Jokum Rohde

Jokum Rohde debuterede som dramatiker i 1993 med “To dage ude fra lørdag nat”, der blev opført på Fiolteatret i København. Året efter udkom romanen ”Jonas’ bog”, og selvom Rohde primært er kendt for sit bidrag til den danske dramatik, har han også skrevet prosa, romaner og noveller samt fotobogen ”København con amore” (2006) i samarbejde med digteren Søren Ulrik Thomsen. Heri foreviger de to Københavns upolerede facader og udrydningstruede specialbutikker, frisørsaloner og møntvaskerier. De mindre prominente lokaliteter i den danske hovedstad fascinerer Jokum Rohde. Selv er han vokset op i den anden ende af det sociale spektrum, i Frederiksstaden, den eksklusive del af Indre by omkring Amalienborg.

Kærligheden til metropolens dystre lokaliteter og barske skæbner er kendetegnende for Rohdes litterære univers. I både prosaen og dramaerne dyrker han byens skyggesider i en stiliseret forfaldsæstetik. Rohde skildrer det makabre og erotiske, mens angst og undergang lurer lige om hjørnet. Det kunne tolkes som et symbolsk fadermord, da Jokum Rohde er søn af de klare farver og formers mester, hele Danmarks plakatkunstner nummer et, Per Arnoldi. Derudover er han ud af en familie med stærk tilknytning til kunstscenen. Moren er skuespilleren Christiane Rohde, bedstefaren den tidligere direktør for Det Kongelige Teater Henning Rohde, og oldefaren var kunstmaleren Johan Rohde. I dag er Jokum Rohde selv husdramatiker på bedstefarens gamle arbejdsplads og har skrevet mere end tyve teaterstykker, hvoraf de fleste også er udkommet i bogform.

”Jeg har haft to egentlige faser i den dramatik, jeg har skrevet, nemlig en non-lineær 1990´er fase, der i højere grad anskuede dramaet som et åbent eksperiment, et digt. Og så, på grund af to teateroplevelser, et skift mod at sætte karakterrollen som skuespilsfortællingens udgangspunkt, hvilket ledte til mine genredramaer fra 2001 og frem til nu.”(Rie Hammer: 11 spørgsmål til Jokum Rohde om den fængende historie. Teater1, 2012-05), siger Rohde om udviklingen i sit forfatterskab.

Handlingen i Jokum Rohdes romandebut ”Jonas’ bog” fra 1994 er henlagt til Vesterbro. Istedgades prostituerede, stofmisbrugere og særlinge befolker historien, hvis hovedperson er den unge mand Jonas. Det selvom Jonas egentlig kun optræder via andres tanker om og beskrivelser af hans person. Han er en form for erindring hos en lille håndfuld tilbedere – voyeuren, onanisten, luderen og den homoseksuelle. Hvorfor de tilbeder ham er tvivlsomt, men alligevel dikterer han på forskellig vis deres liv.

23568640

Fortælleren er en tredjepersonsfortæller, der følger den ældre herre Krogh. Han har skygget Jonas gennem længere tid. De to har mødt hinanden i Hardcore Himmel, den pornobiograf hvor Jonas arbejder, og hvor Krogh kommer for at se film. Med tiden kommer Krogh dog i højere grad for at studere, hvordan Jonas studerer biografens kunder i mørket, end for de nøgne kroppe på lærredet. Krogh ser Jonas som en slags frelser, en retning i sit eget forhutlede liv. Først i det øjeblik, Jonas’ menneskelighed går op for Krogh, opløses Jonas tiltrækningskræft. Eller gør den?

”Det har altid undret mig, hvad det gør ved en, hvis man hele tiden er udsat for den forvrængning af tingene, man ser i pornobiograferne, hvor man ser det hele og alligevel ikke ser noget som helst,” (Carsten Andersen: Opslugt af romanen. Politiken, 1995-02-06), har Jokum Rohde udtalt i et interview. Den franske psykoanalytiker Julia Kristeva indførte, i en analyse af rædslens magt, forestillingen om det forkastede objekt, abjektet, som fascinerer, frastøder og undslipper normal kategoridannelse. Måske er det det, Jonas er. Et abjekt – og en metafor for pornografien – trækkerdrengen, der lader sine tilbedere se alt uden at se noget.

”Jonas’ bog” er også titlen på en fortælling i Det Gamle Testamente om profeten Jonas, der bliver slugt af en fisk. Romanen har altså bibelske referencer, og Jonas er en frelserfigur. Hvad mennesket vælger at tro på, er et centralt motiv, ikke kun i Rohdes debut, men i hele forfatterskabet.