Pascal Mercier
Foto: Sz Photo/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix

Pascal Mercier

journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
Pascal Mercier
Foto: Sz Photo/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix
Main image
Mercier, Pascal
Foto: Isolde Ohlbaum / Tiderne skifter

Indledning

Har du mod på en skøn litterær rejse ind i menneskers sjæle, så kan det absolut anbefales at springe på Pascal Merciers “Nattog til Lissabon” og nyde hovedpersonen Raimond Gregorius’ opdagelsesrejse i den portugisiske hovedstad, i forfatteren og lægen Amadeu de Prados liv og i sidste ende i hovedpersonens ditto. Eller hvad med at lade dig rive med af “Perlmanns fortielser” og “Lea”, der er følelsesmæssigt fortættede og medrivende værker om mænd, der bliver fanget i deres egen utilstrækkelighed på henholdsvis det intellektuelle og det følelsesmæssige plan? Hos Pascal Mercier er det netop menneskers begrænsninger, der er i højsædet.  Det er angsten, ensomheden, begrænsningerne i vores liv samt døden, der tematiseres alt imens filosofiens – og livets – grundspørgsmål vrides og vendes i de murstenstunge og fantastisk fabulerende værker. Ja, at læse Pascal Mercier er som at være med på en intens psykologisk odyssé, og man kommer uvægerligt hovedpersonerne og sig selv nærmere undervejs.“

 

28007884

Blå bog

Født: 23. juni 1944 i Bern, Schweiz.

Uddannelse: Professor i filosofi.

Debut: Perlmanns Schweigen, 1995 (Perlmanns fortielser, 2008).

Litteraturpriser: Marie-Luise-Kaschnitz-Preis (2006), Premio Grinzane Cavour (2007), Prix Cevennes (2007), Lichten-Medaille fra Göttingen universitet (2007).

Seneste udgivelse: Lea. Tiderne Skifter, 2009. (Lea (tysk), 2007). Oversat af Mone Hvass. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Det var ikke sandt at afgrænsning betød at man skulle isolere sig og mure sig inde som i en indre fæstning. Det det kom an på var noget helt andet: at man, når de andre fandt ud af det, roligt og frygtløst stod ved det man inderst inde var. Og det forekom Perlmann at denne indsigt også var nøglen til det eftertragtede nærvær der ellers bestandigt var forblevet så uhåndgribeligt og flygtigt som en luftspejling.”
“Perlmanns fortielser”, s. 454.

Pascal Mercier er et forfatterpseudonym for Peter Bieri, som blev født den 23. juni 1944 i Bern i Schweiz. Her trådte han ligeledes sine barnesko, ligesom han gik i grundskole og gymnasiet i Bern. Om sin opvækst fortæller han: “Jeg voksede op i et meget småborgerligt hjem. Men jeg havde meget tidligt den fornemmelse, at den slags liv slet ikke var noget for mig, jeg ville så at sige leve et vigtigt liv. Så da en tysklærer på det gymnasium, hvor jeg gik, begyndte at tale om Spinoza, Schopenhauer og så videre, kastede jeg mig også over disse filosoffer. Jeg læste med en vis fanatisme deres tekster. Jeg forstod dem delvist ikke, men jeg læste dem.” (Anton Geist: “Når vi lever vores liv som mennesker”. Information, 2008-07-03). Denne interesse forfulgte Peter Bieri, da han skulle finde sin videre vej i livet. Han læste således filosofi, klassisk filologi og indologi på universitetet i London og Heidelberg. Især tidsbegrebet optog ham, og han beskæftigede sig indædt med tidserfaringer. Da han fik sin doktorgrad i filosofi, blev han ansat som forskningsassistent på universitetet i Heidelberg. Han arbejdede især med tænkningens filosofi, filosofisk psykologi, erkendelsesteori og moralfilosofi. Fra 1990 til 1993 var han ansat som professor ved Philipps-Universität i Marburg, hvorefter han indtog en lærestol som professor i analytisk filosofi på Freie Universität i Berlin, indtil han helt droppede sin akademiske karriere i 2007.

