jokum rohde
Foto: Marc Fluri

Jokum Rohde

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Louise Rosengreen. 2013.
Top image group
jokum rohde
Foto: Marc Fluri
Main image
Rohde, Jokum
Foto: Tiderne skifter

Indledning

Jokum Rohde sætter spot på storbylivets skumle og grumme skyggesider. Hovedrolleindehaverne er outsidere, og porno, evolutionsteori, angst og revolution optræder side om side. Intet er helligt for Det Kongelige Teaters husdramatiker, der erklærer sig sprogligt inspireret af lyrikkens åbenhed. Som ung var Rohde stor modstander af dialogen, og hans debutroman ”Jonas’ bog” indeholder næsten ingen direkte tale. Men med en mor, der er skuespiller, og en opvækst i det danske teatermiljø, var dramatikken uundgåelig, og den er endt med at blive Rohdes foretrukne litterære form. I dag ånder han replikker, som han siger.

 

47861799

Blå bog

Født: 4. januar 1970 i København.

Uddannelse: Teatervidenskab og filosofi ved Københavns Universitet.

Debut: Jonas’ bog. Gyldendal, 1994.

Litteraturpriser: Marguerite Viby prisen, 1997. Carlsbergs Idé-legat, 1999. Johannes Allen-prisen, 2005. Reumert Prisen som Årets Dramatiker, 2005. Kjeld Abells Mindefond, 2007.

Seneste udgivelse: Midnatsforestilling : 5 skuespil. Bangsbohave, 2020. Skuespil.

Inspiration: Louis-Ferdinand Céline.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genre:  Drama

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Dybden var borte. Alt virkede dødt og sjælløst som en underbelyst film. Narkomanernes ansigter fik et skær af gamle portrætter, bygningerne lignede mørk papmaché. Skygger faldt overalt, indtil selv bevægelse blev obskur.”
”Jonas’ bog”, s. 127.

Jokum Rohde debuterede som dramatiker i 1993 med “To dage ude fra lørdag nat”, der blev opført på Fiolteatret i København. Året efter udkom romanen ”Jonas’ bog”, og selvom Rohde primært er kendt for sit bidrag til den danske dramatik, har han også skrevet prosa, romaner og noveller samt fotobogen ”København con amore” (2006) i samarbejde med digteren Søren Ulrik Thomsen. Heri foreviger de to Københavns upolerede facader og udrydningstruede specialbutikker, frisørsaloner og møntvaskerier. De mindre prominente lokaliteter i den danske hovedstad fascinerer Jokum Rohde. Selv er han vokset op i den anden ende af det sociale spektrum, i Frederiksstaden, den eksklusive del af Indre by omkring Amalienborg.

Kærligheden til metropolens dystre lokaliteter og barske skæbner er kendetegnende for Rohdes litterære univers. I både prosaen og dramaerne dyrker han byens skyggesider i en stiliseret forfaldsæstetik. Rohde skildrer det makabre og erotiske, mens angst og undergang lurer lige om hjørnet. Det kunne tolkes som et symbolsk fadermord, da Jokum Rohde er søn af de klare farver og formers mester, hele Danmarks plakatkunstner nummer et, Per Arnoldi. Derudover er han ud af en familie med stærk tilknytning til kunstscenen. Moren er skuespilleren Christiane Rohde, bedstefaren den tidligere direktør for Det Kongelige Teater Henning Rohde, og oldefaren var kunstmaleren Johan Rohde. I dag er Jokum Rohde selv husdramatiker på bedstefarens gamle arbejdsplads og har skrevet mere end tyve teaterstykker, hvoraf de fleste også er udkommet i bogform.

Jeg har haft to egentlige faser i den dramatik, jeg har skrevet, nemlig en non-lineær 1990´er fase, der i højere grad anskuede dramaet som et åbent eksperiment, et digt. Og så, på grund af to teateroplevelser, et skift mod at sætte karakterrollen som skuespilsfortællingens udgangspunkt, hvilket ledte til mine genredramaer fra 2001 og frem til nu.”(Rie Hammer: 11 spørgsmål til Jokum Rohde om den fængende historie. Teater1, 2012-05), siger Rohde om udviklingen i sit forfatterskab.

