Rachel Cusk

Rachel Cusk er født i 1967 i Canada af engelske forældre. Familien flyttede senere til Los Angeles, da faren begyndte at gøre karriere, og mens de boede der, blev familien ret velhavende. Da Cusk var otte, flyttede familien tilbage til England, og få år senere blev hun sendt på en katolsk kostskole, hvor hun blev mobbet og udstødt. 

Cusk mindes sin barndom som kærlighedsløs: ”Jeg følte mig altid frastødende,” som hun har fortalt til The New Yorker (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse). I en af sine sin nyeste bog med essaysamlinger, ”Coventry” (2019), beskriver hun, hvordan man i hendes familie – i overført betydning – blev sendt til Coventry, hvis forældrene følte, man havde gjort noget forkert. At blive sendt til Coventry er et britisk udtryk for at få den kolde skulder. Efter en periode, hvor hendes forældre havde lukket ned for al kontakt, brød Cusk selv med dem: ”Jeg vil ikke forlade Coventry. Jeg har besluttet mig for at blive her.” (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse). EHendes essaysamlingen ”Coventry” lader til at bekræfte denne udmelding.

Også som forfatter er Rachel Cusk vant til at stå alene. Hun har ofte fået skyld for at gå for tæt på virkeligheden i sine bøger, blandt andet i erindringsbogen ”Aftermath: On Marriage and Separation” fra (2012 (”Efterskælv”, 2021)), der skildrer skilsmissen fra Cusks eksmand. En anden af Cusks bøger, ”The Last Supper: A Summer in Italy” (2009), om hendes og familiens tre måneders orlov i Italien, blev makuleret af forlæggeren, fordi et engelsk par blev rasende over at genkende sig selv i beskrivelserne af perioden i Italien. 

Med sin berømte bog om moderskab, ”A Life’s Work” fra (20012 (”Et livsværk”, 2021)), hvor hun ærligt beskriver sine trængsler ved at blive mor, oplevede hun modgang på flere planer. Som hun fortalte ved sin optræden ved Louisiana Literature i 2019, oplevede hun et decideret statustab i forfatterkredse, da hun begyndte at beskæftige sig med moderskab. Samtidig oplevede hun at blive lagt for had af andre mødre, der mente, at Cusk, med sin vanligt dissekerende og nøgterne tilgang til emnet, slet ikke egnede sig til at være mor. Cusk lader ikke til at være bekymret over at gå enegang: ”Hvis man gerne vil have, at folk skal kunne lide en, ødelægger det ens evne til at skrive,” som hunCusk sagde i et interview i 2019 (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse). 

Rachel Cusk er gift for tredje gang. I 2021 flyttede hun efter Brexit og det, hun kalder sin ”nations totale forfald” (Mathilde Moestrup: Rachel Cusk: Der er en form for identitetstab forbundet med livet efter de 50. Især for kvinder. Information, 2021-11-05) fra Storbritannien  og bor delvist i London og ved kysten i Norfolkog bosatte sig i Paris med sin mand.

I Rachel Cusks roman ”The Country Life”, 1997, (”Livet på landet”, 1999) rykker niogtyveårige Stella i al hast ud af London for at flytte på landet. Uden at vi ved, hvad der er sket, fornemmer vi på Stellas hurtigt forfattede afskedsbreve til sine forældre og en mand ved navn Edward, at der ligger en traumatisk oplevelse bag beslutningen om at forlade byen. Kort efter lander hun på en gård i en lille by i Sussex hos den velhavende Madden-familie, hvor Stella skal tage sig af den handicappede søn, Martin. Aftalen om jobbet er blevet så hurtigt indgået, at der er flere ting, der ikke er blevet helt afklarede – for eksempel har Stella ikke fået fortalt, at hun ikke kører bil, hvilket er et af kravene til stillingen.

Stella forsøger at finde sig til rette ved familien, men ret hurtigt opdager hun, at det kan være svært at stå på god fod med Pamela, Martins mor, som har et iltert temperament. Martins far er meget fraværende, og der er tilsyneladende også nogle problemer mellem familien og resten af lokalbefolkningen, som Stella efterhånden får opsnust.

