Janina Katz
Foto: Piotr Topperzev

Janina Katz

cand.mag. Iben Engelhardt Andersen
Top image group
Janina Katz
Foto: Piotr Topperzev

Indledning

Polsk-fødte Janina Katz har et omfattende dansk forfatterskab bag sig. Hun kom til Danmark i 1969 og debuterede 22 år senere, som 52-årig, med en digtsamling, der som resten af forfatterskabet blander forpligtelsen på en tung sjælebagage med en lyst til at fabulere. Temaerne spejler hendes tilværelses brud, tab og ikke-realiserede begivenheder, mens stemmen svinger mellem det melankolske, det rå og det humoristiske. Katz er en udansk eksilforfatter, der bringer en traumatisk fortid frem, men som også må fnise af tilværelsens små ting. 

Minimalisme i 1990'erne

48677738

Blå bog

Født: 2. marts 1939 i Krakow, Polen.

Død: 18. oktober 2013 i København.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturhistorie og sociologi.

Debut: Min moders datter. Brøndum, 1991.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds pris for årets bedste roman: "Mit liv som barbar", 1993. Beatrice-prisen (Det danske Akademi), 1999. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 2002.

Seneste udgivelse: Putska. Gladiator, 2020. (Sandalserien, 41). Roman.

Inspiration: Moderne polske digtere, amerikanske og israelske prosaforfattere. To israelske digtere: Yehuda Amichai og Abraham Sutzkewer.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg har endnu ikke skrevet et digt,/ der vil få verdens hjerte/ til at slå for de forfulgte/ og de sultende.// Og har endnu ikke fundet/ den hånd,/ der vil holde om min/ og skrive i mit hjerte.”
”Skrevet på polsk”, s. 34.

Janina Katz er født af jødiske forældre i Krakow i 1939. Det meste af hendes familie omkom i kz-lejre, mens hun selv blev smuglet ud af en polsk arbejdslejr og skjult hos et ægtepar, hun kalder sine ’krigsforældre’. Her blev hun katolsk døbt og bad dagligt til Jomfru Maria. Plejefaren, der var kollaboratør, blev en dag hentet og henrettet. I et interview fortæller hun, hvordan hun husker at have forsøgt at beskytte plejefaren med hellige billeder, som hun tog ned af væggen for at bruge dem som skjold: ”Jeg var en meget from, katolsk pige, og jeg var sikker på, at helgenerne ville hjælpe.” (Kristen Bjørnkjær: Lysten til at fabulere. Information, 2011-12-01).

Katz var seks år, da krigen sluttede, og hendes mor, der havde overlevet rædslerne i adskillige kz-lejre, kom for at hente hende. Pigen genkendte ikke sin mor og ville ikke følge med den ”grimme jødinde”, som Katz beskriver det i erindringsbogen ”Mit liv som barbar”.

Indtil 16-års alderen var Katz aktiv i den kommunistiske bevægelse i Krakow, men er siden blevet glødende antikommunist og forlod sammen med sin mor Polen, da landets regering begyndte at fratage jøderne deres statsborgerskab.

Som ung studerede Katz sociologi og litteraturhistorie ved universitetet, arbejdede som litteraturkritiker og blev en del af det krakowske kunstnermiljø i tresserne. I 1969 kom hun til Danmark, hvor hun arbejdede på det Kongelige Bibliotek og som oversætter af polsk litteratur. Hun debuterede som 52-årig med digtsamlingen ”Min moders datter”.

Mødet med Danmark har hun beskrevet som ”Rødt!”, og hun er stadig frustreret over den danske venstrefløj og dens kritik af Israels håndtering af konflikten med Palæstina. Hun kalder sig selv en polsk patriot, og titlen på hendes seneste digtsamling ”Skrevet på polsk” vidner om, at hun også i skriften er tæt knyttet til det land, hun engang flygtede fra.  

Katz skriver på sine private erfaringer, sin erindring og sit jødiske ophavs historie. Hele Katz’ forfatterskab er skrevet på hovedstolen, og det kan være svært at skelne mellem biografi og fiktion, men det er netop Katz’ litterære motor: ”Der er altid en selv-biografisk del, jeg serverer mig selv bid for bid i min litteratur.” (Ulla Dubgaard. Danske jøder: Et offer får også lyst til at være den stærke. Information, 2006-08-25).

Min moders datter

”FORMÅLET” ”Nu skriver jeg digte./ På dansk./ Er det derfor hun døde?”
”Min moders datter”, s. 31.

Efter 22 år i Danmark debuterede Janina Katz i 1991 med digtsamlingen ”Min moders datter”. Her væves den europæiske historie sammen med den personlige beretning om den jødiske mor og hendes datter, digteren. Skyldfølelsen over at have overlevet den krig, som dræbte hendes familie og landsmænd, over at være rejst væk til Danmark og over at forråde morens sprog er det bærende tema.

Første del, ”Min moders datter”, kredser om deres samvær og samtaler og skifter mellem følelser af nærvær og afstand, bebrejdelse og skyld. Et portræt af moderen leveres med en usentimental, men påtrængende præcision: ”Var du smuk?/ Spørger jeg./ - Ja, meget./ Jeg var nøgen/ og glatraget./ Havde en kæmpestor/ forbinding/ over mit venstre/ bryst./” (s. 15).

Der skrives på en selvforagt; morens lidelse er barnets frihed: ”Jeg er hendes tragedie./ Altså - / er jeg fri.”(s. 22). Således også i tredje del ”Mit liv som barbar”, hvor digteren trækker en linje fra sin barndom i ly af krigen til sit voksenliv væk fra Polen og de efterladte landsmænd: ”- Af alle dine groteske/ ulykkelige kærlighedsforhold,/ er din kærlighed til livet/ det mest groteske og mest ulykkelige./” (s. 74). Den danske digtning er for jeget en utroskab overfor det polske sprog og ophav: ”Jeg har været dig/ utro./ Mit dejlige,/ mit sjuskede/ sprog.” (s. 80). Men det er et svigt, hun både føler skyld over og må gentage: ”Ja, det kan godt/ ske igen./ Og igen.” (s. 80).

Denne dobbelthed af afmagt over for den tragiske historie og lysten til at finde sprog for sin betagelse af livet går igennem hele Katz’ forfatterskab. Disse smalle digte er personlige og kan minde om den traditionelle knækprosas bekendende stil, men oftest er digtene usentimentale, fulde af ironi og en konstant distance: ”Sov godt, min lille ven./ Gud er ikke med dig.”(s. 100). 

Katz skriver på en påtrængende og tragisk erfaring, men sætter også en humor op imod afmagten, f.eks. i digtet ”Kærlighed”: Pas på/ når du leger/ med sproget./ Det er ikke/ dit./ Du er ikke/ dets./ Hvor er dansk/ dog/ grimt.” (s. 79).