Janina Katz
Foto: Piotr Topperzev

Janina Katz

cand.mag. Iben Engelhardt Andersen, iBureauet/Dagbladet Information
Top image group
Janina Katz
Foto: Piotr Topperzev
Main image
Katz, Janina
Foto: Magnesium / POLFOTO

Indledning

Polsk-fødte Janina Katz har et omfattende dansk forfatterskab bag sig. Hun kom til Danmark i 1969 og debuterede 22 år senere, som 52-årig, med en digtsamling, der som resten af forfatterskabet blander forpligtelsen på en tung sjælebagage med en lyst til at fabulere. Temaerne spejler hendes tilværelses brud, tab og ikke-realiserede begivenheder, mens stemmen svinger mellem det melankolske, det rå og det humoristiske. Katz er en udansk eksilforfatter, der bringer en traumatisk fortid frem, men som også må fnise af tilværelsens små ting. 

Minimalisme i 1990'erne

 

29954062

Blå bog

Født: 2. marts 1939 i Krakow, Polen.

Død: 18. oktober 2013 i København.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturhistorie og sociologi.

Debut: Min moders datter. Brøndum, 1991.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds pris for årets bedste roman: "Mit liv som barbar", 1993. Beatrice-prisen (Det danske Akademi), 1999. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 2002.

Seneste udgivelse: Endnu ikke allerede. Rosinante, 2013. Digte.

Inspiration: Moderne polske digtere, amerikanske og israelske prosaforfattere. To israelske digtere: Yehuda Amichai og Abraham Sutzkewer.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg har endnu ikke skrevet et digt,/ der vil få verdens hjerte/ til at slå for de forfulgte/ og de sultende.// Og har endnu ikke fundet/ den hånd,/ der vil holde om min/ og skrive i mit hjerte.”
”Skrevet på polsk”, s. 34.

Janina Katz er født af jødiske forældre i Krakow i 1939. Det meste af hendes familie omkom i kz-lejre, mens hun selv blev smuglet ud af en polsk arbejdslejr og skjult hos et ægtepar, hun kalder sine ’krigsforældre’. Her blev hun katolsk døbt og bad dagligt til Jomfru Maria. Plejefaren, der var kollaboratør, blev en dag hentet og henrettet. I et interview fortæller hun, hvordan hun husker at have forsøgt at beskytte plejefaren med hellige billeder, som hun tog ned af væggen for at bruge dem som skjold: ”Jeg var en meget from, katolsk pige, og jeg var sikker på, at helgenerne ville hjælpe.” (Kristen Bjørnkjær: Lysten til at fabulere. Information, 2011-12-01).

Katz var seks år, da krigen sluttede, og hendes mor, der havde overlevet rædslerne i adskillige kz-lejre, kom for at hente hende. Pigen genkendte ikke sin mor og ville ikke følge med den ”grimme jødinde”, som Katz beskriver det i erindringsbogen ”Mit liv som barbar”.

Indtil 16-års alderen var Katz aktiv i den kommunistiske bevægelse i Krakow, men er siden blevet glødende antikommunist og forlod sammen med sin mor Polen, da landets regering begyndte at fratage jøderne deres statsborgerskab.

Som ung studerede Katz sociologi og litteraturhistorie ved universitetet, arbejdede som litteraturkritiker og blev en del af det krakowske kunstnermiljø i tresserne. I 1969 kom hun til Danmark, hvor hun arbejdede på det Kongelige Bibliotek og som oversætter af polsk litteratur. Hun debuterede som 52-årig med digtsamlingen ”Min moders datter”.

Mødet med Danmark har hun beskrevet som ”Rødt!”, og hun er stadig frustreret over den danske venstrefløj og dens kritik af Israels håndtering af konflikten med Palæstina. Hun kalder sig selv en polsk patriot, og titlen på hendes seneste digtsamling ”Skrevet på polsk” vidner om, at hun også i skriften er tæt knyttet til det land, hun engang flygtede fra.  

