Inge Eriksen
Foto: Morten Holtum

Inge Eriksen

journalist Kirstine Marie Ersbøll, iBureauet/Dagbladet Information. 2006.
Top image group
Inge Eriksen
Foto: Morten Holtum
Main image
Eriksen, Inge
Foto: Thomas Borberg

Indledning

“Jeg har altid følt mig spærret inde i Danmark”, har Inge Eriksen engang sagt i et interview med journalisten Niels Thorsen. Udsagnet afspejler meget præcist den udlængsel og frihedstrang, der er karakteristisk for hovedpersonerne i hendes ofte meget samfundskritiske romaner, lige fra debuten “Victoria og verdensrevolutionen” fra 1976 til “En kvinde med hat” fra 2005, der er den foreløbig seneste. Interessen for fremmedartede settings og mulighederne, de giver for at erfare noget helt nyt, finder man i udpræget grad i hendes science fiction-romaner, der regnes for nogle af de bedste, der er skrevet på dansk. Inge Eriksen har været en ivrig politisk debattør siden 1960’erne, og også her har omdrejningspunktet været den kamp for frihed og lige rettigheder, der overskrider landegrænser, og ikke kan vindes uden solidaritet og fællesskab.

 

26950236

Blå bog 

  • Født: 22. oktober 1935 i Skørping.
  • Død: 13. marts 2015.
  • Uddannelse: Student 1957 fra Aalborg Studenterkursus, lærereksamen 1973 fra Københavns Dag- og Aftenseminarium.
  • Debut: “Kællinger i Danmark”, 1975.
  • Romandebut: “Victoria og verdensrevolutionen”, 1976.
  • Litteraturpriser: Bl.a. SFC Prisen (1986), Georg Brandes Prisen (1994), Martin Andersen Nexø Prisen (1999) og Otto Gelsted Prisen (2001).
  • Seneste udgivelse: "Brød og roser"  af en romanforfatters erindringer,  2009 (99.4 Eriksen, Inge).
Artikel type
voksne

Baggrund

“– Roserne var røde, hviskede jeg til mørket. – Og hattene forsvandt, blev umoderne, fortid. Var jeg født for tidligt eller for sent? Den måde at tænke på var teenagerens, ikke en moden kvinde i 2002 værdig! Men jeg huskede den – det ufærdige pigebarns identitetssøgen, forestillingerne om at være et forbyttet barn, den febrile grublen over, om jeg ville være mig, hvis jeg havde en anden krop. Tankegangen rummede et element af had til virkeligheden, der kunne forekomme uoverskuelig. Det var farligt at tænke sådan. Og gammeldags. I dette nye strålende årtusind valgte man sin personlighed, og i munter historieløshed frasagde man sig fortiden, bindingerne til en gade, mindet om en klasselærer og poesibøgerne og lugten af vådt tøj i administrationsbygningen.”
“En kvinde med hat”, s. 368-69.

Inge Marie Eriksen blev født i 1935 i den nordjyske by Skørping. Faderen var under besættelsen engageret i modstandskampen, og døde i tysk koncentrationslejr i 1945. Hans enke og to børn flyttede til Aalborg, og her tog Inge Eriksen studentereksamen i 1957, hvorefter hun påbegyndte litteraturstudiet ved Aarhus Universitet. Studiet blev afbrudt i 1962, da Inge Eriksen slog sig ned i København, hvor hun i en lang årrække var aktiv på den politiske venstrefløj, og bl.a. i en periode sad i Venstresocialisternes hovedbestyrelse. Sideløbende uddannede hun sig til lærer, men blev efter et par år i Gladsaxe Kommunes skolevæsen forfatter på fuld tid. Det skete i 1975 med debatbogen “Kællinger i Danmark – agitationer fra Ingenmandsland”, som hun skrev sammen med billedkunstneren og filminstruktøren Jytte Rex. Året efter kom tobindsromanen “Victoria og verdensrevolutionen”, en stort anlagt fortælling om kærlighed og politisk kamp, som var en gedigen læsersucces.

Trods den sene debut er det siden blevet til et omfattende og uhyre alsidigt forfatterskab, som udover tyve romaner bl.a. tæller en mængde essays, artikler og rejsebeskrivelser. Det politiske engagement er forblevet et karakteristisk træk ved Inge Eriksens produktion, i det seneste tiår formet som en stærkt kritisk diskussion af Danmarks forhold til omverdenen. Inge Eriksen har således ved flere lejligheder angrebet sit fødeland for snæversyn og selvgodhed, og hun rejste udenlands i en længere periode i 1980’erne, fordi hun efter eget udsagn ikke kunne holde ud at være her.

