Don Winslow
Foto: Robert Gallagher / HarperCollins

Don Winslow

Martine Stock, marts 2020. Blå bog og bibliografi opdateret oktober 2023.
Top image group
Don Winslow
Foto: Robert Gallagher / HarperCollins

Få forfattere har beskæftiget sig så længe og indgående med narkokriminalitet som den amerikanske forfatter Don Winslow. Gennem sine krimier udfolder han narkoens underverden fra USA til Mexico. Han skildrer både narkokartellernes brutale forretning, krigen mod stoffer i politiet og de personer, der er fanget midt imellem i den uovervindelige krig. Med sine nuancerede karakterbeskrivelser indlemmer forfatteren læseren i et barsk og realistisk univers, hvor de kriminelle ikke altid er ‘de dumme’, og hvor politiet ikke altid er ‘de gode’.

137162407

 

Blå bog

Født: 31. oktober 1953, New York City, USA.

Uddannelse: Kandidat i Afrikanske Studier, University of Nebraska.

Debut: Cool Breeze on the Underground, 1991.

Litteraturpriser: Raymond Chandler Award, 2012. Ian Fleming Steel Dagger Award, 2015. Los Angeles Times Book Prize for Mystery/Thriller, 2015.

Seneste udgivelse: Drømmenes by. HarperCollins Nordic, 2023. (City of dreams, 2023). Oversat af Merete Rostrup Fleischer. (Danny Ryan-trilogien, 2).

Inspiration: Ian Rankin, Raymond Chandler, Lawrence Block, Shakespeare, Tolstoj.

 

 

Interview med Don Winslow, hvor han fortæller om sin årelange interesse for narkokriminalitet.

Artikel type
voksne

I hundenes vold

”Callan kan høre mændene nede på gaden grine ad dem. Han er ligeglad. Det generer ham ikke på samme måde, som det generer O-Bop. O-Bop hader, når nogen griner ad ham. Det har altid været garanti for et øjeblikkeligt slagsmål med ham. Callan kan bare dreje om på hælen og gå sin vej.”
”I hundenes vold”, s. 83.

Art Keller er en af hovedpersonerne i Don Winslows ”The Power of the Dogs” fra 2005 (”I hundenes vold”, 2009), der strækker sig fra 1970’erne til 00’ernes USA og Mexico. Læseren møder ham første gang, da han har fået arbejde i afdelingen for narkobekæmpelse. Det er en tid, hvor Nixon har erklæret ‘krig mod stoffer’, og Art sendes til Mexico for at være i front i krigen mod narko og begynder det langsomme og opslidende arbejde med at optrevle den blodige og brutale underverden, hvor narkokartellerne styrer alt. Som årene går, suges Art længere og længere ind i kampen og flytter permanent til Mexico med sin familie. Det ender dog med at koste ham både ægteskabet og forholdet til sine børn at fælde en af narkoens absolut største familiedynastier, Barrera-familien.

27688683

En anden vigtig person i bogen er Callan, en lejemorder af irsk herkomst. I 1970’ernes Hell’s Kitchen-kvarter i New York lægger han og vennen O-Bop sig ud med nogle af narkoens store ‘spillere’ og bliver indhyllet i den brutale krig. Modsat mange andre i branchen er Callan ikke følelseskold, selvom han sagtens kan være brutal. Callan går hen og forelsker sig i en af bogens andre fremtrædende personer, Nora, der er kommet ud i prostitution. Blandt de faste kunder er narkokartellerne og narkohandlerne.

Disse tre personers tilværelser væver sig ind og ud af hinanden gennem årene. Callan og Nora forelsker sig, men tvinges fra hinanden, og Art og Nora får et samarbejde omkring at få nogle af de største narkohandlere ned med nakken.

Fortællingen spænder over omkring 30 år, og læseren får derigennem et indblik i det skiftende politiske klima omkring stoffer, hvordan kampene intensiveres og bliver stadig mere brutale, og også hvordan korruption gennemsyrer politiet såvel som det politiske system. Samtidig viser Art, Callan og Noras tilværelser, at der ikke er nogen vej ud, når man først er kommet ind og er blevet indhyllet i narkoens tåger og rædsler – uanset om man er politi, narkohandler eller kæreste.

”I hundenes vold” er første bind i en trilogi, der slutter med ”Grænsen” (2019). Art har på det tidspunkt kæmpet i 40 år mod narkohandel og er fortsat drevet af at overvinde den største narkobaron, Adán Barrera. Trilogiens andet bind, ”The Cartel” (2015), er ikke oversat til dansk.

De smukke vilde

”Alex vender sig om mod Chon. “Hvad har du at tilføje?”
Årh, gider I lige?
Kom nuuuuu.
Vi ved godt, hvad Chon vil sige.
Det har vi allerede været igennem.”
”De smukke vilde”, s. 60.

I 2010 udkom Don Winslows ”Savages” (”De smukke vilde”, 2012). Chon og Ben er venner og har startet en forretning sammen i Californien med at dyrke ‘hydro’, en form for marihuana. De er unge i 20’erne og venner med Ophelia, kaldet ‘O’, og tilsammen danner de et trekløver. O har et forhold til begge mænd, hvilket Ben og Chon er indforståede med, og de elsker alle sammen hinanden.

En dag modtager de en besked fra Baja-kartellet, et kendt narkokartel, som fremsætter krav om at overtage Ben og Chons virksomhed. Baja-kartellet vil nemlig kontrollere hele marihuanamarkedet og eliminere konkurrence fra såkaldte hjemmelavlere som Ben og Chon. De kan få lov at beholde deres forretning, hvis de udelukkende sælger til kartellet, som så vil beholde den store profit selv. Chon og Ben nægter, og det bliver startskuddet på en magtkamp. Lado er kartellets håndlanger og bliver sendt efter O for at bruge hende som afpresning for at få mændene til at makke ret. Kartellet er ikke bange for at bruge brutale midler for at få deres vilje, men Ben og Chon giver igen, og det hele accelererer, da de kidnapper et af afpressernes børn for at få O uskadt tilbage.

29243786

I modsætning til Winslows mere faktabaserede bøger, som for eksempel ”I hundenes vold”, er sproget i ”De smukke vilde” mere lyrisk og knap så nøgternt. Selv siger forfatteren, at han gerne ville indfange den californiske musikalske stemning i sin tekst og eksperimentere med den traditionelle krimigenre. I stil med Winslows øvrige forfatterskab, springer ”De smukke vilde” også mellem de forskellige personer i historien, der foruden Ben, Chon, O også omhandler Esteban, en mexicaner, der lokkes ind i narkoverdenen for at kunne forsørge sin kone og sit kommende barn.

Ud over at narkokriminalitet er et centralt tema i bogen, er historien også på sin vis et moderne eventyr om kærlighed. Både Ben og Chon elsker O og udsættes for en række prøvelser i forsøget på at redde hende fra narkokartellet, hvilket i sidste ende beviser, hvem der elsker hende mest.

Don Winslow har efterfølgende udgivet ”The Kings of Cool” (2012), som er en forløber til historien i ”De smukke vilde”.