Jonas’ bog

”Oppe på lærredet var mænd i hvide lægekitler i færd med at føre en ål op i endetarmen på en sort kvinde. Krogh tog sig til hovedet. Hans briller duggede.”
”Jonas’ bog”, s. 64.

Handlingen i Jokum Rohdes romandebut ”Jonas’ bog” fra 1994 er henlagt til Vesterbro. Istedgades prostituerede, stofmisbrugere og særlinge befolker historien, hvis hovedperson er den unge mand Jonas. Det selvom Jonas egentlig kun optræder via andres tanker om og beskrivelser af hans person. Han er en form for erindring hos en lille håndfuld tilbedere – voyeuren, onanisten, luderen og den homoseksuelle. Hvorfor de tilbeder ham er tvivlsomt, men alligevel dikterer han på forskellig vis deres liv.

23568640

Fortælleren er en tredjepersonsfortæller, der følger den ældre herre Krogh. Han har skygget Jonas gennem længere tid. De to har mødt hinanden i Hardcore Himmel, den pornobiograf hvor Jonas arbejder, og hvor Krogh kommer for at se film. Med tiden kommer Krogh dog i højere grad for at studere, hvordan Jonas studerer biografens kunder i mørket, end for de nøgne kroppe på lærredet. Krogh ser Jonas som en slags frelser, en retning i sit eget forhutlede liv. Først i det øjeblik, Jonas’ menneskelighed går op for Krogh, opløses Jonas tiltrækningskræft. Eller gør den?

”Det har altid undret mig, hvad det gør ved en, hvis man hele tiden er udsat for den forvrængning af tingene, man ser i pornobiograferne, hvor man ser det hele og alligevel ikke ser noget som helst,” (Carsten Andersen: Opslugt af romanen. Politiken, 1995-02-06), har Jokum Rohde udtalt i et interview. Den franske psykoanalytiker Julia Kristeva indførte, i en analyse af rædslens magt, forestillingen om det forkastede objekt, abjektet, som fascinerer, frastøder og undslipper normal kategoridannelse. Måske er det det, Jonas er. Et abjekt – og en metafor for pornografien – trækkerdrengen, der lader sine tilbedere se alt uden at se noget.

”Jonas’ bog” er også titlen på en fortælling i Det Gamle Testamente om profeten Jonas, der bliver slugt af en fisk. Romanen har altså bibelske referencer, og Jonas er en frelserfigur. Hvad mennesket vælger at tro på, er et centralt motiv, ikke kun i Rohdes debut, men i hele forfatterskabet.

Det virkelige liv

”LOUIS: Jeg har sandheden, så sandt som stod den skrevet på en lap papir i min lomme. Ved du hvad sindssyge er? Det er at leve i en forestilling. Det er at gå i stå og stadig tro man bevæger sig.”
”Det virkelige liv”, s. 29.

Jokum Rohdes stykke ”Det virkelige liv” fra 1996 er trykt i en dobbeltudgivelse sammen med ”Nero” fra 1998. Det er der en pointe i. Begge stykker foregår i København og er trekantsdramaer. I ”Det virkelige liv” elsker den ene mand, Anic, kvinden Sonja, som elsker den anden mand, Louis, som er psykiater, mandestripper og mest af alt elsker sig selv.

Stykket åbner med en monolog, hvor Anic fortæller om en pige, han ifølge sig selv ’næsten’ boede sammen med. Allerede her forstår man, at Anic har en vrangforestilling af den relation, han har til Sonja. Han opsøger hende, mens hun sidder i sin lejlighed og venter på Louis. Louis har bildt hende ind, at verden er farlig, og at det derfor er bedst, hvis hun bliver inde i lejligheden. Stykkets indbyggede og underspillede absurditet afsløres allerede i åbningsscenen. Scenen er en lang udstilling af Anics desperate forsøg på at blive elsket, og Sonjas ligeså desperate forsøg på at komme af med ham gennem sine ondskabsfuldheder.

