kvindeliv

Med sit kendskab til tysk ekspressionisme, russisk modernisme og fransk surrealisme skabte den finlandssvenske digter Edith Södergran sin egen skødesløse, selvsikre og smukke poesi, der indledte den modernistiske skrivestil i Skandinavien.

Den selvbiografiske forfatter Annie Ernaux betragtes som en af sin tids vigtigste franske stemmer. Med afsæt i sit eget liv tegner hun et portræt af fortiden og samtiden.

Hovedpersonerne i Emma Bess’ novellesamling ”Mødre, døtre, søstre” fra 2018 er alle piger og unge kvinder i forskellige faser af livet.

Sympatiske portrætter af kvinder i alle aldre går igen i Dea Trier Mørchs romaner. Det store gennembrud fik hun med kollektivromanen ”Vinterbørn” i 1976, og siden fulgte en række bøger, der med socialistisk bid udforskede kvinde- og kønsroller i sidste halvdel af 1900-tallet.

Marie Bregendahl kunne som få skildre det landlige hverdagslivs sorger og lykkestunder med en blanding af rå realisme og et overraskende moderne blik for menneskesindets pludselige omslag.

I bestselleren ”Lillys Danmarkshistorie” fra 2006 skildrer Pia Fris Laneth 150 års Danmarkshistorie ved at dykke ned i sin egen familiekrønike. De nære, konkrete historier om familiens kvindeskæbner bliver billeder på de historiske forandringer og en afspejling af samfundsudviklingen.

Der er liv i Ida Marie Hedes tekster. Døde ting bliver lyslevende. Kropsvæsker flyder i rigelige mængder. Måske er det Hedes trang til at arbejde på tværs af kunstarter og mikse litteraturen med eksempelvis performancekunst, der spiller ind?

De fleste kender Fay Weldon som forfatteren til ”En hun-djævels bekendelser”, en roman, der satte Weldons særlige form for spiddende kønssatire på det litterære landkort.

Forfatteren Hanne Højgaard Viemose skriver råt, usentimentalt, nærværende, sjovt og rørende. Med virkeligheden som motor skriver hun om et rastløst ’jeg’, der forsøger at finde sig selv – eller måske at finde ud af sig selv.