Thomasine Gyllembourg

Thomasine Christina Gyllembourg (født Buntzen) blev født den 9. november 1773 i København. Her voksede hun op som en del af det københavnske borgerskab på Nyhavns solside med sin far, der var stadsmægler og dispachør (dvs. jurist, der registrerer ankomne skibe og varer samt opgør skader ifm. havari) og sine fire yngre søstre. Moren døde, da Thomasine var otte år gammel.

Thomasine fik en, for sin tid, meget moderne opdragelse. Faren var mild og kærlig, og hans døtre blev ikke blot oplært i at holde hus, men fik undervisning i kunst, dannelse og kultur, hvortil faren sørgede for de bedste undervisere. Blandt andet underviste C.E.F. Weyse hende og søstrene i musik, mens den berømte forfatter og filolog Peter A. Heiberg underviste dem i engelsk, tysk, fransk og italiensk. Da Heiberg friede til hende, blev hun beæret og sagde ja. I 1790 blev de gift – da var hun blot 16 år gammel. Året efter fik de sønnen Johan Ludvig Heiberg, der senere blev stor dramatiker. Thomasine beundrede sin mand, som skrev flammende politiske skrifter og åbnede hjemmet for revolutionære og intellektuelle, men deres ægteskab var lidenskabsløst og ulykkeligt for Thomasine. Da Peter Heiberg blev landsforvist for landsskadelig politisk aktivitet i 1800, så Thomasine sit snit til at søge skilsmisse, så hun kunne blive gift med den svenske baron Carl Fredrik Ehrensvärd, som hun var forelsket i. I datidens øjne var det forkasteligt, at Thomasine ønskede skilsmisse, og det blev en af tidens mest celebre skilsmisser, som samtidig betød, at sønnen blev fjernet og sat i pleje hos Peter Heibergs venner Kamma og Knud Lyne Rahbek.

I 1801 flyttede Thomasine og Carl Frederik ud på gården Ruhedal ved Sorø på Sjælland og forsøgte at leve som bønder, men Thomasine forfaldt til depressioner, og da gården brændte i 1806, vendte de tilbage til København og flyttede ind hos hendes familie. Da Carl Frederik døde i 1815, flyttede sønnen Johan Ludvig officielt hjem, og da han i 1831 blev gift med skuespillerinden Johanne Luise Pätges, skabte de tre et fælles hjem, der blev samlingssted for samtidens kulturelle og litterære elite. Svigerdatteren giver i øvrigt et kærligt blik på Thomasine Gyllembourg og skilsmissen fra Heiberg i bogen ”Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En beretning, støttet paa efterladte Breve” fra 1882.

Historien i Thomasine Gyllembourgs kortroman ”Drøm og virkelighed” fra 1833 bæres af en mandlig jeg-fortæller, den unge jurist Julius. Julius bor hos sin onkel, som ønsker med tiden at overdrage ham både sin virksomhed og sin datter Laura. Men Julius må skuffe onklen. Han er forelsket i stuepigen Lise, som han har gjort gravid, og bliver bortvist af onklen. Skæbnen vil dog, at forelskelsen dør ud, og da han seks år senere møder Laura, forelsker han sig hovedkulds i hende, og de bliver gift, uden at hun tilsyneladende kender til hans tidligere udskejelser.

24223809

”Drøm og virkelighed” er lidt af en intrigeroman – fuld af følelsesmæssige forviklinger, men den efterlader læseren med et klart indtryk af, hvad der udgør et ’rigtigt’ kvindesind. Laura er således en dybt hengiven, dannet og kærlig kvinde, som formår at få det bedste frem i sine omgivelser – stik modsat Lise. Hos Thomasine Gyllembourg kan kærlighed overvinde (stort set) alt – alle forviklinger, intriger og tavsheder. En ting kan kærligheden dog ikke overvinde, nemlig klasseskel. Romanen tematiserer således – ud over kærlighed – også sammenstødet mellem forskellige samfundsklasser repræsenteret igennem det umage forhold mellem Julius og Lise. Uanset, hvor meget han forsøger at danne hende med højtlæsning og lignende, forbliver hun brovtende og kan ikke værdsætte og forstå det skrevne ord, og på den anden side føler hun sig forsmået af ham.

Centrale temaer i romanen er også tillid, åbenhed og ærlighed (se citat). Således formår Laura med sit dannede og omfavnende væsen at få sandheden frem i lyset, og mod slut antager hun nærmest englelignende dimensioner, da hun som en anden madonnafigur sidder i hvide gevandter med sin mands børn på skødet. Idyllen er en næsten larmende harmonisk kontrast til, at Lise netop er død, og man kan nok stille spørgsmål til, om det er holdbart, at kvinden skal bære så stort et ansvar for relationerne, som Laura påtager sig. Måske ligger der ikke blot en ophøjelse af denne kvindefigur fra forfatterens side, men samtidig en implicit kritik af tidens normer og krav til kvinden? Hvis man vil læse værket ind i en moderne optik, er det i hvert fald et oplagt blik at anlægge.