Kristian Ditlev Jensen
Foto: Søren Rønholdt

Kristian Ditlev Jensen

cand.mag. Helene Apelt, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Top image group
Kristian Ditlev Jensen
Foto: Søren Rønholdt
Main image
Jensen, Kristian Ditlev
Malet af Knud Odde

Indledning

Kristian Ditlev Jensen er en alsidig skribent, der udfolder sig i et væld af litterære og kulturjournalistiske genrer. Han debuterede som forfatter med den gribende selvbiografi ”Det bliver sagt” i 2001, hvori han uden omsvøb skildrer de seksuelle overgreb, han blev udsat for som barn. Med stor appetit har han desuden kastet sig over rejseessays i ”Røde kager & grøn te” samt ”Ord i Orientekspressen”, mens han i romanerne ”Livret” og ”Opstigende Skorpion” skildrer menneskets skyggesider. Når Ditlev Jensen er bedst, formår han at fremmane tankevækkende, yderst velskrevne essays om sine utallige rejser rundt om i verden. Disse rejseessays flyder ubesværet af sted og efterlader læseren med en fornemmelse af, at Kristian Ditlev Jensen lever som en nomade, der ikke finder hvile, men hele tiden må meddele sig i ord.

Autofiktion

 

47710367

Blå bog

Født: 27. januar 1971 i Holbæk.

Uddannelse: Har studeret litteraturvidenskab og kulturjournalistik ved Københavns Universitet. Blev i 1997 uddannet fra Forfatterskolen.

Debut: Det bliver sagt. Gyldendal, 2001. Selvbiografi.

Litteraturpriser: Weekendavisens Litteraturpris 2001. Debutantprisen på Bogforum 2004.

Seneste udgivelse: Sukkerchok : et nyt liv med diabetes 2. Gyldendal, 2020.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Denne rejse er så sammensat, at jeg sommetider nærmest må skrige højt. Verden er vendt på vrangen. Det fattigste land, jeg endnu har set, er rigt på næsten alt – undtagen lige retfærdighed. De rige om bord er på mange måder afsindig fattige, når de med deres forskræmte blikke kigger foragtende ud på deres medmennesker. Jeg sidder og drømmer, at al denne perversitet – det koloniale som sindbillede – kan sammenfattes i en lænestol af mørkt træ med udskårne snirkler betrukket med ægte zebraskind.”

”Ord i Orientekspressen”, s. 160.

Man kan, med journalist Johanne Myginds ord, betragte Kristian Ditlev Jensen som lidt af en mønsterbryder. Han voksede op i Holbæk som søn af en rengøringskone og en slagteriarbejder, og det lå ikke i kortene, at han skulle krydse det akademiske spor og endda springe ud som forfatter. For som han selv siger, var barndomshjemmet ikke præget af tunge litterære værker: ”De eneste bøger, vi havde derhjemme, var Lademanns Leksikon, som vi brugte til at bygge tunneller med, når vi legede med biler, og så nogle bogklubbøger, som knitrede, når man åbnede dem, fordi de aldrig havde været åbnet før. Det er næsten perverst, at jeg er blevet forfatter.” (Kristian Ditlev Jensen i ”Opdrift”, s. 166). 

Selv lægger Kristian Ditlev Jensen ikke skjul på, at han i sin higen efter at bryde med forældrenes levevej valgte en radikalt anden tilværelse. Det at gøre op med forældrenes forventninger førte til en skamfølelse over hans arbejderklassebaggrund, for på studiet var han ikke lige så kultiveret som studiekammeraterne. Selv siger han om sit opgør med barndomshjemmet: ”Jeg har altid følt, at jeg tog en uddannelse med livet som indsats.” (Johanne Mygind: ”Opdrift”). I forfatterskabet beskæftiger han sig gentagne gange med æstetik, gastronomi, sprog og litteratur. Det kan måske aflæses som udtryk for, at han ønsker at tilegne sig en dannelseskultur, som modsvarer opvæksten i Holbæk. 

