1. Forfattere og illustratorer - Voksne
  2. Eriksen, Inge
Inge Eriksen
Foto: Morten Holtum

Inge Eriksen

 
journalist Kirstine Marie Ersbøll, iBureauet/Dagbladet Information. 2006.
Emneord
dansk litteratur
science fiction
samfundskritik
Top image group
Inge Eriksen
Foto: Morten Holtum
Main image
Eriksen, Inge
Foto: Thomas Borberg

Indledning

“Jeg har altid følt mig spærret inde i Danmark”, har Inge Eriksen engang sagt i et interview med journalisten Niels Thorsen. Udsagnet afspejler meget præcist den udlængsel og frihedstrang, der er karakteristisk for hovedpersonerne i hendes ofte meget samfundskritiske romaner, lige fra debuten “Victoria og verdensrevolutionen” fra 1976 til “En kvinde med hat” fra 2005, der er den foreløbig seneste. Interessen for fremmedartede settings og mulighederne, de giver for at erfare noget helt nyt, finder man i udpræget grad i hendes science fiction-romaner, der regnes for nogle af de bedste, der er skrevet på dansk. Inge Eriksen har været en ivrig politisk debattør siden 1960’erne, og også her har omdrejningspunktet været den kamp for frihed og lige rettigheder, der overskrider landegrænser, og ikke kan vindes uden solidaritet og fællesskab.

27940269

Blå bog 

  • Født: 22. oktober 1935 i Skørping.
  • Død: 13. marts 2015.
  • Uddannelse: Student 1957 fra Aalborg Studenterkursus, lærereksamen 1973 fra Københavns Dag- og Aftenseminarium.
  • Debut: “Kællinger i Danmark”, 1975.
  • Romandebut: “Victoria og verdensrevolutionen”, 1976.
  • Litteraturpriser: Bl.a. SFC Prisen (1986), Georg Brandes Prisen (1994), Martin Andersen Nexø Prisen (1999) og Otto Gelsted Prisen (2001).
  • Seneste udgivelse: "Brød og roser"  af en romanforfatters erindringer,  2009 (99.4 Eriksen, Inge).

 

 

 

 

 

Ved et symposium på Christiansborg arrangeret af Modersmålselskabet tog Inge Eriksen temperaturen på tidens sprog:

Artikel type
voksne

Baggrund

“– Roserne var røde, hviskede jeg til mørket. – Og hattene forsvandt, blev umoderne, fortid. Var jeg født for tidligt eller for sent? Den måde at tænke på var teenagerens, ikke en moden kvinde i 2002 værdig! Men jeg huskede den – det ufærdige pigebarns identitetssøgen, forestillingerne om at være et forbyttet barn, den febrile grublen over, om jeg ville være mig, hvis jeg havde en anden krop. Tankegangen rummede et element af had til virkeligheden, der kunne forekomme uoverskuelig. Det var farligt at tænke sådan. Og gammeldags. I dette nye strålende årtusind valgte man sin personlighed, og i munter historieløshed frasagde man sig fortiden, bindingerne til en gade, mindet om en klasselærer og poesibøgerne og lugten af vådt tøj i administrationsbygningen.”
“En kvinde med hat”, s. 368-69.

Inge Marie Eriksen blev født i 1935 i den nordjyske by Skørping. Faderen var under besættelsen engageret i modstandskampen, og døde i tysk koncentrationslejr i 1945. Hans enke og to børn flyttede til Aalborg, og her tog Inge Eriksen studentereksamen i 1957, hvorefter hun påbegyndte litteraturstudiet ved Aarhus Universitet. Studiet blev afbrudt i 1962, da Inge Eriksen slog sig ned i København, hvor hun i en lang årrække var aktiv på den politiske venstrefløj, og bl.a. i en periode sad i Venstresocialisternes hovedbestyrelse. Sideløbende uddannede hun sig til lærer, men blev efter et par år i Gladsaxe Kommunes skolevæsen forfatter på fuld tid. Det skete i 1975 med debatbogen “Kællinger i Danmark – agitationer fra Ingenmandsland”, som hun skrev sammen med billedkunstneren og filminstruktøren Jytte Rex. Året efter kom tobindsromanen “Victoria og verdensrevolutionen”, en stort anlagt fortælling om kærlighed og politisk kamp, som var en gedigen læsersucces.

Trods den sene debut er det siden blevet til et omfattende og uhyre alsidigt forfatterskab, som udover tyve romaner bl.a. tæller en mængde essays, artikler og rejsebeskrivelser. Det politiske engagement er forblevet et karakteristisk træk ved Inge Eriksens produktion, i det seneste tiår formet som en stærkt kritisk diskussion af Danmarks forhold til omverdenen. Inge Eriksen har således ved flere lejligheder angrebet sit fødeland for snæversyn og selvgodhed, og hun rejste udenlands i en længere periode i 1980’erne, fordi hun efter eget udsagn ikke kunne holde ud at være her.

Inge Eriksen regnes i dag for en af vores vigtigste nulevende forfattere, og hendes seneste roman, “En kvinde med hat” fra 2005, fik en meget fin modtagelse af anmelderne. Hun markerer sig fortsat stærkt i de politiske debatter og har desuden det seneste års tid gjort sig bemærket som en af “Smagsdommerne” i anmelderprogrammet af samme navn på DR2.

At udtrykke sig som kvinde

Til trods for, at Inge Eriksen har sine rødder på venstrefløjen, er der allerede i debuten, debatbogen “Kællinger i Danmark – Agitationer fra Ingenmandsland” fra 1975, som blev skrevet sammen med Jytte Rex, en åben kritik af venstrefløjen, som anklages for at have dræbt revolutionen, etableret et nyt borgerskab og ikke mindst forrådt essensen i kvindekampen. Bogen blander breve, essays, digte, fotokollager og korte prosatekster, der ifølge Eriksen og Rex er “spontane udtryk for og beskrivelser af følelser og oplevelser vi opfatter som betydningsfulde” (s. 5), og således gengiver et kvindeligt erfaringsrum renset for det, de kalder forvredne og falske oplevelser, dvs. den iscenesættelse, som kvinder ifølge forfatterne dagligt underkastes og underkaster sig fra samfundets side. “Vi må til at skabe vore egne sandheder, dvs. lære at opleve for at skabe vore egne sandheder” , hedder det, og frigørelsesprocessen bliver ved “lige til den dag, hvor vi har kæmpet for og opnået en accept af vores måde at opleve på og erfare på – og vores personlige udtryk herfor – og bliver vurderet på lige fod med andre” (s.6), dvs. mænd. Bogen agiterer således for en langt bredere definition af kvindekamp end den gængse politiske, sociale og økonomiske, idet forfatterne pointerer den enkelte kvindes muligheder for at udtrykke sig som subjekt, som menneske og i sidste ende som kunstner.