Atticus Lish

Atticus Lish blev født i 1972 på Manhattan i en rig og privilegeret familie. Som søn af den respekterede og hæderkronede redaktør Gordon Lish var dagligdagen nem og fuld af litteratur, og den unge Lish tog del i kultiverede middage og samtaler med forfattere som Raymond Carver og Don DeLillo med samme berettigelse som var det børnefødselsdage. Han fik da også et første glimt af litterær succes allerede som 9-årig, hvor Don DeLillo citerede ham med en sætning i sin berømte roman ”The Names”.

Det hele var imidlertid ikke hygge og snak, for faren havde store planer for sin søn, som fra tidlig alder blev pacet frem i verden og i 9. klasse måtte begynde på det velrenommerede Phillips Academy. Et (IVY league) forberedende akademi, der gennem tiden har huset flere amerikanske præsidenter samt forfattere og filmfolk. Både Bush Sr. og Jr. gik således på Phillips Academy, ligesom Peter Sellars og Humphrey Bogart – der imidlertid blev bortvist grundet opsætsigheder og mangel på akademisk interesse.

Selvom Atticus Lish afsluttede sin uddannelse på akademiet, måtte han se lignende problemer i øjnene og efter bare to år droppede han ud af matematikstudiet på Harvard. Han havde fået nok af det privilegerede og beskyttede liv og nok af den litteratur, som faren stod for. Foranlediget af en tilfældig amerikansk kung-fu serie blev det Kina og kampsport, der begyndte at betyde noget for Lish.

Atticus brød således med sin familie, flyttede til East Flushing i Queens og begyndte at dyrke kampsport og ernære sig ved hjælp af jobs på ganske uglamourøse steder (hos take-away-kæden Papaya King, på en skumfabrik etc.). Han kom i klammeri med politiet, da han ikke kunne nøjes med at slås i sportsarenaerne, slog et smut forbi marinekorpset uden dog at færdiggøre uddannelsen. I 1995 giftede han sig med den koreanskfødte skolelærer Beth – med hvem han flyttede til Kina – og her slog han sig lidt til ro.

Skrivning blev det imidlertid ikke til, før de var tilbage i New York i 2003. Lish afsluttede sin uddannelse på Harvard og var nu klar til at give litteraturen en ny chance. Imens han arbejdede med at oversætte kinesiske fagtekster til engelsk, gik han i kast med sin første roman ”Forberedelse til næste liv”, der har fået en imponerende modtagelse. Af pressen er den blevet udnævnt til ”den bedste roman i årevis” (Justin Cartwright: Review. The Guardian, 2016-02-14). Lish selv udnævnes til en litterær messias.

Denne popularitet ville være nem at tilskrive den betydningsfulde far og hans indflydelse, men Atticus var under skrivningen endnu ikke forsonet med ham. Forsoningen indtrådte dog nogle år og nogle indrømmelser senere: ”Jeg var en vred lille nar, som havde brug for at få nogle på kassen […] Jeg skammer mig over min opførsel.” (Nick Paumgarten: Grappling. The New Yorker, 2014-12-01. Egen oversættelse).

Atticus Lishs ”Preparation for next life” fra 2014 (”Forberedelse til næste liv”, 2016) er ikke en forsonende fortælling, men en grum og dyster beretning om et obskønt USA politisk og socialt knægtet af 9/11.

Den 527 sider lange roman foregår i Flushing, Queens, hvor Lish selv boede i adskillige år, og den er spundet op omkring de to prøvede karakterer Brad Skinner og Zou Lei. Den første en temmelig fucked-up krigsveteran, den anden en illegal indvandrer fra Vestkina. De møder hinanden tilfældigt, men er straks på bølgelængde i og med deres fælles interesse i styrketræning – og på en måde har vi da også at gøre med en form for kærlighedshistorie.

Det bliver imidlertid aldrig til nogen rosenrød fortælling, da de barske omstændigheder konstant spænder ben for parret. Skinner er psykisk brændemærket af krigen i Irak og lider af PTSD, så han orker ikke at finde et job og ender med at bruge hele sin opsparing på takeaway, cigaretter og alkohol. Dertil er han, for at holde de konstante angstanfald stangen, afhængig af alskens psykofarmaka, som imidlertid ikke lindrer noget som helst, men udelukkende bedøver og fjerner ham fra virkeligheden.

52276810

Zou Lei er mere psykisk stabil, men er til gengæld mere eller mindre subsistensløs. Som så mange andre før hende kom hun til USA for at søge lykken i ”the land of freedom”, men grundet sin status som illegal er hun nødt til at arbejde hårdt og meget i kummerlige kinabikse for en mikroskopisk løn. Ydermere må hun på grund af sin papirløse status leve et liv i frygt for at blive fanget af politiet og enten fængslet eller hjemsendt, og hun lever i det hele taget en jammerlig tilværelse i en finertræsbås i China Town.

Det er med disse præmisser, at kærligheden skal spire, hvorfor den mest af alt giver udslag i et fælles desperat forsøg på at redde sig selv et lillebitte sikkert hjørne i periferien af den amerikanske drøm.

Via Zou Leis og Skinners sammenfiltrerede immigrationsoplevelser – de er begge flygtet til New York og håber her på at få et bedre liv – sættes USA i et lidet flatterende lys og fremstiller landet som alt andet end et mulighedernes land, men derimod et land som begrænser de kroppe, der har allermest brug for en håndsrækning. Til syvende og sidst er romanen politisk. Det er en kamp mod Goliat, de unge elskende står over for.