Martin Kongstads debut fra 2009 består af syv noveller, som alle formidles gennem jeg-fortælleren Mikkel Vallin. Mikkel er en del af et miljø af kreative københavnere, børn af 68-generationens vindere, som bosatte sig i attraktive boliger i attraktive områder med attraktive ligesindede. Derfor består denne kreds kun af attraktive mennesker, som omgås andre attraktive mennesker. Det er dette slæng af folk fra den såkaldt kreative klasse, ”Han danser på sin søns grav” stiller skarpt på.
Det kræver, som Mikkel selv bemærker, en ordentlig portion ”social kapital” at begå sig blandt disse mennesker, og det er ikke alle, der kan være med blandt de smarte og kulturelle. Det betyder f.eks., at når en bonderøv med fine fornemmelser prøver at blive en del af flokken, går det galt. Når en hovedrig, men udannet person forsøger at få sig nogle spændende kulturelle venner, går det også galt. Den kulturelle elite er opflasket med en række manerer og sociale koder, som det er meget svært for udefrakommende at manøvrere i. Det er svært at sætte en finger på, præcist hvad det er, som sætter denne ekskluderende mekanisme i gang, men Mikkel Vallin reflekterer over det således: ”Vi pralede jo ikke, som de rige gjorde. Et blik var rigeligt. Jeg væmmedes. Men jeg må blankt indrømme, at en anden og ganske uklædelig følelse tittede frem: Glæden over at være født på den rigtige side.” (”Han danser på sin søns grav”, s. 99).
27988334
Novellerne foregår fra sommeren 2001 til efteråret 2009 og markerer dermed de glade år, hvor den kulturelle elite boltrede sig på friværdi og dyr rødvin, men for Mikkel Vallin fører velstanden kun til nedtur. Han er en skarp iagttager og kan se gennem miljøets manglende projekt. Han skriver om mad for et dansk dagblad men bemærker ofte, at interessen for mad og god vin har overtaget forældregenerationens (hykleriske) politiske engagement. Men det er tydeligt, at Mikkel ville ønske, han havde et mål med livet, som er mere end designermøbler, smarte venner og andelslejlighed på Østerbro med familien. Det overfladiske kulturliv er ikke nok for ham, men på den anden side vil et pludselig politisk engagement virke latterligt. Han er fastlåst i rollen som smart kultursnob, der ikke kan lade være med konstant at påpege kulinariske detaljer og namedroppe vinmærker overfor læseren. Hans eneste flugt er alkoholen, og han slår sig derfor på flasken, mens hans liv gradvist falder fra hinanden.
Titlen ”Han danser på sin søns grav” er også navnet på bogens anden novelle: En gammel berømt kunstner giver ikke sin søn nogen som helst form for anerkendelse, og sønnen går til grunde i jagten på farens gunst. Titlen kan også læses som en kommentar til 68'er-generationens manglende ønske om at give de efterfølgende generationer plads til at komme til. 68'ernes nedladende holdning til det efterfølgende kuld, som de gav det lidet flatterende tilnavn ”Nå-generationen”, kan derfor sammenlignes med en streng, uretfærdig fars triste indflydelse på sin søn.