Når Pascal Mercier bliver spurgt, hvordan han fandt på at skrive romaner i stedet for videnskabelige afhandlinger, forklarer han: “Oprindelig skyldtes det en følelse af, at det akademiske liv, jeg levede, ikke var nok. Det er fuldt af ritualer og regler, man lærer at skrive på en bestemt måde, man lærer en rutine. To-tre år efter at jeg fik mit første professorat, følte jeg i stigende grad: hvad laver jeg her? Det var i hvert fald ikke hele det liv, jeg havde lyst til at leve. En del af mit jeg var drømmende.” (Peter Wivel: “Nøglen til succes”. Politiken, 2007-05-12). Derfor begyndte Bieri at udfolde sit forfatter alterego, og i 1995 udkom hans første værk “Perlmanns Schweigen”, der i 2008 udkom på dansk med titlen “Perlmanns fortielser”. Siden er det blevet til to yderligere romaner og en novellesamling, hvoraf  romanerne “Nattog til Lissabon” og "Lea" er oversat til dansk.

Perlmanns Schweigen

“Sprog skabte først og fremmest nærvær, når man lod sig overvælde af det, når man badede i det og legede med det, men ikke når man dissekerede det og så på det med et blik der søgte efter lovmæssigheder, efter forklaringer, systematiseringer og teorier.”
“Perlmanns fortielser”, s. 113.

Størstedelen af Pascal Merciers debutroman “Perlmanns Schweigen” fra 1995 (“Perlmanns fortielser”, 2008) foregår under et tre ugers ophold på et luksushotel på den italienske kyst i nærheden af Genova. Selvom det lyder af ferie, sus og dus, så er det langt fra, hvad der er på dagsordenen for romanens hovedperson Philipp Perlmann. Professor Perlmann er sprogforsker og arrangør af en international konference for lingvister, som netop skal foregå over de tre uger. Det kunne være en drøm af et job, men ikke for Perlmann, der har mistet modet på sit arbejde, og som udelukkende ser sine kolleger som nedrige konkurrenter, der bare er ude på at ydmyge ham. Philipp holder sig derfor mest muligt for sig selv, alt imens han kæmper med sit mindreværd, sin angst og sin manglende evne til at få ord ned på papir. I isolationen vokser langsomt en plan, der først implicerer, at han plagierer en tekst, og som dernæst udvikler sig til, at han må planlægge det perfekte mord. 

Med en helt umiddelbar og simpel læsning af “Perlmanns fortielser” kan man sige, at den er en moralsk filosofisk beretning om, hvad der sker, når et menneske ikke tør stå ved sig selv. Men under denne tolkning er der et utal af temaer, man kan forfølge.

27471617

Perlmann drømmer for eksempel om at opnå et ægte nærvær. Denne søgen har været det væsentligste tema for hele hans liv, men nærværet er hele tiden undsluppet ham. Sydens lys, som han beskriver som “ferielyset, lyset som var livet i modsætning til arbejde. Nærværets lys.” (side 12) er i stedet blevet synonymt med “afskedens lys”. Og også sproget, som han mener, repræsenterer nærvær, hvis man boltrer sig i det – sådan som eksempelvis en forfatter gør det –, er i Perlmanns verden blevet ensbetydende med kontrol, lovmæssigheder og præstationer. I stedet for at nærme sig nærværet har han således holdt det langt fra sig via sine valg. Og på tilsvarende vis er det med andre mennesker. Dem holder han også ud i strakt arm og lader dem ikke komme sig for nær. Han har følt, at han for at være et helt og afgrænset menneske måtte isolere sig og mure sig inde. Resultatet er, at han har vanskeligt ved at kende sin afgrænsning. Nogen gange har han snakket alt for åbent med en elev. Andre gange har han været alt for fysisk over for et fremmed menneske. Desuden kan vanskeligheden med afgrænsningen tolkes som en reaktion på, at Perlmann har brug for en intimitet, som han ikke er i stand til at skabe i sine nære relationer, og som han derfor febrilsk kommer til at påføre fremmede.

Og, når alt kommer til alt, så er det sig selv, han holder sig mest på afstand af. Han holder andre mennesker fra livet, fordi han ikke står ved sig selv. For eksempel siger han: “Tanken om at nogen kunne beskæftige sig med ham, var ham pinlig.” (46). Og om sin tjenstvillighed udtrykker han, at den er et udtryk for de følger, det kunne få, hvis han lod andre mærke, at han “selv havde ønsker der kunne komme i konflikt med deres, om det så bare handlede om at lade dem vente lidt.” (34) Man kan ligefrem sige, at han er angst for at komme sig selv for nær, og det er han, fordi han er angst for at blive konfronteret med sin egen middelmådighed. Denne angst viser sig eksempelvis igennem, at han hele livet har foragtet det middelmådige, hvilket kan fortolkes således, at han projicerer sin egen angst for at være middelmådig uover på andre mennesker.

