Len Deighton

"Forfattere som mig har en hel del fælles med spioner",
fortæller den engelske spændingsforfatter Len Deighton.
"Jeg kan lide at være i stand til at lytte til samtaler, uden at folk vender sig rundt og kigger på mig". De fleste af hans romaner handler om spioner og hemmelige agenter.

Allerede som barn var han en snedig iagttager. Hans far var chauffør i en velstillet, højkultiveret familie, moderen kokkepige sammesteds. Under 2. verdenskrig flyttede de pga. boligmangelen ind i herskabets hus. Den 10-11 årige Len oplevede en Upstairs-Downstairs verden, hvor der også var rangstridigheder inden for tjenerskabet. Klassemodsætninger, stridigheder på arbejdspladsen er et gennemgående motiv i hans værker.

I de hemmelig agent-organisationer, han skildrer, slås og intrigerer personalet lige så meget indbyrdes som mod fjenden. Adskillige af hans personer er ikke alene dobbeltagenter, men også dobbeltmennesker. De ser ud som loyale, de spiller loyale, men der bor forrædere i dem. En mistænksom verden.
Ingenting er, hvad det ser ud til at være. Der snobbes opad og sparkes nedad under færdslen på arbejdspladsens rangstige. Der siges eet og menes noget andet.

Ind i disse cirkler kommer hans to antihelte. Den navnløse hemmelige agent i Lynaktion Ipcress , Deightons debut, nedstammer fra arbejderklassen, dengang noget højst usædvanligt i klubherrernes smokingklædte inderkredse. Han er mistroisk over for disse autoritære personager - og siger det, højt og tydeligt. Han flirter med socialismen, drikker grappa, går med brune sko (!), ryger Gauloises, spiser hvidløsgpølse, tager køkkenforklæde på og laver selv mad og lytter imens til Mozart på grammofonen.

Den slags havde man aldrig hørt magen til i secret service, hvor de andre fortrinsvis var sønner af oberster og generaler eller nedstammede fra lavadelen og gik med regimentsslips. Denne navnløse helt indleder Deightons første hemmelig agent-serie.
På film blev han døbt Harry Palmer og i flere omgange spillet af Michael Caine.
På dette stede skal det rent praktisk bemærkes, at ordet serie ikke bør skræmme læseren. Alle Deightons sammenhængende bøger kan også læses selvstændigt og i tilfældig rækkefølge.

Antihelten i hans nyeste hemmelig agent-serie hedder Bernard Samson. Han starter i sit romanliv i Brahms fjerde Mand , og han lever videre i endnu fem historier, i en af dem som barn eller i hvert fald planlagt barn - og Deighton har bebudet et afsluttende bind omkring ham.

Samson er gift med en kollega Fiona, datter af en meget rig familie. Det er hende, der hopper af til Moskva. Jeg tør næsten ikke røbe det, men siden hopper hun tilbage, men vi kender langt fra slutningen på de hasarderede begivenheder. Er hun monstro tredobbelt agent?

I hvert fald: også Bernard Samson har sin rod i det arbejdende folk. Hans far var knyttet til engelsk efterretningsvæsen som sin søn, men han gjorde aldrig karriere på de bonede salonparketgulve. Det havde han hverken familieforbindelser eller uddannelse eller klubmedlemskab til. Han var hemmelig agent i marken: på en yderst livsfarlig post: under jorden, i Hitlers Berlin.

Bernard slægter sin far på. Også han er blevet forbigået som sagt, må tage det hårde slid i marken, gør ikke karriere, har ikke de rigtige forbindelser, har ikke gået på universitet med de rigtige. Det gør det ikke bedre, at han er fuldstændig respektløs og rapkæftet over for arbejdspladsens maskebærende, dobbeltradede myndighedspersoner.