Kristian Ditlev Jensen

Man kan, med journalist Johanne Myginds ord, betragte Kristian Ditlev Jensen som lidt af en mønsterbryder. Han voksede op i Holbæk som søn af en rengøringskone og en slagteriarbejder, og det lå ikke i kortene, at han skulle krydse det akademiske spor og endda springe ud som forfatter. For som han selv siger, var barndomshjemmet ikke præget af tunge litterære værker: ”De eneste bøger, vi havde derhjemme, var Lademanns Leksikon, som vi brugte til at bygge tunneller med, når vi legede med biler, og så nogle bogklubbøger, som knitrede, når man åbnede dem, fordi de aldrig havde været åbnet før. Det er næsten perverst, at jeg er blevet forfatter.” (Kristian Ditlev Jensen i ”Opdrift”, s. 166). 

Selv lægger Kristian Ditlev Jensen ikke skjul på, at han i sin higen efter at bryde med forældrenes levevej valgte en radikalt anden tilværelse. Det at gøre op med forældrenes forventninger førte til en skamfølelse over hans arbejderklassebaggrund, for på studiet var han ikke lige så kultiveret som studiekammeraterne. Selv siger han om sit opgør med barndomshjemmet: ”Jeg har altid følt, at jeg tog en uddannelse med livet som indsats.” (Johanne Mygind: ”Opdrift”). I forfatterskabet beskæftiger han sig gentagne gange med æstetik, gastronomi, sprog og litteratur. Det kan måske aflæses som udtryk for, at han ønsker at tilegne sig en dannelseskultur, som modsvarer opvæksten i Holbæk. 

Som skribent favner Ditlev Jensen bredt, og han skriver både rejseessays, kriminalromaner, dramaturgi og madanmeldelser. Han skriver for flere af de store danske dagblade og er også foredragsholder. Faktisk er han så afhængig af at kunne meddele sig via det skrevne ord og dermed indgå i en slags dialog med andre, at han må nedfælde alle sine oplevelser: ”Sagen er faktisk nok den, at jeg aldrig har kunnet lide at være alene. Nogensinde. Jeg er et udpræget socialt menneske. Et menneske, der har en voldsom meddelelsestrang, og som i grunden ikke kan opleve noget som helst, uden lige at skrive en artikel om det, tage en note til en roman – eller endnu bedre, sætte ord på det verbalt […] Der skal etiket på – ellers har det ikke rigtig fundet sted.” (Kristian Ditlev Jensen: ”Ord i Orientekspressen”). 

Som læser mærker man tydeligt dette skriftlige engagement, der udmønter sig i overdådigt sanselige beskrivelser af mad, mennesker og rejser. 

I 2005 debuterede Kristian Ditlev Jensen som dramatiker med stykket ”Rigets Tilstand” på teatret Får302. For en kort bemærkning har han været inde over politik som medlem af det daværende parti Ny Alliance og var kandidat til folketingsvalget i 2007. Fra 2008-2009 var han ansat i Klima- og Energiministeriet som taleskriver for den tidligere konservative klimaminister Connie Hedegaard.

I selvbiografien ”Det bliver sagt” fra 2001 fortæller Kristian Ditlev Jensen om de seksuelle overgreb, han blev udsat for, fra han var 9, til han var 12. Som 9-årig møder Kristian den voksne Gustav, der viser sig at være pædofil, og et grotesk venskab mellem den naive, opmærksomhedshungrende dreng og den voksne mand begynder. Det viser sig gradvist, at Gustav har grumme intentioner med dette venskab, og gennem tre år krænker han den unge Kristian seksuelt. Kristian formår ikke at bryde med Gustav, for han føler skam, lede og skyld over det påtvungne fysiske samvær og kan ikke dele sine erfaringer med nogen. En dag besøger Kristian sin ven Nikolaj og bliver atter udsat for Gustavs overgreb, men magter ikke at sige fra: ”Det er en ekstra ydmygelse, at det sker hjemme hos Nikolaj, som jo er min bedste ven. (…) Jeg skammer mig meget. Det må ikke blive afsløret, at jeg er med til den slags. Jeg føler mig meget forvirret.” (”Det bliver sagt”, s. 84).

Da Kristian er 12 år, fortæller han sine forældre om overgrebet, og forholdet til Gustav slutter. Som 19-årig indleder han selv en retssag mod Gustav. Det fatale forhold får tragiske konsekvenser, da Kristian selv må håndtere sine barndomstraumer og ikke får støtte hjemmefra til at bearbejde smerten.

”Det bliver sagt” er med journalist Johanne Myginds ord en intens skildring af underklassens afmægtighed, da hans forældre ikke magter at hjælpe ham, og i den henseende er værket udtryk for et dobbelt tillidsbrud. Kristian Ditlev Jensen skrev da også dette værk, så hans far kunne læse med: ””Det bliver sagt” er faktisk skrevet på en måde, så jeg håbede, at mine forældre ville kunne læse den. Jeg har taget de fleste fremmedord ud, og de få, der er, har jeg forklaret. Det var bevidst, men han kom ikke igennem den alligevel.” (Johannes Mygind: ”Opdrift”, s. 167). 

Værket er præget af en dobbelthed, idet vi ser oplevelserne med barnets øjne, samtidig med at der anlægges et voksent perspektiv via bl.a. det indledende forord og efterskriftet, hvor forfatteren fortæller om intentionen med sit værk. Fortællingens perspektiv veksler mellem den reflekterende voksne fortæller og en mere barnligt-naiv fortællestemme. Det er barnets erfaringsramme, der bærer fortællingen og skaber identifikation mellem den udsatte dreng og læseren.

Fortællingen om pædofili og tillidsbrud sætter fokus på barnets udsatte position og affødte stor debat, da den udkom. Om formålet med at skrive ”Det bliver sagt” siger Jensen: ”Som det fremgår, er bogen tænkt etisk snarere end æstetisk. Det er meningen, at den skal være sand, snarere end smuk. Bogen er en sandfærdig selvbiografisk beretning om, hvordan det opleves at være den forurettede part i en af de pædofilisager, der så ofte ses på avisernes forside. (”Det bliver sagt”, s. 9). Det ar, som Gustavs tillidsbrud efterlod, genfindes i andre af Kristian Ditlev Jensens værker, f.eks. i essaysamlingen ”Ord i Orientekspressen”, hvor han også berører sit barndomstraume.