Sherryl Jordan

journalist Charlotte Haase, iBureauet/Dagbladet Information, 2005.
Main image
Jordan, Sherryl
Foto: Forlaget Klim

Indledning

Den newzealandske fantasyforfatter Sherryl Jordan har skrevet et hav af ungdomsromaner, der er vidt oversat og har modtaget utallige priser. Men vejen har været turbulent med næsten 30 afviste bøger og en arbejdsskade, der fik læger til at anbefale, at hun helt droppede skriveriet. Herhjemme er hun særligt kendt for serien om troldmandslærlingen Denzil, der lever i middelalderens England, men ved et klodset trylleslag havner i nutiden. Forfatterskabet spænder bredt og kobler teenageproblemer sammen med fantastiske fortællinger fra en mytisk verden, hvor drager hærger, troldmænd rejser i tiden, og det onde kæmper mod det gode. Sherryl Jordans overordnede budskab handler om at turde være anderledes, tro på sig selv og vælge med hjertet.

25149831

Blå bog

  • Født: Den 8. juni 1949 i Hawera, New Zealand.

  • Uddannelse: To års studier i pædagogik.

  • Debut: Rocco, 1990. (Rocco, 1993).

  • Litteraturpriser: Blandt andre Choysa Bursary,1988. AIM Story Book of the Year Award, 1991. Best Children Book of the Year, 1999 og Best translated Book into Flamish Award, 1999.

  • Seneste udgivelse: Den sidste drage. Klim, 2004. (The Hunting of the Last Dragon, 2002).

 

Artikel type
boern

Baggrund

“Det havde aldrig været Denzils mening at være en tyv. Han havde fået at vide, at hvis han gjorde noget, der var ondt, ville det nedsætte hans særlige evner og svække hans trolddomskraft. Han vidste også, at hvis en tyv blev fanget, fik han hugget hænderne af. Så han kaldte sig selv en røver – det lød mere dristigt. Der var noget storslået over ordet røver, hvis man sagde det rigtigt. Mens der var noget lusket ved ordet tyv, noget småt og modbydeligt.”

“Denzil - Troldmandens lærling”, 1995.

Sherryl Jordan voksede op i New Zealand i den lille smukke by Hawera. Her forfattede hun sin første billedbog i en blå notesbog, hun havde fået i fødselsdagsgave som 4-årig. Den handlede om en havfrue, og hun viste den stolt til sine forældre. Lysten til at tryllebinde med fortællinger tog til i skolen, hvor en engelsklærer opfordrede hende til at sende sine historier til et forlag. Det kom der dog ikke noget ud af.

Efter sin skolegang læste Sherryl pædagogik i to år og arbejdede målrettet på at slå igennem som forfatter ved at deltage i skrivekurser. Hun brugte derudover sit kreative talent på at tegne og fik et job som illustrator af Joy Cowleys børnebøger.

Selv debuterede hun i 1984 med billedbogen “The Firewind and the Song”, men var langt fra tilfreds. Kun tre af de 27 billedbøger, hun havde skrevet, blev udgivet, og ikke en eneste af hendes tre romaner. Da hun begyndte på fjerde roman i 1988, besluttede hun sig for, at hvis den ikke blev afsat, ville hun helt droppe skriveriet. Heldigvis blev historien om drengen Rocco, der rejser i tiden, udgivet i 1990, og bogen blev et vendepunkt i karrieren. Ungdomsromanen fik en flot modtagelse, vandt priser og blev oversat til flere sprog.

Musehånd og kampen for at skrive

Efter debuten udgav Sherryl Jordan tre børnebøger og tre ungdomsromaner på kun to år, men så fik hun også konstateret “musehånd”. Lidelsen kan forekomme, hvis man sidder forkert eller rutinepræget og bruger pc-musen for meget. Lægen frarådede hende at skrive, men Sherryl nægtede at acceptere, at hun helt skulle droppe karrieren som forfatter. I stedet besluttede hun sig for udelukkende at koncentrere sig om romaner og undgå billedbøgerne og de mulige opgaver som illustrator. I 1992 udgav hun “Winter of Fire” (“Ildens vinter”, 1994). Hun har senere fortalt, at bogens hovedperson var skyld i, at hun kom på benene igen, fordi historien handler om en fighter.

Sherryl Jordan har kæmpet hårdt for titlen som forfatter, og hendes yndlingsmotto er forfatteren Richard Bachs: “Du er aldrig givet en drøm uden midlerne til at få den opfyldt. Men du er dog nødt til at arbejde for at opnå den.” (Interview på Book Council New Zealand).

Hendes bøger er udgivet verden over og er blevet nomineret til priser i både New Zealand, England, USA, Belgien og Tyskland. Hun bor nu med sin mand i Tauranga, New Zealand.