Historien er inspireret af den danske gyserfilm ”Mordets melodi” fra 1944. Den veksler mellem drøm og virkelighed, mellem relationer og forskellige virkelighedsopfattelser. Selvom Jokum Rohde i sit forord giver en nøje analyse og beskrivelse af sine intentioner med stykket, er det ikke klart, om stykkets fundamentale konflikt er en indre eller en ydre: Er Anic og Louis samme mand? Findes Sonja som andet end en abstraktion, en pige han har set, og hvis navn han har fundet ved at slå hendes adresse op? Fordi formen og indholdet er så flagrende, bliver fortolkningsrammen tilsvarende så bred, at ”Det virkelige liv” kan handle om både alt og intet. Om det kedelige liv i de triste bykvarterer eller et psykoanalytisk billede på moderne menneskers higen efter kærlighed og mangel på identitet. Hvad der er rigtigt eller forkert, virkeligt eller uvirkeligt er svært at sige i ”Det virkelige liv”.

Stykket spillede på teatret Kaleidoskop i 1996 med Helle Dolleris, Jens Albinus og Lars Bom i rollerne som henholdsvis Sonja, Anic og Louis.

Nero

”CARMEN: Ville det ikke være rart hvis vi tre boede sammen? Så kunne I begge to tage mig på brysterne. Ja, der er plads nok.
NERO: Jo, det ville være dejligt. Ikke Johnny?
JOHNNY: Nej.”
”Nero”, s. 95.

Jokum Rohdes ”Nero” (1998) er skrevet et par år efter ”Det virkelige liv”, men formen og temaerne er næsten identiske. I ”Nero” er miljøet Københavns Nørrebrokvarter, de skumle gader og beværtninger, hvor skæve eksistensers veje krydser hinanden, og hvor drømme drukner i feberlignende forestillinger om erotik, død, ondskab og penge.

I ”Nero” møder vi Johnny, Carmen og Nero, hvis skæbner og afhængighed er indbyrdes forbundne. Nero, der er blevet invalid efter et overfald, er afhængig af Carmen, som er hans tidligere kæreste. Carmen er afhængig af Johnny, som er hendes kæreste og Neros tidligere hjemmehjælper. Johnny er afhængig af Nero, der som stykket skrider frem bliver mere og andet end blot en invalideret person: Han bliver et symbol på penge, narko, begær, afhængighed og magt.

Carmen får overtalt Johnny til at slå Nero ihjel, eller det vil sige – Nero er pludselig død. Man har fundet ham i lejligheden, hvor han post mortem er blevet banket og bidt. Af teksten insinueres det, at det er Johnny, der efter Neros død har begået denne besynderlige form for nekrofili, men samtidig opstår en ny figur, Norbert, Neros spøgelse eller genfærd. Problemet ved genfærdet er, at det er meget svært at slå ihjel. Derfor antager Nero-figuren nu en endnu mere skræmmende rolle i stykket, som gengangeren, der lurer i hver en mørk krog af sindet – eller lejligheden.

”Nero” kan læses som et drømmespil, der udspiller sig i menneskets mørke bevidsthed. Her hersker arketyperne krigeren/bokseren, luderen, madonnaen, og bevidstheden tyranniseres af mørkets kræfter, drift, begær og magt. Titlen ”Nero” kan være en henvisning til Romerrigets kejser Nero, hvis styre udviklede sig til et tyranni. For selvom karakteren Nero i sig selv er ufarlig, så er begrebet Nero frygteligt. Han er alle steder, ingen steder, han er hverken død eller levende, han er det man frygter og det, man ikke kan undvære.

