truman capote
Truman Capote i Milano den 24. februar 1966.
Foto: Scanpix

Truman Capote

cand.mag. Anna Møller, 2018.
Top image group
truman capote
Truman Capote i Milano den 24. februar 1966.
Foto: Scanpix

Den 160 cm høje forfatterlegende Truman Capote med den distinkte stemme og det enorme skrivetalent er lige så kendt for sin kulørte personlighed som for hovedværkerne ”Holly” og ”Med koldt blod”. De to bøger foregik så forskellige steder som Manhattan og en lille by i Kansas og understreger forfatterens todelte liv: Nok var han født i de amerikanske sydstater, men hjertet tilhørte New York og byens societyscene. Ikonet har inspireret til musik, kunst og populære film, og den journalistiske stil i dokuromanen ”Med koldt blod” blev skelsættende for true crime-litteratur og New Journalism.

26474647

Blå bog

Født: 30. september 1924 i New Orleans, Louisiana.

Død: 25. august 1984, Los Angeles.

Uddannelse: Enkelte fag på den prestigefyldte privatskole Trinity School. Greenwich High School, Connecticut, og derefter gentaget 12. årgang på privatskolen The Franklin School.

Debut: Other voices, other rooms. 1948.

Litteraturpriser: O. Henry Award, 1945, 1946.

Seneste udgivelse: Summercruise. Politikens Forlag, 2006. Oversættere: Ebbe Mørk og Søren Vinterberg.

Inspiration: High society, virkelige hændelser og sit eget liv. Journalistiske forfattere som Lillian Ross, Ernest Hemingway og John Hersey.

 

 

Videoklip
Truman Capote interviewes af talkshowvært Johnny Carson i 1975.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Holcomb ligger mellem de højtliggende hvedemarker i det vestlige Kansas, et øde område, som andre i Kansas kalder ”derude”. Henved hundrede kilometer øst for grænsen til Colorado har landskabet med sin hårde blå himmel og ørkenklare luft en atmosfære over sig, der snarere er Far West end Middle West.”

”Med koldt blod”, s. 25.

Truman Capote blev født Truman Streckfus Persons d. 30. september 1924 i Louisiana. Efter forældrene, den 17-årige skønhedsdronning og landsbypige Lillie Mae Faulk og den opportunistiske sælger Arch Persons, blev skilt i 1928, blev den sensitive dreng overdraget til morens slægtninge i Monroeville, Alabama, og voksede op der, inden han i 1932 drog til New York med moren, der nu kaldte sig Nina, og stedfaren Joe Capote, en businessmand. Allerede som barn tog Truman Capote skrivegerningen ganske seriøst, og som 11-årig skrev han tre timer om dagen for at øve sig.

Efter nogle katastrofeår på militærskole, som moren mente ville gøre ham mere maskulin, vendte han i 1937 tilbage til Manhattan, begyndte i 1939 på high school i Connecticut og flyttede igen tilbage til New York. Her debuterede Truman Capote i 1945, da redaktøren George Davis trykkede novellen ”Miriam” i bladet Mademosielle og senere fulgte flere tekster i magasinet Harper’s Bazaar. I 1946, da Truman Capote boede i kunstnerkollektivet Yaddo, modtog han den prestigefyldte pris O. Henry Award for novellen ”Miriam” og senere også for novellen ”Shut a Final Door”, der blev samlet i udgivelsen ”A Tree of Night and Other Stories” i 1949. Inden da udkom imidlertid den egentlige debut ”Other Voices, Other Rooms” (1948) til blandet modtagelse. Indholdet var – ligesom et suggestivt bagsidebillede – yderst kontroversielt, og den unge forfatter kom på alles læber. I 1948 mødte Truman Capote også sit livs kærlighed, forfatteren og danseren Jack Dunphy, til en fest, og de to indledte et forhold, der varede næsten 35 år.

