nicole krauss
Foto: Joyce Ravid

Nicole Krauss

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Opdateret af Betty Frank Simonsen, Bureauet, november 2018.
Top image group
nicole krauss
Foto: Joyce Ravid

Indledning

Nicole Krauss er ofte blevet kaldt amerikansk litteraturs wunderkind. Hun debuterede tidligt, og i løbet af få år har hun skrevet romaner, der både har høstet store roser fra kritikerne og er blevet internationale bestsellere. Det internationale gennembrud kom med romanen ”Kærlighedens historie” (2005), og i sin seneste roman ”Mørke, dybe skove” (2017) fortsætter Krauss med at undersøge jødisk historie, identitet og selve fortællingens grundsubstans. Krauss bor i Brooklyn og er en del af den amerikanske, litterære renæssance, der netop har denne new yorker-bydel som sit epicenter. 

54660367

Blå bog

Født: 18. august 1974 i New York, USA.

Uddannelse: BA i Engelsk fra Stanford University, MA i Engelsk fra Oxford University og MA i Kunsthistorie fra Courtauld Institute, London.

Debut: Man Walks Into a Room, 2002.

Litteraturpriser: Granta’s Best American Novelists under 40, 2007.

Seneste udgivelse:  Mørke, dybe skove. Gyldendal, 2018. (Forest dark, 2017). Oversætter: Juliane Wammen.

Inspiration: Den israelske forfatter David Grossman, som hun kalder den mest begavede forfatter, hun nogensinde har læst

 

.

 

Nicole Krauss til forsvar for litteraturen: PEN Literary Awards Ceremony, 2011.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Stivheden i fingrene er drømmen om barndommen, som den er blevet givet tilbage til mig her ved livets afslutning. Jeg er nødt til at holde dem ind under den varme hane, så spejlet dugger til, mens duerne kurrer udenfor. I går så jeg en mand sparke en hund og mærkede det bag øjnene. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det, stedet før tårerne.”

”Kærlighedens historie”, s. 15.

Nicole Krauss er opvokset i et velhaverkvarter på Long Island som datter af en engelsk-jødisk mor og en amerikansk-jødisk far. Krauss beskriver sig selv som ung som en, der minder temmelig meget om den lidt gammelkloge, 14-årige Alma Singer fra ”Kærlighedens historie”: Hun skrev digte, lavede masser af umulige lister og brugte flere år på en leg, hun kaldte ”kontor”, hvor hun sendte fiktive turister ud på rejser: ”Jeg kunne sende hvem som helst på en hvilken som helst rejse. Jeg elskede papirarbejde, så jeg havde bøger med kalkerpapir til kopier. Jeg var mindre optaget af, hvor folk tog hen, og hvad de oplevede. Når først de var rejst, var de rejst. Det var mere, hvordan jeg kunne få dem frem.” (Nils Thorsen: Det er nødvendigt at fumle. Politiken, 2005-10-21). Og så læste hun nonstop som barn. Om at begrave sig i bøger siger hun: ”Nogle betragter bøger som en måde at flygte fra verden på. For mig er de en måde at komme til verden på.” (Nils Thorsen: Det er nødvendigt at fumle. Politiken, 2005-10-21).

Da hun kom på Stanford University, fandt hun en fan i den berømte digter Joseph Brodsky, der de næste tre år var en slags mentor i hendes arbejde med digtene. Tre år efter Brodsky døde, lavede Krauss en dokumentar om ham til BBC 3, der blandt andet førte hende til hans hjemby Skt. Petersborg. Venskabet med Brodsky førte blandt andet til, at Krauss i en periode var vært for en række litteraturarrangementer på den hippe, russiske restaurant Russian Samovar i New York. Inden da havde hun været omkring Oxford og London for at tage en Ph.d. i litteratur og kunsthistorie.

Senere droppede Krauss fuldstændig digtene. Forventningen om perfektion var for tyngende for hende, så hun kastede sig i stedet over romaner: ”Et digt bærer i sig et løfte om perfektion. Men en roman er aldrig perfekt. Den er sådan en stor, ufuldstændig, lettere rodet verden, og sådan et sted synes jeg, at det føles ret behageligt at leve.” (Nils Thorsen: Det er nødvendigt at fumle. Politiken, 2005-10-21). Hendes første roman, ”Man Walks Into a Room” (2002), fik en fantastisk modtagelse i USA, og inden hun fyldte 30, havde hun fået sit internationale gennembrud som forfatter med ”Kærlighedens historie”, som Warner Brothers har købt filmrettighederne til.