Katz skriver på sine private erfaringer, sin erindring og sit jødiske ophavs historie. Hele Katz’ forfatterskab er skrevet på hovedstolen, og det kan være svært at skelne mellem biografi og fiktion, men det er netop Katz’ litterære motor: ”Der er altid en selv-biografisk del, jeg serverer mig selv bid for bid i min litteratur.” (Ulla Dubgaard. Danske jøder: Et offer får også lyst til at være den stærke. Information, 2006-08-25).

Min moders datter

”FORMÅLET” ”Nu skriver jeg digte./ På dansk./ Er det derfor hun døde?”
”Min moders datter”, s. 31.

Efter 22 år i Danmark debuterede Janina Katz i 1991 med digtsamlingen ”Min moders datter”. Her væves den europæiske historie sammen med den personlige beretning om den jødiske mor og hendes datter, digteren. Skyldfølelsen over at have overlevet den krig, som dræbte hendes familie og landsmænd, over at være rejst væk til Danmark og over at forråde morens sprog er det bærende tema.

Første del, ”Min moders datter”, kredser om deres samvær og samtaler og skifter mellem følelser af nærvær og afstand, bebrejdelse og skyld. Et portræt af moderen leveres med en usentimental, men påtrængende præcision: ”Var du smuk?/ Spørger jeg./ - Ja, meget./ Jeg var nøgen/ og glatraget./ Havde en kæmpestor/ forbinding/ over mit venstre/ bryst./” (s. 15).

Der skrives på en selvforagt; morens lidelse er barnets frihed: ”Jeg er hendes tragedie./ Altså - / er jeg fri.”(s. 22). Således også i tredje del ”Mit liv som barbar”, hvor digteren trækker en linje fra sin barndom i ly af krigen til sit voksenliv væk fra Polen og de efterladte landsmænd: ”- Af alle dine groteske/ ulykkelige kærlighedsforhold,/ er din kærlighed til livet/ det mest groteske og mest ulykkelige./” (s. 74). Den danske digtning er for jeget en utroskab overfor det polske sprog og ophav: ”Jeg har været dig/ utro./ Mit dejlige,/ mit sjuskede/ sprog.” (s. 80). Men det er et svigt, hun både føler skyld over og må gentage: ”Ja, det kan godt/ ske igen./ Og igen.” (s. 80).

Denne dobbelthed af afmagt over for den tragiske historie og lysten til at finde sprog for sin betagelse af livet går igennem hele Katz’ forfatterskab. Disse smalle digte er personlige og kan minde om den traditionelle knækprosas bekendende stil, men oftest er digtene usentimentale, fulde af ironi og en konstant distance: ”Sov godt, min lille ven./ Gud er ikke med dig.”(s. 100). 

Katz skriver på en påtrængende og tragisk erfaring, men sætter også en humor op imod afmagten, f.eks. i digtet ”Kærlighed”: Pas på/ når du leger/ med sproget./ Det er ikke/ dit./ Du er ikke/ dets./ Hvor er dansk/ dog/ grimt.” (s. 79).

Mit liv som barbar

”Denne bog er min Kaddish for hende, derfor vil jeg mindes den allersidste gang vi var sammen.”
“Mit liv som barbar”, s. 135.

Janina Katz’ erindringsroman ”Mit liv som barbar” fra 1993 slutter: ”Livet er en fortælling. Men kun de heldigste af os får lov til at renskrive den.” (s. 142).

Romanen er en selvbiografisk skildring af Janina Katz’ liv frem til moderens død i 1987. Fortælleren beskriver sin barndom i Polen under og efter 2. verdenskrig. Det er en tekst, der blander hendes egne sansende erindringer med de historier, hun er blevet fortalt og har opsøgt i fotografier, familiekrøniker og historiske arkiver.

