George Orwell

George Orwell hed egentlig slet ikke George Orwell, men derimod Eric Blair. Han blev født ind i det mægtige britiske imperium i 1903 i Bengalen, som i dag er Indien. Han blev tidligt i livet sendt på kostskole i England, men selvom han var begavet, fandt han sig ikke til rette med studierne og vendte tilbage til Sydøstasien som politibetjent i Burma.

Efter fem års tjeneste i det britiske koloniimperiums politistyrke vendte Blair tilbage til Europa og levede i flere år en forhutlet tilværelse i Paris og London. Her tog han diverse småjob, mens han skrev artikler, essays og digte for aviser og tidsskrifter. Et par romaner blev det også til, blandt andet om tiden i Burma, før den unge politisk engagerede forfatter drog af sted mod en af 1930’ernes vigtigste ideologiske kamppladser: Den Spanske Borgerkrig.

Blair blev såret i Spanien, men overlevede og kunne vende tilbage til England, hvor han begyndte at skrive for aviser og blade og hurtigt fik opbygget et ry som en skarp litteraturkritiker. Under Anden Verdenskrig gik Blair fra at være udkantsbrite med rødder i Indien og Burma til at være placeret i selve imperiets hjerte, da han fik arbejde som producer på det navnkundige BBC med ansvar for at udvikle programmer til den østlige del af kolonierne.

Sideløbende skrev han på livet løs, og den helt store succes kom efter de to romaner fra 1940’erne, ’Animal Farm’ og ’1984’, der vittigt og grusomt spidder de totalitære ideologier, som havde formet hele den unge forfatters ungdom på godt og ondt.

Blair døde dog umiddelbart efter at hans berømmelse for alvor tog fart. Han havde hele livet døjet med dårligt helbred, men var ufortrødent fortsat med at pulse cigaretter til den store guldmedalje. D. 21. januar 1950 gav lungerne op, og Blair udåndede som følge af tuberkulose på et hospital i London.

Det er tydeligt at spore en ægte socialistisk indignation i George Orwells første samlede bog ”Down and Out in Paris and London” fra 1933 (”Paris og London på vrangen”, 1975). Her har den unge forfatter samlet de indtryk, han fik, mens han hutlede sig igennem livet ved at skrive og tage elendigt betalte og usikre småjob i de to europæiske hovedstæder.

Overordnet kan man sige, at hvis Orwells senere og mere kendte romaner har et stramt fokus på det totalitæres egenart, den undertrykkende struktur og de sproglige spidsfindigheder set oppefra, så antager ”Paris og London på vrangen” et perspektiv, der tillader at se elendigheden nedefra.

Orwell beskriver indgående de pinsler og trængsler, som en parisisk opvasker eller en vagabond i London må leve under: det hårde arbejde, den konstante kamp mod udlejerne, pantsætning af tøj, sult og nød. Og samtidig optegnes en række knivskarpe portrætter af de sørgelige, men ofte muntre og overraskende sorgløse, eksistenser, han har stiftet bekendtskab med (eller opfundet til lejligheden). 

Selvom det er let at læse bogen som en art indigneret socialistisk kampskrift, der gør opmærksom på almuens svære kår, så kan den i lige så høj grad læses som et udtryk for en desillusioneret socialisme. Der er ingen anstrøg til revolution blandt de forarmede masser, ingen tro på, at man kan ændre sin livssituation til det bedre. I stedet gælder det gamle udtryk, at når krybben er tom, bides hestene. De fattige og forarmede slås med hinanden om krummerne fra de riges bord i stedet for at slås med de rige om lidt af brødet.

Selvom Paris og London på vrangen udkom mere end et årti før de mere berømte bøger om totalitarismen, er visse af Orwells vigtigste temaer også til stede her. Især den sproglige opmærksomhed er gennemtrængende. Det bemærkes tørt, hvordan den franske republiks slagord ’Frihed, Lighed og Broderskab’ står skrevet over døren til politistationen eller pantelåneren. De statslige paroler udstilles som værende et skin, der dækker over den modsatte virkelighed.