I det hele taget lider Perlmann af angst og mindreværd, og de følelser gør ham fremmed for sig selv, andre og verden i det hele taget. Han bliver alene, fordi han hverken kan se sig selv eller andre som hele mennesker, men i stedet mest af alt som konkurrenter. Selv hans datter Kirsten føler han sig fremmed over for, og han ender derfor med at trøste sig selv med, at han i det mindste har sørget for hende økonomisk, og at hun således vil kunne klare sig.

“Nattog til Lissabon”

“Af og til har jeg tænkt på at Amadeus ånd frem for alt var sprog [...] Han fór sammen når nogen anvendte ord der havde at gøre med at forsvinde, forgå, forlade, jeg mindes navnlig correr og passar. I det hele taget var han et menneske der reagerede så heftigt på ord, at det var som om de var vigtigere end tingene selv.”
“Nattog til Lissabon”, s. 343.

Raimond Gregorius hedder hovedpersonen i “Nachtzug nach Lissabon” fra 2004 (“Nattog til Lissabon”, 2007). Han er 57 år gammel, bosat i Bern, hvor han ligeledes er født og opvokset, og så arbejder han på gymnasiet, hvor han underviser i de klassiske sprog. Han har haft en kone, men de er gået fra hinanden, og nu lever han et helt igennem almindeligt liv, hvor den største passion handler om at lære de sproglige systemer at kende. Sådan rigtigt. Men en dag møder han en portugisisk kvinde, som er helt og aldeles i følelsernes vold, og som ser ud som om, hun kan springe ud fra den bro, hun står på, hvert øjeblik det skal være. Da han senere samme dage får fingre i et værk fyldt af filosofiske fragmenter, som er skrevet af den ukendte portugisiske forfatter og læge Amadeu de Prado, så er der ingen vej tilbage til det liv, der hidtil har været hans. I stedet drager Gregorius med Prados bog under armen med nattog til Lissabon – i en eftersøgning efter forfatteren og på opdagelse i sig selv.

26744571

Størstedelen af romanens handling udfolder sig i Portugal. Her opsøger Gregorius alle de mennesker, der har været en del af den afdøde Prados liv. Han møder Prados søster, bedste ven, bedste veninde, hans livs lidenskab og nogle af de mennesker, Prado kendte fra modstandsbevægelsen. Alle disse menneskelige møder bliver helt særlige for Gregorius og giver ham mulighed for at dykke ned i dette andet menneskes liv. I lidenskaber, lidelser og længsler. Og i alt det, der forhindrede Prado i at blive et frit og helt menneske. Efterhånden får Gregorius stykket en hel historie sammen om Prado, og han benytter denne historie til at diskutere livet generelt og til at søge dybere ned i sit eget liv og sine egne erfaringer. For hvad får en midaldrende mand, som alle altid har betragtet som en knastør tørvetriller til fra den ene dag til den næste at forlade sit hjem, sit arbejde og alt? Er det en gal mands drifter, eller er det en mand på jagt efter svar og klarsyn?

“Nattog til Lissabon” tager livtag med livets smertepunkter. Med døden og ensomheden, med svigt og med de begrænsninger, ethvert menneske oplever – både i sig selv og defineret af andre. Især tematiserer den de begrænsninger, som en given opvækst giver. Prado kæmpede hele livet med at slippe fri af opvækstens begrænsninger, og han var opfyldt af vrede mod alle autoriteter. Igennem Gregorius’ tilbageblik på sin barndom i en fattig familie  gives et indblik i, hvordan samvittighed indbygges i mennesket. For at hjælpe sin mor med at forløse en drøm om at kunne rejse, stjæler Gregorius en bunke penge fra en gadehandler, men da han kommer hjem med pengene, går det op for ham, at han jo ikke bare kan aflevere pengene og sige, at nu kan de rejse. Med den erkendelse og en snert af lurende dårlig samvittighed, lægger han pengene tilbage til gadehandleren. Det, Gregorius dermed gennemgår, er et sæt af erkendelser, der tilsammen giver sig udslag i samvittighed. Samvittigheden bliver således en hæmsko for, at Gregorius kan hjælpe familien ud af fattigdommen. Den hæmmer på den vis hans frie vilje, men den betyder, at han passer ind i samfundets normer. Hans frie vilje bliver ligeledes hæmmet, da han som ung drømmer om at tage til Mellemøsten for at arbejde som underviser i sprog, men hvor han i stedet vælger at blive i hjembyen og studere. Her bliver den frie vilje overvundet af angst og af en følelse af ikke at kunne rejse på grund af familiens forventninger. Han kan simpelthen ikke løsrive sig så meget fra familien, at han kan rejse til en helt anden verden.

