tove pilgaard
Foto: Forlaget Attika

Tove Pilgaard

cand.mag. Maria Høher-Larsen. Bureauet, januar 2018.
Top image group
tove pilgaard
Foto: Forlaget Attika

Indledning

Stærkt inspireret af den svenske digter Edith Södergran er det tematiske omdrejningspunkt i Tove Pilgaards litteratur den kulturelt bestemte magtbalance mellem kvinder og mænd. På baggrund af sine egne erfaringer skriver hun med udgangspunkt i en tid og i et miljø, hvor det ikke var givet på forhånd, at kvinder definerede deres eget liv og fik uddannelse og karriere. I 2016 blev hendes debutroman fra 1982, ”Brudstykker af et pigeliv”, genudgivet – en unik skildring af særligt kvinders livsomstændigheder i 1940’erne og 50’erne på landet.

51658868

Blå bog

Født: Landsbyen Torrild, 1930.

Uddannelse: Cand.mag. i dansk og psykologi.

Debut: Brudstykker af et pigeliv. Lindhardt og Ringhof, 1982. Roman.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Gro. Attika, 2015. Digte.

Inspiration: Edith Södergran.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Deres glatte kroppe havde været enige, men tankerne forstyrredes hele tiden af en hel række billeder, det ene bag det andet, manden, kvinden, den sejrende, den besejrede. Hvis man bare kunne holde de billeder ude, hvis bare… så var sam-lejet godt. Var det smukt? Godt, ihvertfald.”

”Brudstykker af et pigeliv”, s. 92.

Tove Pilgaard blev født ind i en søskendeflok på 13 på en gård i Østjylland i 1930. Da hun var 11 år, blev hun optaget på den private realskole i Odder, selvom hun havde svært ved matematik. Til gengæld var hun god til danskfaget, og som barn og ung slugte hun alt lige fra knaldromaner til klassiske værker.

Efter skolen kom hun ud at tjene som ung pige i huset ligesom sine søskende, da der ikke var råd til, at hun kunne fortsætte sin uddannelse. Hun blev gravid kort efter, giftede sig og blev husmor på landet, akkurat som sin mor. Ind imellem havde hun kontorarbejde, lærte maskinskrivning på aftenskole, og af og til skrev hun artikler til blade og tidsskrifter.

Efter 20 år med smålandbrug skiftede Tove Pilgaard og hendes mand levevej: solgte gården og den tilhørende jord og flyttede til Tønder. Her tog hun en HF-studentereksamen og begyndte sideløbende med et kantinejob at læse på Aalborg Universitet – først dansk og sidenhen psykologi. I sine studier var hun særligt optaget af den svenske modernistiske lyriker Edith Södergran – en interesse, som udmøntede sig i først et universitetsspeciale og sidenhen udgivelsen ”Vejen til landet som ikke er” (2012), som samler og kommenterer et udvalg af Södergrans digte.

Tove Pilgaard begyndte sideløbende med jobbet som HF-underviser i Tønder at skrive i ferierne. Uddannelsen gav hende den selvtillid, som hun manglede: Jeg læste en masse Jung og Freud. Før det havde jeg hverken selvtillid eller selvværd. Jeg havde ikke troen på, at nogen kunne se en værdi i at få udgivet noget, hvor jeg var forfatteren.” (Martin Franciere: Tove fik selvtillid af Jung og Freud. JydskeVestkysten, 2016-05-31). I 1982 i en alder af 52 år fik hun sin første roman ”Brudstykker af et pigeliv” udgivet ved Lindhardt og Ringhof. Siden har hun udgivet adskillige andre romaner, ligesom det også er blevet til en novellesamling og senest digtsamlingen ”Gro” (2015).

Brudstykker af et pigeliv

”Mændene sad ved bordet, urokkelige, opvartet, snakkende i skyer af cigarrøg, og Kristians udstråling forstærkedes og ramte hende som usynlige flammespidser. Når der blev læst højt af biblen forekom det hende, at hvert ord var en hån imod hende, men så dulgt, så undergravende, så umuligt at… lumsk som en slange var historien om Adam og Eva – at hun skulle være lavet af et stykke af hans krop. Når nu enhver vidste, at alle børn blev dannet i kvindens krop.”

”Brudstykker af et pigeliv”, s. 153.

