ronnie andersen
Foto: Asger Simonsen

Ronnie Andersen

Artikel type
boern
cand.theol. Charlotte Hitzner Jørgensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
ronnie andersen
Foto: Asger Simonsen
Main image
Andersen, Ronnie
Foto: Ayo Paysen / Scanpix

Indledning

Uden sentimentalitet eller moraliseren skildrer Ronnie Andersen menneskeligt forfald, fortrængninger og fortabelse. Det er benhårdt og lige i fjæset, men det er desværre også virkelighed og derfor er man som læser nødt til at forholde sig til det.

Hovedpersonerne i Ronnie Andersens bøger kan ikke finde fred, der er uro i benene, uro i hovedet og uro i hele deres verden. Mens de drives tættere og tættere på afgrunden af dem selv, stofferne og de utallige svigt de oplever, holder læseren vejret og håber forgæves at katastrofen undgås og at selvødelæggelsen ophører.

 

52635918

Blå bog

Født: 27. august 1978 i Aabenraa.

Uddannelse: Dimittend fra Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2006.

Debut: Date med en engel. Høst og søn, 2008.

Litteraturpriser: Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris, 2009. Kulturministeriets Børnebogspris, 2013.

Seneste udgivelse: Autopilot. Høst, 2016.

Inspiration: Ole Lund Kirkegaard og Haruki Murakami.

 

 

 

 

 

Ronnie Andersen interviewes på Bogforum 2012

Baggrund

”På en måde gjorde det ikke så ondt at drukne, som man skulle tro. Vandet var godt nok iskoldt, men det opfattede jeg kun uklart. Jeg tænkte på alt muligt andet. Alt andet end, at jeg var fanget under isen og ikke kunne få vejret.”
”Komatøs”, s. 5.

Ronnie Andersen blev født i 1978 i Aabenraa i Sønderjylland. Han voksede op i Rødekro, hvor han boede med sin far, der var formand i den lokale SID-afdeling, sin mor, der var hjemmehjælper og en storesøster.

Tidligt fandt Ronnie Andersen ud af, at han hadede skolen. Han havde svært ved at læse og skrive og blev sendt i specialklasse. Senere skulle det vise sig, at hans indlæringsvanskeligheder skyldtes ordblindhed.

Da Ronnie Andersen var 13-14 år gammel, begyndte han at eksperimentere med forskellige stoffer. Det blev starten på et 10 år langt misbrug af alt fra svampe, over ecstasy til heroin. Selv siger Ronnie Andersen om misbruget og dets årsag ”- Jeg har søgt grænser hele mit liv, så hvorfor skulle jeg ikke tage stoffer? Jeg var ganske ung og teenage-usikker og prøvede at finde ud af, hvilke sammenhænge, jeg passede ind i. Og jeg passede fint ind i det miljø, hvor folk tog stoffer…” (Susan Paulsen: Ballademager eller guldbarn. Socialrådgiveren nr. 14, 2010-09-23
).

Da Ronnie Andersen som 24-årig mødte sin daværende kone, lagde han stofferne på hylden og vendte ikke siden tilbage.

Allerede som teenager var Ronnie Andersen begyndt at skrive på et filmmanuskript, der over de næste 12 år trofast skulle følge ham. Selv siger han ”-Jeg har skrevet på mit filmmanuskript, siden jeg var 16 år, og det er måske grunden til, at jeg ikke er kommet længere ud: At jeg hele tiden har haft noget at gå op i.” (Susan Paulsen: Ballademager eller guldbarn. Socialrådgiveren nr. 14, 2010-09-23
). Filmen blev aldrig til noget, men det gjorde skriveriet til gengæld. Efter to svampepsykoser og et hav af diagnoser havde Ronnie Andersen nemlig held til at overbevise en socialrådgiver om, at han skulle gå på et et-årigt skrivekursus.

Efter skrivekurset søgte han i 2004 optagelse på Forfatterskolen for Børnelitteratur og kom ind. På forfatterskolen omarbejdede han sit gamle filmmanuskript til en roman, der siden blev hans debutbog ”Date med en engel”.

Ronnie Andersen lever i dag af at være fuldtidsforfatter. Sideløbende med sin forfattervirksomhed holder han foredrag for folkeskolens ældste klasser om sit liv og sine værker.

 

Date med en engel

”Han hældte en øjenmålt mængde brunt pulver op, foldede et sugerør, der lignede en kæmpe sølvjoint, og satte et fyrfadslys hen til mig. ”Det her er ret svært. Nu gør jeg det for dig, og så suger du bare røgen ind.””
”Date med en engel”, s. 150.

I 2008 udkom ”Date med en engel”, der er Ronnie Andersen debutbog. Den blev præmieret med Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris i 2009.

I bogen møder læseren en navnløs hovedperson, der fra fortællingens begyndelse med raketfart styrer mod afgrunden.

Hovedpersonen er 16-17 år og befinder sig på et tidspunkt i livet, hvor verden som han kender den, i mere end en forstand, er i opløsning; ikke alene raser puberteten i kroppen, men vennerne søger også i forskellige retninger.

Bogens hovedperson tåger rundt i Københavns gader. Påvirket, rastløs og søgende. Hans venner Petter og Skildpadden følger ham noget af vejen, når de på skift indkalder til dødogdruktur, hvor de selvdestruktivt tager stoffer og opsøger håbløse slagsmål. Men som historien skrider frem slipper de taget i hovedpersonen og han fortsætter sin selvdestruktive adfærd alene.

27060277

På spillestedet Stengade 30 får han vind og skæv øje på pigen Miriam, som han hovedkulds forelsker sig i. Miriam og hovedpersonen indleder et intenst forhold, men kærligheden kan ikke bære hovedpersonens voksende misbrug og løgnene, der følger i dets kølvand.

Den navnløse hovedperson fortæller historien i datid, men med mindre indskudte afsnit i nutid, der lader læseren forstå, at hovedpersonen fortæller historien fra et psykiatrisk hospital, hvor han nu er indlagt. Afsnittene i nutid fungerer som en pauseknap. Fortællingen om Miriam, hovedpersonen, Petter og Skildpadden, der foregår i et højt tempo, får lov at bundfælde sig hos læseren. Samtidig pirker disse afsnit til læserens nysgerrighed. For hvordan endte hovedpersonen der? Hvad stoppede hans kollisionskurs med døden? Og ikke mindst, kan man altid stole på fortælleren?

Historien er opbygget som et filmmanuskript inddelt i scener med tilhørende regibemærkninger f.eks. voice over og fade to black. Denne opbygning er medvirkende til at understrege den distance, som hovedpersonen har lagt til det oplevede. Først da hovedpersonen stopper filmen og fjerner den beskyttende afstand, den har udgjort, går sandheden op for ham og for læseren.