Özlem Sara Cekic

Özlem Cekic blev født den 7. maj 1976 i Ankara, Tyrkiet, i en familie med rødder i det kurdiske mindretal. Da Cekic var tre år, flyttede familien til Finland, hvor hendes far havde skaffet sig selv og hendes mor arbejde på den tyrkiske ambassade. Siden flyttede familien til Danmark, hvor Cekic og hendes brødre startede i folkeskolen. Da Cekic var otte år, besluttede hendes forældre at sende hende og hendes storebror til Tyrkiet for at blive passet af deres mormor, så forældrene bedre kunne arbejde og tjene penge i Danmark. I forældrenes optik var det en praktisk løsning og kun en midlertidig adskillelse, indtil de kunne følge efter og permanent flytte hele familien hjem til Tyrkiet. Men for Cekic var det et kæmpe kulturchok, og hun faldt aldrig rigtig på plads. Derfor kom hun hjem igen året efter, og har siden da boet i Danmark. Samme år, som hun tog studentereksamen fra Rysensteen Gymnasium i 1996, blev hun gift med en mand fra forældrenes hjemby i Tyrkiet. Det var et arrangeret ægteskab, ikke et tvangsægteskab, men det var ulykkeligt, og Cekic blev skilt igen seks år senere, som hun selv siger: ”Et arrangeret ægteskab er ligesom at spille lotto. Enten vinder man, eller også taber man. Jeg tabte” (”Fra Føtex til Folketinget”, s. 98).

I 2000 blev hun færdiguddannet sygeplejerske og startede sin karriere inden for børne- og ungdomspsykiatrien. De skæbner, hun mødte der, har været med til at præge hendes politiske mærkesager, hvilket kun forstærkes af, at hendes bror i voksen alder har fået konstateret en psykisk sygdom. Pludselig får hun sat ord og begreber på de problemer, hun igennem ham har haft tæt inde på livet i løbet af sin ungdom og sit voksenliv.

Cekic startede sin politiske karriere som tillidsrepræsentant og meldte sig hurtigt derefter ind i SF. I 2004 blev hun medlem af SF’s hovedbestyrelse og i 2007 valgt ind i Folketinget. Politik åbnede en helt ny verden, hvilket var medvirkende til at få hende ud af det dårlige ægteskab. Cekic blev gift igen i 2006 og har tre børn.

Der er foreløbigt udkommet tre bøger i serien om den dansk-kurdiske pige Ayse og hendes familie og venner. De er letlæsningsbøger til piger med muslimsk minoritetsbaggrund, og bøgerne tager temaer og problemstillinger op, som forventes at være genkendelige for denne gruppe af læsere.

Typisk for Cekics øvrige arbejde har bøgerne også en markant politisk dagsorden. Især den anden bog i serien, ”Ayses røde tørklæde” fra 2014, skabte en del opmærksomhed. Ayse er blevet klippet og er ikke glad for resultatet. Da hun frygter for vennernes kommentarer i skolen næste dag, snupper hun sin mors tørklæde og dækker den katastrofale frisure til. Det skaber en del postyr på skolen, og Ayses forældre bliver indkaldt til samtale på lærerens kontor og bliver belært om, at de ikke må tvinge Ayse til at gå med tørklæde.

51004450

Historien er inspireret af Cekics eget liv. Hun valgte i et par år at gå med tørklæde, og ligesom Ayses forældre blev Cekics indkaldt til samtale på skolen, men som Cekic forklarer: ”mine veninder farvede deres hår sort, jeg valgte at dække det til, det var en del af mit ungdomsoprør.” (Lounge på TV2lorry, 2014-03-17). At tørklæder stadig kan vække stærke følelser 20 år senere, kan man få bevis for, da Pia Kjærsgaard i reaktion på udgivelsen ”Ayses røde tørklæde” sagde, at hun aldrig ville læse sådan en bog for sine børnebørn.

Den første bog i serien, ”Ayses pyjamasfest” (2013), handler om social kontrol. Ayse vil gerne sove hos sine veninder, men hendes far er bange for, at der kommer drenge, og at deres forældre drikker, så Ayse må blive hjemme. I den seneste bog i serien, ”Ayses ramadan” (2014), vil Ayse gerne faste rigtigt ligesom sine brødre, men hendes mor synes ikke, at hun er gammel nok.

På spørgsmålet om, hvorvidt Cekic har et politisk mål med Ayse bøgerne, er hun ikke i tvivl: ”Ja, det har jeg helt klart. Når man får en mulighed for at skrive til børn, så er det vigtigt, at man skriver om de ting, som fylder noget i deres hverdag, men som vi ikke altid er gode til at tale om.” (Henrik Dannemand Jensen: ”Det er ikke tørklædet, der undertrykker. Det er mennesker”. Berlingske Tidende, 2014-03-18).