I løbet af romanen konfronteres Gregorius med livets store spørgsmål igennem Prados skrifter, som tematiserer de mange vigtige spørgsmål, der omgærder det at være menneske. For Gregorius betyder dels læsningen og dels de menneskelige møder, at han kommer sig selv nærmere, så han til sidst bliver i stand til at konfrontere sin største angst – noget Prado til gengæld aldrig fik mulighed for.

Lea

“Pludselig stod det mig klart at det altid er grusomt når andres blikke hviler på os; selv når det er velvillige blikke. De gør os til skuespillere. Vi må ikke være os selv, vi skal være til for de andre som fører os væk fra os selv. Og det værste: Vi skal foregive at være en helt bestemt. Det forventes af de andre. Samtidig er vi det måske slet ikke.”
“Lea”, s. 116.

I romanen “Lea” fra 2007 (“Lea, 2009) bliver et tilfældigt møde mellem to midaldrende schweizere, kirurgen Adrian Herzog og forskeren Martin van Vliet, på en cafe i Provence afsæt for en roadtrip fra Provence til Bern og ikke mindst til en hæsblæsende tur rundt i livets hårnålesving. Mens Herzog styrer rattet, serverer Vliet sin livshistorie, der begynder, hvor hans elskede kone døde og efterlod ham alene med deres unge datter Lea. Det første år herefter bliver præget af apati. Sorgen lægger sig tungt over dem begge og letter først, da Lea bliver fascineret af en gademusikant, der spiller et violinstykke af Bach. Fra og med den dag er der intet andet i Leas liv end violinspil. Hun øver, til fingrene er nær ved at blive slidt af, og i Vliets lykke over, at datteren igen er blevet vakt og har fået livsappetit, gør han alt for at bakke hende op og dyrke hendes talent. Og talentet er stort. Det er så stort, at Lea i og efter gymnasieårene kommer til at spille i nogle af Europas største koncerthuse og bliver dyrket og rost i medierne. Men under overfladen lurer ulykken i form af sammenbrud, og den bider sig stadig mere og mere ind på Lea. Vliet ser det, og alligevel nægter han at erkende det, og i et sidste desperat forsøg på at redde datteren, begår han en forbrydelse, der både sætter hans karriere og almindelige tilværelse på spil.

28007884

De to mænd er på mange måder væsensforskellige. Mens Vliet følelsesmæssigt dedikerer sig fuldt og helt og har været villig til at ofre alt for sin datter, så har Herzog aldrig givet sig selv, og symptomatisk er det for ham, at han hele sit liv med sin ekskone gjorde sig forestillinger om i stedet at leve med sin første operationssygeplejerske. Faktisk er det også denne evne til projektion, der fører de to mænd sammen, for da Herzog første gang ser Vliet på afstand, forestiller han sig, hvordan det ville være at leve hans liv i stedet for sit eget. Desuden finder de to mænd sammen om det følelsesmæssige opbrud, der præger begges liv. Begge har mistet både job og familie, men mens Herzog umiddelbart selv har valgt fra, så har Vliet ikke haft nogen afgørende indflydelse på sine tab – eller det vil nærmere sige, at uanset hvor meget Vliet har forsøgt at gardere sig imod tabene, så er afgrunden i stigende grad rykket nærmere, fordi undertrykte følelser har trængt sig stadig mere på. Og her er der faktisk et punkt, hvor de to mænd ligner hinanden, for begge lider under en manglende evne til at bearbejde sorg, smerte og deres egen utilstrækkelighed. Herzog får ikke bearbejdet hverken de smerter, han konfronteres med i sit liv, eller sine egne manglende evner, og det er først, da han er nær ved at køre en dreng ned foran sit hus, at angsten for alvor får fat. Som om muligheden af at køre drengen ihjel kommer til at repræsentere alt det, han i sit liv har mistet eller ikke har evnet. Fra den dag kan han ikke længere operere, fordi “jeg ikke længere stolede på mine hænder, på min motoriske hukommelse” (side 39), som han siger. Al hans manglende evne til at tage ansvar bliver sat i scene i den ene oplevelse med drengen foran huset og stiller alle hans evner i et tvivlsomt lys, og det er også derfor, han er taget til Provence.

