Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Martin Kongstad

cand.mag. Anders Olling, 2010/2013. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2018 og marts 2022.
Top image group
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Martin Kongstad analyserer skånselsløst den kreative klasse og dens forhold til 68'erne, de rigtigt rige og alle de andre wannabees, som gerne vil være en del af det smarte selskab. Kongstad tilhører selv det kreative samfundssegment af kunstnere, journalister og andet kulturelt godtfolk, som han underkaster et kritisk blik i sine værker, senest romanen ”Kokken der holdt op med at rødme” (2018) om den succeskorrumperede mesterkok Magne Oldenberg og biografien ”Casper” fra 2020. 

135027553

 

Blå bog

Født: 3. oktober 1963 i København.

Uddannelse: Autodidakt.

Debut: Han danser på sin søns grav. People's Press, 2009. Noveller.

Litteraturpriser: Danske Banks Debutantpris, 2009.

Seneste udgivelse: Man kan ikke spise rugbrød hele tiden. Grønningen 1, 2022.

Se filmene Lets's get lost og Det sublime på Filmstriben.

 

 

 

 

 

Martin Kongstad i interview med litteraturformidler Sarah Hvidberg, april 2022.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Vi rejste til Grækenland med forskellige kærester, så til New York, Krabi og Bornholm og fandt nøjagtigt de samme hemmelige restauranter i nøjagtig de samme uopdagede sidegader, og vi blev medlemmer af Løgismose Vinklub, kørte gammel mercedes og fik afrikansk sponsorbarn.”

”Han danser på sin søns grav”, s. 11.

Martin Kongstad voksede i 1970'erne op i Kartoffelrækkerne i det centrale København i et venstreorienteret miljø af politisk korrekte socialister, der trods solidaritetserklæringer og slagord levede uden forbindelse til arbejderklassen. Faktisk giver Kongstad i interviews udtryk for, at forældregenerationen havde fine fornemmelser og inderst inde afskyede arbejderklassens levevis. Eller som han selv siger i Politiken i forbindelse med udgivelsen af ”Han danser på sin søns grav”: ”Jeg synes, det samfundslag, jeg er vokset op i, er meget sådan... åndshovent, ikke?” (Ditte Giese: Martin Kongstad: Den kreative klasse har ingen visioner. Politiken, 2009-11-17).

Kongstad har aldrig taget en formel uddannelse, men som lidt af en selvlært kulturel altmuligmand har han beskæftiget sig med forskellige områder som journalistik, marketing, skuespil, manuskriptarbejde, madanmelderi og tv. Han har stået bag store reklamekampagner for Squash og Grøn Tuborg, mens han også har medvirket som skuespiller i indie-filmen ”Let's get lost” (1997) og skrevet manuskripter til teaterstykker.

I offentligheden er Martin Kongstad dog mest kendt som skribent. Han har stået i spidsen for magasinerne Schäfer og Københavner, er madanmelder og er vært i mad- og samtaleprogrammet ”Bearnaise er Dyrenes Konge” på Radio24syv.

Desuden har han medforfattet fagbogen ”Dengang i firserne” (2003), der ligesom ”Han danser på sin søns grav”, diskuterer den generation, som var ung i firserne, etablerede sig i halvfemserne og endegyldigt har sat sig på flæsket i 00'erne. Undervejs har Kongstad fået trykt nogle få noveller i forskellige tidsskrifter. Hans egentlige debut kom i 2009 med novellesamlingen ”Han danser på sin søns grav”, som han kort efter modtog Danske Banks Debutantpris for.

Han danser på sin søns grav

”Baff! Så stod jeg i fadølsbaren og delagtiggjorde en langskægget kunstner i min teori om, at Bamse og Kylling er en skjult parodi på 68'erne, og at skorstenen, der hele tiden falder ned, er en metafor for den socialisme, de svigtede.”
”Han danser på sin søns grav”, s. 102.

Martin Kongstads debut fra 2009 består af syv noveller, som alle formidles gennem jeg-fortælleren Mikkel Vallin. Mikkel er en del af et miljø af kreative københavnere, børn af 68-generationens vindere, som bosatte sig i attraktive boliger i attraktive områder med attraktive ligesindede. Derfor består denne kreds kun af attraktive mennesker, som omgås andre attraktive mennesker. Det er dette slæng af folk fra den såkaldt kreative klasse, ”Han danser på sin søns grav” stiller skarpt på.

Det kræver, som Mikkel selv bemærker, en ordentlig portion ”social kapital” at begå sig blandt disse mennesker, og det er ikke alle, der kan være med blandt de smarte og kulturelle. Det betyder f.eks., at når en bonderøv med fine fornemmelser prøver at blive en del af flokken, går det galt. Når en hovedrig, men udannet person forsøger at få sig nogle spændende kulturelle venner, går det også galt. Den kulturelle elite er opflasket med en række manerer og sociale koder, som det er meget svært for udefrakommende at manøvrere i. Det er svært at sætte en finger på, præcist hvad det er, som sætter denne ekskluderende mekanisme i gang, men Mikkel Vallin reflekterer over det således: ”Vi pralede jo ikke, som de rige gjorde. Et blik var rigeligt. Jeg væmmedes. Men jeg må blankt indrømme, at en anden og ganske uklædelig følelse tittede frem: Glæden over at være født på den rigtige side.” (”Han danser på sin søns grav”, s. 99). 

27988334

Novellerne foregår fra sommeren 2001 til efteråret 2009 og markerer dermed de glade år, hvor den kulturelle elite boltrede sig på friværdi og dyr rødvin, men for Mikkel Vallin fører velstanden kun til nedtur. Han er en skarp iagttager og kan se gennem miljøets manglende projekt. Han skriver om mad for et dansk dagblad men bemærker ofte, at interessen for mad og god vin har overtaget forældregenerationens (hykleriske) politiske engagement. Men det er tydeligt, at Mikkel ville ønske, han havde et mål med livet, som er mere end designermøbler, smarte venner og andelslejlighed på Østerbro med familien. Det overfladiske kulturliv er ikke nok for ham, men på den anden side vil et pludselig politisk engagement virke latterligt. Han er fastlåst i rollen som smart kultursnob, der ikke kan lade være med konstant at påpege kulinariske detaljer og namedroppe vinmærker overfor læseren. Hans eneste flugt er alkoholen, og han slår sig derfor på flasken, mens hans liv gradvist falder fra hinanden. 

Titlen ”Han danser på sin søns grav” er også navnet på bogens anden novelle: En gammel berømt kunstner giver ikke sin søn nogen som helst form for anerkendelse, og sønnen går til grunde i jagten på farens gunst. Titlen kan også læses som en kommentar til 68'er-generationens manglende ønske om at give de efterfølgende generationer plads til at komme til. 68'ernes nedladende holdning til det efterfølgende kuld, som de gav det lidet flatterende tilnavn ”Nå-generationen”, kan derfor sammenlignes med en streng, uretfærdig fars triste indflydelse på sin søn.