Ludvig Holberg

Ludvig Holberg blev født i Bergen i Norge og var dermed undersåt af den enevældige danske monark (Christian V, 1670-99). Først en mere nationalistisk eftertid har set noget problem i forbindelse med Holberg som dansk eller norsk forfatter. Stillet på denne måde – dansk eller norsk? – er spørgsmålet tåbeligt, fordi det er uhistorisk. For samtiden var Holberg i København ikke mere fremmed, end hvis han var kommet fra en anden, også i dag dansk provins. Og – væsentligt for forfatteren – havde ”tvillingerigerne” i 1600- og 1700-tallet fælles (dansk) skriftsprog.

Foruden latin (og i mindre omfang: fransk) er det på dette tidsprægede, men i dag gennemgående fuldt forståelige danske skriftsprog, at Holbergs kolossale forfatterskab foreligger for os. Kolossalt både i omfang – den tekstkritiske udgave af hans Samlede Skrifter (1913-63) fylder 18 store bind – og i variation – spændvidden i emner og genrer må tage pusten fra enhver moderne, specialiseret ”fagmand.” Og ikke mindst i betydning: Med Holbergs forfatterskab grundlægges den danske litteratur.

Holbergs digteriske produktion fylder kun en mindre del af de 18 store bind, men det er den, han huskes for.

Litteraturhistorisk er det bemærkelsesværdigt, at de litterære genrer, Holberg dyrker, i mange tilfælde etableres på dansk grund netop med hans bidrag som mønster. Idet vi gemmer komedierne et øjeblik, kan der nævnes flg. eksempler herpå: det parodiske helteepos (Peder Paars, 1719-20), verssatiren (4re Skiemte-Digte, 1722), den filosofiske dialog (1728), den utopiske stats- og science-fiction-roman (Niels Klims underjordiske rejse, 1741), det reflekterende essay (Moralske Tanker, 1744; Epistler 1748-54), fablen (1751).

Kun med sine latinske epigrammer (samlinger 1737, 1743 og 1749) ser vi Holberg danne afslutningen på en litterær genre i Danmark. I de to følgende afsnit ser vi lidt nærmere på de to genrer, hvor Holberg særlig excellerede.