Terry Pratchett

Terence David John Pratchett eller blot Terry Pratchett voksede op som enebarn i Beaconsfield i det centrale England med sine forældre David og Eileen Pratchett. I 1959 blev han optaget på High Wycombe Technical High School. Han havde en tryg barndom og var blandt andet medlem af den lokale amatør-radioklub sammen med sin far. Hans tekniske interesse viste sig for science fiction, astronomi og senere computere. Pratchett blev hurtigt en meget engageret læser, og han giver gerne J.R.R. Tolkiens romaner skylden (Han læste ”Ringenes herre” på blot 25 timer som trettenårig). Pratchett udtaler om sit skift i fritidsinteresser: ”Tolkien ændrede alt dette. Jeg blev helt vild med fantasy. Tegneserier, kedelige nordiske sagaer og endnu kedeligere victoriansk fantasy.” (Terry Pratchett: Why Gandalf Never Married. SF Fan Stuff, 1985. Egen oversættelse).

Som fjortenårig fik han i slutningen af 1962 udgivet sin første historie ”Business Rivals” i skolebladet, og den udkom kommercielt i 1963 som ”The Hades Business”. Han brugte lønnen på 14 pund til at købe sin første skrivemaskine.

Han forlod gymnasiet som syttenårig i 1965 for i stedet at arbejde som journalist på avisen The Bucks Free Press.

Det var igennem denne stilling, at Pratchett mødte sin første udgiver Colin Smythe. Colin fik et udkast til ”The Carpet People” i hånden, og den udkom i 1971. Det var også som journalist, at Pratchett mener, at han blev voksen, fortæller han: ”Du lærer om mennesker og kommer ind i personers verdner, som du ellers aldrig ville være kommet ind i.” (Terry Pratchett: I started writing my new book when I was 17-years-old. The Guardian, 2014-07-10. Egen oversættelse).

I 1968 blev Pratchett gift med Lyn Purves, hvilket holdt hele livet. I 1976 fik de datteren Rhianna Pratchett, som efter hendes fars død håber på at kunne videreføre Diskverden-serien. Hun har skrevet flere fantasy computerspil og blev i 2013 anerkendt af European Women in Games’ Hall of Fame (www.womeningamesjobs.com).

Terry forlod i 1979 arbejdet som journalist for at være presseansvarlig for fire atomkraftværker. Han blev i stillingen indtil 1987, hvor hans succes som forfatter endelig gjorde, at han kunne leve af det. Grunden var naturligvis hans populære Diskverden-serie. Første bind ”The Colour of Magic” udkom i 1983, og i 1987 var de første fire bind blevet udgivet. Serien endte på 41 bind, hvor det allersidste bind ”The Shepherd’s Crown” udkom i juni 2015.

Terry Pratchett meddelte i 2007 offentligt, at han var ramt af Alzheimers: ”Det var min maskinskrivning og stavning, der overbeviste mig om, at diagnosen var rigtig. De var gået helt i kludder.” (Terry Pratchett: ‘A butt of my own jokes’: Terry Pratchett on the disease that finally claimed him. The Observer, 2015-03-15. Egen oversættelse). De følgende otte år kæmpede han med sygdommen og formidlede sit sygdomsforløb. Han endte med at donere omtrent 500.000 britiske pund til Alzheimer's Research UK og døde den 12. marts 2015.

Terry Pratchetts kriblende debutroman ”The Carpet People” (”Tæppefolket”, 1993) udkom i 1971. Han valgte dog efter 20 års forfattererfaring at genskrive romanen og udgav den reviderede fortælling i 1992.

Bogens genre er fantastisk litteratur, et epos, der foregår i et mikroskopisk univers sat imellem hårene i et gulvtæppe. Her følger man murong-brødrene Glurk og Snibril og alle de væsner, de møder på deres eventyr – deftmenerkongen Brocando, den duminske general Bane og de kæmpestore intelligente pon dyr, der trutter og stamper som kommunikation. Tæppets folk og fæ trues af Slid, som stryger over tæppet på må og få, og ikke mindst af det invaderende folk molerne, som rider på frygtindgydende snarger med lange kløer.

Pratchett har en umiddelbar og fremstormende skrivestil. Han lader plottet udvikle sig kvikt uden at hvile for meget i lange passager. Han vil hellere hurtigt rundt og beskrive så mange spændende karakterer, steder og fænomener som muligt. Og dog er der plads til Tæppets skabelse og svar på alskens spørgsmål. Værket er som skabt til en læsende ”Spørge-Jørgen” med plads til begejstring, humor og spænding.

Pratchetts debutroman er grundlæggende bygget på arketyper. Romanen starter med en klassisk skabelsesberetning – ””I begyndelsen,” sagde Pimir, ”var der kun en endeløs flade. Så kom tæppet og dækkede fladen.”” – og slutter med en videbegærlig Snibril, der rider ud i horisonten mod nye eventyr på en flot hvid ganger. Desuden rummer romanen et utal af arketypiske figurer: Den stærke kriger, den svage, men intelligente kriger, den uforskammede og forkælede konge, de elveragtige vise folk, de snu rotteagtige skurke og så videre, netop som man også ser det i J.R.R. Tolkiens ”Ringenes Herre”. Der er bemærkelsesværdigt få kvinder i romanen, men de markerer sig stærkt til sidst.

Den alvidende fortæller i ”Tæppefolket” folder fortællingen ud, men Pratchett lader interessant nok handlingen afbryde fortælleren i ny og næ. Sproget er letlæseligt med en god portion dialog og fyldige, ikke kølige, beskrivelser.

Vigtige temaer i ”Tæppefolket” er tid og samfund, tradition og innovation. Skal man planlægge alting eller tage tingene, som de kommer? Er regler eller hygge vigtigst, og hvordan opfører en god åndemager sig? Pratchett kommer rundt om mange emner og får sine karakterer til at stå for de forskellige vinkler på livet. Man kan næsten kalde ”Tæppefolket” en opdragelsesroman, bortset fra at den kommer med flere spørgsmål end facit.