anders de la motte
Foto: Klim

Anders De la Motte

Artikel type
voksne
cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2011.
Top image group
anders de la motte
Foto: Klim

Anders de la Motte er en temmelig ny og temmelig enestående stemme i skandinavisk kriminallitteratur. Han har som en af få opgivet politiromanen og valgt forbryderens perspektiv. Det er der kommet den forrygende cyberthriller “[geim]” ud af, som handler om hustleren HP, der en dag bliver hvirvlet ind i “en verden, hvor virkeligheden er spil og Spillet virkelighed”. 

 

 

 

 

28682301

Blå bog

Født: 1971 i Billingsholm, Sverige.

Uddannelse: Politiskolen i Stockholm, 1991-1994.

Debut: “[geim]”. Alfabet, 2010.

Priser: Årets krimidebutant i Sverige, 2010.

Inspiration: Douglas Coupland for “Generation X”.

Baggrund

““Lidt mere, lidt mere endnu, jeg er der næsten”, klynkede hun stønnende. Men det ville han skide på. For han var Knaldekongen. Prins Pik, the Ayatollah of Bolla-Bolla! Men frem for alt var han også Clip of the Week, first runner-up og number onehundredtwenty fucking eight! Han styrede Spillet for vildt, og den tanke gjorde ham betydeligt hårdere, end hans sengekammerat med sine nøgne kvindelige attributter nogensinde kunne have klaret.”
“[geim]", s. 83.

Anders de la Motte er opvokset på en gård i Skåne helt derude, hvor gadeadresserne hører op, og postkasserne får numre – den svenske variant af der, hvor kragerne vender. Han har ikke rigtigt nogen erindring om, at ville noget specielt med sit liv. Faren var landmand. Anders hjalp til på gården uden virkelig at have noget talent for den vifte af fag, som udgør landmandskabet: veterinær, tømmer, traktorfører, svejser, planteavler etc.

Værnepligten og efterfølgende et par år som militærpoliti var en oplevelse, der satte skik på en teenager, der troede, han vidste alt. Han søgte ind til politiet, fordi et par kammerater gjorde. Han var der frem til 2001, hvor han blev sikkerhedschef for UPS.

I dag arbejder han for computergiganten Dell. Han er chef for sikkerheden i EMEA, Europe, Middle East og Africa. En af hans opgaver er at flyve rundt til kontorerne i regionen og sørge for, at deres sikkerhedsprocedurer er i orden. Det er mange dage om året væk fra hjemmet i Malmø. Spildtimerne blev de første år zappet væk mellem CNN og Al Jazeera. Hans hustru foreslog, han i stedet begyndte at skrive. Havde han ikke nogen ideer? Jo, det havde han måske nok. Tanken var ikke helt fremmed. Moren var bibliotekar. Han slugte bøger som barn, og han var ikke bare god, han var ekstraordinær i svensk, dengang i gymnasiet. Efter to afslag blev han antaget hos forlaget Alfabet med sit tredje manus.

Anders de la Motte skriver sine bøger på hoteller rundt omkring i verden og ideerne kommer til ham, når han er tvunget til at holde sig i ro – hvilket vil sige de minutter under start og landing på de mange flyrejser, hvor han er nødt til at slukke mobilen og computeren. Fingrene ender uvægerligt i lommen på sædet foran ham. Der hvor andre rejsende glemmer ting, finder Anders de la Motte dem. For eksempel begyndelsen på en roman.

“Jeg har en lille samling med ting, jeg har fundet, små lapper, små notater og billetter med mystiske navne, så jeg begyndte at tænke, hvad nu hvis jeg finder noget hemmeligt. I begyndelsen var det, hvad hvis jeg finder en usb-nøgle, og så stikker jeg den ind i min computer, og så opdager jeg noget urovækkende. Så gik det over til, at det skulle være billeder, det er mere visuelt, mere dramatisk, et dokument skal man læse igennem, og så blev det en telefon, som jo har kamera, og det var her, den her dimension dukkede op, med at han begynder at kommunikere med dem i den anden ende … ” (Information, 2011-04-02).

[geim]

“Det er vigtigt at blive del af fællesskabet, Petterson. Gang i den! Han gad sgu ikke sidder og synge Auld Lang Syne og lege “flaskehalsen peger på” med sådan en gang tabere. Han var der kun for at kunne få dagpenge fra A-kassen.”
“[geim]", side 9.

Hovedpersonen i “[geim]” fra 2010 (“[geim]”, 2011) er en dagdriver, småhustler og det, man uden at være for grov, kunne kalde social taber. Han hedder Henrik Petterson, men hans få venner kalder ham HP. Han tror selv, han er en megastjerne med et kæmpe stort talent – han mangler bare lige at finde ud af i hvad. Han har et problem med impulskontrol, og han er en hund efter hurtig anerkendelse. Den eneste person i verden, han føler et vist ansvar overfor er den supertjekkede livvagt, søsteren Rebbeca, hans absolutte modsætning. Hun er også det eneste familie, han har.

I begyndelsen af romanen er HP på vej i S-toget til en uvelkommen prøveansættelse formidlet af det velfærdssystem, han ellers er mester i at udnytte. Til sin store tilfredshed opdager han, at en af de andre rejsende har glemt en mobiltelefon på sædet overfor ham. Han napper den og får liv i displayet og en velkomst til Spillet: “En verden, hvor virkeligheden er spil, og Spillet er virkelighed.”

28682301

Inden længe er han fuldstændigt opslugt. Spillet giver ham opgaver, point, penge og vigtigst et net community, som jubler begejstret, hver gang han har udført en ny mission. Alt bliver filmet, men at de fleste af opgaverne ligger på den forkerte side af loven, betyder mindre for HP. Der har han alligevel befundet sig det meste af sit liv, og han oplever det nok mest af alt som udtryk for et civil ulydighed mod et samfund, som bliver ved med at overse hans talent. Han kan selvfølgelig godt regne ud, at der måske gemmer sig en dybere mening med spillet, men det bekymrer han sig ikke om, før det en dag vender sig mod ham, og det går op for ham at det er ham eller det.

HP allierer sig med sin gamle klassekammeret og ven, Magnus aka Mangy, the Mangster og Mangelito, en computernørd, ”Godfather of the geeks” og topshopper i det religiøse supermarked, hvor han netop har hentet sig en identitet som rettroende blandt de rettroende, hvorfor han også foretrækker, at HP kalder ham Farook Al Hassan.

Med Mangys hjælp begynder han at ane konturerne af et stort og uhyggeligt og yderst kriminelt skyggefortagende.