Villy Sørensen

Den kraft man ikke har med sig har man imod sig, skriver Villy Sørensen i Jesus og Kristus, 1992: at have kraften med sig er at kunne se sig selv og verden i sammenhæng og at kunne se en mening med det man gør , som hans definition af den sande frihed lyder.

22531867

At have den imod sig er at være offer for sine egne fortrængninger eller fordomme og derfor også at være på kant med verden. I hele sit store og usædvanlig vidtspændende forfatterskab - fortællinger, essays, afhandlinger, kommentarer, dagbøger - søger Villy Sørensen at beskrive og fortolke individet, samfundet og naturen i sammenhæng - at vise, hvorledes vi kunne få kraften med os.

Men skal værkerne fortolke tilværelsen ægte, må de også handle om alt det, som står oplevelsen af sammenhæng imod: både ydre forhindringer og vores egen trang til at tænke alt i sort-hvidt, at skabe os fjendebilleder og således få kraften imod os.

Især Villy Sørensens tidlige ’sære’ og ’ufarlige’ historier kan være brutale i deres emne, men humane i deres tendens, som han senere skrev om den romerske filosof og tragedieforfatter Seneca (Seneca. Humanisten ved Neros hof, 1976).

I bogen om Jesus og Kristus skelner Villy Sørensen mellem ’kraften’ og ’magten’: kraften samler og forsoner, den er af kærlighed, magten splitter og skaber ufred, den er af had. Man kan kæmpe om magten, man kan ikke kæmpe om kraften - den kan man kun tage imod, den fyldes man kun af, hvis man holder sig åben for den som individ og finder sammen i et fællesskab.

Villy Sørensen afstår fra at give kraften et navn, men ikke fra at indkredse de betingelser, hvorunder den måske kunne gøre sig gældende.

Det samlende i kraften - som jo også er inspirationen - viser sig direkte i Villy Sørensens sprog: det er koncentreret og dog enkelt, det samler ofte det meget komplekse i en oplevelse eller et sagforhold i en og samme sætning.

23499851

Hans debut i 1953 med Sære historier slog en ny tone an i dansk litteratur. Fortællingerne behandlede de største eksistentielle problemer og udfoldede samtidig en både overstadig og underfundig humor.

Det forfærdelige er morsomt, når det ikke er farligt, skrev han i 1955 som motto over Ufarlige historier. Men der er netop ofte fare på færde, som når to små drenge saver benet af en tredje, fordi de tror at hjælpe ham med det (Blot en Drengestreg), når tigre invaderer skikkelige folks køkkener (Tigrene), når De to Tvillinger ender med at slå hinanden ihjel, fordi de står hinanden så nær, at de ikke kan gå hver til sit, eller når dobbeltvæsenet Duo skæres midt over, fordi samfundet ikke kan leve med en, der ikke svarer til dets gængse forestillinger om, hvordan man skal se ud.