Pinocchios aske

”ALEXANDER TROCCHI: Så De har brudt loven?
WERNER BRUUN: Ja. Men ikke med ond hensigt. Jeg ønskede at gøre verden mere dejlig og rar ved at skabe noget positivt.
DOMMER WOLFF: Det er netop problemet.”
”Pinocchios aske”, s. 21.

Kunstens magt er hovedtemaet i Jokum Rohdes ”Pinocchios aske” (2005). Stykket åbner med replikken ”Jeg elsker lugten af brændte klassikere om morgenen”. Ordene tilhører Dommer Wolff, der er den dømmende magt i byen Kongstad, hvor et kunstforbud er blevet indført. Kunst er underlagt streng censur, og der er hårde straffe for den, der overtræder dette.

Werner Bruun er en møbelsnedker, der har et meget kærligt forhold til sin mor. Han har lavet en Pinocchiodukke, et kunstværk, og som straf får han hugget sin højre hånd af. Herved bliver han invalideret og kan ikke længere leve af sit erhverv, der ikke er kunsten men snedkeriet. Det er stikkeren Marc Dutroux, der angiver Werner Bruun. Dutroux er som en anden Stasi-agent ansat til at opsnuse ulovlig kunst. Dommer Wolff, der undervejs viser sig selv at være digter, myrdes, fordi han har en frakke magen til Werner Bruun. Samtidig blusser revolutionen op i befolkningen, kunsten overvinder undertrykkelsen – men magthaverne er, med undtagelse af Dommer Wolff, stadig de samme. Selvom kunsten er fri, truer populismen med at korrumpere den. Magten tilhører magthaverne, også selvom Kongstad ikke længere er underlagt censur.

Den sproglige tone i dialogerne er hård, sarkastisk og karikeret. Genremæssigt er stykket et retssalsdrama, men har også karakter af et gammeldags eventyr, hvor de gode, uskyldige og fattige skal så grueligt meget igennem, mens de onde ler og rager til sig. Moderbindingen mellem Werner Bruun og hans mor er en parodi på et Ødipus-kompleks, og flere af karakterernes navne refererer (som i andre af Rohdes værker), til faktiske personer: Marc Dutroux er navnet på en belgisk forbryder, der er mistænkt for i 1995 og 1996 at have kidnappet, torteret og seksuelt misbrugt seks piger. I ”Pinocchios Aske” optræder han som politispion. Alexander Trocchi er navnet på en skotsk beatpoet, mens Pinocchio i dette stykke ikke optræder som karakter, men fungerer som et symbol: Marionetten, der styres af andres hænder. Med afhugningen af kunstnerens hænder sørger magthaverne for, at kunsten ikke kan kontrollere folket.

Darwins testamente

”Nej, jeg vil ikke sige noget om det politiske, kun slå fast at det politiske begynder og ender i vores opfattelse af naturen. Og jeg er naturvidenskabsmand.”
”Darwins testamente”, s. 6.

I 2009 udkom Jokum Rohdes ”Darwins testamente”. Det foregår i Storbritannien under Dronning Victorias lange regeringstid, der strakte sig over mere end halvdelen af 1800-tallet. Naturforskeren Charles Darwin har udgivet sit skelsættende værk ”On The Origin of Species” (1859), og arternes oprindelse og evolutionsteori er centrale temaer allerede fra dramaets åbningsscene, hvor Dronningen tildeler Darwin den fornemme Muræne Orden.

Samtidig er seriemorderen ”Den Gule Moræne” på fri fod i Londons slumkvarterer. Han bærer gule handsker og spiser ansigtet på sine ofre. Inspektør Bartholomæus og hans kolleger i Scotland Yard har længe jagtet seriemorderen og frygter nu, at også Darwins liv er i fare.

Handlingen drives frem af lige dele forvikling og mistænkeliggørelse. Hemmelige ordener og skjulte agendaer fremstilles som en naturlig del af den londonske hverdag. De mere symbolske dimensioner er indlejret i teksten som en drømmelignende understrøm: Darwin har mistet hele sin familie, men det viser sig pludselig, at datteren Chloe har overlevet det værst tænkelige: at blive levende begravet. På forunderlig vis har hun gravet sig op gennem den mørke jord, som en spirende plante.

