Pascal Mercier
Foto: Sz Photo

Pascal Mercier

journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, 2010.
Top image group
Pascal Mercier
Foto: Sz Photo

Har du mod på en skøn litterær rejse ind i menneskers sjæle, så kan det absolut anbefales at springe på Pascal Merciers “Nattog til Lissabon” og nyde hovedpersonen Raimond Gregorius’ opdagelsesrejse i den portugisiske hovedstad, i forfatteren og lægen Amadeu de Prados liv og i sidste ende i hovedpersonens ditto. Eller hvad med at lade dig rive med af “Perlmanns fortielser” og “Lea”, der er følelsesmæssigt fortættede og medrivende værker om mænd, der bliver fanget i deres egen utilstrækkelighed på henholdsvis det intellektuelle og det følelsesmæssige plan? Hos Pascal Mercier er det netop menneskers begrænsninger, der er i højsædet.  Det er angsten, ensomheden, begrænsningerne i vores liv samt døden, der tematiseres alt imens filosofiens – og livets – grundspørgsmål vrides og vendes i de murstenstunge og fantastisk fabulerende værker. Ja, at læse Pascal Mercier er som at være med på en intens psykologisk odyssé, og man kommer uvægerligt hovedpersonerne og sig selv nærmere undervejs.“

28007884

Blå bog

Født: 23. juni 1944 i Bern, Schweiz.

Uddannelse: Professor i filosofi.

Debut: Perlmanns Schweigen, 1995 (Perlmanns fortielser, 2008).

Litteraturpriser: Marie-Luise-Kaschnitz-Preis (2006), Premio Grinzane Cavour (2007), Prix Cevennes (2007), Lichten-Medaille fra Göttingen universitet (2007).

Seneste udgivelse: Lea. Tiderne Skifter, 2009. (Lea (tysk), 2007). Oversat af Mone Hvass. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Det var ikke sandt at afgrænsning betød at man skulle isolere sig og mure sig inde som i en indre fæstning. Det det kom an på var noget helt andet: at man, når de andre fandt ud af det, roligt og frygtløst stod ved det man inderst inde var. Og det forekom Perlmann at denne indsigt også var nøglen til det eftertragtede nærvær der ellers bestandigt var forblevet så uhåndgribeligt og flygtigt som en luftspejling.”
“Perlmanns fortielser”, s. 454.

Pascal Mercier er et forfatterpseudonym for Peter Bieri, som blev født den 23. juni 1944 i Bern i Schweiz. Her trådte han ligeledes sine barnesko, ligesom han gik i grundskole og gymnasiet i Bern. Om sin opvækst fortæller han: “Jeg voksede op i et meget småborgerligt hjem. Men jeg havde meget tidligt den fornemmelse, at den slags liv slet ikke var noget for mig, jeg ville så at sige leve et vigtigt liv. Så da en tysklærer på det gymnasium, hvor jeg gik, begyndte at tale om Spinoza, Schopenhauer og så videre, kastede jeg mig også over disse filosoffer. Jeg læste med en vis fanatisme deres tekster. Jeg forstod dem delvist ikke, men jeg læste dem.” (Anton Geist: “Når vi lever vores liv som mennesker”. Information, 2008-07-03). Denne interesse forfulgte Peter Bieri, da han skulle finde sin videre vej i livet. Han læste således filosofi, klassisk filologi og indologi på universitetet i London og Heidelberg. Især tidsbegrebet optog ham, og han beskæftigede sig indædt med tidserfaringer. Da han fik sin doktorgrad i filosofi, blev han ansat som forskningsassistent på universitetet i Heidelberg. Han arbejdede især med tænkningens filosofi, filosofisk psykologi, erkendelsesteori og moralfilosofi. Fra 1990 til 1993 var han ansat som professor ved Philipps-Universität i Marburg, hvorefter han indtog en lærestol som professor i analytisk filosofi på Freie Universität i Berlin, indtil han helt droppede sin akademiske karriere i 2007.

Når Pascal Mercier bliver spurgt, hvordan han fandt på at skrive romaner i stedet for videnskabelige afhandlinger, forklarer han: “Oprindelig skyldtes det en følelse af, at det akademiske liv, jeg levede, ikke var nok. Det er fuldt af ritualer og regler, man lærer at skrive på en bestemt måde, man lærer en rutine. To-tre år efter at jeg fik mit første professorat, følte jeg i stigende grad: hvad laver jeg her? Det var i hvert fald ikke hele det liv, jeg havde lyst til at leve. En del af mit jeg var drømmende.” (Peter Wivel: “Nøglen til succes”. Politiken, 2007-05-12). Derfor begyndte Bieri at udfolde sit forfatter alterego, og i 1995 udkom hans første værk “Perlmanns Schweigen”, der i 2008 udkom på dansk med titlen “Perlmanns fortielser”. Siden er det blevet til to yderligere romaner og en novellesamling, hvoraf  romanerne “Nattog til Lissabon” og "Lea" er oversat til dansk.

