Christian Kampmann

"Ens forhold til andre mennesker er det vigtigste. Kærlighed mellem mennesker er det eneste, der er vigtigt" erklærer Christian Kampmann (1939-1988) i et interview i 1985. Udsagnet kan ses som et resume af forfatterskabets mange fortællinger om de moderne menneskers forviklinger, men bøgerne viser også, hvordan kærlighedens former er underlagt historiens gang.

Om noget er Christian Kampmanns forfatterskab et vidnesbyrd om den mentale danmarkshistorie fra efterkrigstiden til 1980erne, og AIDSens frembrud. Fra den gang den borgerlige familie herskede tilsyneladende uantastet til etableringen af andre måder med kollektiver og venne-miljøer til erstatning for den skrantende familie.

Selv om forfatteren skrev med bund i egne erfaringer, formåede han at løfte den psykologisk nuancerede beskrivelse ud af det velkonsoliderede borgerskab og gøre udviklings- og forviklingshistorierne generationstypiske og almene. Salgstallene på omkring 600.000 til firebindsværket om familien Gregersen med de bemærkelsesværdige titler Visse hensyn, Faste forhold, Rene linjer og Andre måder beviser kunststykket.

Serien udkom i årene 1973 til 1975 og blev det fornemste kunstneriske udtryk for 1970ernes kønspolitiske og socialpsykologiske opbrud. I sin dramatik og evne til at fange tidsånden, med sit føljetonpræg er det lige før en sammenligning med en af anden af 70ernes store publikumssucces’er, nemlig Matador, melder sig.

Vi er ganske vist socialt langt fra Korsbæk men rammende historieskrivning om følelsernes vildveje er sagaen om familien Gregersen immervæk. Meget blev kritiseret og afviklet i 1970erne, og tonen er tilstræbt optimistisk. Værket vil gerne være opbyggelig, men en formulering i det sidste bind angiver, at der ikke er grund til jubeloptimisme: "Hvis man bare kan snakke sammen om det, ikke? Sådan troede jeg også det var engang, men nu er jeg bange for, at jeg er ved at finde ud af noget andet".

Christian Kampmann er uddannet som journalist og arbejdede fx fra 1964 til 1970 på DRs TV-avisen. De journalistiske færdigheder mærkes i de sikre miljøtegninger, men det er forfatterskabet, der tidligt ligger på sinde.

Debuten kommer i 1962 med novellesamlingen Blandt venner, der rummer flere parodiske beskrivelser af mentalt blinde, enten fordi disse mennesker er miljøskadede eller grotesk selvfornægtende som "Emilie Grüen". Venskaber bliver sent i forfatterskabet lidt af en redningsplanke, det er ikke tilfældet i den ironiske titelnovelle fra 1962.

I 1963 udkom den første roman, Al den snak om lykke, og den er som den eneste af forfatterens udgivelser ikke senere blevet genoptrykt. Og det til trods for at den er en første, tæt lille udgave af hele serien om familien Gregersen. Senere følger novellesamlingen Ly (1965) og romaner, der er mindre parodiske og mere ny-realistiske, solidariske i skildringen af almindelige mennesker, der kæmper med kærligheden, og overhovedet med det at blive bemærket af andre og af livet.

Det er svært at være Sammen (1967) men det er det, de fleste helst vil være, og det er ikke let at være Uden navn (1969) men nok alt for almindeligt. I sidstnævnte markerer en genreleg med spændingsromanen, at Christian Kampmann har lyst til at eksperimentere, en tendens man tidligt har kunnet spore i den flittige brug af skiftende synsvinkler, der relativerer det virkelighedsbillede de forskellige figurer bærer.