Samanta Schweblin

Samanta Schweblin blev født i en forstad til Argentinas hovedstad Buenos Aires i 1978. Hun voksede op og blev introduceret til litteratur igennem de internationalt berømte latinamerikanske boomforfattere som Mario Vargas Llosa og Gabriel García Márquez, der stod i forældrenes bibliotek. Allerede som barn havde hun en rig fantasi og fortælletrang og fortalte historier til sin mor, som hjalp med at skrive dem ned og sørgede for at lade nogle af siderne være blanke, så Samanta også kunne illustrere dem.

Hendes morfar var kunstner, og fra otteårsalderen plejede hun at gå til hånde i hans værksted i Buenos Aires, hvor han afholdt workshops, og han blev et af hendes største forbilleder i udviklingen mod selv at blive kunstner. I et interview til Louisiana Literature fortæller hun, hvordan det gjorde et uudsletteligt indtryk på hende fra barnsben at møde voksne mennesker, der var opslugte af deres skaben: ”Jeg var fascineret af deres lidenskab. Jeg følte, at de var optagede af at manipulere med noget, som jeg gik glip af, og at det var det bedste i verden (…)” (Samtale mellem Samanta Schweblin og Valeria Luiselli. Louisiana Literature, 2017. Egen oversættelse).

Som ung studerede Samanta Schweblin filmvidenskab, og hun lærte at skrive filmmanuskripter, bl.a. til komedieserier, ligesom hun også stiftede en web design-virksomhed. Som 17-årig kom hun i gang med at skrive – blandt andet via skriveworkshops – og i 2002 udgav hun som 24-årig sin første bog, ”El núcleo del Disturbio” i forbindelse med en national skrivekonkurrence, hvor hendes familie havde overtalt hende til at sende et manuskript ind. I førstepræmie fik hun sit manuskript udgivet. Siden er den engelske oversættelse af hendes første roman ”Redningsafstand” fra 2014 blev nomineret til den prestigefyldte internationale Man Booker Prize i 2017, og da den engelske oversættelse af ”Fugle i munden” udkom i 2018, blev hun endnu engang nomineret til prisen.

I dag bor Samanta Schweblin i Berlin i bydelen Kreuzberg, hvor hun udover sit forfatterskab blandt andet lever af at afholde skriveworkshops – en beskæftigelse, som hun siger er med til at gøre hende til en bedre forfatter: ”Det er gået op for mig, hvor meget det betyder at arbejde med en tekst, gøre den mere præcis og enklere i sit udtryk” (Videoportræt af Samanta Schweblin. Literarisches Colloquium Berlin, 2017. Egen oversættelse).

”Distancia de Rescate” fra 2014 (”Redningsafstand”, 2017) er Samanta Schweblins internationale gennembrud. Med sine kun 120 sider, et lille persongalleri og en handling, der foregår over ganske kort tid, bærer den præg af novelleformen, som Samanta Schweblin især har arbejdet med i sit forfatterskab.

Hovedpersonen Amanda holder ferie med sin datter Nina i en lille landsby. Her møder hun Carla, der fortæller historien om, hvordan hendes søn David blev forgiftet efter at have drukket vandet fra en lokal bæk, og om hvordan hun reddede hans liv ved at opsøge kvinden i det grønne hus for at få drevet giften ud af hans krop. Takket være kvinden har David overlevet forgiftningen, men på sælsom vis er han også blevet en anden.

52980534

Carlas historie vækker en uro i Amanda, og langsomt begynder også hun og datteren at få symptomer på forgiftningen. Selvom hun vejrer faren allerede tidligt i handlingsforløbet, sander hendes handlinger til i lammelse – som når man sidder fast i et mareridt eller omsluttes af altoverskyggende angst. Og bogens titel ”Redningsafstand” henviser til Amandas konstante agtpågivenhed over for, at en umiddelbart normal situation potentielt kan udvikle sig faretruende. Hun fornemmer afstanden mellem sig selv og Nina som en snor mellem dem, og hver gang de står i en situation, hvor datteren er udsat eller kommer for langt væk, mærker hun snoren strammes som en navlestreng, der aldrig er blevet klippet.

Romanen er bygget op med udgangspunkt i en dialog mellem hovedpersonen Amanda og drengen David. Amanda ligger i en hospitalsseng, afkræftet og desorienteret, og drengen stiller spørgsmål for at få Amanda til at forsøge at huske og samle trådene i sin fortælling om, hvordan hun er endt på hospitalet. Amandas forvirring og den fragmenterede fortælling er med til at skabe den atmosfære af uvirkelighed, angst og uhygge, der breder sig fra bogens første side. I ”Redningsafstand” lurer faren lige på den anden side af det kendte og almindelige, og måske er det forgiftede vand i en lille navnløs landsby et uhyggeligt forvarsel om, at globale udfordringer som klimaforandringer og miljøkatastrofer truer vores verden og eksistens.