Christian Dorph er den kendte af de to ukendte medlemmer af krimiduoen Dorph & Pasternak. Han er født i Odense, har en ungdom på den yderste venstrefløj og slog efter uddannelse på Forfatterskolen og Aarhus Universitet igennem i den relativt eksklusive kreds af digtlæsende danskere med samlingen “Et stykke tid” fra 1992. Siden 1995 har han undervist i skrivning på Testrup Højskole. Efter nogle år fik han ideen til en krimi, som udkom i 1999 under titlen “Øjet og øret”. Den blev fulgt op med “Hylster” fra 2003.
“Jeg kan godt lide at forføre læseren, og derfor er jeg meget optaget af plottet i krimien,” sagde han i den forbindelse. “Jeg er vel, hvad man kunne kalde en plot-mand. Jeg hader svage plots, og jeg kan godt lide at endevende et plot og diskutere mine plots, f.eks. med min forlagsredaktør.” (Carsten Andersen: Helt vild i halvfjerdserne. Interview i Politiken, 2005-11-13).
Forlagsredaktøren Simon Pasternak kunne også godt lide at snakke plots med sin forfatter. Men måske mente han, at arbejdet med at kværne hans manuskripter igennem var så stort, at han lige så godt kunne få sit navn med på omslaget. I hvert fald foreslog han, at de gik sammen om at skrive den næste. Han havde en supergod idé.
Simon Pasternak er kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og har skrevet en monografi om en grønlandsk kunstner, som de færreste kender (“Oqaluttuartoq Jens Rosing” fra 1999).
Christian Dorph var ikke uimodtagelig for hans frieri, men havde betingelser. Det skulle være en danmarkskrønike, og den skulle starte i halvfjerdserne, et årti som trængte til rehabilitering, syntes han. Og sådan blev det. I dag er krimimakkerparret nået igennem både halvfjerdserne og firserne med de første fire romaner om Drabsafdelingen ved Københavns Politi.
Arbejdsfordelingen var fra første færd klart uklar: “Christian Dorph: “- (…) vi fordeler personer eller plotdele, og så skriver vi oven på hinanden. Jeg kan skrive et kapitel, og så skriver Simon det om. Så tager han måske nogle af de fede ting ud, men så putter jeg dem tilbage igen og omvendt. Det kan køre, indtil vi rammer rent. Når den er i skabet, er vi altid enige. Simon Pasternak: - Vi kan diskutere uendeligt, når noget ikke fungerer, og omarbejde det en million gange. Det er til at blive sindssyg over, og det behøver ikke engang at være vigtige scener. Vi havde en scene, hvor politifolkene skulle til Herlev og interviewe et vidne. Vi kunne ikke få dem rimeligt ind ad en bestemt dør. Det skulle være morsomt, men blev det ikke. Noget af det mest pinlige er, når man gerne vil være sjov, men ikke er det.” (Kristen Bjørnkjær: Frikadeller og noirkrimi. Interview i Information, 2010-08-27).
