Sādiq Hidāyat

Sādiq Hidāyat kommer fra en aristokratisk familie. Han er født i 1903 i Teheran, hvor han også voksede op. Familien var efterkommere af sufi-digteren Kamal Khujandi (1320-1400), og hans bedstefar Reza Gholi Khan Hedayat var litteraturhistoriker og digter og tjente i en årrække som undervisningsminister. Sādiq Hidāyat gik på den franske og katolske skole St. Louis i Teheran, og siden studerede han matematik på universitetet og til civilingeniør i Belgien.

Men han skiftede retning og begyndte i stedet at studere arkitektur og litteratur i Paris, hvor han boede i 1926-1930. Det var i disse år, han skrev ”Den blinde ugle”, som dog først udkom mange år senere. I Paris havde han en forlist kærlighedsaffære og forsøgte at tage sit eget liv, og han kom tilbage til Teheran uden at have færdiggjort nogen uddannelse. Han debuterede med en novellesamling, ”Levende begravet”, i 1930, og han var med til at stifte Rab’eh, en gruppe progressive forfattere, oversættere og journalister, som gik ind for en kulturrevolution i Iran, der på daværende tidspunkt var ledet af Reza Shah Pahlavi.

Op igennem 1930’erne udgav Hedayat en lang række bøger og oversættelser. Han har bl.a. oversat Kafka og Sartre til persisk. I 1934 blev han underlagt et skriveforbud, pga. en særligt samfundskritisk tekst, og kort efter rejste han til Indien, hvor han boede i Bombay et års tid. Her blev ”Den blinde ugle” udgivet første gang. Politiske forandringer i Iran betød, at Hedayat kunne genoptage sin litterære praksis i hjemlandet i 1940’erne. Han har i alt udgivet 13 skønlitterære værker, deriblandt romaner, novellesamlinger og dramatik, såvel som oversat en lang række værker og en filosofisk traktat om vegetarisme.
Han ragede uklar med sin familie, fordi han havde plejet omgang med folk fra kommunistpartiet, og hans person og virke blev i offentligheden nedrakket og hånet. Og da hans venner fra kommunistpartiet slog hånden af ham over uenigheder om oprøret i Aserbajdsjan, stod Hedayat nu aldeles isoleret og venneløs, foruden at være desillusioneret og have svært ved at finde et forlag til sine tekster. Han rejste til Paris i 1950 i håbet om arbejde og opholdstilladelse, men uden held. Den 9. april 1951 mistede han livet til selvmord.

Den danske udgave af Sādiq Hidāyats novellesamling ”Levende begravet” (2015) er sammenstykket af noveller fra Hedayats første tre udgivelser. Nemlig ”Zende be gur” (1930, ”Levende begravet”), ”Se quatre khun” (1932, ”Tre dråber blod”) og ”Saye Rowshan” (1933, ”Tusmørke”).

Den danske udgave indeholder ni noveller af varierende længde. Titelnovellen ”Levende begravet – Af en gal mands optegnelser” siges at være et forstudie eller en slags forløber til hovedværket ”Den blinde ugle”, som Hedayat skrev på i de samme år, men først udgav nogle år senere. Det samme gælder for novellen ”Tre dråber blod” om en indlagt mand, der hallucinerer.

51981332

”Levende begravet” handler om en ung mand i Paris, som gerne vil dø, men har besvær med det: ”Mens alle er bange for døden, kan jeg ikke slippe af med livet.” (s. 9). Han ligger i sin seng og husker de hændelser, der ledte op til, at han gik ned og købte morfin og spiste det. Han gik i biografen et par gange med en ung kvinde, og i mørket rørte han ved hendes bryster og kyssede hende. Men på vej hen til et nyt stævnemøde fortrød han. Han gik forbi kirkegården og blev misundelig på de døde. Pigen glemte han fuldstændig i det øjeblik. Da morfinen ikke virker, begynder den unge, unavngivne hovedperson at opfatte sig selv som usårlig, og siden som en levende begravet. Og så falder han i søvn, og i en note efter tekstens datering, står der, at denne tekst blev fundet i en skrivebordsskuffe, og ”[h]vad angår ham selv, var han faldet om på sengen. Han havde glemt at trække vejret.” (s. 39). Det spejler sig meget foruroligende i det selvmordsforsøg, som Hedayat selv var ude for, mens han boede i Paris.

Paris-spejlingen findes også i novellen ”Dukken bag gardinet”, hvor en ung mand forelsker sig i en mannequindukke i Paris og tager dukken med hjem til Teheran. Hans farbroders datter mimer dukken for at forføre ham, men da hun forklædt som dukken kommer til live foran ham, skyder han hende i skræk. En tragisk og surrealistisk lille novelle, der viser et andet og hurtigere, mere humoristisk fortælle-gear fra Hedayat, som man også kan se i flere af de andre kortere noveller. Et afdæmpet og vel næsten romantisk møde finder man i novellen ”Madeleine”. Og i ”Ildtilbederen” befinder vi os i de hurtigere seksuelle møder, når to straffefanger sniger sig ud hver aften, med deres fængselsnummer tildækket af en hvid klud de har syet på, og forfører unge kvinder.  

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Levende begravet"