Elly Griffiths

Domenica De Rosa, kvinden bag Elly Griffiths, er en årgang 1963, og hun er vokset op i London med en italiensk far og en engelsk mor. Da forfatteren var fem år, flyttede familien til Brighton, hvor hun i dag bor med sin mand, der er arkæolog.

Allerede som 11-årig skrev Elly Griffiths en roman til skrivebordsskuffen om et drab i en landsby i Sussex, og da hun gik i gymnasiet, digtede hun, som den fan, hun var, videre på den amerikanske tv-krimi Starsky and Hutch. Domenica De Rosa opdagede, hvordan hun med sine historier kunne få kammeraterne til både at le og græde.

Efter en masteruddannelse i Engelsk fra King’s College i London fik Domenica De Rosa job på forskellige biblioteker i London, og siden blev hun redaktør på forlaget HarperCollins.

Under barsel med tvillinger i 1998 skrev hun den første bog i eget navn, og efter at have skrevet fire bøger om identitet, familie og Italien skrev Domenica De Rosa i 2009 den første bog i Ruth Galloway-serien, ”The Crossing Places” (”Pigen under jorden”, 2018). Hendes agent mente, at hun havde brug for et rigtigt krimiforfatternavn, og sådan blev Elly Griffiths til – inspireret af forfatterens bedstemor, der hed Ellen Griffiths.

Som barn besøgte Elly Griffiths en tante i Norfolk, der fyldte hende med spøgelseshistorier og myter fra det, hun i flere interviews har kaldt et magisk landskab. Pludselig, på en ferie i Norfolk med manden Andy mange år senere, opstod ideen til både plottet til første bog i serien og hovedpersonen Ruth, der er arkæolog og underviser på et fiktivt universitet. På sin forfatterhjemmeside fortæller Griffiths, hvordan hun en dag gik med sin mand i vådområdet Titchwell Marsh. Hendes mand fortalte, at mennesker i fortiden troede, at moseland var helligt. Fordi det hverken er land eller hav, hverken liv eller død, men noget indimellem. En slags bro til efterlivet. Som Elly Griffiths siger på hjemmesiden: ”Da han sagde det, dukkede hele plottet til ”The Crossing Places” op, fuldt formet i mit hoved, og mod mig, ud af tågen, så jeg Doktor Ruth Galloway. Hun stod helt klar og færdig for mig. Jeg vidste straks alt om hende ned til hvilken kiks, hun spiser.” (Frit oversat fra ellygriffiths.co.uk).

Med sine foreløbig 15 krimier om arkæologen Ruth Galloway, hvoraf 11 indtil videre er udkommet på dansk, smelter Elly Griffiths fortid og nutid sammen. Som en politimand graver også en arkæolog i fortiden for at finde spor og få svar, og i serien hjælper arkæologen Ruth Galloway politiet i Norfolk i drabssager, hvor der er fundet knogler.

Hvert bind i serien rummer en arkæologisk opdagelse sideløbende med en nutidig krimigåde. I første bind, ”The Crossing Places” fra 2009 (”Pigen under jorden”, 2018), er der tråde tilbage til jern- og bronzealderen, mens Elly Griffiths i seriens femte bind ”Dying Fall” fra 2013 (”Det tavse vidne”, 2019) tager myten om Kong Arthur under krimikærlig behandling. Andre bind i serien har spor, der fører tilbage til Romerriget og 2. Verdenskrig.

Netop ved at vælge en arkæolog, eller biologisk antropolog, som Galloway egentlig er, undgår forfatteren at overklistre et landområde med fiktive lig, for, som Elly Griffiths siger: “Der er masser af døde kroppe i Norfolk, men mange af dem er tusindvis af år gamle. Så hvorfor ikke bruge nogle af dem?” (Rebekka Andreasen: Interview med krimiforfatter Elly Griffiths. Vildmedkrimi.dk, 2018-01-09).

46852893

Ruth Galloway er akademiker med stort a. Hun er anerkendt for sit arbejde, intelligent og egenrådig, og så er hun, ganske som forfatteren, der har opfundet hende, vild med katte og Bruce Springsteen. Hun befinder sig godt i sit eget selskab. Også vicekriminalkommissær Harry Nelson fra Norfolk Politi er central i serien, og det er især de to, der er bøgernes fortællestemmer. Nelson er en dygtig politimand, brysk og utålmodig, gift, har Blackpool-accent og så kører han altid, som er han på jagt efter en mistænkt; stærkt.

