flemming quist møller
Foto: Morten Holtum

Flemming Quist Møller

Kirsten Bystrup. 2000. Blå bog og bibliografi opdateret juli 2023.
Top image group
flemming quist møller
Foto: Morten Holtum
Main image
Quist Møller, Flemming
Foto: Annelise Fibæk

Dansk illustrator m.m. Har bl.a. illustreret bøger for børn og unge.
Flemming Quist Møller, forfatter, illustrator, musiker, filminstruktør, scenograf, skuespiller. Det er over 25 år siden FQM skrev og tegnede Cykelmyggen Egon, der stadig er lige så sjov, fræk og fandenivoldsk, som da den udkom. Børn af i dag tager den til sig uden videre, hvad de også gør med FQMs andre historier. - FQMs historier er anderledes ved deres særlige - københavnske? - tone. Selv om de har de gamle klassikeres fortryllede verden og rolige, varme fortællemåde, så er de også meget nutidige og sprælske.

 

135652741

Blå bog

Født: 19. maj 1942 i Taarbæk.

Død: 31. januar 2022 i København.

Uddannelse: Uddannet på Bent Barfod Film 1960-61. Autodidakt. forfatter, illustrator, musiker, filminstruktør, scenograf, skuespiller.

Debut: Cykelmyggen Egon. Hans Reitzel, 1967. Billedbog.

Litteraturpriser: Kulturministeriets Illustratorpris, 1983. Boghandlermedhjælperforeningens Børnebogspris, 1988. Børnebibliotekarernes kulturpris, 1991. Æresbodil, 1993. Danske Børnefilmklubbers Pris Pråsen, 1994. Gyldendals Børnebogspris, 2006. Orla-prisen, 2006. Silas-prisen, 2007. Polka Verner Legatet, 2009. Væveren Lis Ahlmanns Legat, 2016.

Film- og tv-priser i ind- og udland, f.eks. Bodil og Prix Jeunesse (Montreux).

Seneste udgivelse: Jungledyret Hugo - fræk som altid. Lindhardt og Ringhof, 2023. Illustrator: Flemming Quist Møller.

 

Se filmene Bennys badekar på Filmstriben (konstateret utilgængelig 2020-09-20)

og Snuden rejser hjemmefra og Snuden vender hjem på Filmcentralen

Artikel type
illustratorer

Baggrund

26116309

Det er 25 år siden, Flemming Quist Møller (FQM) skrev og tegnede Cykelmyggen Egon, der i dag er lige så sjov, fræk og fandenivoldsk, som da den udkom. Årene er gået sporløst hen over den. Børn af i dag tager den til sig uden videre, hvad de også gør med FQMs andre historier.

Bennys badekar, Olga og kedsomheden, Snuden, Snuden og Otto, Jungledyret Hugo og Snudens ABC er alle fødte klassikere. Ikke helt på samme måde som Elsa Beskows billedbøger, Kenneth Grahams fortællinger om muldvarpen, vandrotten og tudsen i Vinden i piletræerne, Kiplings Junglebogen og Carrolls Alice i eventyrland.

Men alligevel. FQMs historier er anderledes ved deres særlige danske for ikke at sige københavnske tone. For selvom de har de gamle klassikeres fortryllede verden og rolige, varme fortællemåde, så er de også meget nutidige og sprælske.

Ganske vist lader FQM sine hovedpersoner være tænkende og talende dyr i bedste klassiske tradition. Men der er alligevel det særlige ved hans cykelmyg, snude og jungledyr, at de er arter, der aldrig før er set i naturhistorisk sammenhæng!

Det er tydeligt, at FQM bevidst skaber sine dyrefigurer som et udtryk for den barnlige synsvinkel. Det giver figurerne en særlig spændvidde. De kan være nutidige uden at være snævert tidstypiske. De er fantastiske og realistiske figurer på én gang. Og denne kobling mellem fantasi og virkelighed er karakteristisk for det univers, FQM skaber i sine fortællinger for børn.

FQM hører nemlig ikke til dem, der mener, at bøger for børn enten skal være fra fantasiens eller virkelighedens verden. Ligesom de børn, han har spurgt, synes han også selv, at en historie skal indeholde både virkelige og fantastiske ting.

FQM er aldrig hoppet med på de forskellige tids- og modebestemte diskussioner om, hvordan ´rigtig´ børnelitteratur skal se ud. Han har som et ægte barn af tresserne altid suverænt været sin egen.

Set i bakspejlet kan det godt undre, at det først var i 1983, han begyndte at få officiel bevågenhed i form af priser. Men at der gik så mange år, kan meget vel skyldes, at FQM stort set med det samme blev en institution i sig selv.

Tusindkunstneren

FQM laver imidlertid meget andet end bøger til børn. Han er ikke let at rubricere, når det kommer til professionen. Det, der kommer tættest, er nok: Tusindkunstner.

For foruden at være forfatter, tegner og tegnefilmmager er FQM også musiker. Han har i en årrække spillet på trommer bl.a. i Bazaar. Han laver tv, indimellem er han skuespiller og scenograf, og et par vægudsmykninger har han også lavet.

Hvad med uddannelse? Oprindelig ville FQM gerne på Kunsthåndværkerskolen og lære at tegne, og det var han parat til at prøve som 17-årig.

Men hans forældre billigede ikke den idé. Sønnen skulle have ´noget sikkert´, læs: en studentereksamen, at falde tilbage på. Så FQM måtte i gymnasiet. Her blev han imidlertid kun, til han fyldte 18 år og selv kunne bestemme, hvad han ville. Det var dagen før eksamen i 2. g.

Kunsthåndværkerskolen blev det ganske vist ikke til noget med, for det kostede penge. Men han fik en læreplads hos Bent Barfod Film. Det ene år, han var der, lærte han grundlaget for at lave tegnefilm. Det blev hans uddannelse. Alt, hvad han ellers kan, har han lært sig selv. Eller: Han har altid kunnet det.