camilla wandahl
Foto: Agnete Schlichtkrull

Camilla Wandahl

cand.theol. Charlotte Hitzner, iBureauet/Dagbladet Information. 2012. Bibliografi opdateret november 2024.
Top image group
camilla wandahl
Foto: Agnete Schlichtkrull
Main image
Wandahl, Camilla
Foto: Agnete Schlichtkrull

Camilla Wandahl skriver om den svære brydningstid mellem barndom og voksenliv. Hun skildrer med stor varme, omsorg og respekt piger, der kæmper med usikkerhed, forelskelser og følelser i fuldt firspring. Svære valg skal træffes, og loyaliteten mod venskabet og veninden bliver prøvet. Men selvom Wandahl lader sine karakterer mærke tyngden af voksenlivets alvor, efterlader hun dem altid med et håb for fremtiden.

139665759

 

Blå bog

Født: 9. juli 1986 i København.

Uddannelse: Folkeskolelærer med linjefag i dansk, tysk og billedkunst fra N. Zahles seminarium i København.

Debut: Hjerte i vente. Høst og Søn, 2009.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Øglejægerne 3 - Parasitternes rige. Gyldendal, 2024. 

Artikel type
boern

Baggrund

”Andreas er bare en dum idiot, siger jeg til mig selv. Tænk, at jeg håbede. Tænk, at jeg lod ham gøre det. Jeg vil aldrig mere håbe, aldrig mere tale til ham.”
”Hjerte i vente”, s. 132.

Camilla Wandahl er opvokset i den københavnske forstad Albertslund. Hendes mor udgav lærebøger og letlæsningsbøger, og hendes far havde en musisk uddannelse. Allerede i en tidlig alder, og inden hun kunne skrive, fortalte Camilla Wandahl historier om stort og småt. Selv siger hun, at hun fortalte ”... om hver eneste sten på vej hjem fra børnehaven.” (Michel Henri Jadouin: Gys og kærlighed. Vestegnen, 2010-01-18).

Historierne blev hun ved med at fortælle, og da hun begyndte på Holsbjergskolen, fik hun øjnene op for det at skrive historier. Hun drømte om at blive forfatter, illustrator eller journalist, og op gennem teenageårene prøvede hun kræfter med flere former for skriveri. Hun skrev poesi, noveller, romaner og var i en årrække en del af Børne Panelet i Albertslund. Her svarede hun på andre unges spørgsmål om mobning, venskaber og problemer i hjemmet.

Da hun var 14 år, indsendte hun sin første færdige bog, en billedbog, til et forlag, men fik afslag. Redaktøren opmuntrede hende dog til at fortsætte med at skrive og eventuelt tage nogle skrivekurser. Det råd fulgte hun, og som 16-årig vandt hun to novellekonkurrencer med henholdsvis en science fiction og en fantasynovelle.

Da Camilla Wandahl gik i 2.g på Kongsholm Gymnasium, opdagede hun foreningen Håbefulde Unge Forfattere, som hun straks meldte sig ind. I foreningen mødte hun andre forfatterspirer, der ligesom hun selv arbejdede målrettet med blandt andet skrivegrupper og –værksteder for at få udgivet deres historier. Efter gymnasiet læste Camilla Wandahl på N. Zahles Seminarium i København, hvor hun uddannede sig til folkeskolelærer med linjefag i dansk, tysk og billedkunst. Sideløbende med studierne arbejdede hun som skrivelærer og færdiggjorde sin første roman ”Hjerte i vente”.

Camilla Wandahl er bosiddende med sine hunde i Albertslund. Hun underviser, holder foredrag og afholder workshops sideløbende med sin forfattervirksomhed.

Hjerte i vente

”Den Gule er som en skygge ud af øjenkrogen. Den er næsten væk, når man vender sig efter den, men alligevel ikke helt forsvundet. En skygge der slet ikke hører til, og som derfor får hjertet til at banke på sådan en sort måde.”
”Hjerte i vente”, s. 5.

I 2009 udkom Camilla Wandahls debutroman ”Hjerte i vente” om pigen Gry, hvis lillesøster lider af en alvorlig hjertefejl. Gry er en helt almindelig 14-årig pige. Eller det var hun, lige indtil den dag hendes forældre fortæller hende, at lillesøsteren Freja har brug for et nyt hjerte. Fra da af går livet i stå for Gry og bliver afløst af Vente. Vente er en tilstand, der opsluger hele Grys familie og gør, at Gry mister evnen til at handle. Intet giver mening længere. Fester, drenge og veninder hører til i en anden verden. I en verden der bliver ved at bevæge sig, som om intet er hændt og som derfor heller ikke kan forstå al den frygt, der hober sig op inden i Gry.

27552862

Det er i hvert fald, hvad Gry tror, så derfor fortæller hun ikke sine veninder Anna og Simone, hvad der er i vejen. Samtidig med at hun forsøger at opretholde en facade overfor omverdenen, overfor drengen Mads, overfor veninderne, overfor forældrene og Freja, går hun mere og mere i stykker inden i. Hun hjemsøges af Den Gule, en skabning med sylespidse tænder, der tager modet fra hende og skræmmer hende. Den Gule siger, de andre aldrig vil forstå. At de vil tro, hun er sindssyg, når hun fortæller dem om ham. Da Gry får en ny lærer på billedskolen, den 19-årige Andreas, sker der dog noget. Gry og Andreas forelsker sig, og Gry vover endelig at betro sig til et andet menneske.

Gennem Gry får læseren et unikt indblik i de tanker og følelser, der suser gennem en 14-årig piges hoved. Fordi historien skildres gennem en jeg-fortæller, bliver Grys kamp med angsten og hendes kamp for at fremstå så normal som muligt levende. Læseren kommer med andre ord helt ind under huden på Gry.

Et af de centrale temaer er ensomhed blandt andre mennesker. Gry er omgivet af familie og venner, der alle ønsker det bedste for hende. Men Gry tør ikke åbne sig, og derfor ender hun med at isolere sig mere og mere fra omverdenen. Men også mere almindelige udfordringer, som man møder i teenageårene som loyalitet over for veninder, forelskelser, ulykkelige såvel som lykkelige og konflikter med forældre, behandles i romanen.