Indledning
Den engelske poet Ted Hughes regnes for en af de mest innovative modernistiske digtere i nyere, engelsk litteratur. Hans univers er dystert og mytisk, og det vrimler med sorte fugle, vilde kattedyr og grimme fisk. Mest kendt er han dog nok for sit ægteskab med Sylvia Plath. Store dele af hans forfatterskab er inspireret, mærket og renskrevet af den nu ikoniske, amerikanske forfatterinde. Hun forgudede hans lyrik, der allerede fra debuten blev rost af anmeldere og etablerede forfattere, heriblandt T.S. Eliot. Hughes’ sidste digtsamling, ”Birthday Letters” fra 1998 (”Fødselsdagsbreve”, 1999), der omhandler hans og Sylvia Plaths forhold, blev en bestseller, da den udkom kort før hans død i 1998.
22676903
Blå bog
Født: 17. august 1930 i Mytholmroyd, Storbritannien.
Død: 28. oktober 1998 i London, Storbritannien.
Uddannelse: Engelsk, arkæologi og antropologi på Pembroke College i Cambridge, hvorfra han dimitterede i 1954.
Debut: The Hawk in the Rain. Harper, 1957.
Litteraturpriser: New York Poetry Center First Publication Award, 1957. Guinness Poetry Award, 1958. The Queen’s Gold Medal for Poetry, 1974. Guardian Children’s Fiction Award, 1985 m.fl. Derudover blev han i 1984 udnævnt til Poet Laurete, den officielle, laurbærkronede hofdigter af det engelske kongehus, og fik fortjenesteordenen i 1998. Hughes har også fået en litteraturpris opkaldt efter sig, den såkaldte Ted Hughes Award, der uddeles hvert år til en britisk digter.
Seneste udgivelse: Fødselsdagsbreve. Gyldendal, 1999. (Birthday letters, 1998). Oversat af Pia Juul.
Inspiration: William Shakespeare, William Butler Yeats, Henry Williamson, William Wordsworth, Sylvia Plath.