22407880

Allerede her i en af Rachel Cusks tidlige romaner får man en fornemmelse af det mikroskop, hun lægger alle følelser og menneskelige interaktioner under. Det er en nærmest anatomisk dissekering af alle udvekslinger og reaktioner, når fortælleren Stella prøver at forholde sig til sine nye opgivelser: ”Jeg tror imidlertid at hun altid har set sådan ud; altså næsten smuk, eller post-smuk, ligesom himlen efter en dejlig dag når solen er forsvundet, men dens aura er tilbage, fuld af det svundne, en erindring der er endnu skarpere end den ting man husker.” (s. 26).

Som i Cusks senere romantrilogi får vi antydningen af et sammenbrud, der ligger til baggrund for hovedpersonens nuværende situation. Stella er flygtet, ikke bare fra sin tilværelse i London, men også fra sig selv. Hun forsøger at forsvinde. ”Jeg vil bare være i fred. Som et par øjne i en krukke” (s. 312), som hun forklarer det til den handicappede Martin. Det viser sig at være mere besværligt, end hun har regnet med.

”Livet på landet” er en guvernante-roman, som man kender det fra den klassiske, britiske genre med Charlotte Brontës ”Jane Eyre” (1847), men et sort og galgenhumoristisk take på genren, hvor den unge kvindelige hovedpersons lidt romantiske forestillinger om livet på landet pilles fra hinanden under Cusks skånselsløse lup.

I Rachel Cusks roman ”Aftermath” fra 2012 (”Efterskælv”, 2021) beskriver hun med nådesløs præcision efterdønningerne af skilsmissen fra den mand, hun har været gift med i ti år og har to piger med. Bogen er også en overgangsbog, der viser en form for drejning i forfatterskabet og indvarsler den nye nøgternhed, man ser i den senere romantrilogi.

Da ”Efterskælv” udkom i Storbritannien i 2012, vakte bogen stor debat. Rachel Cusk gennemgik i 2009 en skilsmisse fra sine døtres far, og bogen går tæt på hendes eget liv. Som fraskilt føler hun sig udstødt fra det store fællesskab med familieværdier og forsøger at finde fodfæste i en tilværelse, der ikke længere føles stabil. Hvordan er man en god mor for teenagebørn i krise? Og hvad med kærlighedslivet post-skilsmisse?

38789791

”Efterskælv” er en autofiktiv fortælling, en form for obduktion af kernefamilien og dens opløsning, af længslen efter tryghed versus længslen efter frihed. Cusk reflekterer over sit ægteskab og sit brud, og i sin analyse påkalder hun med stor intellektuel spændvidde græske tragedier som Antigone og Orestien og sammenligner tiden efter en skilsmisse med et middelalderligt England, et opsplittet heptarki uden centralmagt.

Titlens efterskælv er således ikke blot noget negativt, ikke blot brutale efterdønninger fra et jordskælv, men også et nyt verdenssyn. En livsfilosofi. Et mørke og en ødemark, hvorfra noget nyt kan gro. Men hvad? spørger Cusk.

”Efterskælv” blev afsættet til en ny skrivestil for Cusk. Da bogen udkom, mødte hun så stor modstand i den efterfølgende debat, at hun helt mistede lysten til at skrive. Hun beskriver selv tiden efter udgivelsen som en form for kreativ død, der gjorde det nødvendigt at udslette sig selv som forfatterjeg og tale fra et andet sted.

I Rachel Cusks ”Outline” fra 2014 (”Omrids”, 2019) er forfatteren Faye på vej til Athen. Hun falder i snak med sin sidemand, der i løbet af flyveturen fortæller hende om et liv, der er blevet fordelt mellem Grækenland og London, om sine tre forliste ægteskaber, børnene, der mistrives. I Athen installeres Faye i en lejlighed, hun har lånt, og hun mødes med forfatterkolleger og de studerende, hun skal undervise i løbet af sommerugerne. Hun mødes og drikker kaffe med Ryan, en amerikansk forfatterkollega, der er blevet familiefar og længes efter vildskab og de mørkhårede, græske kvinder, hun drikker vin med en gammel desillusioneret ven, der har startet et lille forlag og som er misundelig på nogle af sine forfatterkolleger, der klarer sig bedre, og hun tager ud at sejle med ”sidemanden”, som hun bliver ved at kalde den græske mand fra flyveturen.