Fortælleren blev som barn smuglet ud fra en arbejdslejr og skjult hos sine ’krigsforældre’, mens faren blev skudt af tyskerne og moren transporteret fra koncentrationslejr til koncentrationslejr indtil krigens slutning, hvor hun i Bergen Belsen undgik nazisternes amokskyderi, fordi ”[…] hun knap nok kunne bevæge sig og selv lignede et lig.”(s. 57). Hos ’krigsforældrene’ blev pigen døbt til den katolske tro, og da moren efter krigen kom tilbage efter hende, ønskede hun ikke at følge med den ”grimme jødinde”(s. 49), som hun i bogen kalder Lola, i stedet for mor.

Der er en vis usentimentalitet over den nu voksne Katz’ beskrivelser af de personlige erfaringer med krigens rædsler: ”Især min mor var uheldig. Hun kom for sent til Plaszowlejren og gik glip af min far, og da hun fra Plaszow blev transporteret til Auschwitz, gik hun glip af mine bedsteforældre.”(s. 29). Denne nøgternhed i beskrivelsen af familiens død, understreger blot tragikken: ”[M]in historie var blot en af mange, som vi hele tiden hørte og læste om. Og vi havde hverken tid eller lyst til at genopleve den.”(s. 29).

Men her genopleves den livhistorie i et både historisk og personligt dokument. Det er en tekst, der kan siges at være barbarisk, fordi den forsøger at give mening til en meningsløs historie. ”Barbar” var et øgenavn, oldtidens grækere gav folk af fremmed herkomst, hvis tungemål de opfattede som uartikulerede lyde ”bar-bar-bar”, og det er måske fordi teksten bevarer denne uforståelighed og fremmedhed i den personlige historie, at det kan give mening for Katz at skrive videre på den.  

Min spaltede tunge

”Min spaltede tunge/ bringer et utal/ af snakkesalige børn/ ud i verden.”
”Min spaltede tunge”, s. 9.

I digtsamlingen ”Min spaltede tunge” fra 2006 kredser Janina Katz fortsat om den jødiske identitet, sorgen, afstanden og ensomheden. Den handler om de største tab: de elskede døde og barnløsheden. Men heroverfor er også den sene kærlighed både tema og modus. 

I titeldigtet ”føder” den ”spaltede tunge” et digtunivers med billeder af børn, jødisk identitet, kz-lejren og den afdøde mor: ”- en kvindes hånd/ der kærtegner luften.” (s. 9). Det er de insisterende fraværelser, der hjemsøger Katz’ digtning. De er til stede som sorgfuld erindring, men også som en livlighed, der kan digtes med, f.eks. her, hvor forældreforholdet omvendes: ”Jeg åbner et gammelt fotoalbum./ Hvis hænder har fremtryllet/ en kanin på væggen?// Albummets hovedpersoner:/ En ung mand/ og en ung kvinde.// Engang har de sørget for/ at jeg er blevet til.// Nu er de mine børn./ Det ældste af dem/ nåede jeg ikke at huske.// Dette er en gammel historie/ som jeg bliver ved/ med at skrive/ forfra,/ om igen,/ en gang til.// Men spørgsmålet:/ Hvis hænder har fremtryllet/ en kanin på væggen,/ forbliver ubesvaret.” (s. 21). I den enkle sorgtale er der stadig et rum for det mærkelige fantasidyr.

26175615

Det elskede drømmeland Israel plages derimod af virkelighed som i digtet ”Jerusalem det gyldne”, hvor terroren overskygger idyllen: ”Lad os alle sammen/ tage til Jerusalem./ Til venskabets topmøde. […]/ Honningdråber falder/ fra himlen/ med øredøvende brag.” (s. 16).

Mod slutningen af bogen får kærligheden plads, der er en ”hemmelig ven” og et ønske om at denne sene, tøvende kærlighed skal overtage den smertelige erindring som modus for digtningen: ”Jeg siger dig:/ Døb mig i kærlighedens navn./ Luk mine dødes øjne./ Bliv min sidste bog.” (s. 40). Men det lykkes ikke helt, for de døde trænger sig på, selv i de intime stunder med du’et: ”Vidste du blot/ hvor meget jeg er nødt/ til at glemme/ hver gang din hånd/ tegner mit ansigt/ på ny.” (s. 36).

