden af Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen. Som de søger han vores identitet, som den spejles i historien. Selv om han skriver ud fra en grundig viden, er tonefaldet altid den ubesværede fortællers. Det er da også først og fremmest som historisk fortæller, han har fået sit folkelige gennembrud. Og folkeligheden går ikke blot på formen, men i lige så høj grad på indholdet.

Frederik - hed bogen simpelthen. Den kom i 1972 og er hverken biografi eller lærd studie. Den er simpelthen en roman, om tiden frem til demokratiets fødsel og snarlige trussel, og om mennesket Grundtvig. - hed bogen simpelthen. Den kom i 1972 og er hverken biografi eller lærd studie. Den er simpelthen en roman, om tiden frem til demokratiets fødsel og snarlige trussel, og om mennesket Grundtvig.

23989794

Frederik viser sig at rumme en hel epoke i sig, og han viser sig at være et helt menneske ved at integrere det kvindelige element i sig. Han rummer i ét skaberkraft, kærlighed og erotik. Der er meget lidt om Grundtvigs tanker i bogen. Til gengæld er der et til det yderste dramatisk forløb, som viser Grundtvig som en drømmer og visionær.

Men Kløvedal er selv i sin fortælling en sådan visionær, som hæsblæsende fører sin læser gennem ikke bare samtiden, men som også mobiliserer både fortid og nutid, for at få læseren til at forstå, at i denne person samles det hele. Intet middel skyes. Hvor det historiske materiale tier, træder den indlevende fantasi til. Resultatet er en grænsesprængende fortolkning af Grundtvig, der kulminerer med det, der ellers plejer at blive fremstillet som en pinlig episode, et tegn på begyndende senilitet, da han ved gudstjenesten i Vartov palmesøndag 1867 prædiker og holder nadver i 6 stive timer og ender med at profetere en ny udgydelse af helligånden og kvindens frigørelse.