For Vliet er det især hans manglende behandling af smerten over tabet af sin kone, der spænder ben. Som han fortæller: “Af og til lå jeg vågen, forpint af sorg over at Cécilie for hvert fremskridt hendes datter gjorde på violinen, i stadig højere grad blev fortid, og sorgen blandedes med en urimelig bitterhed mod Lea, der tog min kone fra mig, men som jeg uden hende sikkert for længst var gledet fra.” (side 36). Denne manglende bearbejdelse arbejder sig således ind mellem ham og Lea, og selv om (eller netop på grund af at) Lea er en følsom pige – hvilket symboliseres igennem hendes særlige evne til at skabe fortrolighed med dyr –, så får heller ikke hun tacklet smerten over morens død. Hun projicerer alle sine følelser over i violinspillet, hvor hun “spillede som om hun byggede en imaginær katedral af toner” (side 120). Denne katedral kan tolkes som et sted, hvor Lea kan gemme sin smerte over tabet væk. Men smerten vokser sig efterhånden så stor, at Lea må splintre katedralen i form af violinen i stumper og stykker. Eller også er det vreden og frustrationen over faren, der får hende til at splintre violinen, fordi han tvinger hende til at gemme sine følelser væk, sådan som han selv gør det ved, at han i den grad dyrker hendes violinspil. I hvert fald får Vliet stadig sværere ved at holde om og af sin datter i takt med, at følelserne flyder op til hendes overflade, og dermed skubber han – stik imod sine hensigter – hende ud mod afgrunden.

Genrer og tematikker

“Perlmanns fortielser” er i vid udstrækning en forfaldsroman. Perlmann gennemlever en alvorlig krise, og selvom han undervejs gør sig en række store erkendelser, så er han ikke i stand til at vikle sig ud af krisen, men forbliver fanget i sine tankers spind. Han forbliver ude af stand til at stå ved sig selv, og ude af stand til at opnå det eftertragtede nærvær.

I “Nattog til Lissabon” er udviklingen i centrum. Gregorius udvikler sig igennem de menneskelige møder, via læsningen og igennem de erkendelser, han gør sig. Dermed bliver han til sidst – næsten – i stand til at stå ved sig selv over for andre mennesker, og i hvert fald bliver han i stand til at konfrontere sin største angst i livet.

“Lea” er på mange måder en kombination af Pascal Merciers to første romaner, Herzog minder således på mange måder om Gregorius, idet begge har levet det meste af deres liv med følelserne gemt langt væk under overfladen, indtil de en dag bliver vækkede. For Gregorius er det mødet med henholdsvis de to portugisere – den nulevende dame og den afdøde læge og filosof –, og for Herzog er det mødet med Vliet, der sætter deres egne liv i perspektiv og får dem til at turde dykke ned under overfladen og snuse lidt til følelseslivet. Til gengæld minder Vliet om Perlmann, idet begge er i følelsesmæssig krise og når helt ud i ekstreme afkroge af deres eget følelsesliv. Samtidig sætter de begge karrieren på spil på grund af smerte og tab. Igennem de to hovedkarakterer kommer såvel forfaldsstemningen som opbyggeligheden i centrum i “Lea”, ,uden at det er til at sige, om det er apatien eller appetitten, der fylder mest, Måske det sidste dog, fordi viljen til at ville forstå er så ekstrem – ligesom den for øvrigt er det i de to øvrige af Merciers værker. Denne vilje kommer til udtryk igennem den dybe filosofiske klangbund, der præger værkerne. Mercier har et sjælden talent for at dykke ind i menneskets indre og finde ud af, hvad der er på spil. Hvilke eksistentialer eksisterer der, og hvordan folder de sig ud for det enkelte menneske. Det er således umuligt at udsondre et enkelt eksistentielt og filosofisk tema i værkerne. Til gengæld er alle diskussionerne relevante for menneskets væren og færden i verden, og som læser bliver man uvægerligt klogere på menneskelivet undervejs.