Døden er også presserende i digteren kamp med sin egen alderdom, som provokerer hendes forfængelighed, men som også må vige for kærlighedens indre barn: ”Det barn/ jeg stadig er.” (s. 42).

Længsel på bestilling

”Sammy – min otteogtrediveårige Lolita. Min gamle lårs sidste ild.”
”Længsel på bestilling”, s. 11.

I romanen ”Længsel på bestilling” er fortælleren den 65-årige Olga, polsk jøde, børnebogsforfatter og bosat i Danmark. Hun rejser hvert år til Israel, hvor hun opsøger sine forfædres historie, er sansende turist i landskabet og indleder et kærlighedsforhold til den 27 år yngre Sammy.
Sammy er gift, ikke-intellektuel og taler kun hebraisk. Deres samvær materialiseres derfor med få engelske vendinger og så en kropslighed, der beskrives både ømt og råt: ”Du havde elsket med min gamle krop, samlet mine bryster, der flød ud til begge sider, og sagt, at de var smukke.” (s. 41).

27468330

Olga kan ikke tale med sin elsker, og det kommer der denne roman ud af, som handler om alt det, hun kunne have fortalt ham. For Sammy er også det ”du”, som Olga henvender sig til for at fortælle om sin opvækst i Polen, forholdet til den holocaustoverlevende mor, det barnløse ægteskab med en mand, der blev homoseksuel og forskellige venskaber, bl.a. med den misantropiske Moniek, som viser hende et Israel, der både bliver anledning til en sanseligt beskrevet turistguide og en konservativ samtidskritik. Romanen er fuld af digressioner om terrorangrebet i New York, Israel-Palæstinakonflikten og seksuelt frisind. Over for disse inddragelser af en aktuel virkelighed findes et metalag: Olga er barnløs, men har til gengæld to fiktive børn. De bor i et fabelunivers – en skov i Jylland - men følger efter hende og fører drømmeagtige og selvkorrigerende samtaler med hende.

Den ældre kvindes seksualitet er både forbundet med en nydelse, hun ellers havde opgivet, og en skamfuldhed - over forskellen i alder og klasse, Sammys ægteskabsbrud og over sin egen gamle krop. Fortælleren er spændt ud mellem et ungdommeligt begær og et behov for at opretholde værdighed og kontrol, når hun f.eks. insisterer på at sige ”hyrdetime” om det seksuelle samvær. Stemmen er nøgtern og ironisk, men mister alligevel sin kontrol i den poetiske prosa, som jeg-fortælleren giver sig hen til: ”Jeg var en karikatur af mig selv. En gammel kvinde med syndige lyster. […] Jeg var panikslagen og skamfuld. Og meget længselsfuld.” (s. 38).

Skrevet på polsk

”Jeg -/ brænder ud i hjørnet./ Troløs ikke troende./ En håndfuld liderlig aske./ De sidste gnister springer frem/ med en kraft/ der er en bedre sag værdig.”
”Skrevet på polsk”, s. 38.

”Skrevet på polsk” er Janina Katz’ tyvende bog. Katz har skrevet digtene på sit modersmål og siden oversat dem til dansk.

Samlingen er indrammet af digtene ”Dengang (1)” og ”Dengang (2)”, der begynder med samme vers: ”Sidder under et ungt æbletræ/ begloet af krigen”. Her er det stadig Katz’ barndomserfaring med holocaust og familiens udslettelse, der er udgangspunkt for digterjegets kredsen om tab, kærlighed, død og digtning. Der er ikke noget ’jeg’ i disse første vers, og i de resterende vers veksles der mellem tredjeperson (”Et barn revet ud af helvedet”) og førsteperson (”Hvem har knuget mig ind til sit bryst?”), hvilket kan være et udsagn om, at det tidligere ’jeg’ hverken kan skelnes fra, men heller ikke er helt identisk med denne samlings digterjeg.