Stykket er en vild blanding af historiske referencer, sproglige finurligheder og sorthumoristisk symbolik. Det skal læses uden nødvendigvis at sætte karaktererne op mod virkelighedens historiske personer, da Rohdes stil er både absurd, ironisk og abstrakt. Historiens skelet er en kriminalgåde, der opklares ved gammeldags detektivarbejde med en klar reference til Sir Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes. Stilen skifter dog fra scene til scene, og inspirationen er i lige så høj grad hentet fra tysk ekspressionisme og moderne populærkultur, som f.eks. tegneserien ”Watchmen” og superhelten ”Batman”.

Gennem denne genrehybrid fortæller Jokum Rohde sin version af historien om Darwins arbejde, og den betydning hans forskning har fået for nutidens opfattelse af liv. Hans ideer om arternes oprindelse er et uvurderligt testamente, der stadig har ufattelig stor betydning for menneskets syn på naturen.

Manson

”ANKLAGER IVANOVITCH – Hvem er Charles Manson?
EVILENKO – Han er Jesus Kristus genkommen. Jeg vil gøre alt for ham.
ANKLAGER IVANOVITCH – Selv myrde?
EVILENKO – Især det.”
”Manson”, s. 70-71.

”Manson” (2011) af Jokum Rohde foregår i den fiktive russiske storby Metropolis. Byen er opkaldt efter den ekspressionistiske filminstruktør Fritz Langs science fiction-klassiker fra 1927. Herudover har Jokum Rohde ladet sig inspirere af Roman Polanskis gyserfilm ”Rosemary’s Baby” (1968) og Mel Gibsons ”The Passion of Christ” fra 2004 til skabelsen af et miljø, der er horribelt, makabert og blodigt. Forholdet mellem lov og orden, religion og nihilisme, mord, død og genopstandelse er noget af det, der behandles i stykket, som har hentet sin handling fra en af det 20. århundredes mest brutale mordsager.

29094861

Det er den amerikanske seriemorder Charles Manson og hans gruppe af disciple, den såkaldte Familie, der i dag sidder fængslet bl.a. for et voldsomt knivdrab på Roman Polanskis kone Sharon Tate og tre af hendes venner. Handlingen er, som i ”Pinocchios aske”, struktureret omkring en retssag. Alt imens vidnerne genfortæller deres version af mordsagen for dommer og anklager, afsløres forbrydelsens forløb i brudstykker for publikum. Charles Manson overtaler sine horende og fordrukne tilhængere til at myrde en gruppe uskyldige mennesker – heriblandt den smukke Sharon Tate, der er højgravid. Herefter skærer Manson selv spædbarnet ud af hendes krop og boltrer det fast til væggen med en saks.

Rollen som Charles Manson har Jokum Rohde skrevet til skuespiller Nicolas Bro. Han har i både 1. og 2. akt en længere monolog, hvori han præsenterer sig selv som Guds søn, Jesus Kristus. Disse taleblokke bryder formmæssigt med resten af stykkets dialoger og benytter sig af den såkaldte Verfremdungs-effekt. Fremmedgørelsen er et greb, der stammer fra Bertolt Brechts episke teater, hvis sigte var at bryde med publikums illusioner og vise menneskets foranderlighed.

Hvad sker der, når vi dør? Det er et nøglespørgsmål i ”Manson”. Samtidig kritiserer stykket mordgerninger og problematiserer dødsstraf ved at fremhæve disse handlingers meningsløshed i et kaotisk virvar af vanvid, orgasme og løgn.

Genrer og tematikker

Jokum Rohde skriver både dramatik, romaner, noveller, radioteater, og selvom han ikke skriver digte, nærer han en stor kærlighed til lyrikkens form. ”Min præference er helt klart digtet frem for dialogen, men jeg skriver dialog.” (Rie Hammer: 11 spørgsmål til Jokum Rohde om den fængende historie. Teater1, 2012-05), siger han.

