Den danske forfatter og oversætter Bodil Adele Vilhelmine Bech er en vigtig skikkelse i dansk lyrisk modernisme. Med selvfortærende lidenskab skrev hun i et frit strømmende, dristigt illumineret billedsprog, der brød traditionens smagsnormer med sine utvetydige udtryk for uopfyldt begær og gudindedrømme uden gud.
Den højspændte længselstone intensiveres gennem de fem digtsamlinger, der kom i sen, hurtig rækkefølge. Efter debuten "Vi der ejer Natten" fulgte "Ildtunger danser" i 1935, "Granit og Dugg" i 1938, "Flyvende Hestemanker" i 1940, og endelig "Ud af Himmelporte" i 1941, et år inden hun døde, kun 53 år gammel.
39270803
Blå bog
Født: 13. marts 1889, Nørre Broby.
Død: 3. september 1942, Gudhjem.
Uddannelse: Pianist.
Debut: Vi der ejer Natten, 1934.
Litterære priser: Ingen kendte.
Seneste udgivelse: Æterfingre reder mit filtrede hår. Udvalg ved Nanna Storr-Hansen. Arena, 2021.
Inspiration: Edith Södergran.