Krauss var i flere år gift med den succesfulde forfatter Jonathan Safran Foer, der også har jødisk baggrund, og sammen har de to sønner. Krauss’ semi-autobiografiske roman ”Mørke, dybe skove” (2017) omhandler blandt andet ægteskabets ophør.

Kærlighedens historie

”Hun var mere ordentlig, inden far døde. Men nu var det sådan, at hvis man ville finde hende, skulle man bare følge siderne med udstregede ord, og for enden af sporet sad hun og kiggede ud ad vinduet eller ned i et glas vand, som om der var fisk i det, som kun hun kunne se.”
”Kærlighedens historie”, s. 49.

Da Krauss i et interview blev spurgt om, hvor meget af handlingen hun selv kendte, da hun begyndte at skrive ”The History of Love” fra 2005 (”Kærlighedens historie”, 2005), svarede hun: ”Ingenting. Jeg fandt en stemme.” (Nils Thorsen: Det er nødvendigt at fumle. Politiken, 2005-10-21).

Den stemme var Leo Gurskys, en 80-årig tidligere låsesmed, der bor for sig selv i Brooklyn. Leo voksede op i en polsk landsby, men flygtede til New York, da Anden Verdenskrig rullede ind over Europa. Da han dengang opsøgte sin barndomskæreste og store kærlighed Alma, der også var flygtet til USA, var hun blevet gift med en anden. Leo fandt ud af, at hun var gravid, da hun tog fra Polen, og at han således er blevet far til en søn, der vil vokse op med en anden mand som far. Resten af sit liv følger han sønnen på afstand og er lykkelig, da Isaac viser sig at blive en kendt forfatter. Noget som altid har været Leos egen ambition.

25943864

Leo står ved livets afslutning, men det har han et ret lakonisk forhold til. Hans største skræk er dog at dø på en dag, hvor han ikke er blevet set af nogen, og hver aften slår han på radiatoren, så hans gode ven Bruno ovenpå kan høre, at han ikke er død.

Romanen kæder hans fortælling sammen med Alma Singers, en 14-årig pige, der også bor i Brooklyn. Alma har mistet sin far, og nu vil hun gerne finde en ny mand til sin mor, så moren kan blive glad igen. Moren er oversætter og, som Alma siger det: ”Muren af ordbøger mellem min mor og verden bliver højere år for år” (s. 51). Alma ser sit snit til at lege Kirsten Giftekniv, da moren af en ukendt mand får til opgave at oversætte en bog, der hedder ”Kærlighedens historie” fra spansk til engelsk. ”Kærlighedens historie” var Almas fars yndlingsbog, han købte den som ung mand i et antikvariat i Valparaiso. Alma er opkaldt efter alle kvinderne i den bog.

Som Krauss’ to øvrige romaner handler også ”Kærlighedens historie” om erindring og hvad det gør ved os. De små løgne, vi fortæller os selv og hinanden for at leve videre. Samtidig er det en roman om litteraturens styrke og hvordan den rent konkret kan binde folk sammen – eller få dem til at leve påny.

 

Det store hus

”Min far var historiker. Han skrev ved et enormt skrivebord med mange skuffer, og da jeg var meget lille, troede jeg, at der lå to tusind år gemt i de skuffer, på samme måde som husholdersken Magda gemte mel og sukker ude i spisekammeret. Kun en af skufferne havde en lås, og til min fireårs fødselsdag gav min far mig den lille messingnøgle.”
”Det store hus”, s. 344.

Hvor ”Kærlighedens historie” havde to fortællere, bindes fortællingerne i Krauss’ roman fra 2010, ”Great House” (”Det store hus”, 2012), sammen af hele fire: Forfatteren Nadia i New York, Arthur i London, Isabel, en amerikansk studerende i Oxford og en israelsk far, der skriver til sin søn Dov.

Også i denne roman er omdrejningspunktet en genstand fra fortiden. I ”Kærlighedens historie” var det en bog, i ”Det store hus” er det et skrivebord. Nadia i New York tilbringer en enkel nat med en chilensk digter, Daniel Varsky, og hun lover at tage vare på hans skrivebord, da han rejser tilbage til Chile. Han forsvinder under Pinochets regime, og det gigantiske skrivebord bliver stående hos Nadia, som skriver flere romaner ved det. Da en ung kvinde mange år senere dukker op og hævder, at hun er digterens datter og forlanger at få bordet tilbage, er det derfor med stor ængstelse, at Nadia skiller sig af med det. Hun er bange for at miste sin inspiration og følger derfor skrivebordet til Israel.

