Jürgen Banscherus

Jürgen Banscherus er født og opvokset i den tyske by Remscheid. Efter studentereksamen studerede han på universiteter i Bonn og Münster. Han læste fag under det, der i Tyskland betegnes Ånds- og Socialvidenskab. Det indebar blandt andet fag som filosofi, musikvidenskab, politik og journalistik. Banscherus havde de følgende år en række forskellige jobs som blandt andet journalist på et dagblad, forlagsredaktør og universitetslærer i voksenundervisning. Han skrev i starten af 1980´erne lyrik. Hans første børnebog blev udgivet i 1985, og han har siden 1989 kunnet leve af at være forfatter. Han er desuden medlem af den internationale forfatterorganisation PEN og formand for den jury, der bedømmer den nationale højtlæsningskonkurrence.

Banscherus fremhæver, at han er god til både at finde og opfinde historier: “Jeg finder mine temaer overalt - i mine egne oplevelser, i fortællinger fra mennesker tæt på mig eller fra bekendte, i fantasirejser, i avisartikler, i fjernsyns- og radioudsendelser, i billeder og lyde.” (Hoppsala. Interview med Jürgen Banscherus. Oversættelse: red.).

Jürgen Banscherus er gift og far til en søn og en datter. Hustruen og de to børn er altid de første kritiske læsere af forfatterens manuskripter. Banscherus bor med sin familie i byen Witten.

Jürgen Banscherus debuterede som børnebogsforfatter i 1985 med fortællingen “Keine Hosenträger für Oya” . En social undertone i forfatterskabet blev allerede slået an i debutromanen. I bogen giver forfatteren et indblik i tilværelsen for børn med tyrkisk oprindelse, der lever i Tyskland. De fleste af Banscherus bøger er ganske morsomme, men han har også skrevet bøger, der formidler sociale sammenhænge og årsager til konflikter på en noget mere alvorlig måde.

I ungdomsromanen “Davids Versprechen” fra 1993 (“Davids løfte”, 1996) tager forfatteren for alvor livtag med en tabubelagt social konflikt. Romanen er en bevægende historie om den 12-årige David, der mishandles af sin far, mens moren stiltiende accepterer de voldelige overgreb. Bogens titel henviser til Davids løfte om tavshed. Han har lovet ikke at sladre og vil ikke svigte sine forældre, selv om det, der foregår hjemme i kælderen, er uudholdeligt. David vil bare gerne være lige som de andre børn og høre med til fællesskabet. Men det føles umuligt for ham, når han ikke kan betro sig til nogen. Hvis han fortæller om det, der foregår i familien, vil det være hans skyld, at der sker forfærdelige ting, har hans forældre gang på gang indprentet ham. Skyldfølelse, vrede og afmagt fører langsomt til, at David også selv begynder at slå. I bogens slutning får mødet med en omsorgsfuld læge endelig drengen til at bryde sin ubærlige tavshed.