Inge Eriksen regnes i dag for en af vores vigtigste nulevende forfattere, og hendes seneste roman, “En kvinde med hat” fra 2005, fik en meget fin modtagelse af anmelderne. Hun markerer sig fortsat stærkt i de politiske debatter og har desuden det seneste års tid gjort sig bemærket som en af “Smagsdommerne” i anmelderprogrammet af samme navn på DR2.

At udtrykke sig som kvinde

Til trods for, at Inge Eriksen har sine rødder på venstrefløjen, er der allerede i debuten, debatbogen “Kællinger i Danmark – Agitationer fra Ingenmandsland” fra 1975, som blev skrevet sammen med Jytte Rex, en åben kritik af venstrefløjen, som anklages for at have dræbt revolutionen, etableret et nyt borgerskab og ikke mindst forrådt essensen i kvindekampen. Bogen blander breve, essays, digte, fotokollager og korte prosatekster, der ifølge Eriksen og Rex er “spontane udtryk for og beskrivelser af følelser og oplevelser vi opfatter som betydningsfulde” (s. 5), og således gengiver et kvindeligt erfaringsrum renset for det, de kalder forvredne og falske oplevelser, dvs. den iscenesættelse, som kvinder ifølge forfatterne dagligt underkastes og underkaster sig fra samfundets side. “Vi må til at skabe vore egne sandheder, dvs. lære at opleve for at skabe vore egne sandheder” , hedder det, og frigørelsesprocessen bliver ved “lige til den dag, hvor vi har kæmpet for og opnået en accept af vores måde at opleve på og erfare på – og vores personlige udtryk herfor – og bliver vurderet på lige fod med andre” (s.6), dvs. mænd. Bogen agiterer således for en langt bredere definition af kvindekamp end den gængse politiske, sociale og økonomiske, idet forfatterne pointerer den enkelte kvindes muligheder for at udtrykke sig som subjekt, som menneske og i sidste ende som kunstner.

Politisk kamp, arbejde og kærlighed

Politisk kamp, arbejde og kærlighed Året efter kommer debutromanen “Victoria og verdensrevolutionen” , der er første del af det, Inge Eriksen har kaldt “en tematisk romantrilogi om arbejde, politisk kamp og kærlighed” .

Det er fortællingen om den stærke og handlekraftige Victoria, der blot 19 år gammel kaster sig ind i kampen mod det fascistiske militærstyre, som har slået hendes far ihjel. Rammen er et fiktivt sydamerikansk land i 1950’erne. Romanen skildrer dels Victorias rolle i den socialistiske modstandsbevægelses vej mod sejr og en ny samfundsorden, dels det stormfulde kærlighedseventyr med manden i hendes liv, den smukke og begavede Gerardo. Inge Eriksen forener således den politisk agiterende form med det klassiske romantiske drama, og resultatet er en utopisk fortælling, som hele vejen igennem er gennemsyret af en bemærkelsesværdig optimisme.

De to øvrige romaner i den tematiske trilogi er “Fugletræet” fra 1979 og “Silkehavet” fra 1981, men bortset fra en fælles tematik ligger de genremæssigt et godt stykke væk fra debutromanen. “Fugletræet” er en samtidsroman i den realistiske tradition, og handler om linedanserinden Ariella og sekretæren Julie, hvis livsforløb vikles ind i hinanden. Romanen foregår i 1975 under den første oliekrise, og tematiserer det moderne menneskes splittelse mellem arbejde og kærlighed. Den står således i stærk kontrast til den efterfølgende og mere eventyrlige “Silkehavet”, der er henlagt til det sene 1700-tal, hvor de store europæiske frihedsidealer blev udklækket. Romanen følger den forældreløse Antonia, der realiserer sig selv som både sørøver, bogholder, elskerinde og mor.

Centralt i alle tre romaner i trilogien står stærke, selvstændige kvinder, der stræber efter at blive hele mennesker – følelsesmæssigt og samfundsmæssigt – kvinder, der tager ansvar for sig selv og udlever den skæbne, som historien og det politiske klima har tildelt dem.

Inge Eriksens science fiction-forfatterskab

Science fiction er ikke en genre, som særlig mange danske forfattere har gjort sig i, men Inge Eriksen er en af de få, der har udforsket den intensivt. Sin debut som science fiction-forfatter fik hun med teaterstykket “Vinden er ikke til salg” fra 1980, der skildrer et dystert fremtidsscenario, hvor en økologisk katastrofe har gjort mennesket til slave af teknologien. Herefter fulgte den pudsige roman “Amanda Screamers begær” fra 1982, som oprindelig blev bragt som føljeton i Dagbladet Information. Den handler om en kvindelig agent, der på hemmelig mission fra planeten Crylin sendes til København i 1980 for at rapportere om en katastrofe, der angiveligt vil ramme Jorden. Det er først og fremmest en humoristisk og satirisk fortælling, der trækker på en lang litterær tradition for at skildre det kendte gennem en fremmeds blik.