46561848

Igennem Faye får vi alle disse livshistorier, men vi får også en fornemmelse af Faye selv og et nyligt brud eller en skilsmisse, der ligger og lurer i baggrunden. Vi får at vide, at Faye har to unge sønner, en mand, hun er separeret fra og at hun det meste af tiden bor alene. Andet får vi ikke at vide, men vi begynder at ane Faye gennem dialogerne med de andre. Faye bliver en slags filter for de mennesker, der betror hende deres historier og dybeste hemmeligheder, og på den måde kommer konturerne af Faye selv til syne. Ikke bare for os som læsere, men også efterhånden for Faye, fortælleren, selv.

Da Faye skal forlade Athen igen, sidder den nye lejer, den engelske dramatiker Anne, og spiser honning med en ske i hendes køkken. Hun beskriver en samtale, hun havde med sin sidemand i flyet dertil: ”Mens han talte, begyndte hun at se sig selv som en form, et omrids, med alle detaljerne udenom fyldt ud, mens selve formen forblev tom.” (s. 246).

”Omrids” er første roman i den trilogi, der alle har forfatteren Faye som omdrejningspunkt. De andre to hedder ”Transit”, (”Transit”, 2019) og ”Kudos” ("Kudos", 2018).

I andet bind af Rachel Cusks Faye-trilogi, ”Transit” fra 2016 (”Transit”, 2019), er hovedpersonen Faye vendt hjem til England og er flyttet fra sit hus på landet og ind til London. Mens de to sønner er hos deres far, går hun i gang med at renovere et nyindkøbt hus med hjælp fra en polsk entreprenør; et projekt, der bliver besværliggjort af, at huset indvendig er en ruin og at der i underetagen bor et ældre, meget vredt ægtepar, som allerede fra begyndelsen hader deres nye overbo.

47316405

Faye støder på gamle bekendtskaber og ser med forundring på de midaldrende mennesker, de er blevet til. En gammel kæreste, Gerard, som hun forlod for mange år siden, er nu blevet gift og har fået en datter, men er blevet boende i den lejlighed, han og Faye boede i sammen. Han filosoferer over, hvorfor det var vigtigt for ham at holde fast i noget, mens Faye bare tog af sted. Fayes frisør filosoferer også over sit sted i livet, mens han klipper hende – han har levet det vilde byliv med masser af venner og bekendte, men nu ser han pludselig på det liv og de mennesker med en nøgtern kølighed og tænker, at de alle er børn. Sådan er ”Transit” fuld af historier om midaldrende mennesker, der står i en slags overgangsfase – som Faye selv gør det efter mange års ægteskab.

I slutningen af ”Transit” kører Faye ud for at besøge sin fætter Lawrence, som er flyttet ind i et hus på landet med sin nye kone og hendes to sønner. Et lille middagsselskab sidder parat med vinglas i hænderne, da Faye træder indenfor, og nogle utilpassede børn bliver ved at bryde ind i det, der skal forestille at være en meget bedre og lykkelig, ny tilværelse på landet med foie gras og champagne. På samme måde som man har på fornemmelsen, at livets faktiske rod og kaos hele tiden bliver ved at bryde ind i forfatteren Fayes drømme og forestillinger om det.

I tredje bind af Rachel Cusks Faye-trilogi, ”Kudos” fra 2018 (”Kudos”, 2020), sidder Faye igen i et fly på vej til litteraturfestival i et ikke navngivet europæisk land. I nabosædet sidder en høj mand, som plejer at flyve på business class, hvor der er bedre plads. Han har svært ved at holde sig vågen og kommer konstant til at spænde ben for stewardesserne, når de lange ben lander i midtergangen. Han fortæller Faye om sit liv, den meget tid væk fra konen og børnene og hvordan han har forsøgt at kompensere for det ved at være til stede over for familiens hund. At være hundens nærmeste. Han har været oppe hele natten, fordi hunden var syg, og han blev nødt til at aflive den. Resten af familien ved det ikke endnu, de er rejst i forvejen.

