Johannes Lilleøre

Johannes Lillerøre (f. 1974) voksede op på et landbrug uden for Harboøre som den yngste af tre søskende. Faren var landmand og hans mor hjemmegående, og barndommen var præget af frihed: ”Vi kunne rende på markerne, som vi ville, og skulle ikke fortælle, hvor vi var. Jeg vidste dog altid at jeg ikke ville blive derude. Jeg havde en længsel efter storby.” (Christine Fangel Juhl: Interview med forfatteren. Forfatterweb, januar 2019).

Storbylivet fandt han først i Paris, hvor han boede et år efter at have færdiggjort gymnasiet, og senere flyttede han til København. Hans interesse for litteratur tog for alvor fat i gymnasiet, men han skrev ikke selv: ”Jeg skrev selvfølgelig smertelige og selvmedlidende dagbøger om ensomheden i det vestjyske. Men jeg forestillede mig aldrig, at jeg skulle skrive bøger.” (Christine Fangel Juhl: Interview med forfatteren. Forfatterweb, januar 2019). Det kom han nu alligevel til, men først uddannede han sig til skuespiller. Som skuespiller har Lilleøre både optrådt på teatre, bl.a. Det Kongelige Teater, ligesom han også har medvirket i filmen ’Familien Gregersen’ og tv-serierne ’Nikolaj og Julie’, ’Rejseholdet’ og ’Borgen’.

Hans debut, den autofiktive roman ”Nowhere” (2012), skrev han under et halvt år langt ophold i New York. Derefter søgte han ind på Forfatterskolen, hvor han dimitterede fra i 2016 – samme år som ”Mårhund” udkom.

Selv om forfatterskabet fylder mere og mere, spiller han stadig skuespil, men han ser overvejende de to gerninger som adskilte, og han kan ikke skrive i de perioder, hvor han spiller med i forestillinger (Lars Kamstrup: Jeg har brugt mit barndomsbillede af Harboøre. Folkebladet Lemvig, 2016-09-17). Han forklarer forskellen således: ”Som skuespiller skal man gøre en andens værk levende, og det er ikke altid man forstår værket, det er heller ikke altid, man synes det er godt. Som forfatter kan jeg selv tage alle valg. Det kan naturligvis være ensomt, og det er et kæmpe ansvar, men også tilfredsstillende.” (Christine Fangel Juhl: Interview med forfatteren. Forfatterweb, januar 2019).

Johannes Lilleøre bor på Vesterbro og har to børn sammen med et lesbisk par.

Johannes Lilleøres roman ”Mårhund” (2016) består af to dele, som foregår med tyve års mellemrum. Første del i 1985, hvor fortælleren Lars Peter er en lidt sær 11-årig dreng, der bor alene med sin far og mor på en gård ved Limfjorden. Moren er mentalt i Kruså, hvor hendes søster ligger for døden; faren er presset over gårdens dårlige økonomi, har stride hår på knoerne og straffer sin søn ved at efterlade ham liggende alene på det kolde betongulv i laden.

På markerne, langs grusvejene og i haven omkring gården vrimler det med dyr. Lars Peter kan tale med dem, og de taler gerne med ham, men altid i kringlede sætninger, der lyder underligt gammeldags. En dag møder han en mårhund, og da de voksne hører om den, får Lars Peter pludselig en anderledes positiv opmærksomhed fra både sin far, lærerne i skolen og de store elever.

52541735

Dyret er farligt og skal slås ihjel, fortæller hans far, for det er en invasiv art, som ikke hører til. Lars Peter kan lide sin pludselige berømmelse, og for at tilfredsstille sit publikum bliver hans fortællinger om mårhunden mere og mere fantastiske, indtil han får smurt så tykt på, at folk omkring ham alligevel ikke tror på ham, og han igen er overladt til sig selv.

I anden halvdel er Lars Peter blevet 31 år. Efter flere år i Berlin bosætter sig på en ø i Limfjorden nær barndomsgården. Som en fremmed forsøger han sig med meget lidt held at begå sig i øsamfundet, og det er oplagt at drage en parallel mellem ham og mårhunden i bogens første del. Begge invaderer miljøer, de ikke hører til i, og bliver jaget af indbyggerne. Anden del af bogen er ikke en naturlig forlængelse af historien i første del, men tegner et portræt af et lukket og selvtilstrækkeligt landsbysamfund.

Der løber en del sidehistorier i begge afsnit, hvor f.eks. den unge Lars Peters forelskelse i pigen Margrethe træder markant frem. Nogle sproglige elementer spejles i de to dele, særligt dyrenes vrøvlende og gammeltunge sætninger, som ligner den demente Gittes sprog, som den voksne Lars Peter møder på øens plejehjem. Lilleøres sprog og tone gør portrættet af et særligt barnesind med en livlig fantasi særdeles troværdigt.