Som skribent favner Ditlev Jensen bredt, og han skriver både rejseessays, kriminalromaner, dramaturgi og madanmeldelser. Han skriver for flere af de store danske dagblade og er også foredragsholder. Faktisk er han så afhængig af at kunne meddele sig via det skrevne ord og dermed indgå i en slags dialog med andre, at han må nedfælde alle sine oplevelser: ”Sagen er faktisk nok den, at jeg aldrig har kunnet lide at være alene. Nogensinde. Jeg er et udpræget socialt menneske. Et menneske, der har en voldsom meddelelsestrang, og som i grunden ikke kan opleve noget som helst, uden lige at skrive en artikel om det, tage en note til en roman – eller endnu bedre, sætte ord på det verbalt […] Der skal etiket på – ellers har det ikke rigtig fundet sted.” (Kristian Ditlev Jensen: ”Ord i Orientekspressen”). 

Som læser mærker man tydeligt dette skriftlige engagement, der udmønter sig i overdådigt sanselige beskrivelser af mad, mennesker og rejser. 

I 2005 debuterede Kristian Ditlev Jensen som dramatiker med stykket ”Rigets Tilstand” på teatret Får302. For en kort bemærkning har han været inde over politik som medlem af det daværende parti Ny Alliance og var kandidat til folketingsvalget i 2007. Fra 2008-2009 var han ansat i Klima- og Energiministeriet som taleskriver for den tidligere konservative klimaminister Connie Hedegaard.

Det bliver sagt

”Jeg har forbandet det ar så inderligt, at jeg ikke kan finde ord, der helt dækker den følelse, det har vækket i mig den periode af mit liv, hvor jeg var allermest forfængelig. Jeg følte i hele min pubertet, at det var mit stigmata. Et synligt tegn på min skæbne. Ofte har jeg følt, at folk – alene ved at se dét ar – vidste, at jeg var en, der ikke var værd at samle på.”
”Det bliver sagt”, s. 56.

I selvbiografien ”Det bliver sagt” fra 2001 fortæller Kristian Ditlev Jensen om de seksuelle overgreb, han blev udsat for, fra han var 9, til han var 12. Som 9-årig møder Kristian den voksne Gustav, der viser sig at være pædofil, og et grotesk venskab mellem den naive, opmærksomhedshungrende dreng og den voksne mand begynder. Det viser sig gradvist, at Gustav har grumme intentioner med dette venskab, og gennem tre år krænker han den unge Kristian seksuelt. Kristian formår ikke at bryde med Gustav, for han føler skam, lede og skyld over det påtvungne fysiske samvær og kan ikke dele sine erfaringer med nogen. En dag besøger Kristian sin ven Nikolaj og bliver atter udsat for Gustavs overgreb, men magter ikke at sige fra: ”Det er en ekstra ydmygelse, at det sker hjemme hos Nikolaj, som jo er min bedste ven. (…) Jeg skammer mig meget. Det må ikke blive afsløret, at jeg er med til den slags. Jeg føler mig meget forvirret.” (”Det bliver sagt”, s. 84).

Da Kristian er 12 år, fortæller han sine forældre om overgrebet, og forholdet til Gustav slutter. Som 19-årig indleder han selv en retssag mod Gustav. Det fatale forhold får tragiske konsekvenser, da Kristian selv må håndtere sine barndomstraumer og ikke får støtte hjemmefra til at bearbejde smerten.

”Det bliver sagt” er med journalist Johanne Myginds ord en intens skildring af underklassens afmægtighed, da hans forældre ikke magter at hjælpe ham, og i den henseende er værket udtryk for et dobbelt tillidsbrud. Kristian Ditlev Jensen skrev da også dette værk, så hans far kunne læse med: ””Det bliver sagt” er faktisk skrevet på en måde, så jeg håbede, at mine forældre ville kunne læse den. Jeg har taget de fleste fremmedord ud, og de få, der er, har jeg forklaret. Det var bevidst, men han kom ikke igennem den alligevel.” (Johannes Mygind: ”Opdrift”, s. 167). 

Værket er præget af en dobbelthed, idet vi ser oplevelserne med barnets øjne, samtidig med at der anlægges et voksent perspektiv via bl.a. det indledende forord og efterskriftet, hvor forfatteren fortæller om intentionen med sit værk. Fortællingens perspektiv veksler mellem den reflekterende voksne fortæller og en mere barnligt-naiv fortællestemme. Det er barnets erfaringsramme, der bærer fortællingen og skaber identifikation mellem den udsatte dreng og læseren.

