Gerđur Kristný

Gerđur Kristný er født og opvokset i Reykjavik. Allerede som teenager vidste hun, at hun ville være forfatter, når hun blev stor. Som 18-årig sendte hun sine første digte til et forlag, men fik et afslag, hvilket hun på sin egen tragikomiske facon beskriver således: ”Forlæggeren var høfligere, end digtene fortjente. Han sagde, at de ikke egnede sig til udgivelse, men at jeg var velkommen til at komme igen senere. Det syntes jeg var pænt sagt, selvom jeg ikke tog imod tilbuddet. Inden mine digte blev udgivelsesegnede greb skæbnen ind; forlæggeren døde.” (Gerđur Kristný: Laxness og ægget. Weekendavisen, 2003-07-04).

Hun studerede litteratur og fransk på Universitetet i Reykjavik og afsluttede med at skrive sin bacheloropgave om den franske digter Charles Baudelaires klassiske værk ”Les fleurs du mal” (”Helvedesblomsterne”, 1857). Herefter fulgte en periode på cirka ti år, hvor hun arbejdede som journalist. Hun læste medievidenskab, tilbragte tre måneder i praktik på Danmarks Radio, og fra 1998 til 2004 var hun redaktør på det islandske nyhedsmagasin ”Mannlíf”. Derudover skrev hun biografien ”Myndin af pabba” (2005) om en ung kvinde, der udsættes for incest under sin opvækst i 1960erne og 70erne.

Sin litterære debut fik hun i 1994, hvor digtsamlingen ”Ísfrétt” udkom, men det var først med ”Blóðhófnir” (”Blodhingst”, 2011), at hun fik sit skønlitterære gennembrud. Digtsuiten om jættekvinden Gerd indbragte hende en række priser, og den blev oversat og udgivet i udlandet.

Kristný har skabt sin helt egen stil ved i sit stærke og klart lyriske sprog at lade nordisk mytologi smelte sammen med relevante, aktuelle problemstillinger. Hendes bøger myldrer med intertekstuelle referencer til både ”Vølvens spådom”, P.J. Harveys sangtekster og filmmageren Quentin Tarantino.

I dag lever Gerđur Kristný af at skrive. Ud over lyrik har hun skrevet børnebøger, ungdomsbøger, romaner, en biografi og en bog om Vestmannaøerne. To af hendes børnebøger er desuden blevet opsat som musicalen ”Ballið á Bessastöðum” på Islands Nationalteater i 2011. Hendes bøger er blevet oversat til over 20 sprog, men indtil nu er det kun de to digtværker ”Blodhingst” og ”Drapa”, samt ungdomsgyseren ”Kirkegården”, der findes på dansk.

”Blóðhófnir”, 2010 (”Blodhingst”, 2011) er en slags omskrivning af det gamle eddadigt ”Skírnismal”. ”Skírnismal”, som stammer fra den ”Ældre Edda” (nedskrevet i 1200-tallet), er en fortælling om den nordiske gud Frejs ægteskab med jættekvinden Gerd. Hun er den smukkeste af alle kvinder, og Frej får øje på hende, da han en dag sætter sig i Odins stol. Velvidende, at et forhold mellem en jætte og en ase er umuligt, bliver Frej trist og modløs. Skirner, hans personlige tjener, drager bevæbnet med Frejs sværd til Udgård for at hente Gerd. Han truer med at dræbe hendes far, hvis ikke hun gifter sig med Frej.

Samme historie fortæller Gerđur Kristný i sit digt, men i ”Blodhingst” skildres begivenhederne fra Gerds synsvinkel. Hun vil ikke giftes væk til en fremmed, og hun nægter at forlade sin familie. Som i en art dialog forsøger Skirner at lokke Gerd med sig til Asgård med guldæbler, men hun afviser ham kort og kontant: ”Nej/Jeg valgte at/forblive/der hvor jeg kendte/hver fordybning/hver drag” (s. 36). Skirner tvinger hende med vold og magt, og mens hun i ni nætters fortvivlelse venter på at blive tvangsgift, mindes hun sin mor og hendes kærlighed: ”Mor/viser sig i drømme/som dalens tåge/der letter sammen med søvnen”.

29094764

”Blodhingst” er et sørgmodigt langdigt skrevet i helt korte strofer med få ord i hvert vers. Rytmen opstår i kombinationen af allitterationer og assonans, som i digtets allersidste strofe ”støbt i stålkold is”. Også gentagelser er med til at give digtene deres helt egen melankoli. Hele vers går igen, som ”min døde mine”, og enkelte ord vender tilbage igen og igen, f.eks. sværdet, spejlinger, moren og i sidste del den søn, Gerd føder. Den gråøjede Frej, der sammenlignes med en ulv, har med bid og spark tvunget Gerd til samkvem, hvilket Kristný i enkle sproglige billeder beskriver som et brutalt overgreb, der efterlader Gerd i angst og apati.

I efterordet skriver oversætter Erik Skyum-Nielsen: ”(…) digtet lader sig tillige læse som en kritisk nedbrydning eller ’dekonstruktion’ af den kosmos-konstruktion, man finder i den nordiske mytologi. Heri ses den bærende polaritet som bekendt således ud: Aser er stillet over for jætter. Os stilles over for Dem. Civilisation imod Natur. Det gode er anbragt i en uophørlig kamp med Det Onde. At drage ud fra Asgård til Udgård og hente en kvinde hjem er at lave ravage i kosmos.” (s. 131).