Alligevel, hvis et enkelt dobbelttema skal udpeges, så er den menneskelige angst et helt centralt tema i Pascal Merciers forfatterskab, og desuden den frie vilje som angstens kontrast. I “Perlmanns fortielser” har den russiske lingvist Leskov været fængslet, og dermed har han helt konkret fået stækket sin frie vilje. Hans tankevirksomhed har dog en selvstændig frihed over sig, som Perlmann misunder ham. Perlmanns bånd er langt mere usynlige. De består af de begrænsninger, han er vokset op med, og som han ikke kan smyge sig ud af. Selv om han er et voksent menneske og for andre virker som et autonomt og selvstændigt individ, så spænder hans sind ben for ham og gør, at han ikke kan agere frit. Om den frie vilje udtaler Pascal Mercier: “Det, der hindrer os i at være selvstændige, autonome [...], er ting, vi ikke forstår, altså vores indre drivkræfter. Kun i den udstrækning, vi lærer at forstå, hvordan de bliver til, har vi en mulighed for at få dem til at forsvinde eller opløse sig selv.” (Peter Wivel: “Nøglen til succes”. Politiken, 2007-05-12).

Beslægtede forfatterskaber

Man kan kalde Pascal Mercier for en skønlitteraturens Jostein Gaarder. Begge sætter de almene filosofiske spørgsmål ind i en ny ramme, men hvor Gaarder i “Sofies verden” gennemgår filosofihistorien igennem sin hovedperson, så trækker Mercier blot indirekte på sine filosofiske referencer.

En anden relevant sammenligning er med de græske tragedier. Ligesom de græske tragedier tematiserer eksistentielle og moralske emner, så tager Mercier sine læsere med på rejse i den menneskelige væren og i de moralske værdinormer. Det tragiske tema gælder selvfølgelig mere for “Perlmanns fortielser” og “Lea” end for “Nattog til Lissabon”, og dog er der i alle tilfælde tale om helte, der er mere tragiske end komiske. At Gregorius formår at nå frem til sig selv i “Nattog til Lissabon” ændrer ikke ved, at døden med hastige fjed haler ind på ham, og ligeledes er døden usandsynligt nærværende for Herzog i romanen “Lea”.

Visse lignelser med landsmanden Franz Kafka er også relevante, idet begge forfatterskaber beskæftiger sig med eksistentielle problemstillinger og viser, hvordan den menneskelige frie vilje ofte er illusorisk og i hvert fald har angsten som en absolut modsætning og som flittigt benspænd.

Desuden kan man sammenligne Mercier med den portugisiske forfatter Fernando Pessoa. At Mercier vælger Lissabon som kulisse i “Nattog til Lissabon” kan netop ses som en cadeau til Pessoa. Tonen i romanen giver da også mindelser om Pessoa, og den form for overvejelser, som lægen Prado gør sig, ligner overvejelser, man kan finde hos den portugisiske forfatter med de mange pseudonymer.

Bibliografi

Værker af forfatteren

Mercier, Pascal:
Der Klavierstimmer. 1998. Roman.
Bieri, Peter:
Das Handwerk der Freiheit. Über die Erkenntnis des eigenen Willens. 2001. Filosofisk værk.
Mercier, Pascal:
Lea. Tiderne Skifter, 2009. (Lea (tysk), 2007). Oversat af Mone Hvass.
Mercier, Pascal:
Nattog til Lissabon. 2007. (Nachtzug nach Lissabon. 2004). Roman.
Mercier, Pascal:
Perlmanns fortielser. 2008. (Perlmanns Schweigen. 1995). Roman.
Mercier, Pascal:
Lea. 2009. (Lea. 2007). Roman.

Om Pascal Mercier

Links

Her kan man blandt andet finde en kort biografi og læse en artikel, hvor Mercier forholder sig til det at skrive litteratur. Tysk tekst.
Pascal Merciers danske forlag med en kort introduktion til forfatterens værker.

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Geist, Anton:
Når vi lever vores liv som mennesker. Information, 2008-07-03.
Wivel, Peter:
Nøglen til succes. Politiken, 2007-05-12.