Fortællingen om pædofili og tillidsbrud sætter fokus på barnets udsatte position og affødte stor debat, da den udkom. Om formålet med at skrive ”Det bliver sagt” siger Jensen: ”Som det fremgår, er bogen tænkt etisk snarere end æstetisk. Det er meningen, at den skal være sand, snarere end smuk. Bogen er en sandfærdig selvbiografisk beretning om, hvordan det opleves at være den forurettede part i en af de pædofilisager, der så ofte ses på avisernes forside. (”Det bliver sagt”, s. 9). Det ar, som Gustavs tillidsbrud efterlod, genfindes i andre af Kristian Ditlev Jensens værker, f.eks. i essaysamlingen ”Ord i Orientekspressen”, hvor han også berører sit barndomstraume.

Livret

”Jeg tænkte altid på Midori som et måltid. Hun kastede lagnet ud over sengen, som en afrikansk fisker sit firkantede net snurrende ud over havets overflade, og det dalede ned over futonen som én samlet, hvid nedbør. Så klædte hun sig blufærdigt af med ryggen til, som Picassos Den Blå Dame, inden hun lagde sig på sengen, på siden, i fosterstilling, stadig bortvendt. Hun så i og for sig ulykkelig ud.”
”Livret”, s. 402.

Kristian Ditlev Jensen romandebuterede i 2004 med romanen ”Livret”, der handler om en madanmelder, der sørger over sin kones selvmord. Hovedpersonen, den dansk-engelske Robin McCoy, vælter sig i gigantiske madorgier på sine mange rejser og fører en tilværelse præget af materiel overflod. Vi følger jeg-fortælleren, der beretter om sine dekadente oplevelser på rejser rundt om i verden og kontrasterer disse sanselige madorgier med minderne om sin gådefulde japanske kone Midori og beskrivelserne af hendes uforståelige selvmord: ”Det er det pludselige minde. Det er søvnen, den lange søvn, der henter det. Det er billedet af Midori, der ligger og sover. En dyb, dyb, patologisk søvn. Koma. Med armene spredt ud til siden. En nøgen, kvindelig asiatisk kristusfigur. Diagonalt på en dobbeltseng.” (”Livret”, s. 21).

Midori er kok, og således fremstår de to karakterer som hinandens modpoler, for hvor Midori tilbereder japansk mad efter de ypperligste forskrifter, fortærer Robin McCoy mad i groteske mængder. I sine sansemættede beskrivelser af groteske ædegilder sammenvæves fortællingen om Midoris og Robins sanseligt-erotiske forhold: ”Da vi havde elsket, stod Midori helt nøgen – som en slags erotikkens svar på westernskurken, klistret ind fra top til tå i plamager af sæd og fjer – og stoppede gåsen med fars og tørret frugt.” (s. 172). 

Man drages ind i Robin McCoys særegne univers, der er fyldt til bristepunktet med sanselige kulinariske oplevelser parallelt med fortællingen om figuren Midori.

Historien bevæger sig mod sin kulminationen i de grotesk-sanselige madscenarier, der sammenvæves med minderne om konen og hendes mange selvmordsforsøg, der til sidst kulminerer i hendes selvmord i badekarret, hvor hun skærer sine pulsårer over. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvem der er det egentlige offer i dette værk: madanmelderen eller kokken? Midoris død efterlader Robin McCoy alene og forladt. Og i sin madrus vender han i bogstavelig forstand vrangen ud på sig selv ved at spise sig halvt fordærvet og derved afsløre sit indre fordærv.

Ord i Orientekspressen

”Jeg lægger den kongeblå pølle med gulddulle under armen og læner mig tilbage, svimmel, tåget, nærmest fiktiv. Det hele er så kolonialt, at det faktisk virker uvirkeligt. (…) Det er den koloniale klapsammen af kultur. Afstanden er absurd – skønt det hele er lige op og ned ad hinanden. Det er næsten som afstanden imellem de sultende sjæle uden for toget, og så maden herinde.”
”Ord i Orientekspressen”, s. 159.

