Søren Ulrik Thomsens forfatterskab tager sin begyndelse midt i det, der retrospektivt er blevet karakteriseret som 80’er-generationen i dansk litteratur. Sammen med bl.a. Michael Strunge, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen indvarslede Thomsen med ”City Slang” en afsked med 70’ernes politiske litteratur. I essayet ”Farvel til det blå rum” skriver Thomsen om denne bevægelse, at 80’er-digterne opstår i det tomrum, venstrefløjkulturen har efterladt som en byrde og en mulighed. Dette ufortolkede rum gør de til Poesiens Blå Rum, der husede eksistentialerne og de menneskelige grundvilkår, og hvor kun den æstetiske form kunne bringe dem til erkendelse. ”Ved kroppen står vi så over for den berygtede sidstereferent, som i hvert fald jeg ikke kan tænke udenom, fordi kroppen i sin dødelighed udpeger mennesket som stedt i en bestemt tid og et bestemt rum og som hjemfaldent til en fælles verden.” Kroppen bliver et vilkår for ensomhed og fællesskab. (”En dans på gloser”, s. 124-25). Musikeren David Bowie er en eksplicit inspirationskilde, som det også ses hos Michael Strunge og Bo Green Jensen.
Siden Thomsens forbindelse til 80’er-digterne har han ikke kunnet placeres i nogen generation eller bevægelse i dansk litteratur. Han har slægtskaber med forskellige lyrikere, men kan ikke siges at tilhøre en strømning.
”Det skabtes vaklen” har genrebetegnelsen Arabesker, hvilket er en henvisning og en hilsen til J.P. Jacobsen, der i sine kendte arabeskdigte ”Arabesk. Til en Haandtegning af Michel Angelo” (1874) og ”En arabesk” (Pan-arabesk, 1868) fra ”En Cactus springer ud”, 1871 benytter den slyngede arabeskform. J.P. Jacobsens digte er i lighed med Thomsens ekstremt gennemarbejdede og ciselerede. Thomsen benytter så småt arabeskstrukturen i ”Nye digte” og ”Hjemfalden”, og formen når sit højdepunkt med arabeskerne i ”Det skabtes vaklen”.
I forhold til Henrik Nordbrandt er der et træk, der både forener og skiller deres poetiske sprog, nemlig paradoksets figur, som litteraten Anders Østergaard skriver i bogen ”Vandmærker – nærlæsninger af ny dansk litteratur”. Samme sted bemærker litteraten Erik Skyum-Nielsen, at melankolien som grundstemning og troen på skønheden som et suverænt ideal er træk, der går igen i begges forfatterskaber. En forskel er, at hvor Nordbrandt fastholder grænsen mellem subjekt og verden, opsøger Thomsen dette overgangsrum. I specielt ”Hjemfalden” er der også en hilsen til Nordbrandt med deres fælles anliggende med ankomster og opbrud.
Thomsen og Per Højholt har eksplicit indoptaget hinanden i deres forfatterskaber. Hvor Højholt har skrevet digtet ”& Thomsen” har Thomsen særligt i sine poetikker skrevet sig op i mod Højholt. Fælles for de to er, at de begge skriver både poesi og poetikker samt, som adjunkt på Københavns Universitet Svend Skriver formulerer det ”den formelle koncentration, livtaget med metafysikken og det tilspidsede poetologiske udtryk” (Svend Skriver: ”Sørens poesi kan man ikke værge sig imod” i Spring nr. 16, 2001.)
”Det værste og det bedste” er skrevet frit efter et digt af Charles Bukowski, som på den måde ligger til grund for en hel udgivelse.
Alt dette sagt er Søren Ulrik Thomsen en ener i dansk litteratur. Allermest er han sin egen, og lyder mere og mere som sig selv, som forfatterskabet skrider frem.