Rummet uden tid

Helt centralt i Inge Eriksens science fiction-produktion står firebindsværket “Rummet uden tid” , der udkom i årene 1983-89, og som i dag regnes for en milepæl i dansk science fiction. Første bind af den stort anlagte fremtidssaga er “Luderen fra Gomorra” fra 1983, der handler om evakueringen af Jorden i år 4693, i slutningen af “den anden drivhuseffekt”. Planeten er nedslidt og stort set ubeboelig, og menneskene har for længst koloniseret andre dele af verdensrummet. Romanens to hovedpersoner er luderen Fey, som arbejder på et elektronisk bordel, og den kvindelige politiker Tukhalele. De går begge ombord i rumskibet Jezabel II, som i slutningen af romanen letter for sidste gang fra Jorden, for aldrig at vende tilbage. Noget går imidlertid galt, og rumskibet lander på Jorden igen, men mange hundrede år senere, hvor efterkommerne af de mennesker, der blev tilbage på planeten, har grundlagt en ny civilisation.

De følgende tre romaner i serien, “Nord for tiden” (1985), “Dinosaurernes morgen” (1986) og “Paradismaskinen” (1989), handler om konfrontationen mellem de tilbageblevnes civilisation, Decentia, og de evakueredes civilisation af koloniserede planeter, Føderationen. Det er konfrontationen mellem Decentias humanistiske verdensopfattelse på den ene side, og Føderationens teknologiske og bureaukratiske topstyring på den anden. For dette væsentlige bidrag til dansk science fiction modtog Inge Eriksen i 1986 Science Fiction Cirklens litteraturpris.

Cyberpunk og civilisationssammenstød

Sideløbende med “Rummet uden tid” skrev Inge Eriksen yderligere to romaner, som kan siges at falde indenfor science fiction-genren, nemlig “Den japanske millionær” fra 1987 og “Benedetto og Llalinini” fra 1988.

Den første er en fremtidsvision af et Europa, hvor teknologi spiller en stadig større rolle, og romanen er med sin blanding af teknologifokus og noir-univers et bemærkelsesværdigt bud på tidlig cyberpunk, som ellers først for alvor bed sig fast som genre i starten af 1990’erne med amerikaneren William Gibsons romaner som sin mest fremtrædende repræsentant.

“Benedetto og Llalinini” skrev Inge Eriksen sammen med forfatteren Mark Hebsgaard, og med den skriver hun sig igen ind i en klassisk litterær genre, nemlig brevromanen. “Benedetto og Llalinini” former sig således som en brevveksling i 1294 mellem paven Bonifacius VIII og en smuk rumkvinde. Det er en roman om forbudt kærlighed, men det er også en beskrivelse af to civilisationers møde, og de refleksioner, det giver anledning til.

I Inge Eriksens foreløbig sidste science fiction-roman, “Alice, Alice” fra 1991, genfinder man mange af tematikkerne fra “Rummet uden tid”. Romanen handler om den humanistiske og pacifistiske rumstation Alice, der besættes af brutale lejesoldater. Igen skildrer Inge Eriksen således det utopiske samfund, der må kæmpe for at overleve i mødet med en aggressiv overmagt.

En verden i opbrud

Fra 1990’erne og til i dag fremstår Inge Eriksens samtids-trilogi “Sommerfuglens vinge” som hovedværket. De tre romaner foregår indenfor rammerne af de store politiske strømninger i Europa i tiåret fra opløsningen af den kommunistiske Østblok. Hovedpersonen er den midaldrende Clara, der som freelance-fotograf har hele verden som sin arbejdsplads. Trilogiens første bind, “Tørvegraverne” fra 1997, foregår i den brydningsfulde tid fra Murens fald til kuppet mod den daværende russiske præsident Gorbatjov i sensommeren 1991. Romanen handler dels om Claras intense engagement i det ny Europa, der vokser frem omkring hende, dels om hendes modsætningsfyldte forhold til yuppie-datteren, og om kærlighedsforholdet til den antropologistuderende Kim, der er langt yngre end hende.