Tove Pilgaards romandebut ”Brudstykker af et pigeliv” fra 1982 handler om Lone, der i 1940’erne vokser op i en lille landsby uden for den fiktive provinsby Saxby i Østjylland. Der er frost indvendigt på ruderne i soveværelset om vinteren, og når den enlige elektriske pære bliver slukket i Lones kammer, bliver det bælgravende mørkt. Lones indesluttede far og bror arbejder hele dagen med landbruget, og Lones mor arbejder i huset med et mørke inden i sig efter de småbørn, hun har mistet. Hjemmet lyses lejlighedsvist op, når den selvstændige storesøster Ingeborg kommer på besøg med kjoler købt på afbetaling og et sprudlende sind.

Sammen med veninden Vibeke læser Lone knaldromaner og kriminalromaner og drømmer om et anderledes liv end forældrenes – fuld af frihed, spænding og glæde. Efter skolen får Lone en elevplads på et advokatkontor, men bogføring interesserer hende ikke, og selvom konstruktør Lundby fra kontoret har et godt øje til hende, rejser hun efter noget tid til Vestjylland for at arbejde som ung pige i huset hos en fætter og hans kone. Her bliver hun gravid med en ung mand fra nabogården, og mens bedsteveninden Vibeke udlever et eventyr i Skotland, spærres Tove langsomt inde i et husmoderligt fængsel.

52269660

Hun sætter ikke længere rammerne for sit eget liv, og hendes apati kommer særligt til udtryk i 3. personfortællerens fattige gengivelse af Lones indre verden, f.eks. da hun modtager blomster fra sine forældre på bryllupsdagen: ”Der blev banket, og et cykelbud afleverede en aflang papirpakke. Til Lone og Kristian. Lone rejste sig og viklede papiret af, det var røde nelliker fra hendes far og mor, alle ansigter ved bordet løftede sig mod hende. Hun lagde blomsterne i vindueskarmen ved telefonen. – Nej, sæt dem da i vand, sagde Erna, og Lone tog blomsterne med i køkkenet og fandt en vase.” (s. 117).

Historien om Lone er fiktion, men i store træk er det samtidig fortællingen om Tove Pilgaards eget liv og måske endda om en hvilken som helst ung kvindes tilværelse og livsvilkår på landet i 1940’erne og 50’ernes Danmark. ”Brudstykker af et pigeliv er en skildring af en tid, hvor livet som kvinde trods gryende frigørelse stadig var bundet til nogle kulturelt definerede roller, særligt på landet.

 

 

Dukkenat

”Monas verden er skrøbelig. Når den mødes med Andreas’, kan det ske, at det sner i hendes, men at det regner i hans.
– Kan du se? Siger han, – det regner. Jeg sagde det jo. Og regnen falder og falder, og hun forstår det ikke. Havde hun gået alene, ville fin fygesne være blæst hen over hendes ansigt. Den ville være kommet ind i hendes mund som en levende kuldedrik.”

”Dukkenat”, s. 9.

I Tove Pilgaards roman Dukkenat fra 1992 rejser Mona til Sydspanien for at nyde roen i en lille landsby, mens hun lægger sidste hånd på sin afhandling om den svenske lyriker Edith Södergran. Midt i freden og roen i det spanske afsides er der dog hele tiden noget eller nogen, der trænger sig på. Det selskabelige ægtepar Herbert og Yvonne, som lejer huset ved siden af, inviterer på kølig vin på deres terrasse, Herbert insisterer på at komme over for at ordne gassen i Monas logi, myrerne invaderer huset i en konstant strøm, og så er der de mange minder om et helt liv uden kærlighed med ægtemanden Andreas, som venter på Mona hjemme i Danmark og ikke forstår hendes behov for alenetid. I brudstykker skildres ægteskabet med Andreas – det slidsomme arbejde på deres gartneri, pligterne med huset og børnene og endelig hendes sene universitetsuddannelse og karriere som HF-underviser.

52381029

Romanen er skrevet i 3. person med nøgterne og enkle betragtninger om opholdet i Spanien og om det stille hverdagsliv, som Mona har levet med sin mand. Den kvælende stilstand og kedsomhed i dagligdagen skildres f.eks. i begyndelsen af romanen med en klaustrofobisk opremsning af alle de praktiske genstande i husholdning, som Mona omgives med, men som hun ikke finder mening i: ”Grydeskeen med hakket. Skummeskeen af aluminium, uopslidelig. Den skulle i brug i det øjeblik, skummet på den kogende suppe var samlet i luftige gråbrune øer, inden de gik i opløsning og blev til brune partikler på indersiden af gryden og på suppekødet.” (s. 16).

Men under de objektive betragtninger gemmer Monas umiddelbare, rå og kaotiske sansning af verden sig. Den verden, hun deler med sin mand Andreas er kunstig og skrøbelig, mens hendes egen indre verden er et univers, hvor hendes krop er ”den oprindelige med de råt tilhugne drifter” og ”i slægt med vilde dyr og ikke med Guds moder, eller hvis moders form det nu var, hun blev presset ind i” (s. 25).