29335869

Et andet afsnit foregår i London, hvor Arthur Bender lever med sin kone Lottes isolation bag det kolossale skrivebord, som hun senere giver til den chilenske digter Varsky. Hun er kommet til London om bord på en Kindertransport, og begge forældre døde i koncentrationslejrene. Lotte er også forfatter og tung af sorg og dystre hemmeligheder. Hendes fortid er en mur, som hendes mand ikke kan gennemtrænge.

I Israel forsøger en far at forholde sig til sin voksne søn, da de to genforenes ved morens begravelse. Sønnen Dov drømte om at blive forfatter, en drøm, som hans far i sin tid kvaste. I Oxford bliver den unge Isabel forelsket i den mandlige del af et besynderligt tvillingepar, hvis far er specialist i at lokalisere genstande, som blev stjålet af nazisterne under Anden Verdenskrig – genstande, der har en særlig betydning for deres ejere eller ejernes familier. Hans far var den oprindelige ejer af skrivebordet.

”Det store hus” er befolket af mennesker, der har mistet og som desperat forsøger at sætte deres historier sammen igen. Skrivebordet binder de mange forgreninger sammen og bliver samtidig et billede på den soning, der sker ved at nedfælde sin historie.

 

Mørke, dybe skove

”Jeg hader virkelig Descartes og har aldrig forstået hvorfor man skulle stole på hans grundsætning som det urokkelige fundament for noget som helst. Jo mere han taler om at følge en lige vej ud ad skoven, jo mere tillokkende virker det på mig at fare vild i den skov hvor vi engang levede i forundring og forstod at det var en forudsætning for en autentisk bevidsthed om væren og verden.”

”Mørke, dybe skove”, s. 65.

Igen i ”Forest Dark” (”Mørke, dybe skove”, 2018) fra 2017 lader Nicole Krauss flere fortællestemmer komme til orde i beretningen om to mennesker, der på hver sin vis er faret vild i tilværelsen.

Nicole, en 39-årig amerikansk forfatter, der har bemærkelsesværdigt meget til fælles med Nicole Krauss selv, er i en slags livskrise. Hendes ægteskab er ved at falde fra hinanden, og hun har svært ved at komme i gang med sin nye roman. Den 68-årige velhavende, pensionerede advokat Julian Epstein, der lever et hæsblæsende new yorker-liv fuld af kunst og mennesker, bliver skilt og vil pludselig skille sig af med alle sine ejendele. Som i Krauss’ andre bøger er der noget, der binder de to skæbner sammen: det Hotel Hilton, som begge flytter ind i ved ankomsten til Tel Aviv.

54660367

Ved romanens begyndelse er Epstein for nylig forsvundet i Tel Aviv, og hans familie leder efter ham. En eftersøgning, der fører dem ud i Israels ørken. Forfatteren Nicole rejser til Tel Aviv, fordi Hotel Hilton bliver ved at dukke op i hendes drømme. Hilton var der, hvor hun tilbragte mange sommerferier som barn, og hun er nødt til at vende tilbage til det sted, hvorfra hendes liv er udgået. Rejsen til Tel Aviv afspejler Nicoles begyndende tvivl på sin egen selvfortælling og på romanen som fortælleform: ”Hvorfor var jeg kommet til Tel Aviv? I en fortælling har en person altid behov for en grund til alt, hvad hun gør. Selv hvor der ikke synes at være nogen, vil det altid senere blive afsløret af plottets og genklangens underspillede udformning, at der var en alligevel.” (s. 87).

Med ”Mørke, dybe skove” vender Krauss tilbage til temaer, der står som klassisk Krauss: erindring, nostalgi, jødedommen, og det Israel, der er en del af Krauss’ store barndoms- og tankelandskab.

 

 

Genrer og tematikker

Krauss’ jødiske baggrund spiller en stor rolle for hendes forfatterskab. På den første side af ”Kærlighedens historie” er der billeder af hendes fire bedsteforældre med dedikationen: ”Til mine bedsteforældre, som lærte mig det modsatte af at forsvinde.” Hun siger selv, at det var som 13-14-årig, da hun læste ”Hundrede års ensomhed” af Gabriel García Márquez, at hun lærte navnet for den følelse, hun konstant bar rundt på: Nostalgi. Nostalgi fylder meget i Krauss’ bøger og hænger sammen med hendes jødiske bedsteforældre: ”Jeg tror, det har noget – eller alt – at gøre med det, at mine bedsteforældre kom fra steder, som vi aldrig kunne vende tilbage til, fordi vi har mistet dem for altid. Og mennesker vi har mistet for altid. Mine oldeforældre og mange andre slægtninge døde i Holocaust.” (Gaby Wood: Have a heart. The Observer, 2005-05-15. Egen oversættelse).