28902255

Der skrives på en fortid: ”Mine kære./ Dette digt er faldet ud/ af mit hjerte,/ det er sygt af fortid.” (s. 23). Denne fortid er præget af negationer. I et af de digte der hedder ”&&&” er det, ligesom i resten af Katz’ forfatterskab, både de tabte døde og det, der ikke er blevet realiseret i livet, der udgør negationserfaringen: ”Hvor lang er ikke denne liste/ af uindbudne gæster/ til mit ikke-bryllup.” (s. 16). Titlen peger på både den ophobning af sorgfuld erfaring og den fortsættelsestrang, digtene også synes skrevet på. I digtet ”Hvem ved…” beder jeget om udsættelse fra døden. Der er stadig en lyst til både kærlighed, venskab og skrift, som altså også bliver en slags poetik: ”Jeg har endnu ikke skrevet et digt,/ der vil få verdens hjerte/ til at slå for de forfulgte/ og de sultende.// Og har endnu ikke fundet/ den hånd,/ der vil holde om min/ og skrive i mit hjerte.” (s. 34).

Digtene er både tungsindige og humoristiske. Udover negationerne er allegorien den fremherskende trope hos Katz. Man tyr til det konkrete for at sige det abstrakt uforståelige, der er f.eks. krigen, der beglor digterjeget, jorden der er en gammel luder, hjertet der er en evig teenager. Et sted er ’jeget’ ”en håndfuld liderlig aske” (s. 38), altså noget dødt der stadig gnistrer. Det er både sjovt og sorgfuldt. 

 

Genrer og tematikker

Den tyske filosof Theodor W. Adorno spurgte til umuligheden af at skrive poesi efter Auschwitz. Hvis verden er tabt for mening, ligger der et barbari i at give den lyrisk betydning. Men Katz’ forfatterskab er i høj grad skrevet på den udfordring, det er for hende personligt at leve med tabet og skyldfølelsen og at forsøge at give en stemme til de historiske rædsler uden nogensinde at udtømme dem fuldstændigt. Det kommer der digte og romaner ud af, som flere steder sammenlignes med kaddish-bønnen: på én gang klagesang og lovprisning. En anmelder har sagt om denne afmægtige, men insisterende tale: ”Digtet må sætte sig lidt på det uudsigelige med en blanding af vold og respekt for det uudsigelige” (Poul Erik Tøjner: Hvad man ikke kan fortælle om findes. Weekendavisen, 1991-04-25).

Katz’ tekster balancerer mellem gråd og latter. Både tematisk, hvor den sorgfulde erfaring blandes med kærlighed, sansninger og kropsligt begær. Og i et sprog der veksler mellem det inderligt alvorlige og så en gennemgående humor, der både er ironisk-melankolsk og mere kvidrende. Hun er blevet kaldt en ”hattedame med tung sjælebagage” (Lilian Munk Rösing: Kritik af avocado-jeg’et. Information, 2011-11-25).

Moren er i store dele af Katz’ forfatterskab fremskrevet med bebrejdelse, trods og skamfuldhed, altid som et forhold der gør ondt og som er knyttet til holocausterfaringen. Men i de senere bøger er dette forhold mere forløst, f.eks. i ”Længsel på bestilling”, hvor fortælleren indser, at det måske ikke så meget har været moren, som hende selv, der har været en hindring for de ting, hun ikke har opnået.

Det forjættede Israel er både anledning til drømmende landskabsbeskrivelser, afsøgning af den smertefulde historie og en samtidskritik af venstrefløjspositioner, både inden- og udenfor hendes litterære værker.

I Katz’ livsfortællinger er der både selvkritik og glæde, skam og nydelse, fortrydelse og fremdrift, og disse ting kan godt - og er måske ligefrem nødt til at - sameksistere i Katz’ litterære univers.