At læse Kristian Ditlev Jensens rejseskildringer i ”Ord i Orientekspressen” fra 2007 er en rejse både ud i den store verden og ind i forfatterens særegne univers. Her er fokus på gastronomi, sanselighed og mødet med fremmede mennesker. Jensen ser den lange togrejse som den ideelle rejseform, da samtaler med fremmede mennesker har de bedste betingelser under de lange stræk. Oprindeligt blev disse rejseessays publiceret i DSB-bladet ”Ud & Se”.

Kristian Ditlev Jensen sanser verden omkring sig med stor nysgerrighed, og med sine mange observationer bombarderes læseren med fremmede lugte og smagsindtryk. Alene mængden af disse sanseindtryk kan virke overvældende, for forfatteren noterer sig både stort og småt i sin loyale rejsepartner, den læderindbundne notesbog. Jensen tager os med på en rejse og fører os rundt i mange afkroge af verden. Dermed får vi indsigt i tilværelsen som rejsende under fremmede himmelstrøg, for læseren rejser nærmest med forfatteren som blind passager gennem de syv kontinenter. Via rejsebeskrivelserne smager, lugter og rører vi ved alt det nye og uudforskede. Men vigtigst af alt på disse rejser er mødet med andre mennesker og udvekslingen af livserfaringer. Når ensomheden gnaver, kan kontakten til andre dulme smerten: ”På mine tolv rejser blev jeg selv og mine medpassagerer kogt så længe i ensomheden, at vi til sidst gav os og begyndte at sige noget til hinanden.” (”Ord i Orientekspressen”, s. 25). 

Jensens essays kan karakteriseres ved deres manglende politisk korrekthed, hvilket han selv er bevidst om. Han skriver med en distancerende selvironi om den dumme hvide mand, der bliver forbrændt i Sydafrika: ”På Table Mountain får jeg en førstegradsforbrænding i hele ansigtet, fordi jeg har glemt solcremen hjemme på hotellet. Fordi jeg er en dum, hvid mand. I dagene efter hænger hele mit ansigt, hele min identitet, i laser.” (”Ord i Orientekspressen”, s. 163) Motivet med det ødelagte ansigt opfølges i romanen ”Opstigende Skorpion”.  

Hvor rejserne i ”Ord i Orientekspressen” foregår til et væld af destinationer rundt om i verden, skildrer Kristian Ditlev Jensen sine rejser i Japan i essaysamlingen ”Røde kager & grøn te” (2002), der har undertitlen Japanske meditationer. I lighed med romanen ”Livret” dyrkes fascinationen af japansk kultur i disse japanske meditationer. I mødet med det fremmede konfronteres man med sine egne fordomme, hvilket Kristian Ditlev Jensen som rejseskribent er yderst opmærksom på. Denne form for dannelsesrejse er måske den væsentligste lære, man kan uddrage af disse rejseskildringer.

Opstigende Skorpion

”Wolfgangs ansigt er kun nødtørftigt lappet sammen. Huden er stram, som om knoglerne i ansigtet er blevet befriet for alt kød og siden betrukket alt for stramt med den tynde, tynde hud. Hans hud ligner et patchwork af mindre stykker, lunser, der er lappet sammen på må og få. Der er ar efter sprængningslæsionerne, efter brandsår og efter de voldsomme sammensyninger (…).”
”Opstigende Skorpion”, s. 73.