Holocaust ligger altid og lurer i baggrunden hos Krauss, uanset om vi befinder os i New York, Jerusalem eller London. Det ligger der som en baggrund for hendes karakterer, for eksempel Leo Gursky fra ”Kærlighedens historie”, der er flygtet fra Europa af den grund, men også som en følelse, der dominerer tonen i hendes bøger: en længsel efter noget, der er tabt for altid. Tab er grundpræmissen i hendes romaner, allerede fra debutromanen ”Man Walks Into a Room”, hvor hovedpersonen Samson har mistet sin hukommelse. På grund af en blodprop mister han al erindring om sit liv, siden han var 12 år gammel. Han husker sin mor, men hun er forlængst død. Hans kone, nuværende kolleger og venner har han ingen erindring om, og han må så at sige starte fra nul. Krauss undersøger således i sin debutroman: Kan man det? Kan man leve uden en forhistorie? Kan man starte på ny?

På samme måde står den 14-årige pige Alma i gennembrudsromanen ”Kærlighedens historie” også med et kæmpe tab, nemlig tabet af sin far. Hendes mor kan ikke give slip på sorgen og kærligheden til sin afdøde mand, men gemmer sig væk fra verden, som også den 80-årige Leo Gursky gør det.

I ”Det store hus” bindes de mange fortællinger sammen af skrivebordet, der skifter hænder og som bliver et billede på menneskesindet med dets mange skuffer, hvoraf én er aflåst (!). Hvordan forholder man sig til sin fortid, er temaet for denne roman: Fortrænger man den, laver man fortællinger af den, skjuler man den for andre – eller fortaber man sig i den?

”Mørke dybe skove” bevæger sig ud på nyt territorium eller forvilder sig måske nærmere, titlen taget i betragtning, ind i mørke, dybe skove, da den ene fortæller, en form for alter ego til Nicole Krauss selv, beskriver sin stadigt voksende tvivl på selve romanfortællingen: ”Jeg følte i stigende omfang, at der i de ting, jeg skrev, var en højere grad af kunstfærdighed end af sandhed, at prisen for at tildele det form som i bund og grund var formløst, var ligesom at knægte ånden hos et dyr som ellers vil være for farligt at leve sammen med.” (S. 87.) 

Beslægtede forfatterskaber

Krauss er ikke meget for at blive sammenlignet med sin eksmand, men det er svært ikke at nævne Jonathan Safran Foer i jagten på beslægtede forfatterskaber. Med hensyn til temaer, plot og karakterer lader de to forfattere til at inspirere hinanden. Begges gennembrudsromaner, Krauss’ ”Kærlighedens historie” og Foers ”Alt bliver oplyst”, har deres jødiske baggrund som et hovedtema. Begge har også et halvexcentrisk newyorkerbarn som en af hovedpersonerne; et barn, som har mistet en far og som desperat forsøger at samle sin familie. De seneste romaner hos begge forfattere omhandler således ægteskaber i opbrud.

I forhold til fortællestil er det også oplagt at nævne en anden jødisk-amerikansk Brooklyn-borger, Paul Auster. Krauss og Auster minder en del om hinanden i deres lidt snørklede og labyrintiske new yorker-universer og sindrige system af fortællinger, som nærmest bliver til kinesiske æsker, der peger tilbage på den argentinske forfatter Jorge Luis Borges.

Krauss har også skrevet et essay om den nyligt afdøde jødisk-amerikanske forfatter Philip Roth, som hun føler sig meget beslægtet med. Her skriver hun: ”Jeg har læst Roth i tredive år, og i løbet af de år er hans bøger kommet til at betyde mange forskellige ting for mig. Jeg har måske aldrig fundet mig selv i dem, men jeg har altid opdaget mig selv der.” (Nicole Krauss: The Presence of Philip Roth. The New Yorker, 2018-05-24. Egen oversættelse).

Bibliografi

Romaner

Krauss, Nicole:
Man Walks Into a Room. Doubleday, 2002.
Krauss, Nicole:
Kærlighedens historie. Gyldendal, 2005. (The History of Love, 2005).
Krauss, Nicole:
Det store hus. Gyldendal, 2012. (Great House, 2010).
Krauss, Nicole: Mørke, dybe skove. Gyldendal, 2018. (Forest dark, 2017). Oversætter: Juliane Wammen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Nicole Krauss

Om forfatterskabet

Netkilde

På Nicole Krauss' hjemmeside ligger der interviews, essays og meget andet.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Nicole Krauss

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Wood, Gaby:
Have a heart. The Observer, 2005-05-15.
Thorsen, Nils:
Det er nødvendigt at fumle. Politiken, 2005-10-21.
The New Yorker, 2018-05-24.