Jules Verne

“Jeg læste hele den lange række af eventyrlige fortællinger fra Den trojanske krig til Robinson Crusoe og Onkel Tom, alt hvad jeg kunne få fat i af Jules Verne, Feltlægens historie, Ingemans historiske romaner, Greven af Monte Christo og De tre musketerer, Den sidste mohikaner, Junglebogen, Svenskerne og deres høvdinge, Skatteøen, Tom Sawyer og Huckleberry Finn”, mindedes Astrid Lindgren om sine læseoplevelser som barn (i essayet “Det begyndte i Kristins køkken”, citeret efter Bo Green Jensen “Det første landskab”, side 56.). Den store svenske børnebogsforfatter placerer Jules Verne lige præcis der, hvor de fleste nok mener, han hører hjemme, i kongerækken af fortællere, som kan det helt særlige at få lyset frem i øjnene hos børn i alle aldre.

Der var ellers ikke meget eventyr over Jules Vernes barndomshjem, borgerligt og strengt katolsk, som det var. Men han havde et romantisk sind og en levende fantasi, som blev stimuleret af sejl og søfolk i havnen. Som tolvårig tog han hyre på en skonnert, som sejlede på Indien for at hente et koralhalsbånd hjem til en kusine, han gjorde kur til. Faren nåede lige akkurat at fange den lille eventyrer ved Loireflodens udmunding. Ellers havde der formentlig gået en rum tid, inden de havde set ham igen.

Som ung flyttede Jules Verne til Paris og sideløbende med sine studier i jura fulgte han forelæsninger i matematik og geografi, frekventerede videnskabsfolk og opdagelsesrejsende og besøgte byens litterære saloner. Han kom under den mægtige Alexandre Dumas’ (forfatteren til “De tre musketerer”) vinger og debuterede i 1851 som dramatiker på Dumas’ Théâtre Historique med vaudevillen “Les pailles rompues” (‘brækkede strå’). Dumas skaffede efterfølgende Jules Verne en stilling som sekretær på et andet teater, Théâtre Lyrique. Det gav et fast indtægt ved siden af den beskedne støtte, han havde med sig hjemmefra.

 Op gennem 1850’erne udgav Jules Verne en lille håndfuld noveller, skrev en række teaterstykker og havde forskellige stillinger. I 1862 påbegyndte han et livslangt og afgørende samarbejde med forlæggeren Pierre-Jules Hetzel og udsendte året efter gennembrudsromanen “Fem uger i ballon” i serien “Les Voyages Extraordinaires”, som også omfattede resten af hans kendte værker og som blev grundstenen til hans berømmelse og rigdom.

Hvad kvinder angik var han det absolutte modstykke til Alexandre Dumas, Parises ukronede førsteelsker. Jules Verne havde bulimiske spiseforstyrrelser og en nervelidelse, som i 1855 lammede den venstre side af hans ansigt. Selv kusinen, som han havde været ved at rejse til Indien for, ville ikke vide af hans tilnærmelser. Frem til 1857 høstede han ikke andet end knust hjerte, men så mødte han endelig den 26-årige enke og mor til to, Honorine Morel, og giftede sig. Frem til 1870 boede ægteparret i Paris, herefter i Amiens.

I marts 1886 blev Jules Verne skudt og alvorligt såret af en sindssyg nevø. Samme måned døde forlæggeren Pierre-Jules Hetzel. I de følgende år kastede Jules Verne sig over kommunalpolitik, men skrev fortsat. Ved sin død i 1905 talte “Les Voyages Extraordinaires” små firs romaner. Hertil kom en række teaterstykker, digte, sange, voksenromaner, noveller og essays.

Op gennem det nittende århundrede knopskød litteraturen i Frankrig med klassikere og semiklassikere, som fejrede rejsen og opdagelsesrejsen til fremmede kulturer og fjerne, ukendte egne af verden. Det var værker som “Rejse i Orienten” fra 1851 af Gérard de Nerval og Gustave Flauberts “Salammbô” fra 1862. Man kaldte over en kam tendensen eksotisme. Det var langt hen ad vejen en romantisk strømning, næret af øget udveksling mellem landene. Akkurat som i dag var der en fornemmelse af, at verden var blevet mindre, som blandt andre Phileas Fogg gør opmærksom på i “Jorden rundt i 80 dage” (side 24) på grund af de landevindinger, som var gjort inden for transport og infrastruktur.

Et af tidens store symboler på eventyret og den teknologiske udvikling var varmluftsballonen. Den kunne ikke andet end inspirere den teknologi- og videnskabsbegejstrede Jules Verne, så meget desto mere som dens historie var nært knyttet til Frankrig. Papirfabrikanten Montgolfier havde opfundet den og to andre franskmænd, de Rozier og d’Arlandes, havde som de første fløjet i den. Den 21. november 1783 lettede de fra Boulogneskovene og tilbagelagde otte kilometer på femogtyve minutter. At det ikke var ufarligt blev understreget et par år senere, da de Rozier styrtede ned og omkom under et forsøg på at krydse Den engelske kanal.

“Cinq semaines en ballon” fra 1863 (“Fem uger i ballon”, 1874) er historien om den unge, britiske korrespondent Fergusson, der tager på sig at udforske Afrikas geografi og til formålet konstruerer en imponerende ballon med en diameter på fem og en volumen på 1663 kubikmeter. Han fanger passatvinden på øen Zanzibar ud for Afrikas østkyst og driver ind over kontinentet.

Krimi- og kærlighedsintrigen, de lumske forbrydere og den smukke udkårne, som føjer kolorit til andre af Jules Vernes klassikere er udeladt, men “Fem uger i ballon” klarer sig fint endda. Fortællingen er frisk, underfundig, fuld af herlige hændelser og kendetegnet ved mange af de træk, som i øvrigt karakteriserer forfatterskabet: en solid, alvidende fortæller, en farlig natur, en ide og evnerig hovedperson, en loyal og kæk ven og en trofast tjener. Hertil kommer primitive vilde uden sans for videnskabens skønhed, men heldigvis har Fergusson ballast om bord, så han kan lette gondolen og stige op over spydenes og pilenes rækkevidde.

Jules Verne vender tilbage til ballonen i “L’Île mystérieuse”, fra 1874-1875 (“Den hemmelighedsfulde ø”, 1900) og “Hector Servadac” fra 1877 (“Hector Servadac, 1883), men det er i “Fem uger i ballon”, at han fejrer den som hovedgimmick. Trekvart århundrede senere døbte amerikaneren Hugo Gernsback romaner, der som “Fem uger i ballon” havde afsæt i naturvidenskaben, science fiction (egentlig scientifiction). I Jules Vernes tid talte man snarer om roman scientifique.