23721783

I andet bind, “De rumænske bøfler” fra 1999, flytter Clara sammen med Kim, men hun er også voldsomt påvirket af de samfundsmæssige og politiske omvæltninger, der foregår omkring hende, og er ikke i stand til at adskille ’den store historie’ fra sin egen. Denne frustration gør hende – i samspil med den store aldersforskel – i det lange løb ude af stand til at opretholde forholdet til Kim.

I sidste bind, “Vinterhaven” fra 2001, møder læseren en resigneret Clara, der føler sig tilovers og gået forbi af både verdensudviklingen og livet selv, og som må se sin ungdoms idealer forrådt.

Alt hænger sammen

Når Inge Eriksen har kaldt sin 1990’er-trilogi for “Sommerfuglens vinge” er der tale om en henvisning til det velkendte billede på kaosteorien: En eneste sommerfugls blafren med vingerne kan udløse en orkan på den anden side af kloden. Ifølge kaosteorien er hele verden forbundet i et gigantisk, uoverskueligt system af kræfter, og vi har kun begrænsede muligheder for at kontrollere og styre tingenes gang. At alting hænger sammen – den store historie og den personlige – er et stadig genkommende tema i Inge Eriksens forfatterskab, men med “Sommerfuglens vinge” problematiserer hun denne sammenhæng og fremstiller den som et tungt – måske for tungt – åg på den enkeltes skuldre. Historien udgør mere end noget andet en sådan sammenhæng i Inge Eriksens univers, og i ”Sommerfuglens vinge” først og fremmest den europæiske historie. Den er på én gang dét, der binder os europæere sammen i et fællesskab, men den kaster også lange skygger ind over os og adskiller os.

“Det europæiske” er både Claras utallige frugtbare møder med sine europæiske søstre og brødre, der er hendes åndsfæller, fordi de elsker den samme musik, kunst, litteratur og arkitektur som hun, og fordi de som kosmopolitter færdes hjemmevant i de samme gamle hovedstæder. Men “det europæiske” er også dybe konflikter, krige, blodudgydelser, undertrykkelse og fascisme, som trækker lange spor op til det 20.århundredes afslutning, ikke mindst med den rædselsfulde krig i ex-Jugoslavien, som gør et dybt indtryk på Clara.

I trilogien er Clara skildret som en på mange måder alt for følsom person, fordi den lidelse, hun oplever gennem sin profession som fotograf og dermed som ’registrant’ af sin tid, går hende i blodet, og lammer hende. Hun er som Inge Eriksen selv et barn af 1930’erne, “smertepunktet”, som det kaldes i trilogien, fascismens tiår, der blev optakten til Anden Verdenskrig og skelsættende for hele kontinentet. Dette tiår udstikker Claras skæbne – ligesom Inge Eriksen mener, at det har udstukket hendes egen – det er hendes udgangspunkt, hendes arv, og kimen til det intense engagement i det europæiske, i verden, i historien, og ikke mindst i håbet om en bedre fremtid. Ligesom det har været det for utallige i hendes generation, der markerede sig stærkt i ungdomsoprøret i 60’erne.

Men Claras voldsomme indføling med historiens lidelse og håb gør også skuffelserne så meget desto større. Dermed kommer hun på mange måder til at stå som et billede på hele den europæiske selvopfattelse i det 20.århundredes anden halvdel med dens stadige opgør med fortiden, dens store drøm om at klinke skårene af det ituslåede kontinent og dens rædselsslagne erkendelse af, at Den Kolde Krigs ophør ikke kun var startskuddet til frihed og demokrati, men også barbari og blodudgydelser. At fortiden hele tiden kaster skygger ind i fremtiden. På den måde fremstår “Sommerfuglens vinge” som et temmelig desillusioneret værk, især set i sammenhæng med den utopiske tone, der blev slået an tidligt i forfatterskabet.

Danmark og Europa

Efter “Sommerfuglens Vinge” har Inge Eriksen skrevet yderligere to samtidsromaner, nemlig “Citrontræet” fra 2003 og “En kvinde med hat” fra 2005. Tematisk er der overordentlig mange lighedspunkter mellem dem og trilogien, herunder en eksplicit søgen efter en fælleseuropæisk identitet og et fælleseuropæisk arvegods, kulturelt, mentalt og historisk, og et ligeså udtalt engagement i den aktuelle politiske og samfundsmæssige udvikling.