47798027

Denne første scene i tredje og sidste del af Cusks trilogi om fortælleren Faye giver et godt afsæt til en bog, som måske mest af alt handler om forholdet mellem mænd og kvinder. Faye er på den anden side af sin skilsmisse, og alle de mennesker, hun støder ind i, taler på sin vis om vanskelighederne ved at indgå i en familie – måske især i et ægteskab. De kvindelige forfattere og forlæggere, hun støder ind i under litteraturfestivalen, er alle fraskilte og fortæller om mere eller mindre vanskelige brud. En del af kvinderne med en form for lettelse over at have opgivet tanken om den store sammensmeltning mellem mand og kvinde. Der er en form for desillusion i tonen hos flere af kvinderne, men også en glæde ved at se tingene som de er – en form for rensende nøgternhed, der går igen i hele sidste bind af denne trilogi, og i det brutalt dissekerende blik hos Faye.

Som i de to første romaner i trilogien bliver læseren af ”Kudos” kun bekendt med udviklingen i Fayes eget liv via sidebemærkninger. Gennem de interviews, hun udsættes for med de udenlandske journalister, finder vi ud af, at hun har giftet sig igen, og at hendes ene søn nu bor hos sin far – men det er korte konstateringer og, ikke noget, fortælleren selv dykker ned i. Hovedhistorierne i ”Kudos” er atter fortællingerne fra de mennesker, Faye møder på sin vej – reflekterende, utrolige historier, der næsten alle får et mytisk præg og formidles med samme intelligente og præcise stemme, som lader en ane, at Faye selv nok er den største fortæller af dem alle.

En kvindelig forfatter, M, inviterer den berømte maler L hjem til sit landsted i England, hvor hun bor med sin nye mand, Tony. Da hun var ung, havde M en intens oplevelse i mødet med L’s værker, og hun har en fornemmelse af, at han vil kunne forløse noget i hende. Efter at have udsat besøget i flere måneder, dukker maleren endelig op for at bosætte sig i jegfortællerens ”andet sted”, annekset i haven, men han kommer ikke alene. Han har sin unge, smukke elskerinde med sig, Brett. Samtidig flytter jegfortællerens halvvoksne datter hjem for at holde ferie. En kompleks dynamik udfolder sig, hvor den kvindelige fortæller forgæves forsøger at få L’s opmærksomhed, alt imens han ignorerer hende, når han da ikke er decideret ondskabsfuld.

61570829

”Second Place” fra 2021 (”Det andet sted”, 2021) har endnu en betydning i den engelske originaltitel: at være på andenpladsen. Romanen mimer handlingen i en bog fra 1932, som Cusk tilfældigt faldt over; den amerikanske forfatter og kunstmæcen Mabel Dodge Luhans memoir ”Lorenzo in Taos” om den tid, den engelske forfatter D.H. Lawrence tilbragte på hendes landsted i Taos i New Mexico. D.H. Lawrence er en af Cusks store inspirationskilder, og da Cusk faldt over bogen, besluttede hun at bruge formen og placere sit eget materiale i den, som hun fortæller til Mathilde Moestrup i et interview (Mathilde Moestrup: Rachel Cusk: Der er en form for identitetstab forbundet med livet efter de 50. Især for kvinder. Information, 2021-11-05).

Romanen er udformet som en monolog fra den kvindelige jegfortæller henvendt til en tredje mand ved navn Jeffers (igen en reference til ”Lorenzo in Taos”, hvor digteren Robinson Jeffers også var gæst hos Luhan i Taos). Situationen tilspidses, da L skal male sin værtinde, og romanen skildrer et opgør mellem de to kunstnere, som også kan ses som et indre opgør i jegfortælleren: kunsten versus familien. For alt imens L er den store Kunstner, der kun lever for sine værker og ikke tager hensyn til andre, har M en forpligtelse over for sin familie.