Med romanen ”Opstigende Skorpion” fra 2010 bevæger Kristian Ditlev Jensen sig ind på kriminalromanens domæne. Vi følger den fraskilte Wolfgang Thornblad, der lever en afsondret tilværelse ude på landet. Denne vansirede krigsveteran, lingvist og sprogofficer har en passion for sprog. Vi hvirvles ind i en grotesk og ubehagelig fortælling, der inddrager sociale problemstillinger som vold, prostitution og kvindehandel. Værket tager sit genremæssige udgangspunkt i krimien, men sprænger kriminalromanens domæne ved at inddrage længere passager om sprogvidenskab, astrologi og mad. Thornblad er udpræget akademiker og jonglerer i sit daglige virke med sine sproglige og intellektuelle kundskaber. Således kan fortælleren på en naturlig måde snige referencer til nordisk, græsk og kristen mytologi samt astrologi og sprogvidenskab ind i fortællingen. Forfatteren trækker i sit portræt af den tragiske hovedperson bevidst på klichéen om den selvbestaltede snushane, der involverer sig følelsesmæssigt i den mordsag, som han prøver at opklare. Jensen trækker på populærkulturens klichéer, men indfører også læseren i hovedpersonens nørdede lingvistiske interesser. Den tendens karakteriserer anmelderen Mikkel Bruun Zangenberg således: ”Kristian Ditlev er en mere end ferm skribent, og hans tendens til at snige lette små essays ind, lange afsnit om kognitionsteori og kategoriseringslære, fungerer på en sær måde godt med beretningen om de voldsomme, afskyvækkende hændelser og de indlagte referencer til vidunderlig mad” (Mikkel Bruun Zangenberg: ”Kristian Ditlev giver sig selv et litterært handikap af rang”. Politiken, 2010-06-10). 

Thornblad bliver involveret i en speget sag om mord, sex og prostitution på Vesterbro, hvor handel med afrikanske kvinder, der lokkes til vesten og tvinges ud i prostitution, bliver omdrejningspunkt. I værket anes en kritik af den vestlige verdens overforbrug og ligegyldigheden med de handlede afrikanske kvinder. Den myrdede afrikanske prostituerede har en stor skorpion tatoveret på ryggen, og skorpionen som både konkret og mytisk figur er et gennemgående motiv i værket. Dette er Kristian Ditlev Jensens første roman i en serie, hvori han har til ambition at behandle alle de 12 stjernetegn.

Genrer og tematikker

Selvom Kristian Ditlev Jensen vover sig ud i mange forskellige genrer, kan man let genkende hans motivvalg og essayistiske stil. Forfatteren lever lidt af en nomadetilværelse, og de mange rejser, han begiver sig ud på, kan man kalde en form for kontinuerlig dannelsesrejse, for rejsen er et tilbagevendende tema i forfatterskabet. Den essayistiske stil, som karakteriserer både rejseskildringer og romaner, er en rejse udi menneskets dårskab og har fokus på sproget som kommunikationsmiddel og det at være uden fast grund under fødderne. Både hans skønlitterære og faktuelle virke er præget af hans akademiske interesse for sproget som fænomen, og det gør hans romaner til lærestykker, der fjerner fokus fra et egentligt plot.

Der er i Kristian Ditlev Jensens litteratur en kredsen om mad og alkohol som rus- og nydelsesmidler. I ”Opstigende Skorpion” samt i ”Livret” spreder duften af veltilberedt mad sig fra bøgernes sider og ind i læserens stue. Hans værker er en eksplosion af smag, farver, lugte og lyde, hvilket de detaljerede beskrivelser af hvinende søde japanske kager eksemplificerer. Det sanselige forhold til såvel tilberedelsen som fortæringen af mad er et gennemgående træk i forfatterskabet, og ”Livret” afslører fortælleren endda, hvordan man kan tilberede både hunde, rotter – og friskfanget kat: ”Find en kat og slå den ihjel. Flå skindet af den. Fjern indvoldene og rengør dyrets indersider. Skær dyret ud i passende stykker og læg dem i en på forhånd tilberedt marinade. […] Kog det hele op og lad det siden simre, indtil kødet er mørt. Hæld væden fra og giv katten et hurtigt opkog, inden retten serveres.” (”Livret”, s. 387). 

Velbekomme. Ditlev Jensen udfordrer læserens forestillingsverden, da det groteske forhold mellem fortæringen af kødet kobles sammen med død og lemlæstelse, og det skildres med vulgær detaljerigdom. Det grænseoverskridende forhold til mad, død og fysisk lemlæstelse udpensles f.eks. i ”Livret”, hvor vrangen vendes ud på både dyr og mennesker.  

I ”Ord i Orientekspressen” refererer Kristian Ditlev Jensen til barndommens overgreb, som han skildrer med sans for barnets offerposition og skamfølelse i ”Det bliver sagt”. Måske den grundlæggende smerte også kan genfindes i ”Livret”, hvor hovedpersonens kone begår selvmord, samt i skildringen af den ensomme helt Wolfgang Thornblad. I ”Opstigende Skorpion” samt ”Livret” berøres de mere korrupte og korrumperede sider af den menneskelige natur.