25863720

I “En kvinde med hat” forenes historien om det moderne Danmarks udvikling – fra efterkrigstiden til nu – med visionen om et europæisk fællesskab. Romanen følger Aalborg-pigen Ida Francesca, der i efterkrigstiden som den første i sin familie tager en akademisk uddannelse, og dermed bliver en del af det vældige opsving, Danmark og resten af den vestlige verden oplevede efter Anden Verdenskrig. Men Ida er som alle andre hovedpersoner hos Inge Eriksen først og fremmest kosmopolit. Midt under Franco-diktaturet – i 1950’erne – slår hun sig ned i Spanien, og det ændrer for altid hendes liv. Her lærer hun på én gang at påskønne demokratiet og friheden, men erfarer også det dybe fællesskab, der eksisterer mellem mennesker på tværs af grænser og livsformer, og hendes tilværelse bliver fra det øjeblik præget af et dybt engagement i og en omfavnelse af det fælleseuropæiske.

“En kvinde med hat” er på mange måder en tilbagevenden til det utopiske i Inge Eriksens forfatterskab, fordi romanen åbenlyst er en vision om det Danmark og det Europa, der kunne være: Et fællesskab, hvor solidaritet, frihed, kærlighed og venskab benægter eksistensen af enhver grænse. En vision, som Ida Francesca – og med hende tydeligvis også Inge Eriksen – imidlertid ser rykke længere og længere væk i det politiske klima, der opstod i kølvandet på terrorangrebene 11. september 2001, og som romanen åbenlyst er en kommentar til. Men resignationen får ikke det sidste ord i denne foreløbig sidste roman af Inge Eriksen, det gør håbet i form af det netværk for ældre, politisk engagerede europæere, som Ida Francesca hen imod romanens slutning tager initiativ til, og som kaster et optimistisk lys hen over tærskelen til det nyt årtusinde.

Genreeksperimenter og personlig stil

Hvor Inge Eriksens forfatterskab fra 1990’erne og frem er karakteriseret ved den bredt anlagte, realistiske samfundsroman, er forfatterskabets første halvdel genremæssigt mere eksperimenterende. Når Inge Eriksen f.eks. giver “Silkehavet” undertitlen “En sørøverroman” og lader hovedpersonen være en kvinde, udforsker hun potentialet i en ellers noget udtjent genre, der i vidt omfang har været forbeholdt drengebogsuniverset.

Samme leg med en veldefineret genre finder man f.eks. også i “Benedetto og Llalinini”, hvor den klassiske brevroman får helt nye perspektiver i mødet med elementer fra science fiction-universet. En lignende fusion mellem science fiction og en klassisk genre ses i “Amanda Screamers begær”, hvor agenten fra det ydre rum sender beskrivelser hjem om vores mærkværdige liv på Jorden. Disse “breve hjem om os” er en genre, som i forskellige former især dyrkedes i Oplysningstiden, hvor kritikken af det etablerede samfund for alvor fik fodfæste i litteraturen. Forfattere som Jonathan Swift, Voltaire og vores egen Ludvig Holberg har f.eks. arbejdet indenfor rammerne af denne samfundskritik, der iklæder sig litteraturens gevandter.

Der er ingen tvivl om, at Inge Eriksen arbejder meget bevidst med form og genre i sine romaner, men valget af ramme forhindrer aldrig hendes meget personlige skrivestil i at skinne igennem. Det er en fabulerende, diskuterende stil, ofte i form af lange indre monologer hos personerne. Desuden er Inge Eriksens romaner meget rige på referencer til bøger, musik, kunst, arkitektur og historiske begivenheder – på en måde så de til tider fremstår essay-agtige, og forfatteren Inge Eriksen nærmest synes at træde ind i fiktionen og overtage sine personers plads i teksten.

Endelig må det bemærkes, at Inge Eriksen også fra starten af sit forfatterskab har haft sin egen og meget konsekvente omgang med retstavning og andre sproglige regler. Hun bruger f.eks. aldrig den ubestemte flertalsform “nogle”, men altid “nogen”, og et ord som “tekst” skrives altid “text”, på samme måde som “eksistere” bliver til “existere”. I de tidlige romaner er regelbruddene endnu mere udtalte, f.eks. med lille bogstav i starten af sætninger og en meget talesprogsagtig stil med udeladelse af stumme bogstaver etc.

Et globaliseret forfatterskab

Personerne i disse romaner er alle rejsende – nomader er måske i virkeligheden det rette ord – i bestandig søgen efter et hjem, en identitet og et holdepunkt i en verden, der ikke længere er, som den engang var.