I ”Det andet sted” tager Cusk igen livtag med et af den kvindelige kunstners store dilemmaer: Overfor den store mandlige kunstners altfortærende og måske selvdestruktive hengivelse til kunsten, vil den kvindelige kunstner med ansvaret for familie da altid blot få lov at indtage andenpladsen?

I hele sit forfatterskab har Rachel Cusk været optaget af malerkunsten, og i ”Parade” fra 2024 (”Parade”, 2024) tager hun de kvindelige kunstneres vilkår under behandling. På den måde kan romanen siges at være en fortsættelse af Cusks dissekerende undersøgelse af kvindens væren i verden, som kunstner, som muse, som mor.

Romanen er inddelt i fire afsnit, der omhandler mandlige og kvindelige kunstnere, der alle kaldes G. Hele romanen foregår i byer, der ikke navngives, tider, der ikke angives, og dette, sammen med anonymiseringen af de forskellige kunstnere ved blot at kalde dem G, giver fortællingerne et fabellignende udtryk.

139226488

Den mandlige kunstner G begynder på et tidspunkt i sin karriere at male sine motiver på hovedet, han maler også sin kone på hovedet, men på billedet gør han hende grim, og det støder og overrasker hende. Malerierne bliver en stor succes. En af fortællestemmerne bliver overfaldet af en anden kvinde på gaden. Det føles for fortælleren, som om handlingen er et kunstværk, at dette stykke fortov er overfaldskvindens atelier. En kvindelig maler sidst i 1800-tallet maler et billede af sin sovende mand, som en kommentar til alle de mange malerier, mandlige kunstnere har malet af kvinder sovende i senge, de selv har forladt. På et kunstmuseum i en fremmed by kaster en mandlig museumsgæst sig i døden. Nogle af museets prominente gæster sidder efterfølgende på en dyr restaurant og diskuterer dødsfaldets betydning.

”Parade” er i sin struktur måske den mest radikale af Cusks romaner, stilen er køligere og mere steril end nogensinde, og det føles som en tilsnigelse at kalde det en roman, for ingen af stemmerne bindes som sådan sammen eller forankres i tid og sted; det bærende element i fortællingen er således det stilistiske, med en nøgtern opremsning af scener og samtaler, og tematikken, de mange overvejelser om kvinders plads i verden og i kunsten.

Sidst i romanen fortælles der om en mors død. Et pluralistisk jeg tænker på de mange fortællinger, moren havde givet sine børn, de fleste af dem falske, for hun talte aldrig sandt om sig selv: ”Da vi hørte, at hun var død, følte vi ingenting, og vi forstod, at det ikke at føle noget var den største tragedie, der kunne overgå os.” (s. 226).

Med sin romantrilogi er Rachel Cusk blevet set som en fornyer af romangenrens fortællestil, idet de tre romaner ikke er plotdrevne, men i stedet en mosaikmosaikker af samtaler, der mimer erindringens fragmenterede og fejlbehæftede natur. ”Omrids”, ”Transit” og ”Kudos” er mundtlige fortællinger og opleves næsten som at sætte sig på en café og lytte til samtalen ved nabobordet, mens man prøver at stykke personerne sammen ud fra de stemmer, man hører. Hvilket bogstaveligt talt er det, der indimellem foregår, som når fortælleren Faye i ”Transit” (2019) gengiver den haltende samtale mellem frisøren og en sky teenagedreng i nabo-frisørstolen.

Cusk har i sine tidligere bøger trukket meget på det selvbiografiske og nævner i flere interviews, at de tæsk, hun har modtaget i den forbindelse, har været medvirkende til, at hun på sin vis har skabt en ny litterær genre, hvor hovedpersonen mest af alt fungerer som et filter for andres historier: ”Jeg har mistet al interesse i at have et selv. At være en person har altid været noget, man kunne blive klandret for.” (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse).