Perlmanns Schweigen

“Sprog skabte først og fremmest nærvær, når man lod sig overvælde af det, når man badede i det og legede med det, men ikke når man dissekerede det og så på det med et blik der søgte efter lovmæssigheder, efter forklaringer, systematiseringer og teorier.”
“Perlmanns fortielser”, s. 113.

Størstedelen af Pascal Merciers debutroman “Perlmanns Schweigen” fra 1995 (“Perlmanns fortielser”, 2008) foregår under et tre ugers ophold på et luksushotel på den italienske kyst i nærheden af Genova. Selvom det lyder af ferie, sus og dus, så er det langt fra, hvad der er på dagsordenen for romanens hovedperson Philipp Perlmann. Professor Perlmann er sprogforsker og arrangør af en international konference for lingvister, som netop skal foregå over de tre uger. Det kunne være en drøm af et job, men ikke for Perlmann, der har mistet modet på sit arbejde, og som udelukkende ser sine kolleger som nedrige konkurrenter, der bare er ude på at ydmyge ham. Philipp holder sig derfor mest muligt for sig selv, alt imens han kæmper med sit mindreværd, sin angst og sin manglende evne til at få ord ned på papir. I isolationen vokser langsomt en plan, der først implicerer, at han plagierer en tekst, og som dernæst udvikler sig til, at han må planlægge det perfekte mord. 

Med en helt umiddelbar og simpel læsning af “Perlmanns fortielser” kan man sige, at den er en moralsk filosofisk beretning om, hvad der sker, når et menneske ikke tør stå ved sig selv. Men under denne tolkning er der et utal af temaer, man kan forfølge.

27471617

Perlmann drømmer for eksempel om at opnå et ægte nærvær. Denne søgen har været det væsentligste tema for hele hans liv, men nærværet er hele tiden undsluppet ham. Sydens lys, som han beskriver som “ferielyset, lyset som var livet i modsætning til arbejde. Nærværets lys.” (side 12) er i stedet blevet synonymt med “afskedens lys”. Og også sproget, som han mener, repræsenterer nærvær, hvis man boltrer sig i det – sådan som eksempelvis en forfatter gør det –, er i Perlmanns verden blevet ensbetydende med kontrol, lovmæssigheder og præstationer. I stedet for at nærme sig nærværet har han således holdt det langt fra sig via sine valg. Og på tilsvarende vis er det med andre mennesker. Dem holder han også ud i strakt arm og lader dem ikke komme sig for nær. Han har følt, at han for at være et helt og afgrænset menneske måtte isolere sig og mure sig inde. Resultatet er, at han har vanskeligt ved at kende sin afgrænsning. Nogen gange har han snakket alt for åbent med en elev. Andre gange har han været alt for fysisk over for et fremmed menneske. Desuden kan vanskeligheden med afgrænsningen tolkes som en reaktion på, at Perlmann har brug for en intimitet, som han ikke er i stand til at skabe i sine nære relationer, og som han derfor febrilsk kommer til at påføre fremmede.

Og, når alt kommer til alt, så er det sig selv, han holder sig mest på afstand af. Han holder andre mennesker fra livet, fordi han ikke står ved sig selv. For eksempel siger han: “Tanken om at nogen kunne beskæftige sig med ham, var ham pinlig.” (46). Og om sin tjenstvillighed udtrykker han, at den er et udtryk for de følger, det kunne få, hvis han lod andre mærke, at han “selv havde ønsker der kunne komme i konflikt med deres, om det så bare handlede om at lade dem vente lidt.” (34) Man kan ligefrem sige, at han er angst for at komme sig selv for nær, og det er han, fordi han er angst for at blive konfronteret med sin egen middelmådighed. Denne angst viser sig eksempelvis igennem, at han hele livet har foragtet det middelmådige, hvilket kan fortolkes således, at han projicerer sin egen angst for at være middelmådig uover på andre mennesker.

I det hele taget lider Perlmann af angst og mindreværd, og de følelser gør ham fremmed for sig selv, andre og verden i det hele taget. Han bliver alene, fordi han hverken kan se sig selv eller andre som hele mennesker, men i stedet mest af alt som konkurrenter. Selv hans datter Kirsten føler han sig fremmed over for, og han ender derfor med at trøste sig selv med, at han i det mindste har sørget for hende økonomisk, og at hun således vil kunne klare sig.