Med Dukkenat skriver Tove Pilgaard videre i det tematiske spor, som også karakteriserede hendes debutroman Brudstykker af et pigeliv. Uddannelse og karriere – og særligt det at fortolke verden og skrive – skildres som redskaber til at definere og blive sig selv ud over rollen som hustru og mor.

Gro

”grib når du stivner
i trøstesløst gråt
helt om fortvivlelsens
inderste fibre”

”Gro”, s. 37.

”Gro” fra 2015 er Tove Pilgaards eneste digtsamling. Den består af tre dele: ”Cyklus”, ”Antifoni” og ”Fuga” – alle termer, som man bruger inden for musikkens verden. Første del består af tolv digte for hver af årets måneder, hvis længde veksler mellem det helt korte som i det allerførste digt ”januar”: ”hvide stjerner” (s. 7) til de mere omfattende tolv vers i ”juli”. De består fortrinsvist af iagttagelser af naturen og vejret. Anden del af digtsamlingen har titlen ”Antifoni”, som i musikken betegner en vekselsang mellem to solister. I disse digte møder digterjeg’et et du og fornemmer en umiddelbar samhørighed og efterfølgende lykke: ”dine øjne var oceaner/ brændingen slog op/ mod mine tørstige hænder” (s. 33) for efterfølgende pludselig at opdage, at relationen er uden mening: ”min ven i går kendte jeg dit ansigt/ i dag har du nye træk”. Kærligheden skildres således som en flygtig helhed, der i næste nu kan gå i opløsning.

51658868

I digtsamlingens tredje del ”Fuga” er jeg’et fraværende og træder først frem i allersidste digt. Digtene bærer titler som ”Klodens fortid” og ”Tidens rytme”. De helt korte og nære øjebliksiagttagelser af årets og naturens gang i digtsamlingens første digte (”gennem glasset/ sorte grene”, s. 7) er i tredje del erstattet med billeder i det helt store geologiske perspektiv (”havet har trukket sig tilbage/ i vaskebrætrillernes væde/ flyder solen”, s. 53), og tiden er blevet grænseløs (”en rytme i grænseløst nu”, s. 55).

Udover musikken, dansen og tiden er naturens tilstedeværelse fælles for alle digtene. Jeg’et sanser og iagttager ikke blot naturen udenfor gennem vinduets ramme, men bliver selv opslugt af dens ånd som i en slags kærlighedsrelation. Naturen besjæles og tiltales som et ”du”. Når jeg’et danser under granerne og hæver sine arme op mod dem i bøn, eller når bålets flammer dør hen: ”så mødes jeg med din/ kolde munterhed/ du spidser din mund til kys/ snedronning/ og jeg går ad dine stier” (s. 43).

Genrer og tematikker

Tove Pilgaards romaner er fiktion, men i både debutromanen ”Brudstykker af et pigeliv” samt ”Dukkenat” er det tydeligt, at de kvindelige personer er modelleret over Tove Pilgaards eget livsforløb, og de to romaner befinder sig derfor genremæssigt på grænsen til autofiktionen.

”Det, jeg skriver om, kender jeg fra mit eget liv. Bøgerne er ikke egentlige selvbiografier, og personerne er ikke nøjagtigt gengivet efter virkeligheden. Det kan være, at der er to personer, der smelter sammen til én, og de handler om ting, jeg har mødt i mit liv, Hvordan skulle det ellers være? Det ville blive alt for konstrueret, hvis ikke det, man skriver om, har bund i virkeligheden,” fortæller Tove Pilgaard i et interview om det selvbiografiske underlag i hendes litteratur. Derfor er hun ved en udgivelse også altid nervøs for, om hun gået virkelige personer for nær i sin litterære skildring (Lene Alsing: Pludselig er man helt alene. JydskeVestkysten, 2010-08-21).

De to kvindelige skikkelser, som tegner sig i både Brudstykker af et pigeliv og Dukkenat” ligner til forveksling hinanden. Begge fanges de i et kærlighedsløst ægteskab, hvor de mister muligheden for at definere sig selv. I stedet bliver deres liv og identitet præget af at skulle indordne sig etablerede samfundsnormer om, hvad det vil sige at være kvinde. I ”Brudstykker af et pigeliv” bevæger pigen Lone sig således fra at være et ungt og håbefuldt menneske med agens i forhold til, hvad hun ønsker i livet, til at blive prisgivet familiestrukturer og forventninger omkring hende i det øjeblik, hun bliver gravid uden for ægteskabet. Det liv, der tegner sig for hende er ikke et liv defineret af hende selv, men et liv levet i rollen som mor, hustru og landkone. I ”Dukkenat” er hovedpersonen den modne kvinde Mona, som man aner har befundet sig i lignende omstændigheder, men som i en sen alder har formået at frigøre sig fra rollen som mor og hustru og skabe et rum for sig selv gennem uddannelse og karriere.