Da Inge Eriksen i december 2001 modtog Otto Gelsted Prisen, sagde Suzanne Brøgger i sin tale: “Inge Eriksen har været globaliseret længe før verden vidste, at den var det” . I Inge Eriksens romaner handler ingen alene eller autonomt. Alt hænger sammen. Vi er ikke isolerede øer, hverken som individer eller som nationer. Derfor er det altid de store fortællinger, Inge Eriksen beskæftiger sig med, både ideologisk, politisk og historisk, men altid med individet som udgangspunkt. Hendes romaner er dannelsesromaner og udviklingsromaner i traditionen fra f.eks. “Pelle Erobreren” af Martin Andersen Nexø, der også insisterer på den uløselige – men dybt vanskelige – sammenhæng mellem den store og den lille historie. Mellem samfund og individ. Mellem politiske og private kampe. Det hele menneske realiserer både sit politisk-sociale potentiale og sit følelsesmæssige ditto. Det forstår både at kæmpe og at elske. Ind imellem disse to yderpoler – kampen og kærligheden – ligger arbejdet, den frugtbare og engagerede sameksistens med omverdenen.

En gennemgående figur er kvinden, der tager hånd om sit eget liv, og som fastholder sine drømme uden at miste fodfæste i virkeligheden. Inge Eriksens romaner har fra begyndelsen været præget af en stærk politisk tone, og selvom hun siden har revideret mange af sine synspunkter fra dengang (det gælder bl.a. holdningen til EU, som hun i dag går ind for, men i 1970’erne agiterede imod), er det politiske og samfundsmæssige engagement fortsat et grundstof i forfatterskabet. Der er da heller ingen tvivl om, at der går en lige linje fra Inge Eriksens eksplicit politisk- og samfundsdebatterende forfatterskab i 1970’erne til hendes science fiction-romaner i 1980’erne. Hvor forskellige disse bøger indbyrdes kan virke, leverer de alle en kritisk kommentar til den bestående samfundsform, og forsøger at give et bud på noget nyt.

Et helt centralt tema i forfatterskabet er således utopien, drømmen om et alternativt samfund, og derfor er Inge Eriksens science fiction-forfatterskab da også karakteriseret ved primært at fokusere på samfund og mennesker, snarere end på teknologi. Den ideologiske fane har således altid været holdt højt i Inge Eriksens forfatterskab, selvom pessimismen har skinnet igennem i det seneste tiårs romaner. I den forstand spejler forfatterskabet i høj grad den udvikling, der har præget efterkrigstidens politiske og ideologiske landskab. Inge Eriksen dækker spektret fra 68-generationens optimistiske fremtidstro over 1980’ernes teknologiskepsis og økologiske dommedagsvisioner, til håbet om en ny begyndelse efter Murens fald, til 1990’ernes fragmenterede, uigenkendelige verdensorden, og endelig de store og voldsomme kultursammenstød i begyndelsen af det 21. århundrede.

Med et forfatterskab bag sig, der inkorporerer de sidste 70 års historie – fra 1930’erne til i dag – har Inge Eriksen etableret sig som en yderst markant røst i nyere tids danske litteratur. I dette forfatterskab spiller rejsen og den rejsende som figur til stadighed en fremtrædende rolle, for uden rejsen, intet møde, ingen inspiration, ingen nytænkning, ingen forandring af det bestående. Rejsen er dét, der åbner vores øjne mod verden. Hvor forfatterskabet i 1980’erne udpræget beskæftiger sig med galaktiske rejser, vender Inge Eriksen i 1990’erne tilbage til planeten Jorden, men rejserne bliver ikke mindre intense eller betydningsfulde af den grund. Inge Eriksens romaner fra denne periode og frem er dybt præget af de omvæltninger, som i første omgang Europa – med Murens fald i 1989 – og siden resten af verden – med de store kultursammenstød og 11.september 2001 – undergår på tærskelen til det ny årtusinde.

Personerne i disse romaner er alle rejsende – nomader er måske i virkeligheden det rette ord – i bestandig søgen efter et hjem, en identitet og et holdepunkt i en verden, der ikke længere er, som den engang var.

