Neil Gaiman (børn og unge)

Neil Gaiman blev født 10. november 1960 i Portchester ved den engelske kanalkyst og har siden barnsben omgivet sig med bøger. I sine sommerferier blev han sat af på det lokale bibliotek: ”Jeg var heldig. Jeg voksede op med et virkelig godt lokalt bibliotek. Jeg havde den slags forældre, som lod sig overtale til på vej til deres arbejde at sætte mig af ved biblioteket i sommerferien, og jeg havde den slags bibliotekar, som ikke havde noget imod at en lille, uledsaget dreng hver morgen forsvandt ind på børnebiblioteket, hvor han gennemgik kartoteket for bøger om spøgelser, magi og raketter. På udkig efter vampyrer eller detektiver, hekse eller underværker. Og da jeg havde læst bøgerne på børnebiblioteket gik jeg i gang med voksenbøgerne.” (Susan Cooper: Neil Gaiman: Why our future depends on libraries, reading and daydreaming. The Guardian, 2013-10-15. Egen oversættelse).

"Så satte jeg mig ind på børnebiblioteket og læste mig igennem alt fra a til z. Og når jeg var færdig med børnebiblioteket gik jeg ind på voksenbiblioteket og begyndte også der med a, indtil jeg fandt ud af, at det tog for lang tid, så jeg i stedet rev forskellige bøger ned fra hylderne."

Neil Gaiman var med andre ord af den slags børn, der havde et naturligt behov for at læse og tilegne sig informationer. Behovet for at skrive indfandt sig hurtigt, og som 23-årig fik han sit første journalistiske arbejde trykt og sin første bog publiceret, en biografi om den engelske popgruppen Duran Duran: ”The First Four Years Of The Fab Five”. Det musikalske er kun en af mange referencer, der kendetegner Neil Gaiman som den store kulturforbruger. I samtlige af hans værker findes således også referencer til moderne og ældre litteratur, film og tegneserier, myter, sagn og gamle skabelsesberetninger.

Neil Gaiman debuterede som tegneserieforfatter i 1985, men brød først for alvor igennem, da han i lighed med en lang række andre britiske tegnere og forfattere i slutningen af 1980'erne blev rekrutteret af amerikanske forlag. Her lancerede han sit til dato mest omfattende arbejde inden for seriemediet, ”Sandman” (1989-1996).

Siden er fulgt et utal af tegneserier, graphic novels, romaner for voksne og romaner for børn og unge, hvoraf flere er filmatiseret. Neil Gaiman har siden 2014, sideløbende med sin forfattervirksomhed, været ansat som underviser på Bard College, New York.

I 1992 flyttede Neil Gaiman med sin familie til USA, og her er han stadig bosiddende. Han har tre voksne børn, Michael, Holly og Madeleine fra sit første ægteskab med Mary McGrath og sønnen Anthony (f. 2015) med sin nuværende kone Amanda Palmer.

Neil Gaimans største værk er indtil videre tegneserien ”Sandman”, en ambitiøs blanding af myter og legender fra alverdens religioner og folkesagn skrevet ind i et fantasy-univers med drømmekongen Sandman som hovedperson. Serien, illustreret af en lang række tegnere, starter som en traditionel skrækhistorie med fantasy-elementer, men gradvis udvides spektret. Med diverse virkemidler prøver Gaiman at komme frem til, hvorfor mennesket altid har haft behov for at fortælle. Denne søgen efter en mening med fortællekunsten og dermed tilværelsen er en fortælling, der på samme tid formår både at underholde og perspektivere det fortalte.

I ”Sandman” fortælles historien om Morpheus, bedre kendt som Dream, alle fortællingers skaber og en af de syv, der altid har været her og ikke kan dø. Han er ikke gud, for en gud kan dø, når mennesket holder op med at tro på ham. Dream tages til fange af en gruppe okkultister i 1916, undslipper først i 1988, og konsekvenserne af hans tilfangetagelse afsløres løbende i fortællingens mange forgreninger. ”Sandman” - den engelske verdens svar på ”Ole Lukøje” - er den, der bringer drømmene, og de står centralt i fortællingen: ”Noget behøver ikke at være sket for at være sandt. Fortællinger og drømme er skyggesandheder, som varer ved når fakta er støv og aske og glemt”, konstaterer Dream.

Gaiman benytter fortællingen til at indforskrive en lang række af alverdens folkeeventyr, legender og sagn samt temaer fra klassiske forfattere som Dante, John Milton og William Blake. Gaimans største litterære forbillede er dog William Shakespeare, der har hovedrollen i en af seriens episoder, hvor han sammen med sin teatertrup efter anvisninger fra Dream opfører stykket ”En skærsommernatsdrøm”.

Sideløbende med ”Sandman” har Gaiman udsendt en række enkeltstående tegneserier, hvor fortælleren ofte skuer tilbage i sit liv og fokuserer på centrale begivenheder i opvæksten. Disse arbejder er tegnet af landsmanden Dave McKean, Gaimans faste omslagstegner på Sandman-serien og foretrukne illustrator til sine skønlitterære værker.

Gaiman og McKeans samarbejde indledtes med ”Violent Cases”, en voldelig historie om hvordan erindringen forskydes afhængig af hvem, der husker tilbage. Siden fulgte ”Black Orchid” om en kvindelig forbryderbekæmper i en mandsdomineret verden, samt ”Signal to Noise” om en dødsmærket filminstruktør, der sætter sig for at færdiggøre sin sidste film. Gaiman og McKeans mest vellykkede parløb er dog ”Mr. Punch”, en fortælling om barndommens erindringer, der gradvist afslører bristede illusioner og fortrængte familiehemmeligheder.

Sideløbende med disse værker har Gaiman skabt en række bestillingsarbejder, blandt andet serien ”Books of Magic”.