Cusk fortæller i et interview med Weekendavisen, at det er blevet svært for hende at læse nye romaner og umuligt selv at skrive dem, fordi det føles, som om romanens traditionelle virkemidler i forhold til at skabe spænding og drivkraft ikke har særlig meget med livet at gøre. Trilogien er hendes forsøg på at finde frem til en anden litterær form, hvor hun vender sig mod fotografiet som medie: ”Jeg begyndte at overveje, hvad det vil sige at skrive et prosafotografi. Det må betyde, at man ikke kan se personen bag kameraet, og at enhver overflade er synlig for alle.” (Kathrine Tschemerinsky: Romanreformatoren. Weekendavisen, 2020-03-06).

Men noget går dog igen i flere af Cusks bøger, både de tidlige og de sene: En kvinde forlader sit hjem, sin familie, sit liv. Et brud af en art sender hende af sted, og mere end noget andet forsøger hun at flygte fra sig selv. Forsvinde helt. Strategierne for flugten tager sig forskelligt ud fra bog til bog, men hovedpersonens drivende kraft består i at fjerne livsløgnene både hos sig selv og andre, gennemspidde selvforestillingerne og trænge ind til en form for sandhed.

Et tilbagevendende tema, som måske kommer kraftigst til syne i ”Parade”, er undersøgelsen af forholdet mellem kunst og det levede liv, særligt i forhold til kvindelige kunstnere. I ”Parade” siger en af fortællestemmerne således: ”At være mor er at leve spiddet i øjeblikket, ude af stand til at flygte. Den kunstner, som også er mor, må forlade øjeblikket for at få adgang til et øjeblik af en helt anden karakter, og hver gang hun gør det, opkræves en pris, erfaringens pris.” (”Parade”, s. 40).

Rachel Cusks fortællestil i ”Omrids” og de andre to romaner i trilogien kan minde om den russiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitjs mangestemmige værker, for eksempel ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” (2015) og ”Bøn for Tjernobyl” (2018), der på samme måde gør brug af vidnesbyrd og mundtlige historiefortællinger. Men i modsætning til Aleksijevitjs temaer, som bevæger sig rundt i et mere åbenlyst dramatisk og historisk landskab omkring Anden Verdenskrig, Gulag og Tjernobyl, er Cusk optaget af de svære relationer vedrørende i venskaber, familie og kærlighedsliv, som hun også har nærmet sig i en mere autofiktiv form i bøger som ”Et livsværk” og ”Efterskælv”..

Cusk nævner selv den italienske forfatter Natalia Ginzburg og fortælleren i hendes selvbiografiske roman ”Familiealbum” (1963), som en, der minder om fortællerens rolle i Faye-trilogien: ”Fortælleren Natalia er næsten usynlig. På den måde minder hun lidt om Faye. Hun bliver til i kraft af, at hun betragter – eller reproducerer – sin families virkelighed. Det begyndte jeg også at gøre fra en tidlig alder, men i modsætning til Natalia, var jeg drevet af fremmedgørelse: ’Skete det virkelig?’” (Kathrine Tschemerinsky: Romanreformatoren. Weekendavisen, 2020-03-06).

Rachel Cusk nævner også D.H. Lawrence som en stor inspiration og siger, at hun brugte det meste af sine tredivere på at prøve at skrive som ham. Hun ser Lawrence som en af de skarpeste til at analysere det moderne, britiske liv med dets mange forandringer og forsøg på selvrealisering og har skrevet forord til en genudgivelse af D.H. Lawrences roman ”Regnbuen” (1915), der skildrer en engelsk familie igennem tre generationer. Cusks roman ”Det andet sted” er en form for genfortælling af D.H. Lawrences mislykkede besøg hos kunstmæcenen Mabel Dodge Luhan i Taos, New Mexico.

Med ”Livet på landet” tager Cusk fat i den britiske guvernanteroman, som man kender den fra engelske klassikere som ”Jane Eyre” (1847) af Charlotte Brontë, og ”Agnes Grey” (1847) af hendes søster, Anne Brontë; en form for victoriansk dannelsesroman, hvor en ung, uskyldig kvinde som regel lander på et velhavende landsted i en ukendt egn, men med Cusks kølige og dissekerende blik, der ikke efterlader meget Brontësk højromantik på den engelske hede.