Udover Galloway og Nelson går adskillige karakterer igen, og især Michael Malone, kendt som Cathbad, udvikler sig fra en bifigur til en af seriens bærende karakterer. Udover at være laboratorieassistent betragter han sig selv som druide og shaman, og han følger altid sine instinkter. Og så er han et solidt anker i Ruths liv. I hvert bind møder læserne også Nelsons team af betjente, Nelsons hustru Michelle, der er frisør, og Ruths tætte veninde Shona, der er lektor i engelsk litteratur. Modsat Galloway ved Shona altid, hvordan hun binder et tørklæde på den smarte måde.

Første gang, læserne møder seriens heltinde, er hun omkring 40 år og bor alene med sin kat, men allerede i første bind sker der noget, der ændrer Ruth Galloways liv dramatisk. Gennem serien udvikles Galloways og Nelsons forhold, og deres relation bliver stadig mere kompleks. Serien blander historie, mytologi, religion, myter og moderne krimigåder med aktuelle temaer, hverdagsforviklinger, hente-bringe-logistik og kærlighedskvaler.

Fælles for bøgerne er, at de især foregår i området omkring Norfolk og byen Kings Lynn, og naturen er en slags hovedperson på linje med Galloway og Nelson. Moser, lumsk tidevand, sandbanker, klipper, klitter og saltmarsken, som Ruth bor på kanten af, får plads og skaber atmosfære i bøgerne.

Det er ikke helt forkert at kalde Ruth Galloway-romanerne for hyggekrimier. Hyggekrimier – på engelsk cosy crime – er ofte karakteriserede af historier, hvor drab beskrives uden alt for mange grafiske detaljer om blod, vold eller tortur. Ofte gør Griffiths meget ud af at fortælle, hvem offeret var, så læserne lærer offeret at kende som et helt menneske og ikke blot en død karakter. Ikke sjældent har såkaldte hyggekrimier også en amatørdetektiv, der på sidelinjen hjælper politiet, akkurat som Griffiths’ gæve arkæolog Ruth gør. Genren er også ofte karakteriseret af et plot, hvor der stille og roligt bliver skruet op for spændingsniveauet.

Hygge-mærkatet betyder dog ikke, at serien om Ruth Galloway er velfriseret eller uden bid. Indimellem lader Griffiths både samfundskritik og social indignation sive ned mellem siderne eksempelvis i ”Forsvundet i mørket” (2021), der har fokus på hjemløshed, og i ”Stencirklen” fra 2022 fletter Griffiths ligestilling og feminisme ind i krimiuniverset.

I sit forfatterskab er Griffiths interesseret i de nære relationer mellem f.eks. mor og datter, og det faste persongalleris indbyrdes intriger og relationer fylder ofte lige så meget som selve krimiplottet, men altid uden at det bliver banalt. ”Der er ingen, der som Elly Griffiths kan punktere en overfladisk forargelsesnydelse og sladderbladsforviklingerne med en sarkastisk eller tør kommentar eller et kærligt ironisk svirp til sine karakterers udfoldelser.” (Nanna Frank Rasmussen: Ramt af fortidens rystelser. Politiken, 2022-03-26).

Den britiske krimiserie kan også læses som et kærligt klap til kernefamilien og forældrerollen, for hvem siger, at man ikke kan være en god mor, selvom man er den sidste, der henter fra dagplejen og lader barnet spise færdigmad foran tv’et?

Ingen Ruth Galloway-krimi uden et efterskrift med tak til talrige eksperter. Det er måske knap så realistisk, at en knogleekspert igen og igen bliver involveret i drabsefterforskninger, og derfor er det vigtigt for Elly Griffiths, at det historiske og arkæologiske er korrekt. Hun gør meget ud af sin research, hvad enten hun skriver om middelalderslottet Norwich Castle eller får makabre elementer fra victoriatiden til at danne baggrund for en nutidig sag, som hun gør i ”De udstødte” fra 2020.

Religion er et tilbagevendende tema i bøgerne. Ruth Galloway er erklæret ateist. Hun tager afstand fra forældrenes tro, de er genfødte kristne og går ind for voksendåb og kommer fast i en evangelisk-kristen kirke. Nelson derimod er katolsk opdraget, og troen betyder mere for ham, end han vil være ved. Elly Griffiths er ikke troende katolik, men hun er opdraget katolsk, mens hendes mand er ateist. ”Jeg har altid interesseret mig for, hvad folk tror på og hvorfor. Jeg er også interesseret i hedenskab og i mere spirituelle religioner, der har rod i naturen.” (Interview med Rebekka Andreasen på Krimimessen i Horsens, 2022-04-02).