Beslægtede forfatterskaber

Den svenske lyriker Edith Södergran (1892-1923) står centralt både i Tove Pilgaards akademiske studier og litterære bevidsthed. Stilistisk ses det f.eks. i Tove Pilgaards naturlyriske digtsamling ”Gro” (2015), hvor både jeg’et og du’et smelter sammen med naturskildringerne. Og i de to romaner ”Brudstykker af et pigeliv” og ”Dukkenat” optræder den svenske digter også på forskellig vis – i helt konkrete henvisninger samt i romanernes tematiske undersøgelse af forholdet mellem mand og kvinde. I sin litteratur anfægtede Edith Södergran sin tids kulturelle og samfundsstrukturelle opfattelse af forholdet mellem manden og kvinden, bl.a. i digtet ”Kärlek” fra debutdigtsamlingen ”Dikter” (1916), hvori de tre første strofer lyder: ”Min sjæl var en lyseblå dragt af himlens farve;/ jeg efterlod den på en klippe ved havet/ og nøgen kom jeg til dig og lignede en kvinde.” Tove Pilgaard læser og fortolker i sin bog ”Vejen til landet som ikke er”, udgivet i 2012, digtet som et billede på et mandsdomineret magtforhold mellem manden og kvinden, hvor kvinden lader sig definere af manden (eller en mandsdomineret samfundsstruktur) og derfor må efterlade sin sjæl ved havet for at kunne passe ind i en allerede defineret kulturel forestilling om kvinden: ”Edith Södergrans digt er således en præcis registrering af det menneskeligt umulige i at leve op til kulturens kvindebillede uden et alvorligt identitetstab.” (Tove Pilgaard: Vejen til landet som ikke er. Attika, 2012, s. 30).

Også en parallel til Tove Pilgaards danske navnesøster Tove Ditlevsen er åbenlys, selvom det geografiske og miljømæssige udgangspunkt er forskellig. For det første skriver Tove Pilgaard ligesom Tove Ditlevsen med inspiration fra sit eget liv – særligt i Brudstykker af et pigeliv, men også i Dukkenat. For det andet tematiserer begge forfattere i deres litteratur spændingen og konflikten mellem på den ene side at være mor og hustru og på den anden side ønsket om at være sig selv hos Tove Ditlevsen ønsket om friheden til at skrive og i Tove Pilgaards romaner de kvindelige personers kamp for at leve et liv med selvstændighed og uddannelse uden at være bundet til en specifik forestilling om moder- og hustrurollen.

Bibliografi

Romaner

Pilgaard, Tove: Brudstykker af et pigeliv. Lindhardt og Ringhof, 1982. (Udgivet i en revideret udgave af forlaget Attika i 2016 med titlen ”Sådan som landet lå: brudstykker af et pigeliv”).
Pilgaard, Tove: Modsætninger. (Fortsættelse til Brudstykker af et pigeliv). Lindhardt og Ringhof, 1985.
Pilgaard, Tove: Dukkenat. Lindhardt og Ringhof, 1992.
Pilgaard, Tove: Glasbjerget. Attika, 2000.
Pilgaard, Tove: Fuglehammen. (Fortsættelse til Glasbjerget). Attika, 2004.
Pilgaard, Tove: Forvandlingsdragten. (Fortsættelse til Fuglehammen). Attika, 2007.
Pilgaard, Tove: Himmel af glas. (Fortsættelse til Forvandlingsdragten). Attika, 2010.

Noveller

Pilgaard, Tove: Korsangeren og andre noveller. Lindhardt og Ringhof, 1988.

Digte

Pilgaard, Tove: Gro. Attika, 2015.

Andre tekster

Pilgaard, Tove: Vejen til landet som ikke er: Edith Södergrans digtning. Attika, 2012.
Pilgaard, Tove: Fra modergudinde til fadergud: en studie i religion, køn og kultur. Attika, 2014.

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tove Pilgaard

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Alsing, Lene: Pludselig er man helt alene. JydskeVestkysten, 2010-08-21.
Pilgaard, Tove: Vejen til landet som ikke er: Edith Södergrans digtning. Forlaget Attika, 2012.
Franciere, Martin: Tove fik selvtillid af Jung og Freud. JydskeVestkysten, 2016-05-31.