Beslægtede forfatterskaber

Mange anmeldere fremhæver at Janina Katz skriver nådesløst, men forførende udansk. Hendes seneste digtsamling hedder ”Skrevet på polsk” og er et ordspil på vendingen ’at leve på polsk’, at leve i et papirløst kærlighedsforhold, i samhørighed med både det gamle og det nye sprog, men uden ægteskabelige forpligtelser. Det bliver til dansk prosa og lyrik, der har en distanceret stemme, men også kærligt øje for det danske sprogs veje og vildveje. Sideløbende med sit eget forfatterskab har Katz oversat digte af sine tidligere landsmænd, bl.a. Czeslaw Milosz, nobelpristageren Wislawa Szymborska og den yngre, nulevende Ewa Lipska, der som Katz blander det misantropiske og det humoristiske.  

Katz er et af de eneste eksempler, vi har på et eksilforfatterskab i Danmark. Eksillitteraturen er en kanoniseret del af verdenslitteraturen (Vladimir Nabokov, Salman Rushdie, Milan Kundera osv.) og knyttet til historiens bevægelser af krige, oprør og forfølgelser. Den er kendetegnet ved, at den eksilerede forfatters afstand til det hjemlige både er anledning til afsavn men også til en skærpet kritisk refleksion over både den kultur, hun kommer fra og den, hun befinder sig i. 

Katz’ litterære ophold mellem begrædelse og lovprisning af ofrene for holocaust, hendes ”kaddishbøn”, kan man sammenligne med den ungarske forfatter Imre Kertész, der overlevede Auschwitz og i 2002 modtog Nobelprisen i litteratur "for et forfatterskab, som hævder individets skrøbelige erfaring mod historiens barbariske forgodtbefindende".

Katz læser selv helst amerikansk og israelsk prosa og poesi og ønsker ikke at kalde sin litteratur for europæisk, fordi Europa for hende først og fremmest er skaber af to verdenskrige: ”Jeg er ikke vild med Europa i det hele taget.” (Kristen Bjørnkjær: Lysten til at fabulere. Information, 2011-12-01-12).

Bibliografi

Digte

Katz, Janina:
Min moders datter. Brøndum, 1991.
Katz, Janina:
Mit uvirkelige liv. Vindrose, 1992.
Katz, Janina:
I mit drømmeland. Vindrose, 1993.
Katz, Janina:
Scener fra det virkelige liv. Vindrose, 1995.
Katz, Janina:
Uden for sæsonen. Vindrose,1996.
Katz, Janina:
Blandt andet. Vindrose,1998.
Katz, Janina:
Varme steder. Vindrose, 1999.
Katz, Janina:
Det syvende barn. Vindrose, 2002.
Katz, Janina:
Landskabet der blev væk. Vindrose, 2004.
Katz, Janina:
I mit drømmeland. 1993.
Katz, Janina:
Landskabet der blev væk. 2004.
Katz, Janina:
Min spaltede tunge. Vindrose, 2006.
Katz, Janina:
Tilbage til æblerne (prosa og digte). Vindrose, 2010.
Katz, Janina:
Skrevet på polsk. Rosinante. 2011.
Katz, Janina:
Endnu ikke allerede. Rosinante, 2013.

Romaner

Katz, Janina:
Mit liv som barbar. Vindrose, 1993.
Katz, Janina:
Putska. Vindrose, 1997.
Katz, Janina:
Fortællinger til Abram. Vindrose, 2001.
Katz, Janina:
Drengen fra dengang. Vindrose, 2004.
Katz, Janina:
Længsel på bestilling. Vindrose, 2008.

Noveller

Katz, Janina:
Heltens tykke kone og andre historier. 1994.
Katz, Janina:
Den glade jødinde og andre historier. Vindrose, 1998.

Børnebøger:

Katz, Janina:
Mit liv med syfiluter. 2000.

Om forfatterskabet

Links

Bibliografi, biografi og analyser.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Janina Katz

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Poul Erik Tøjner:
Hvad man ikke kan fortælle om findes. Weekendavisen, 1991-04-25.
Dubgaard, Ulla:
Danske jøder: Et offer får også lyst til at være den stærke. Information, 2006-08-25.
Wivel, Klaus:
En polsk patriot. Weekendavisen, 2011-09-02.
Bjørnkjær, Kristen:
Lysten til at fabulere. Information, 2011-12-01.