I ”Kvinden i blåt” fra 2021 er omdrejningspunktet modstand mod kvindelige præster og biskopper, og forfatteren tager læserne med til Walsingham også kaldet Englands Nazareth. I ”Den mørke engel” (2022), hvor Griffiths for første gang lader en del af handlingen udspille sig uden for Storbritanniens grænser, møder læserne et meget katolsk miljø i en lille italiensk bjergby, og Ruth finder endda liget af en katolsk præst i byens kirke.

Ofte skildrer Griffiths sine karakterer, så hverken helte eller skurke er sort/hvide, og der er heller ingen Hannibal Lector-skurke i Ruth Galloway-krimierne, men nærmere en gerningsmand, der kunne være din nabo.

Den underspillede, britiske humor, som bøgerne om Ruth Galloway syder af, har Elly Griffiths til fælles med mange britiske forfattere blandt andre Richard Osman, der i først ”Torsdagsmordklubben” fra 2020 og året efter i ”Manden der døde to gange” (2021) med lune og humor har skrevet om fire pensionister, der fornøjer sig med at løse drabsgåder.

Skal man lede i dansk litteratur efter en pendant til Ruth Galloway, er arkæolog og amuletekspert Nanna Rasmussen et godt bud. Hun er den ene hovedperson i ”Enkernes land” fra 2022, der er museumsinspektør, arkæolog og forfatter Jeanette Varbergs debutkrimi for voksne. Varbergs arkæolog er som Ruth hamrende dygtig og har sin faglighed i orden, og hun graver i fortiden for at finde svar på nutidens mysterier. Men hvor der er lidt Indiana Jones og fandenivoldskhed over Varbergs heltinde, er Galloway i bogstavelig forstand mere jordbunden og knap så eventyrlysten. Som Elly Griffiths siger: ”Min hovedperson Ruth Galloway er så langt fra Indiana Jones med pisken, at hun som ironisk kommentar til sit job har en plakat hængende med ham på sit kontor.” (Line Louise Peters og Diana Bach: Indiana Jones og Lara Croft får selskab: Nu bliver arkæologerne helte i krimier. DR.DK, 2018-03-16).

Griffiths skriver Ruth Galloway frem, så hun er relaterbar og menneskelig, stærk og selvstændig, nørdet på visse områder og typen, der har det fint i eget selskab og i kategori med Anna Grues efterlønner Anne-Maj Mortensen, som læserne møder første gang i ”Mysteriet i Genbrugsen” fra 2020.

Det er også i den britiske krimitradition, at Griffiths finder inspiration. Hendes absolutte yndlingsbog er Wilkie Collins’ roman ”The Woman in White” fra 1860 (”Kvinden i hvidt”, 2008), og som Wilkie kæler Griffiths for de atmosfærefulde beskrivelser af både miljø og karakterer, ligesom der af og til sniger sig lidt gotisk mystik ind i serien om Galloway især i seriens syvende bind, ”Stemmer fra graven” (2020). Plottet cirkler omkring en aristokratisk familie, der bor på et øde landsted. Det gotiske isæt er dog især tydeligt i ”Døden mellem linjerne” (2021), der er Griffiths’ første bog i serien om den engelsk-indiske kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.

Elly Griffiths er en af de britiske krimiforfattere, der bringer krimiuniverset væk fra London og magt- og kulturbyer som Oxford og Cambridge. Griffiths skriver krimier, der foregår i provinsen, og havet og naturen spiller ofte en rolle og er med til at slå en stemning an, og det har hun tilfælles med britiske Ann Cleeve, der har skrevet krimiserien om Mathew Venn, der foregår ved kysten i North Devon. 

Og som Jyllands-Postens anmelder Lars Ole Sauerberg formulerer det: ”Der kan være lidt Agatha Christie-agtigt over stemningen hos Griffiths og i plottets udnyttelse af detaljeret lokalkendskab og stærkt duftende ”røgede sild”ver sporet for at sløre det.” (Lars Ole Sauerberg: Krimier med relationer til såvel genkendelige som opdigtede steder. Jyllands-Posten, 2021-03-09).