Det er oplagt at placere Signe Schlichtkrull i den socialrealistiske tradition som går tilbage til, blandt mange andre, Henrik Pontoppidan (1857-1943). “Fogeden” kan betegnes som en form for kollektivroman, der beskriver et udsnit af udviklingen hos de hjemløse i samfundet, ligesom Pontoppidan blandt andet i novellesamlingen “Landsbybilleder” utvetydigt udfoldede sin indignation over en anden gruppes, nemlig landbefolkningens, elendige levevilkår. Dog tager Schlichtkrull ikke så entydigt stilling, som der er tradition for i socialrealismen, men lader sin pen bevæge sig hele vejen rundt om problemstillingen.
Man kan også sammenligne Schlichtkrull med en repræsentant for 70’er-socialrealismen som Vita Andersen (1944-). Også Andersen tager kranke skæbner under behandling, dog oftest med udgangspunkt i det svigtede barn og dets betingelsesløse kærlighed til en ravnemor.
Helt samtidige repræsentanter for genren er for eksempel Jonas T. Bengtsson (1976-) og Jakob Ejersbo (1968-2008) som dog går til genren på en mere aggressiv måde end Schlichtkrull. Der er tydelige fælles tematikker, blandt andet i Bengtssons “Submarino” fra 2007, der handler om to brødre på samfundets bagside og deres kamp for at holde snuden oven vande.
Stilmæssigt er det nærliggende at sammenligne med Helle Helles (1965-) roman “Ned til Hundene” fra 2008, som også, i et barberet og minimalistisk sprog, er en skildring af et par originalers liv set gennem fortællerens nysgerrige blik. Begge forfattere har en skarpt skåret stil, der rammer det rørende og undgår det sentimentale og således finder balancen mellem stor kærlighed til de særlinge, der skildres, og en ærlig beskrivelse af deres fejl og mangler.