Bibliografi

Bibliografi

Eriksen, Inge:
Victoria og verdensrevolutionen. 1976. Roman. (2 bind)
Eriksen, Inge:
Ved jorden at blive. 1977. Essays.
Eriksen, Inge:
Fugletræet. 1979. Roman
Eriksen, Inge:
Den 25. time. 1981. Roman. Sammen med Per Høyer Hansen.
Eriksen, Inge:
Silkehavet. 1981. Roman.
Eriksen, Inge:
Amanda Screamers begær. 1982. Føljetonroman.
Eriksen, Inge:
Luderen fra Gomorra. 1983. Roman.
Eriksen, Inge:
Fuga for en stum nomade 1984. Roman.
Eriksen, Inge:
Nord for tiden 1985. Roman.
Eriksen, Inge:
Dinosaurernes morgen. 1986. Roman.
Eriksen, Inge:
Den japanske millionær 1987. Roman.
Eriksen, Inge:
Benedetto og Llalinini. 1988. Roman. Sammen med Mark Hebsgaard.
Eriksen, Inge:
Paradismaskinen. 1989. Roman.
Eriksen, Inge:
Og kattene 1990. Roman.
Eriksen, Inge:
Alice, Alice. 1991. Roman.
Eriksen, Inge:
Hjertets femte kammer. 1992. Roman.
Eriksen, Inge:
Tiden er nu. 1994. Essay/Science fiction tekst.
Eriksen, Inge:
Metamorfoser. 1994. Essay/Science fiction tekst.
Eriksen, Inge:
Skytsengle. 1994. Essay.
Eriksen, Inge:
Hertuginden. 1995. Roman.
Eriksen, Inge:
Sommerfuglens vinge I: Tørvegraverne. 1997. Roman.
Eriksen, Inge:
Sommerfuglens vinge II: De rumænske bøfler 1999. Roman.
Eriksen, Inge:
Huset på dragens ryg 2000. Roman.
Eriksen, Inge:
Sommerfuglens vinge III: Vinterhaven. 2001. Roman.
Eriksen, Inge:
Citrontræet 2003. Roman.
Eriksen, Inge:
En kvinde med hat 2005. Roman.
Eriksen, Inge:
Blues for en lyserød sko. 2007. Roman.
Eriksen, Inge:
"Brød og roser" af en romanforfatters erindringer, 2009 (99.4 Eriksen, Inge).

Andre tekster af Inge Eriksen

Eriksen, Inge:
På vej mod ekstraparlamentarisme. 1970. Politisk tekst. Kollektiv redaktion.
Eriksen, Inge:
Kællinger i Danmark – agitationer fra Ingenmandsland. 1975. Udstillingskatalog. Sammen med Jytte Rex.
Eriksen, Inge:
Da Maj-Britt så rødt. 1976. Noveller. Udvalg og efterskrift ved Thomas Bredsdorff. Gyldendal.
Eriksen, Inge:
Blæst og måneskin, Kunst og klassekamp. 1977. Essays. Billedet som kampmiddel - Kvindebilleder mellem 1968 og 1977. Informations Forlag.
Eriksen, Inge:
En kvinde fortæller om sin drøm. 1977. Essay. Næste generation – en temaantologi. Red. Asger Schnack. Borgen.
Eriksen, Inge:
Udenfor eller ved siden af? 1979. Essay. Det uskyldige geni – fra debatten om Processen mod Hamsun. Gyldendal Norsk Forlag.
Eriksen, Inge:
Nuets harpe. 1980. Essay. Frihed – en antologi. Red. Per Aage Brandt og Mark Hebsgaard. Rhodos.
Eriksen, Inge:
Natur og identitet. 1980. Essay. Spurvens vilje. Red. Per Højholt, Vagn Lundbye og Jens Smærup Sørensen. Arkiv for Ny Litteratur.
Eriksen, Inge:
I et rum i en blok i en by i en verden. 1981. Essay. Fortællinger om Danmark i en A-krafttid. Red. Susanne Dombernowsky, Jens Hourgaard, Mone Jensen og Svend Åge Madsen. Modtryk.
Eriksen, Inge:
Klumperne. 1981. Essay. Gadekær og grillbar. Tekster om børn og unge i provinsen. Red. Birte Sørensen. Dansklærerforeningen/Skov.
Eriksen, Inge:
Den tavshed der gør ondt. 1981. Essay. Mellem håb og forudanelse – venstrefløjen i firserne. Red. Strange Beck, Ole Eistrup og Hans Jørgen Schanz. Modtryk.
Eriksen, Inge:
Danserinden i Tailem Bend. 1981. Essay. Natur/menneske/menneske/natur. Red. Vibeke Brock og Jens P. Frede Sørensen. Kaskelot, Biologforbundets Forlag.
Eriksen, Inge:
Flygtningelejren. 1982. Essay. Arkitektur & Poesi – en antologi. Archipres.
Eriksen, Inge:
Det brændende Atlanta. 1983. Novelle. At ønske en pludselig forvandling – ny dansk prosa. Red. Uffe Andreasen og Erik Skyum-Nielsen. Gyldendal.
Eriksen, Inge:
Rapport om fremtiden. 1984. Essay. Fremtidsliv – danske forfattere om livet efter 1984. red. Ole Ravn. Centrum.
Eriksen, Inge:
Stjernerne svarer ikke. 1985. Essay. Åbent hus. Red. Kurt Sørensen. Ugebladet Ingeniøren.
Eriksen, Inge:
Historie og fiktion. 1987. Essay. Historisk kundskab og fremstilling – oplæg fra den 20. Nordiske fagkonference i historisk metodelære, Rødhus Klit, maj 1987. Aarhus Universitetsforlag 1989.
Eriksen, Inge:
Da guder var guder og helte var helte. 1992. Udstillingstekst til Nordjyllands Kunstmuseum.
Eriksen, Inge:
Mønster eller strategi. 1994. Essay. Alle mennesker er født frie og lige – en debatbog om menneskerettigheder. Red. Morten Haahr. Amnesty International.
Eriksen, Inge:
Afrikas blodige perle. 1995. Essay. Den tredje dimension – danske forfattere møder verden. Red. Alex Frank Larsen. Mellemfolkeligt Samvirke.
Eriksen, Inge:
Modstandens æstetik. 1997. Essay. En rød græsmark og andre radioessays. Red. ALFABET-redaktionen på P1. DR Multimedie.
Eriksen, Inge:
Paradisets have. 1997. Essay. Hvordan jeg blev forfatter. Red. Agnete Stjernfelt. Borgen.
Eriksen, Inge:
I love the smell of napalm in the morning. 1999. Novelle. Kortprosa 1999. Red. Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen. Arena/Lindhardt & Ringhof.
Eriksen, Inge:
Ich hab’ noch einen Koffer in Berlin – Marlene Dietrich. 2000. Essay. Ikoner – atten portrætter af det 20. århundrede. Red. Thomas Thurah. Gyldendal.
Eriksen, Inge:
Flakkende blikke. 2000. Essay. 93 tons lærker – om politisk lederskab og økonomisk samarbejde i Europa. Nyt Europa.
Eriksen, Inge:
Klassesamfund i forklædning. 2004. Essay. Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt. Red. Jes Stein Pedersen og Stig Ørskov. Politikens Forlag.
Eriksen, Inge:
Træthed under postfascismen. 2004. Essay. Danmark på afveje. Red. Stig Dalager og Per Schultz Jørgensen. Socialpolitisk Forlag.
Eriksen, Inge:
Er der ytringsfrihed i Vesten? 2005. Essay. Fri tale – danske kunstnere om ytringsfrihed. Red. Brix, Kholgi og Legård Nielsen. Gyldendal.
Frisind - er der en grænse? 2007. Red. Steen Sohn. Heri: Efter samtalekøkknet. (32.26).