I løbet af 1950’erne begyndte den hypersociale Truman Capote for alvor at omgås de rige og berømte, og i 1958 ramte forfatteren plet med udgivelsen ”Breakfast at Tiffany’s”, der bl.a. handler om societypigen Holly Golightly. Herefter startede han og vennen Harper Lee på en serie artikler om mordene på Kansas-familien Clutter. Truman Capotes artikler blev til den dokumentariske ”In Cold Blood” (1965), der blev en bestseller og fik flotte anmeldelser, men arbejdet med sindets mørkere sider havde påvirket ham. Han begyndte at drikke mere og tage beroligende medicin, og selvom 1960’erne bød på store sociale begivenheder, såsom hans grandiose maskerade Black And White Ball i 1966, så tog misbruget til, og i slutningen af 1970’erne, hvor omgangskredsen var præget af Studio 54-klientel som Andy Warhol, forsøgte kæresten Jack Dunphy uden held at få ham til at stoppe sit misbrug. Efter hans sidste store udgivelse, ”Music for Chameleons” i 1980, forværredes Truman Capotes helbred pga. to fald, endnu et mislykket ophold på et afvænningscenter og en overdosis, og i 1984 døde ikonet i Los Angeles.

Nye stemmer, nye steder

””Jeg er mig,” hujede Joel. ”Jeg er Joel, vi er af samme æt.” Og han så sig om efter et træ at klatre op i: han ville helt op til toppen, og der, halvvejs oppe i himlen, ville han brede armene ud og gøre krav på verden.”

”Nye stemmer, nye steder”, s. 188.

Efter novellen ”Miriam” var blevet trykt i bladet Mademosielle, fangede Truman Capote forlagsredaktøren Bennett Cerfs opmærksomhed, og det charmerende skrivetalent blev inviteret ind på forlaget Random House, hvor debutromanen ”Other Voices, Other Rooms” (”Nye stemmer, nye steder”, 1948) blev udgivet i 1948.

Allerede her har Truman Capote fundet sin stil med lange, indviklede og yderst velkonstruerede sætninger, og en levende fortæller med en lyrisk sans for detaljer. Siden er Truman Capotes tidlige skrivestil blevet kaldt for ’southern gothic’, som ofte er litteratur, der foregår i de amerikanske sydstater og som bl.a. rummer excentriske karakterer og groteske situationer med bund i fattigdom, kriminalitet og fremmedgørelse.

Romanen, der er semi-selvbiografisk, handler om den 13-årige dreng Joel Harrison Knox, der efter morens død bliver sendt væk for at leve med sin far, som han imidlertid først finder sent i bogen. Farens forfaldne hjem, der ligger på en gammel og isoleret plantage, er beboet af skæve personligheder, bl.a. stedmoren Amy, hendes fætter, den nogle og 30-årige Randolph, og tomboy’en Idabel, og det er især drengens omgang med disse karakterer og den både isolerede og dekadente stemning, der fylder i bogen. Joel løber væk med Idabel og efter at have fået lungebetændelse i en storm og returneret til farens hjem, hjælper Randolph ham tilbage til livet.

Randolphs åbenlyse homoseksualitet og Joels accept af sin egen spirende homoseksualitet var et tema, der gjorde, at romanen på sit udgivelsestidspunkt i 1948 blev kritiseret – men dog blev Truman Capote rost for sit åbenlyse skrivetalent, og romanen solgte godt.

Sammen med det kontroversielle indhold i ”Nye stemmer, nye steder” fulgte et, i datidens øjne, lige så kontroversielt foto. Pressebilledet, der blev taget af Harold Halma og både prydede bogens bagside og inden da blev trykt i Life Magazine som teaser, forestillede Truman Capote i en suggestiv og lettere erotisk position med blikket rettet direkte mod kameraet – en ganske provokerende positur i 1947. Sensationslysten skulle vise sig at være kendetegnende for Truman Capote, og sammenblandingen af hans person og hans litteratur kom til at løbe som en rød tråd gennem forfatterskabet.