28557558

Tematisk er forfatterskabet spændt ud mellem utopi og dystopi, frisættelse og tyranni og mellem drøm og virkelighed. En samfundskritik løber som en undertekst, og politiske diskussioner dukker op i karakterernes ideologiske refleksioner og absurde ytringer. Sex og seksualitet er både til salg og til forhandling, mens kærlighed er en mangelvare. Den er enten uopnåelig, perverteret eller optræder i form af et savn. Mange af Rohdes karakterer er formet af mangel på omsorg i deres opvækst. Også forholdet mellem liv og død er et tilbagevendende tema. Karakterer bliver begravet levende, myrdet og genopstår. Spørgsmålet er, hvad der sker, når vi dør? Det giver Rohde både Jesus Kristus og Charles Darwin lov til at svare på.

Stedet har en særlig plads i Rohdes skrift. Han er særligt fascineret af storbyen, i særdeleshed socialt belastede områder i Københavns brokvarterer, men også fiktive fremtidsmetropoler. Disse dystre, forladte lokaliteter afspejler karakterernes mentale rum. Her bor angst, ensomhed og skizofreni.

Stykkerne er tragedier. De bærer ikke løsningen i sig. De bærer en erkendelse af, at eksistensen er umulig, og at mennesket for så vidt lever et tragisk liv,” (Anita Brask Rasmussen: Charles Manson er Jesus Kristus. Information, 2011-02-25) har Jokum Rohde udtalt i et interview i Information. Det lyder alt i alt meget tragisk, men Rohde er, når det kommer til stykket, romantisk anlagt. ”Jeg er dramatiker. Dramatik omhandler sin tid, temaer og konflikter, men hvis du spørger mig, om jeg er nihilist, så må jeg sige nej, for jeg tror på skønheden som en af de vigtigste kræfter i mennesket.” (Anita Brask Rasmussen: Charles Manson er Jesus Kristus. Information, 2011-02-25).

Beslægtede forfatterskaber

Af Rohdes samtidige danske kolleger arbejder også dramatiker Line Knutzon med det mærkværdige og politiske i sine stykker. Jonas T. Bengtssons storbyfortællinger om samfundets svageste er socialrealistiske, men romanen ”Submarino” (2006), om Nordvestkvarterets kriminelle, udspiller sig i et for Rohdes forfatterskab genkendeligt miljø. En anden landsmand, som også arbejder med det makabre og meningsløse, og som ligeledes benytter sig af historiske personer til at skabe samfundskritiske parodier, er prosaisten Harald Voetmann. I romanen ”Kødet letter” (2012) er Kødbyen i København rammen om en surreel deroute for den elendige Hr. Kühleborn, og ”Vågen” (2010) handler om den romerske naturhistoriker Plinus den Ældre.

Hos Rohde mindes man på én gang om tysk ekspressionistisk filmkunst, film noir, David Lynch, Lars von Trier, David Bowie og Nick Cave, Paul Bowles, William S. Burroughs og Louis-Ferdinand Céline. Og samtidig om gamle danske popsange og danske gyserfilm fra 50’erne. Finkultur og trash indgår i ét stort reservoir” (Birgitte Hesselaa: Det dramatiske gennembrud. Gyldendal, 2009), hedder det i et oversigtsværk over 1990’ernes dramatik. Netop fordi Rohdes skrift refererer til så mange forskellige kunstværker og kunstarter, kan det være svært at fremhæve en inspirationskilde frem for en anden. Dog har franskmanden Louis-Ferdinand Céline en særstatus blandt Rohdes forbilleder. Célines debutroman ”Rejse til nattens ende” (1932) er karakteristisk ved sin ualmindeligt bitre, hadske og bramfrie fortæller, der skildrer livet og verden under og efter 1. Verdenskrig som brutal og absurd.

