Nick Clausen

cand.mag. Tine Lekdorf, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Main image
Clausen, Nick
Foto: Forlaget Tellerup

Nick Clausen er en yderst produktiv og populær børne- og ungdomsforfatter. Han bevæger sig i sit forfatterskab på grænsen mellem det normale og det fantastiske. Hans romanpersoner befinder sig i den virkelige verden, hvor normaliteten hersker og alt ånder fred og idyl – lige indtil monsterets ankomst, hvor harmonien brydes, og det normale erstattes af det monstrøse. Nick Clausen kredser om de klassiske gyserskabninger: varulve, vampyrer, hekse, genfærd m.fl. Han skriver lettilgængeligt med masser af action og spænding og til stor skræk og rædsel for sin unge læserskare.

 

48589057

Blå bog

Født: Den 30. maj, 1988 i Nordjylland.

Uddannelse: HF-student.

Debut: Tidevandet. Facet, 2009.

Litteraturpriser: Bogslugerprisen, 2012. Aalborg kommunes talentpris for kultur, 2013.

Seneste udgivelse: Blod på tanden. Facet, 2020.

Inspiration: Stephen King og Dennis Jürgensen.

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

”Denne gang rakte jeg hånden op til bakspejlet og drejede det så jeg kunne se bagsædet. Jeg fik et stød af forskrækkelse ved synet af drengens ansigt. De mørke øjne stirrede direkte på mig, og i halvmørket så det blege ansigt fuldstændig ulevende ud. Han lignede en menneskelig dukke.”
”De hviskende veje”, s. 58.

Nick Clausen voksede op i en lille landsby i Nordjylland. Hans liv var og er stadig præget af stor sportslig aktivitet som boksetræning, svømning og løb. Nick Clausen har udtalt, at ”jeg er en nørd fanget i en sportsidiots krop”, idet han sideløbende med de fysiske udfoldelser læser stakkevis af bøger og fordyber sig i filosofiske, religiøse, psykologiske og politiske spørgsmål (Interview med Nick Clausen. De døde brødre. Fantastiskeforfattere.dk, 2009-12-20). Det har været svært at finde en uddannelse, der kan forene behovet for fysisk aktivitet med de øvrige interessefelter. Efter en halvt færdiggjort uddannelse som tømrer har han taget en HF-eksamen med henblik på at læse videre for at kunne undervise i filosofi og psykologi.

Siden barndommen har Nick Clausen haft en forfatterdrøm, og allerede som 15-årig havde han skrevet sin første roman. Den blev dog høfligt afvist af forlaget Tellerup, og først tre år senere besluttede han sig for at give skriveriet en ny og seriøs chance. Han skrev i gennemsnit 1.000 ord dagligt i halvandet år, og det resulterede i hans debutroman ”Tidevandet”, der udkom på forlaget Facet i 2009. Siden skiftede han til Forlaget Tellerup, som også udgiver en af Nick Clausens store forbilleder, Dennis Jürgensen. Her har han udgivet en række ungdomsromaner og i 2012 modtog han Bogslugerprisen for gyseren ”Ulm” (2010). Med ”Cirinos fortælling” (2014), der er første bind i en planlagt serie, ”Skrifterne fra Safirhavet”, debuterer Nick Clausen på forlaget Høst & Søn.

Ulm

”Peter løftede overrasket hovedet og gloede ind i spejlet. Midt i mørket hang to store, lysende gule øjne og stirrede tilbage på ham, og i det samme knurrede nogen højt lige bag ham. Peter skreg.”
”Ulm”, s. 20.

Ungdomsgyseren ”Ulm” fra 2010 er en varulvehistorie men med et twist hen mod slutningen. Peter og hans storebror Steffen er sammen med deres mor og cockerspanielen Bella flyttet til et lille lejet hus i den døsige landsby Ulm. Forældrene er kort forinden blevet skilt, hvilket især Steffen og moderen er berørte af. Allerede fra den første aften i den nye by føler Peter sig forfulgt af et mystisk knurrende væsen. Kort tid efter sker der et blodigt mord på ejeren af byens smykkeforretning, og Peter er overbevist om, at det er en varulv, der er på spil. Men ingen, ud over skolekammeraten Amalie, vil tro på ham.

28197632

I ”Ulm” har Nick Clausen lånt et kendt træk fra krimigenren, idet man som læser inviteres til at gætte med på dels ’hvad’ morderen er og herefter, ’hvem’ varulven er, når den ikke er ulv. Er det deres sære udlejer, der bor i kælderen, sover om dagen og arbejder om natten? Er det Amalies far, der aldrig kan sove, når det er fuldmåne? Eller er det den mystiske mand med den store Rottweiler, der har lejet sig ind på byens nedlagte hotel?

Fortællingen starter med en prolog, hvor vi præsenteres for varulven i blodig aktion. Herefter følger gys på gys i form af Peters utrygge følelse af at være forfulgt og Amalie og hans forsøg på at afsløre varulvens sande identitet. Det høje tempo holdes hele vejen gennem bogen. Fortælleren er primært Peter indtil slutningen, hvor skiftende fortællere (Steffen, politimanden Karsten og Rolf) pludselig afslører over for læseren, at Peter ikke leverer den sande version af virkeligheden.

Plottet er gennemtænkt og med forfatterens egne ord: nederdrægtigt hjernevridende – og jeg udfordrer den mest garvede horror- eller krimilæser til at gennemskue, hvem (eller hvad) morderen er!” (Interview med Nick Clausen. De døde brødre. Fantastiske forfattere, 2009-12-20). ”Ulm” er en af den slags bøger, man med fordel kan genlæse efter afsløringen af plottet, hvor personernes gøren og laden helt fra bogens start pludselig har en helt anden betydning.