Beslægtede forfatterskaber

At netop rejsen fylder så meget i Kristian Ditlev Jensens faktuelle såvel som litterære virke, kan få en til at tænke på en anden rejseskribent, nemlig H.C. Andersen, der også er kendt for sine medrivende rejsebeskrivelser. Med indføling og sanselighed beskriver H.C. Andersen fremmede himmelstrøg. I rejseskildringerne fra ”En Digters Bazar” (1842) beskriver han f.eks. togrejsen som en hypermoderne transportform. I kontrast hertil beskriver Kristian Ditlev Jensen, der foretager sine rejser i 2005/2006, togrejsens langsommelighed som en stor kvalitet i modsætning til flyrejsen. 

I Robin McCoys besættelse af mad aner man et vist slægtskab med den franske hovedperson Babette i Karen Blixens novelle ”Babettes Gæstebud” fra 1950. I denne fortælling forsager et ældre søskendepar livets verdslige glæder, mens deres franske kokkepige Babette, der engang var kok på en parisisk luksusrestaurant, tilbereder et mirakuløst festmåltid, der forener krop og sjæl. Her bliver det daglige måltid nærmest ophævet til en slags kærlighedsaffære. Også madanmelderen Robin McCoy og kokken Midori forenes i kraft af maden. 

Kristian Ditlev Jensen er ikke den eneste, der på skrift beskriver de seksuelle overgreb, han blev udsat for. Frederik Roed gengiver sine erfaringer i den nyligt udkomne selvbiografi ”Messedreng” (2011), hvori hovedpersonen også føler sig svigtet af sine forældre og finder trøst hos en katolsk præst, der udviser faderlig omsorg for ham. I lighed med Ditlev Jensens erfaringer med Gustav er præstens omsorg udtryk for et forkvaklet forhold til seksualitet, og den unge Frederik udsættes for præstens seksuelle tilnærmelser. Ditlev Jensen trækker i sit forfatterskab på aktuelle sociale problemstillinger og han bruger egne erfaringer i både selvbiografien og i de mange rejseessays. Kristian Ditlev Jensen skriver om det, der rører sig i ham samt i samfundet, hvilket giver forfatterskabet almen gyldighed.

Bibliografi

Romaner

Jensen, Kristian Ditlev:
Livret. Gyldendal, 2004.
Jensen, Kristian Ditlev:
Jensen, Kristian Ditlev: Opstigende skorpion, Gyldendal, 2010.
Jensen, Kristian Ditlev: Jeg siger det. Gyldendal, 2017.

Andre udgivelser

Jensen, Kristian Ditlev:
Det bliver sagt. Gyldendal, 2001. Selvbiografi
Jensen, Kristian Ditlev:
Røde kager & grøn te. Gyldendal, 2002. Japanske meditationer.
Jensen, Kristian Ditlev:
Ord i Orientekspressen. Gyldendal, 2007. Rejseskildringer.
Jensen, Kristian Ditlev: Sukkerchok : et nyt liv med diabetes 2. Gyldendal, 2020.

Essaysamlinger, hvor Kristian Ditlev Jensen er repræsenteret

Jensen, Kristian Ditlev:
”En mur af tillid” i ”Tillid. En antologi af nye danske essays” (Klaus Rothstein, red.), Det Schønbergske Forlag, 2001.
Jensen, Kristian Ditlev:
”Vendekåbens væsen” i ”Forræderi. En antologi af nye danske essays” (Klaus Rothstein, red.), Det Schønbergske Forlag, 2001.

Om forfatterskabet

Forskellige artikler og analyser af Kristian Ditlev Jensens værker.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Mygind, Johanne:
Opdrift. 11 mønsterbrydere fortæller. Gyldendal, 2009.
Schack, May:
”Smagen af mad”. Politiken, 2004-10-20.
Zangenberg, Mikkel Bruun:
”Kristian Ditlev giver sig selv et litterært handikap af rang” i Politiken, 2010-10-06.