Rohde har oversat den amerikanske beatforfatter William S. Burroughs bog ”Queer” til dansk. Hos Burroughs er stofmisbrug, homoseksualitet og prostitution i apokalyptiske universer en norm. Rohde synes at dele Burroughs’ fascination af menneskets vrangsider, og han kan have haft Burroughs’ cut-up metode (litterær collage) i baghovedet, når han krydsklipper mellem scener, steder og tider i sine stykker.

Bibliografi

Romaner

Rohde, Jokum:
Jonas’ bog. Gyldendal, 1994.
Rohde, Jokum:
Falkonmysteriet. Gyldendal, 2001.
Rohde, Jokum:
Trianglen. Tiderne skifter, 2016.

Noveller

Rohde, Jokum:
Löwenlandet. Tiderne Skifter, 2005.
Rohde, Jokum og Søren Ulrik Thomsen:
København – con amore. Vindrose, 2006.

Dramatik

Rohde, Jokum:
Guder. Fantomsmerter. Forlaget Drama, 1999.
Rohde, Jokum:
Det virkelige liv & Nero. Lindhardt og Ringhof, 2000.
Rohde, Jokum:
Snedronningen. Forlaget Underskoven, 2000.
Rohde, Jokum:
Seance. Forlaget Drama, 2002.
Rohde, Jokum:
Pinocchios Aske. Forlaget Drama, 2005.
Rohde, Jokum:
Karnevalsmordet. Forlaget Drama, 2007.
Rohde, Jokum:
Thor: Ultima Ragnarok. Forlaget Drama, 2007.
Rohde, Jokum:
Rød Oresti. Forlaget Drama, 2009.
Rohde, Jokum:
Darwins testamente. Forlaget Drama, 2009.
Rohde, Jokum:
Hvem myrdede Regitze Rio? Forlaget Drama, 2010.
Rohde, Jokum:
Manson. Forlaget Drama, 2011.
Rohde, Jokum:
Har-har-har De set min kone? & Lille Edith. Drama, 2013.
Rohde, Jokum: Midnatsforestilling : 5 skuespil. Bangsbohave, 2020. Skuespil.

Oversættelser

Bowles, Paul:
En fjern hændelse. Fiskers Forlag, 1992.
William S. Burroughs:
Queer. Rævens Sorte Bibliotek, 1995.

Essay

Rohde, Jokum: Modkørende. Gyldendal, 2018. Essay.

Om forfatterskabet

Artikler

Schierbeck, Ole:
Arveligt belastet. Politiken, 1994-11-06.
Garsdal, Lise:
Professionelle græsrødder. Politiken, 1997-02-02.
Gade, Solveig:
København på godt, men mest på ondt. Politiken, 2001-09-16.
Skyum-Nielsen, Rune:
Kærlighed ved sidste blik. Jyllands-Posten, 2006-04-22.
Christensen, Anne Middelboe:
Replikker med overarme. Information, 2007-01-02.
Bangsgaard, Jeppe:
Statsgysere og mørke drømme. Berlingske Tidende, 2008-09-04.
Møller Svendsen, Emil:
Som Jokum Arnoldi var der no future. Børsen, 2012-06-07.

Tale

Søren Ulrik Thomsens tale til Jokum Rohde da han modtog Kjeld Abells Mindefond i 2007.

Fagbog

Bukdahl, Lars:
Generationsmaskinen. Borgen, 2004.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jokum Rohde

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Andersen, Carsten:
Opslugt af romanen. Politiken, 1995-02-06.
Hesselaa, Birgitte:
Det dramatiske gennembrud. Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990’erne til i dag. Gyldendal, 2009.
Brask Rasmussen, Anita:
Charles Manson er Jesus Kristus. Information, 2011-02-25.
Hammer, Rie:
11 spørgsmål til Jokum Rohde om den fængende historie. Teatermagasinet Teater1, 2012-05.

Videoer

Jokum Rohde interviewes af Clemens Kjærsgård i DR2 programmet Autograf.
Trailer til Manson på Det Kongelige Teater.