Film og teater af Inge Eriksen

Eriksen, Inge:
Vinden er ikke til salg. 1980. Teatermanuskript.
Eriksen, Inge:
Fuglereden i fårets pels. 1984. Teatermanuskript til TV-teatret på DR.
Eriksen, Inge:
Dronningedøre. 1988. Teatermanuskript.
Eriksen, Inge:
Calciumdansen. 1988. Teatermanuskript til Radioteatret på DR.
Eriksen, Inge:
Hagbard og Signe. 1992. Filmmanuskript og instruktion af video over tegneserien.

Om Inge Eriksen

Rex, Jytte (red.) :
Kvindernes bog. 1972. Interviewbog. Rhodos.
Wilken, Lisette (red.):
Krystalkuglen. 1990. Fremtrædende danskeres fremtidsvisioner. Interviewbog. Instituttet for Fremtidsforskning og Undervisningsministeriet 1990.
Bjerregaard, Ritt (red.):
Strikkeklubben – gæster. 1990. og Kika Mølgaard (red.) Interviewbog. Gyldendal.
Stein Pedersen, Jes:
Drømme om Danmark. 1997. Interviewbog. Forlaget Fremad .
Thorsen, Nils (red.):
Engle og dæmoner. 1999. Elleve samtaler om hvordan et liv kan lykkes og slå fejl. Gyldendal .
Kerte, Jens:
De intellektuelle i virkeligheden – ti temaer i tiden. 2003. Interviewbog. Aschehoug.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Inge Eriksen

Links

Links

Denne venstreorienterede hjemmeside indeholder et væld af artikler om personer, der har deltaget i venstrefløjens politiske kampe. Artiklen om Inge Eriksen fokuserer således på det politiske engagement i hendes forfatterskab.
Science Fiction Cirklens hjemmeside. Især for dem, der interesserer sig for Inge Eriksens science fiction forfatterskab. På hjemmesiden anbefales romanen “Luderen fra Gomorra” således som et hovedværk indenfor sin genre.
På Kvinfos hjemmeside er der adgang til Dansk Kvindebiografisk Leksikon, hvor man kan finde en fin artikel om Inge Eriksens forfatterskab. Fokus på køn- og kvindetematikkerne i forfatterskabet. Desuden relevante litteraturhenvisninger.
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. Søg på 'Inge Eriksen'.